Hvordan man tyder tegnene og underne

 1. Hvilket tegn er det et privilegium for et menneske at være, og hvordan beskrev Esajas et sådant tegn?

DET ER et glædeligt privilegium for enhver at være et tegn på noget der vil være godt i al evighed. For dem der forstår at vurdere de sande værdier, er et menneske der tjener som et sådant tegn noget smukt, noget man byder velkomment, noget der er en hjertelig modtagelse værd. Så én der bringer godt nyt om den sande tilbedelse af Jehova Gud og om genoprettelsen af hans teokratiske organisation på jorden, vil derfor være et smukt tegn. Gennem sin profet Esajas beskrev Jehova Gud en sådan budbringer der skulle fremstå kort tid efter at den første verdenskrig sluttede, mens hans vidner endnu var holdt i fangenskab af denne verdens krigsgale nationer. Han sagde: „’Af den grund skal mit folk kende mit navn, netop af den grund på hin dag, fordi jeg er den der taler. Se! Det er mig.’ Hvor smukke på bjergene er ikke fødderne af den der bringer godt nyt, den der beretter om fred, den der bringer godt nyt om noget bedre, den der fortæller om frelse, den der siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’ Lyt! dine egne vægtere har løftet deres røst. I forening råber de fortsat med glæde, for det vil blive ansigt til ansigt at de vil se når Jehova kommer tilbage til Zion. Bliv glade, råb med glæde i harmoni, I Jerusalems hærgede pladser, for Jehova har trøstet sit folk; han har købt Jerusalem tilbage.“ — Es. 52:6-9, NW.

 2. Hvem var det der så denne budbringer da han steg op på det høje? Hvordan så de Jehova som var det „ansigt til ansigt“?

² De der var vågne over for Guds organisations, Zions, interesser, så budbringeren da han steg op på det høje. De glædede sig over at høre ham råbe til Guds organisation, Zion: „Din Gud er blevet konge!“ Hans rige er oprettet i himlene og overgivet til Immanuel, Jesus Kristus. Det er grunden til at han nu har udfriet os, det er grunden til at han med gunst er vendt tilbage til os. Ved det overvældende bevis for at Jehovas gunst er vendt tilbage, er det som havde vægteren set ham ansigt til ansigt da han vendte tilbage til Zion, hans organisation, over hvilken han har nævnet sit hellige navn. De har grund til at udråbe det for alle mennesker.

 3, 4. (a) Hvad havde budbringeren at meddele, og hvem var det der sendte ham? (b) Hvordan identificerer apostelen Paulus i Romerne 10:12-15 denne budbringer?

³ Men nogen må have givet denne budbringer den gode nyhed der gjorde ham så smuk. Nogen må have sendt budbringeren for at fortælle om fred, bringe bud om noget bedre og forkynde frelse for mennesker der elsker Gud og ønsker at han skal være konge. Den der sender budbringeren er ingen anden end Jehova, som blotter sin hellige arm for alle nationernes øjne og ønsker at hele jorden skal se den frelse han foranstalter. Den budbringer han sender er en skare mennesker der er villige til at gå på deres fødder for at bringe denne gode nyhed ud. Gennem inspiration udtalte apostelen Paulus at det er de hellige, indviede kristne. Han citerede det førnævnte skriftsted fra Esajas 52:7 for dem da han med følgende ord nåede højdepunktet i sin argumentation:

⁴ „Den samme er Herre over alle, og han er rig for alle dem der kalder på ham. Thi ’enhver der påkalder Jehovasa navn skal blive frelst’. Men hvorledes vil de kalde på ham hvem de ikke har haft tro på? Og hvorledes kan de have tro på ham de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre uden at der er nogen som prædiker? Hvorledes skulle de kunne prædike, medmindre de er blevet sendt ud? Netop som der står skrevet: ’Hvor smukke er deres fødder som forkynder godt nyt om gode ting!’“ — Rom. 10:12-15, NW.

 5. Hvordan blev det vist med Esajas dengang han havde et syn af templet, at det er Jehova der sender sine budbringere ud?

