En godhedens Gud
„Tak Jehova, I folk, for han er god; for hans kærlige godhed varer til ubestemt tid.“ — Sl. 107:1, NW.
1, 2. Hvordan er nogles opfattelse af Gud, og hvordan opfattede David ham?
HVORDAN er din opfattelse af Gud? Betragter du ham som en venlig og godgørende guddom, som dette til trods holder sig på afstand af menneskene og ikke blander sig i deres sager eller tager sig af deres problemer? Eller forestiller du dig ham som en der ivrigt tager del i verdens stridigheder og kæmper snart for den ene, snart for den anden, og som velsigner nationerne hvis de kæmper for en „retfærdig“ sag? Eller forestiller du dig ham som en Gud der vilkårligt berøver en af dine kære livet, af sine egne uransagelige grunde?
2 Det lyder ikke som den Gud om hvem salmisten David sagde: „God og oprigtig er [Jehova], derfor viser han syndere vejen. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej. Alle [Jehovas] stier er miskundhed [kærlig godhed, NW] og trofasthed for dem, der holder hans pagt og hans vidnesbyrd.“ — Sl. 25:8-10.
3, 4. Hvordan bør vor indstilling være til Skaberen? Begrund svaret.
3 David havde været flygtning. Han havde måttet flygte for sine egne landsmænd for at redde livet, men han skød ikke skylden for sine besværligheder på Gud. I stedet for bad han: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. [Jehova], kom din barmhjertighed i hu og din nåde [kærlige godhed, NW], den er jo fra evighed af.“ — Sl. 25:4-6.
4 Mange mennesker som ikke har haft det nær så slemt som David, finder fejl hos Skaberen. De kan ikke forstå hvorfor han ikke personligt har grebet ind i deres tilfælde, og de giver Gud skylden for alle deres vanskeligheder, uanset hvem eller hvad der er årsag til dem. Men vi gør klogt i at overveje hvad Jehovas ord siger herom. Er han en godhedens og kærlighedens Gud, sådan som David sagde, eller en ukærlig, blodtørstig Gud, sådan som endog nogle præster har hævdet?
5. Hvilket råd fra Jehovas ord fulgte David klogt?
5 David blev falskeligt anklaget og forfulgt af kong Saul, som Jehova havde overdraget ledelsen af sit folk. Men David blev ikke bitter på Jehova på grund af Sauls skinsyge, og han tog ikke sagen i sin egen hånd for at dræbe „HERRENS salvede“. Han huskede hvad Israels lov sagde: „Du må ikke bære nag til din broder i dit hjerte, men du skal tale din næste til rette, at du ikke skal pådrage dig synd for hans skyld. Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv. Jeg er [Jehova]!“ — 3 Mos. 19:17, 18.
6. (a) Hvad var Israels krige et billede på, men hvad må vi ikke slutte heraf? (b) Hvordan belønnede Jehova David?
6 Senere førte David an i Israels kamp mod kana’anæerne for at drive dem ud af det land som israelitternes stamfader Abraham havde fået løfte om. Dette var et profetisk billede på hvordan Jehova i vor tid vil rense jorden for dem der sætter sig op mod ham som den suveræne Gud, og på hvordan han vil give jorden i arv til dem der tjener ham, dem der „holder hans pagt og hans vidnesbyrd“. Imidlertid gives der intet bibelsk vidnesbyrd om at Jehova i disse dage kæmper for den ene eller den anden nation. Tværtimod forudsagde Esajas at Guds folk ville smede deres sværd om til plovjern og ikke ville øve sig i våbenfærd mere. David fik ikke den ære at rejse templet for tilbedelsen af Jehova, fordi han havde været en krigens mand. Dog havde David gjort det der på den tid var Jehovas vilje, og derfor lovede Jehova ham at kongedømmet skulle blive i hans slægt og ikke overgå til nogen anden slægtslinje. (Ap. G. 13:36) Herom sagde Esajas profetisk: „Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David.“ Det var derfor ikke så mærkeligt at David sagde: „Jeg [stoler] fast på din miskundhed [kærlige godhed, NW], lad mit hjerte juble over din frelse! Jeg vil synge for [Jehova], thi han var mig god!“ — Es. 55:3; Sl. 13:5, 6.
7. Hvordan forbandt Paulus Guds kærlige godhed mod David med det der fandt sted på Jesu tid?
7 Apostelen Paulus forbandt pagten med David med begivenhederne på Jesu tid da han forklarede følgende: „Og vi forkynder jer det glædelige budskab, at den forjættelse, som blev givet til fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, ved at lade Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag.’ Og at han har ladet ham opstå fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, det har han sagt således: ’Jeg vil give jer de trofaste nådeløfter til David.’“ Løfterne til David blev altså opfyldt, og Jesus blev som Davids arving og Jehovas enbårne søn oprejst for at blive konge i Jehovas nye tingenes orden til hans fastsatte tid. — Ap. G. 13:32-34.
8. Hvad vidner om at Jehova er en kærlighedens og godhedens Gud?
8 Lige fra begyndelsen har en voksende kæde af begivenheder vidnet om Jehovas godhed og kærlige omsorg for menneskene. Jehovas hensigt med jorden — at der skulle leve retfærdige mennesker på den under paradisiske forhold — ville ikke forblive uopfyldt. Da Jehova dannede jorden som et smukt hjem for menneskene, sørgede han ikke blot for at de mest elementære fornødenheder var til stede, men han dækkede området med frugttræer og blomstrende buske til glæde og fryd for menneskene. Midt i haven plantede han livets træ, idet han så frem til den tid da det første menneskepar havde givet bevis på deres trofasthed og skulle udvide havens grænser til jordens ender. Selv efter at de havde gjort oprør og dommen over dem var blevet eksekveret, viste Jehova sin ufortjente godhed ved at forudsige en fremtidig genløsning for dem der ville sætte deres lid til ham.
9. Hvilket behov erkendte David, og hvordan åbnedes der for udsigten til at få det opfyldt?
9 Hvordan ville denne genoprettelse af de paradisiske tilstande blive mulig? Jehova gav Abraham følgende løfte: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes!“ Denne Abrahams sæd ville vise sig at blive til velsignelse ved at være det middel der kunne genløse menneskeslægten. David havde givet udtryk for et behov for en sådan genløsning da han bad: „Mine ungdomssynder og overtrædelser komme du ikke i hu, men efter din miskundhed [kærlige godhed, NW] kom mig i hu, for din godheds skyld, o [Jehova]! For dit navns skyld, [Jehova], tilgive du min brøde, thi den er stor.“ (1 Mos. 22:18; Sl. 25:7, 11) David indså at der skulle mere til end dyreofre for at sone menneskenes synd, og han stolede på at Jehovas kærlige godhed ville tilvejebringe denne soning. Jehovas pagt med David var endnu et skridt på vejen fremad imod opfyldelsen af Jehovas hensigt. (2 Sam. 7:16) Hvordan det? Jo, som Paulus sagde om Jesus: „Ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.“ Hvilke udsigter der her åbnede sig til velsignelse for alle folk, takket være Jehovas ufortjente godhed! Endog synder og overtrædelser ville blive tilgivet, sådan som David sagde. — Ap. G. 13:38, 39.
10. Hvordan har menneskeheden i almindelighed reageret på Jehovas omsorg for den, og hvad er dette et tegn på?
10 Indtil den dag i dag har menneskene ikke taget imod og fulgt den lektion i godhed som Jehova og hans søn har givet. I stedet for finder man i hele verden at mennesker hader hinanden fordi de tilhører forskellige nationaliteter; man finder fordom på grund af religiøse uoverensstemmelser, og der begås overgreb mod mennesker fordi de tilhører en bestemt race. De der gør sig skyldige i sådanne handlinger viser at de vandrer i mørke og ikke véd hvordan deres Skaber ser på tingene, og dette mørke har gjort dem blinde. (1 Joh. 2:9-11) Følger man godhedens og venlighedens vej, vandrer man sammen med Jehova, i lyset. Dette lys fra hans ord åbenbarer yderligere modsætningen mellem dem der er Guds børn og dem der følger Satans vej, uvenlighedens, splittelsens og hadets vej. „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder.“ — 1 Joh. 3:10-12.
11. (a) Hvilken lignelse fortalte Jesus om godhed? (b) Hvordan viste han ligesom sin Fader ingen personsanseelse?
11 Denne broderkærlighed skal ikke blot komme til udtryk over for ens egen familie eller ens egen race. Som Jesus sagde: „Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.“ (Luk. 8:21) Han lod altså ikke blodets bånd eller racemæssige forskelle skille ham fra andre mennesker. Han vidste at hans Fader havde vist ufortjent godhed mod alle slags mennesker, og at han ikke viser personsanseelse mod nogen. Han skabte alle mennesker af ét blod og han har givet alle det samme håb om liv gennem sin søn under hans riges styre. En lovkyndig, der kendte Jehovas befaling om at man skal elske sin næste som sig selv, spurgte: „Hvem er så min næste?“ Jesus svarede ved at fortælle om en mand der gik fra Jerusalem til Jeriko og på vejen blev overfaldet af røvere, blev slået fordærvet og efterladt halvdød. Efter at både en præst og en levit var gået forbi uden at gøre noget, kom der til sidst en samaritaner som tog sig af ham. Jesus spurgte: „Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?“ Naturligvis var det den mand der viste barmhjertighed. Jesus anbefalede denne handlemåde idet han sagde til manden der havde spurgt ham: „Gå du hen og gør ligeså!“ — Luk. 10:29-37.