⁵ Den store kilde til „godt nyt om gode ting“, Jehova Gud, er den der sender sine budbringere til fods for at udråbe hans budskab. Profeten Esajas var selv et eksempel herpå. Det var på dette tidspunkt han havde et mirakuløst syn af hærskarers Jehova siddende på tronen i sit tempel. Da Esajas hørte seraferne erklære Jehovas hellighed, følte han sig så vanhellig og uren at han frygtede for sit liv. Ved Esajas’ udbrud rensede en af seraferne ham idet han sagde: „Se! Dette har berørt dine læber, og din fejltagelse er fjernet og selve din synd er sonet.“ Efter at Esajas således var blevet renset, hørte han en røst der spurgte efter nogen som kunne sendes ud i en tjeneste. Hvis røst var det? Jehovas; og der blev sagt: „Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå bud for os?“ Esajas betragtede det som en stor ære at blive sendt af Jehova Gud og at udføre en tjeneste for ham. Tilbudet stod åbent for den der var ren, for den der villigt tilbød sig. Esajas sprang op for at få dette store privilegium: „Her er jeg! Send mig,“ råbte han. Hans tilbud blev accepteret, og der blev sagt til ham: „Gå, og du skal sige til dette folk: ’Hør atter og atter, o mænd.’“ (Es. 6:1-9, NW) At Esajas blev sendt med dette særlige budskab betød at han var ordineret, udnævnt af Gud. Gennem Esajas kunne mennesker nu høre om Guds navn. De kunne tro på Guds navn og påkalde det for at blive frelst.

 6. Hvad gjorde Jesus i lighed med Esajas, og hvilket bevis modtog Jesus for at han var blevet godkendt til at tjene?

⁶ Ligesom Esajas, der var et tegn for det gamle Israel, indviede Jesus sig til tjenesten for Guds rige for at også han måtte blive udsendt. Han forlod sit tømrerhåndværk i Nazaret og gik ud for at møde sin forløber Johannes Døber. Han blev døbt, ikke for at symbolisere en omvendelse fra synder, for han syndede ikke, men for at blive sendt ud i tjenesten for Guds rige som Johannes forkyndte om. At Jesus kom for at blive døbt, var en opfyldelse af Salme 40:6-8, for apostelen anvender disse profetiske ord på Jesus når han siger: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg [Jesus]: Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!’“ (Hebr. 10:5-7) Efter at Jesus var blevet døbt af Johannes i Jordanfloden, fik han det vidnesbyrd fra himmelen at han var blevet godkendt. Bibelens beretning lyder: „Mens han nu bad, åbnede himmelen sig og den hellige ånd dalede i skikkelse som en due ned over ham, og en røst lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’ Endvidere, Jesus selv var, da han begyndte sin gerning, omkring tredive år gammel.“ — Luk. 3:21-23; Matt. 3:16, 17, NW.

 7. Hvordan viste Jesu ord at han ikke var selvbeskikket, og hvornår kunne han anvende Esajas 8:18 på sig selv?

⁷ Efter at Jesus nu havde tilbudt sig selv, var blevet døbt og havde modtaget himmelsk godkendelse, påbegyndte han sit arbejde, ikke tømrerarbejdet, men arbejdet for Riget. At det ikke var noget han foretog sig på egen hånd, men var sendt dertil, fastslog han gang på gang med ord som disse: „Således elskede Gud verden . . . Gud sendte . . . sin søn til verden . . . for at verden skal frelses ved ham.“ „Jeg er kommen ned fra himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ „Den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen.“ (Joh. 3:16, 17; 6:38, 57) Ligesom Esajas, var Jesus, den udvalgte, villig til at gå bud, og han påtog sig oprigtigt det samme tjenestehverv som Esajas modtog ved synet af templet. (Matt. 13:13-15; Joh. 12:36-41) Efter at Jesus var begyndt at indsamle sine disciple som hærskarers Jehova gav ham, kunne Jesus kalde disse Guds sønner sine brødre. Da kunne han også anvende ordene i Esajas 8:18 på dem og sig selv: „Se! jeg og de børn hvem Jehova har givet mig er som tegn og som undere i Israel fra hærskarers Jehova, der bor på Zions bjerg.“ Lykkelige var de mennesker i Israel der havde fårets sindelag og som fuldt forstod betydningen af tegnene og underne og ikke foragtede disse menneskelige tegn og undere fordi de var få i tal, en lille flok. De lykkelige der tydede tegnene blev efterfølgere af Jesus, den sande Immanuel, den store Esajas.