12. (a) Hvad må man ikke give Gud skylden for? (b) Hvordan viser Bibelen det?
12 Til trods for at mange mennesker ikke alene går forbi deres næste og ignorerer at han trænger til hjælp, men endogså gør oprør mod deres Skaber, har Jehova stadig vist menneskene langmodighed, tålmodighed og venlighed. (Sl. 107:11-13) Det er ikke hans skyld når en pludselig død som følge af et ulykkestilfælde, krig eller sygdom, rammer tusinder af unge og gamle. Tværtimod er han den der åbner vejen til livet for dem der vil følge den. Både han og hans søn anbefaler at man viser ufortjent godhed, og de viser selv ufortjent godhed. — Præd. 9:11; Hebr. 2:14.
13. (a) Hvordan beskrev Hoseas tilstandene i Israel? (b) Hvilken Gud ville Jehova vise sig at være hvis folket angrede?
13 At Jehova har vist menneskene kærlig godhed ned gennem tiden betyder imidlertid ikke at han vil se igennem fingre med eller sentimentalt tilgive al uret. Over for Israel beskrev han sig selv med ordene: „[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed [kærlig godhed, NW] og trofasthed, som bevarer miskundhed [kærlig godhed, NW] mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!“ (2 Mos. 34:6, 7) Israel gjorde sig med tiden fortjent til en revselse. Hoseas sagde at folkets kærlighed eller kærlige godhed (NW) var som „morgentåge, dug, som årle svinder“. Juda havde forræderisk svigtet sin pagt med Jehova. I stedet for at lægge en kærlighed og godhed for dagen som sin Gud, var Gilead blevet „udådsmænds by, den er sølet i blod“. „Som en stimandsflok er præsternes flok, de myrder på vejen til Sikem, gør niddingsværk.“ Israel havde gjort sig uren. Den lille rest af kærlighed og godhed der var tilbage, var forsvundet som dug i den tidlige morgen. Med god grund bad Hoseas: „Kom, vi vil tilbage til [Jehova]! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde.“ Jehova ville hellere have deres loyale kærlighed end slagtoffer, og at de erkendte betydningen af kendskab til Gud fremfor brændofre. (Hos. 6:1-10) Hvis folket ville angre, ville Jehova vise sig at være ’langmodig og rig på miskundhed, men ikke lade den skyldige ustraffet’.
14. Hvilken tilstand befandt Israel sig i på apostlenes tid, og hvilken gunst viste Jehova hedningerne?
14 Århundreder senere talte apostelen Paulus om Jehova som en Gud der viste godhed, men påpegede samtidig at han var en Gud der viste strenghed når det var fortjent. Han citerede Jehovas ord til Esajas: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk.“ Elias havde endog anklaget Israel over for Gud og sagt: „Herre! dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage.“ Men alligevel forskød Jehova ikke sit folk. Han vidste at der var syv tusinde trofaste mænd tilbage foruden Elias. Selv om folket ofte snublede, mistede det altså ikke fuldstændig Jehovas gunst, og ligesom der var syv tusinde der nægtede at bøje knæ for Ba’al på Elias’ tid, var der også en rest der viste sig trofast på Jesu tid. Paulus skrev: „Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådes-udvælgelse [en udvælgelse der skyldes ufortjent godhed, NW].“ Langt de fleste i Israel handlede dog som om de sov trygt. Deres øjne var lukkede og deres ører døve for den storslåede mulighed som Jehova her i sin ufortjente godhed åbnede for dem. Deres svigten åbnede vejen for hedningerne, nationernes folk, så de kunne komme med ind i den nye pagt som Jesus indstiftede. Jøderne var ikke længere et særligt folk der var adskilt fra alle andre, men skillevæggen var blevet brudt ned og vejen var nu åben for andre som kunne opnå Guds gunst som hans pagtsfolk. — Rom. 10:21 til 11:11; 1 Pet. 2:10.
15. Hvordan illustrerede Paulus det Jehova havde gjort, og hvilken advarsel gav han?
15 Paulus illustrerede det der var sket, ved at sammenligne Jehovas pagtsfolk med grenene på et oliventræ. Eftersom Israel som nation ikke havde båret nogen frugt, blev de åndeligt døde grene brudt af, og nye grene fra et vildt oliventræ, repræsenterende troende hedninger, blev podet ind, så de kunne modtage Jehovas rigdom og de velsignelser han ville skænke. Paulus siger advarende at dette ikke skyldtes nogen særlige gerninger hos dem der blev indpodet, men at det skyldtes mangel på tro hos dem der først fik tilbudet. Han siger til dem: „Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af.“ (Rom. 11:21, 22) Der kræves tro og lydighed for at forblive i Jehovas godhed. Det er ikke et spørgsmål om nationalitet eller race. Som Paulus sagde: „Der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham. ’Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’“ — Rom. 10:12, 13; 2:7-11.