 8. Af hvem blev Jesus og hans disciple ikke sendt ud, og af hvem ønsker vi derfor, i lighed med dem, at blive udsendt, og hvorfor?

⁸ Der er noget vi ikke må overse i denne forbindelse. Jesus, hans tolv apostle og hans andre disciple blev ikke sendt af Johannes Døber, heller ikke af apostelen Peter, heller ikke af den romersk-katolske kirke, den græsk-ortodokse kirke, den anglikanske kirke, den protestantisk-biskoppelige kirke, den lutheranske kirke, metodistkirken, baptistkirken, den presbyterianske kirke eller nogen anden af de mere end tusind religiøse sekter i kristenheden. Jesus og hans disciple blev, alle som én, sendt af hærskarers Jehova. De var tegn og undere fra Ham! Han er den som alle der i dag kommer for at gøre Guds vilje ønsker at blive sendt af. Hvilken myndighed og bemyndigelse ville det give os om vi blev sendt af en af disse religiøse sekter eller af Kristi kirkers Fællesråd i Amerikas forenede Stater, eller endog af Kirkernes Verdensråd, hvis vi ikke var sendt af hærskarers Jehova ligesom Esajas, Jesus og hans tolv apostle? Vi er kommet til hærskarers Jehova gennem hans tegn, Immanuel, Herren Jesus Kristus, for at gøre Jehovas vilje, ligesom Immanuel selv kom for at gøre den da han blev døbt. Det er nødvendigt at vi kommer, og det er nødvendigt at vi ofrer os selv, er villige til at blive sendt, og at gå til et hvilket som helst sted vi måtte blive sendt, hvis vi ønsker at blive godkendt af hærskarers Jehova og udsendt af ham. I den retning ønsker vi at efterligne Esajas og Jesus Kristus. Ellers ville vi gøre kristenhedens religiøse organisationers vilje. Nu i endens tid ønsker vi at gøre den guddommelige vilje, hærskarers Jehovas vilje.

 9. Hvordan viste Jesus i synagogen ud fra Skrifterne at han var sendt af Jehova, og hvad blev han et tegn på og et varsel om?

⁹ For ud fra Bibelen at bevise at han var sendt af hærskarers Jehova og derfor var ordineret eller udnævnt af ham, gik Jesus en lørdag ind i synagogen i Nazaret, hvor hans bysbørn kun havde kendt ham som tømrer, søn af en tømrer. Da han gik op på talerstolen bad han om at få Esajas’ bogrulle. Han rullede den op og fandt Esajas 61:1, 2. Ifølge beretningen i Lukas 4:16-21, NW, læste Jesus dette: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han udsendte mig for at prædike for fangerne at de skal lades løs, og for de blinde at de skal få synet igen, for at sende de fortrykte bort i frihed, for at forkynde Jehovas kærkomne år.“b Da Jesus havde rullet bogrullen sammen og sat sig ned for at prædike, sagde han: „I dag opfyldes dette skriftsted I netop hørte.“ På denne måde blev han et levende, talende tegn for dem på at Messias, Kristus, Jehovas udsendte og salvede, nu var nærværende. Han blev et under eller et varsel der tilkendegav at udfrielse var nært forestående, for Jehovas kærkomne år var nu inde. Han blev et vidunderligt varsel der tilkendegav at med ham, Kongen, var Guds rige kommet midt iblandt jøderne. — Luk. 17:21.

10. Hvornår forlod „Guds rige“ jødernes midte, og hvad skete der kort tid efter med deres nation?

¹⁰ Guds rige forlod jødernes midte efter at de religiøse ledere havde dræbt Jesus på en marterpæl, og da Gud oprejste ham fra de døde og han steg op til sin Fader i himmelen. I året 70 (e. Kr.) gik den jødiske nation til grunde, og dens hellige by og tempel blev brændt og jævnet med jorden. De ulykkelige overlevende blev ført som fanger til mange forskellige nationer; de havde ikke mere deres egen regering, og ingen konge af Davids kongelige slægtslinje.

11. Hvem på jorden udgør vor tids tegn og undere?

¹¹ Men hvad betyder og tilkendegiver nu de tegn og undere som hærskarers Jehova foranstalter i denne endens tid? Hvordan skal mennesker tyde dem i lyset af Guds ord? Vor tids tegn og undere er resten af Jesu salvede, åndelige brødre.

12. På grund af hvilke kendsgerninger i forbindelse med resten blev den forbilledligt skildret ved Sjearjasjub? Ved hvilken anden rest blev den også forbilledligt skildret?

¹² Denne rest blev forbilledligt skildret ved Esajas’ søn, Sjearjasjub, hvis navn betyder „Kun en rest skal vende tilbage“. Denne omtale af en rest understreger den kendsgerning at kristenheden med dens mere end 820 millioner navnkristne ikke er vendt tilbage til Jehova Gud efter 1918. Det var i dette år Jehova kom til sit åndelige tempel for at dømme alle der påstod at være „Guds hus“ i åndelig forstand. Jehova åbenbarede sin nærværelse i templet for resten af sine salvede vidner der vendte tilbage til ham, ligesom han havde gjort det for Esajas. Da resten frivilligt tilbød sig på Jehovas spørgsmål om hvem han skulle sende, sendte han dem som sine vidner med sit budskab. Nu kunne Immanuel, Jesus Kristus, den større Esajas, ved denne nutidens Sjearjasjub tilvejebringe det tegn at resten var vendt tilbage til Jehovas teokratiske organisation. Som apostelen Paulus kunne sige på sin tid kan det også siges nu: „Således har der derfor også i den nuværende periode vist sig en rest i overensstemmelse med en udvælgelse der skyldes ufortjent godhed [fra Gud].“ Denne rest var ligesom den rest Jehova Gud i profeten Elias’ dage fandt i det nordlige Israels rige, hvis hovedstad var Samaria. — Rom. 11:2-5, NW.

13. Hvad var Esajas’ anden søn et varsel om, og hvordan blev betydningen af hans navn opfyldt?

¹³ Esajas havde ikke alene en søn der hed Sjearjasjub, men også én der hed Maher-sjalal-hasj-baz. Dette navn betyder „Skynd dig, o rov! Han er kommet i hast til byttet“. Fordi denne søn hed sådan blev han et under eller varsel der antydede at ulykken hastigt nærmede sig i form af den assyriske verdensmagts hære. Ulykken over hvem? Ikke alene over Syriens rige, men også over Israels rige og dets hovedstad Samaria. På den tid da kong Peka, søn af Remalja, var konge i Samaria, invaderede den assyriske konge da også Israels rige. Han indtog mange byer, plyndrede landet og førte mange af indbyggerne bort som fanger. Senere blev Peka selv myrdet. Derefter indtog assyrerkongen Damaskus, Syriens hovedstad, førte dens indbyggere i landflygtighed og dræbte kong Rezin. Således kom straffen over begge de konger der havde sammensvoret sig for at styrte „Jehovas trone“ i Judas rige. Dette var optakten til Israels riges fald i 740 f. Kr. og til fjernelsen af de frafaldne israelitter fra Samaria og den øvrige del af Israels rige. — Es. 7:16; 2 Kong. 15:29, 30; 18:9; Amos 1:3-5; 2:6-16.

14. Hvad var Israel og dets hovedstad Samaria et billede på, og hvornår og hvordan vil dommen hastigt blive fuldbyrdet over dette modbillede?

¹⁴ Israel faldt fra Jehova Gud da det sammen med det ikke-jødiske Syrien sammensvor sig imod Jehovas forbilledlige rige i Judas land. Derved blev Israel og dets hovedstad, Samaria, et profetisk billede på kristenheden i dag; den har sammen med verdslige nationer sammensvoret sig imod Jehovas regerende konge, Jesus Kristus, Immanuel. Hærskarers Jehova, som er i sit åndelige tempel, fælder nu dom over disse nationer, og især over kristenheden, der foregiver at være det religiøse „Guds hus“. Dommen vil hastigt blive fuldbyrdet over dem på Guds hævns dag i Harmagedon, der hurtigt nærmer sig. Den vil blive fuldbyrdet ved én der er mægtigere end fortidens konge af Assyrien, nemlig ved Jehovas skarpretter, Jesus Kristus. Så vil kristenheden og alle politiske nationer der er delagtige med den i at sammensværge sig mod Immanuels rige, blive berøvet deres religiøse og politiske herskere. De vil blive berøvet og plyndret for alt det de nu vender deres stolte hjerter til.

15. Hvad undlader kristenheden at se i Guds ord, og hvilket synligt tegn kan tjene som et varsel for den?

¹⁵ Kristenheden har i millionvis af eksemplarer af Den hellige Bibel på mange sprog. Og alligevel kan den ikke, fordi den læser Bibelen på baggrund af sine trosbekendelser, se at Guds dom over den og dens ven, denne verden, for mange år siden blev nedskrevet. Hvilket synligt tegn findes der da som kan varsle om eller tilkendegive hvad kristenheden ikke kan se, nemlig at Guds dom hurtigt vil blive eksekveret over den og dens venligt indstillede verden? Der er resten, Immanuels åndelige brødre, de salvede „børn“ som Jehova har givet Jesus Kristus. Ligesom han, deres ledende broder, er de blevet salvet med Jehovas ånd til at forkynde. De er blevet sendt af Jehova i harmoni med profetien i Esajas 61:1, 2. De er ikke alene blevet salvet til at „udråbe et år med god vilje fra Jehova“, (NW) hvilket symbolske år nu næsten har nået sin afslutning, men også for at udråbe „hævnens dag fra vor Gud“, en dag der kommer nærmere og nærmere. Denne hævn vil blive bragt til udførelse når Jesus eksekverer vor Guds dom over såvel kristenheden som hedenskabet, der begge er imod Riget.

16. Hvis træk har resten således taget på sig som et tegn, og hvordan forkyndes budskabet i forøget omfang?

¹⁶ Ved deres forkyndelse af at hævnens dag fra vor Gud hastigt kommer nærmere med dens ødelæggelse og plyndring af hele verden ved Guds konge, Jesus Kristus, har den salvede åndelige rest taget Esajas’ søn, Maher-sjalal-hasj-baz’ karakteristiske træk på sig som et tegn. De forkynder „Skynd dig, o rov! Han er kommet i hast til byttet“. Store skarer af ydmyge mennesker med fårets sindelag har hørt og set dette tegn og under, denne Maher-sjalal-hasj-baz-skare, og de har tydet det rigtigt. Som følge af deres tro og overbevisning har de taget standpunkt sammen med resten, Jehovas „tegn“ og „undere“ i nutiden. Mere end det, de tager del i forkyndelsen af Jehovas hævn, og har i forøget omfang udbredt budskabet til alle jordens nationer.

Træd frem for folkene! Lad dem se jer!

17. Hvor må tegn og undere befinde sig for at være af værdi og kunne tjene som retningspile, og hvem må derfor nu indtage en sådan stilling?

¹⁷ For at tegnene og underne kan være af værdi og tjene som retningspile for folk må de kunne ses så man kan studere dem, ja tyde og forstå dem ved hjælp af Guds nøgle til forståelse. „Som tegn og som undere“ må den salvede rest af Kristi åndelige brødre være fremme blandt folkene så man let kan se den. Så kan den større Esajas, Jesus Kristus, sige: „Se! jeg og de børn hvem Jehova har givet mig er som tegn og som undere i [kristenheden] fra hærskarers Jehova, der bor på Zions bjerg.“ (Es. 8:18, NW) For at støtte disse tegn og undere må den store skare af restens indviede, velvillige ledsagere sammen med den stille sig frem blandt folk. Til den salvede rest af åndelige israelitter siger Esajas 43:10: „’I er mine vidner’ lyder Jehovas udtalelse, ’endog min tjener som jeg har udvalgt.’“ (NW) Denne tjenerskare må kunne ses; den må lade sig høre for at kunne vidne om Jehova. Og for at kunne være forenet med Jehovas salvede tjenerskare i det verdensomspændende forkynderarbejde, må den store skare af indviede mennesker med fårets sindelag ses sammen med den, og de må lade deres røst høre i harmoni med resten. Vi må alle være frit fremme, være let kendelige for at kunne ses, bemærkes og høres. Det er ikke nu tiden til at krybe i skjul på grund af kvaler, nød, frygt for og trusler fra denne verdens nationer.

18, 19. Hvordan viste Jesus, i harmoni med Esajas 40:9, at han var et tegn fra Gud, og hvilket stort tegn der tiltrækker sig verdens opmærksomhed udgør vi når vi efterligner ham?

¹⁸ Det store tegn, Immanuel, sagde til sine efterfølgere: „I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.“ (Matt. 5:14) Fortidens Esajas sagde: „Drag op, o kvinde, ja op på et højt bjerg, du som bringer godt nyt til Zion. Løft din røst med kraft, du kvinde som bringer godt nyt til Jerusalem. Løft den. Vær ikke frygtsom. Sig til Judas byer: ’Her er jeres Gud.’“ (Es. 40:9, NW) Som forkynder levede Jesus ikke i stille ubemærkethed som dengang han var tømrer i Nazaret. Som et stort tegn fra Jehova sås han overalt i sit distrikt og forkyndte fra by til by, fra landsby til landsby, idet han forkyndte offentligt i synagoger, på åbne pladser og i folks hjem. Når vi efterligner ham kan også vi komme frem i forgrunden, ikke for at fremhæve os selv, men for at henlede folks opmærksomhed på Jehovas tegn og undere i denne endens tid. Dette kan vi gøre mest effektivt ved ikke alene at forkynde offentligt, men først og fremmest fra hus til hus. På denne måde må Jesu profetiske ord opfyldes: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme..“ (Matt. 24:14, NW) Denne forkyndelse foregår overalt offentligt og fra hus til hus og udføres af resten og dens medarbejdere der har fårets sindelag, og den er i sig selv et talende tegn og et under der i høj grad tiltrækker sig hele verdens opmærksomhed.

¹⁹ Det er et tegn der utvetydigt siger at Guds rige ved den himmelske Immanuel er blevet oprettet i universets hovedstad. Det er et tegn der tilkendegiver at denne verdens nationer nu står over for deres endeligt, der vil komme så snart vor forkyndelse har nået sin afslutning i harmoni med den guddommelige vilje. Lad dem tyde tegnet!

20. Hvad kan vort advarselsbudskab nedkalde over os? Men takket være hvilken støtte behøver vi ikke at frygte mennesker eller djævle?

²⁰ Mennesker og nationer skal vide at vi har været iblandt dem for at give tilbørlig advarsel om deres endeligt. Det vil måske nedkalde deres vrede og forfølgelse over os. Men ligesom Immanuels apostle må vi være „et skuespil . . . for hele verden, både for engle og mennesker“. (1 Kor. 4:9) Angående Immanuel profeterede Simeon da Immanuel endnu kun var fyrretyve dage gammel: „Det barn er sat til fald og til oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges.“ (Luk. 2:34) Hvad nu hvis der bliver talt imod os, hvis folk protesterer og betvivler at vi skulle være tegn, eller hvis de står os imod fordi vi forkynder Bibelens klare sandheder? Vi ved hvem der står bag os, „hærskarers Jehova, der bor på Zions bjerg“. Det er fra ham vi har resten som et tegn og et under i dag, og der er tusinder som hører til denne rest her ved dette internationale stævne. Han vil derfor sørge for at alt hvad dette tegn og under betyder og tilkendegiver vil blive opfyldt. Hærskarers Jehova er den der har sendt os og givet os den gode nyhed om hans oprettede rige. Vi er omgivet af hans hærskarer af engle der i tal overgår samtlige hære inden for den kommunistiske østblok og den demokratiske vestblok. De er gennemorganiserede, bevæbnede og opstillede ved Harmagedons slagmark, klar til at begynde „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14) Lad os derfor hverken frygte mennesker eller djævle.

21. Hvordan opfyldes vor regerende konges, Immanuels, navn på os, og hvad er vi derfor sikre på at det vil lykkes os at udføre?

²¹ Gud, hvis frygtindgydende navn er hærskarers Jehova, er med os. Hans regerende konges, Immanuels, navn betyder: „Gud med os“. Eftersom Immanuel er med os fordi vi følger og lyder ham når vi forkynder den gode nyhed om Riget til et endeligt vidnesbyrd for alle nationer, ved vi at Gud også er med os. Det betyder at Gud er for os. Med en sådan guddommelig hjælp og i overensstemmelse med den guddommelige vilje kan vi være sikre på at det vil lykkes os at udføre det vidunderlige og vigtige arbejde som hærskarers Jehova har udsendt os for at gøre.

[Fodnoter]