16. Hvordan har menneskene fået håb om evigt liv?
16 I sin ufortjente godhed har Jehova åbnet døren til livet. Han har lagt sin søn på retfærdighedens vægtskål som en genløsningsbetaling, så vi kan undgå den fordømmelse og død vi har arvet fra Adam. Dette fremhævede Paulus i sit brev til Titus (3:4-7), hvori han siger: „Da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde [ufortjente godhed, NW], i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.“ Jehova er i sandhed en kærlighedens og godhedens Gud. Vi har ikke opnået retten til liv på grund af vore egne retfærdige gerninger, men fordi Jehova har vist ufortjent godhed og tilvejebragt en genløsning, og fordi Jesus har stillet sig til rådighed og givet sit menneskeliv som et offer. „Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde [ufortjent godhed, NW] og sandhed. Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde [ufortjent godhed efter ufortjent godhed, NW].“ Herved genspejlede Jesus sin Faders godhed. — Joh. 1:14, 16.
17. Hvordan kom den ufortjente godhed til at herske som konge?
17 Vi ser således klart at det ikke skyldes os selv at vi har fået håb om evigt liv, for alle har syndet; men Gud giver os mulighed for at blive erklæret retfærdige ved tro på Kristi Jesu genløsningsoffer, en gave som han skænker os uforskyldt i sin nåde eller ufortjente godhed. (Rom. 3:23, 24) Lige indtil Kristi tid mindede den lov som Gud havde givet israelitterne, dem om deres ufuldkommenhed og syndighed, men Jesu genløsningsoffer åbnede vejen til velsignelserne ved Guds ufortjente godhed. Indtil den tid havde synden hersket som konge sammen med døden, men så åbnede Jehova vejen så „den ufortjente godhed [kunne] herske som konge gennem retfærdighed med evigt liv for øje“. (Rom. 5:21, NW) Jesus var kommet som fyrste og hersker for at velsigne alle folkeslag, en opfyldelse af Guds pagt om „de trofaste nådeløfter til David“. — Es. 55:3, 4.
18. Hvordan skubber nogle Guds ufortjente godhed til side?
18 I dag er de kristne ikke under den mosaiske lovpagt, men de er tilsluttet den nye pagt og ledes af Guds ånd. (Rom. 6:14) Men det er stadig ikke ved egne gerninger de kommer til at stå retfærdige i Guds øjne. Apostelen Paulus understregede kraftigt dette, idet han viste at ingen kan opnå livet ved egne bestræbelser: „Jeg skubber ikke Guds ufortjente godhed til side; for opnås retfærdigheden ved lov er Kristus jo død til ingen nytte.“ (Gal. 2:21, NW) Og Paulus sagde videre: „I er skilt fra Kristus, hvem I end er der prøver at blive erklæret retfærdige ved lov; I er faldet bort fra hans ufortjente godhed.“ — Gal. 5:4, NW; Rom. 11:5, 6.
19. Hvilket privilegium har Jehova skænket kristne i dag?
19 Men selv om det ikke er ved egne bestræbelser men ved Kristi offers fortjeneste vi har fået det vidunderlige håb om evigt liv, i himmelen eller på jorden, betyder det ikke at Jehova ikke har givet os en tjeneste at udføre. Paulus sagde for eksempel til galaterne: „Gud, som havde . . . kaldet mig ved sin nåde [ufortjente godhed, NW], besluttede at åbenbare sin Søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne.“ (Gal. 1:15, 16) Også i dag kan kristne vise at de værdsætter Jehovas ufortjente godhed ved at tage imod opfordringen til at forkynde evangeliet eller den gode nyhed og være med i forkyndelsen. Vi bør genspejle hans godhed ved at bringe folk den sandhed der fører til livet! Det var det Jesus gjorde. Under sin tjeneste delte han Guds ufortjente godhed og sandheden med andre. — Joh. 1:17, 18. NW.
20. Hvem er den egentlige kilde til godhed, og hvad opfordrer han menneskene til?
20 Jehova selv er den egentlige kilde til godhed. Som den aldrende apostel Johannes skrev: „Hvem skulle ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn? For du alene er den kærlige godheds Gud.“ (Åb. 15:4, NW, 1950-udgaven) Selv for dem der er gået imod Guds vejledning er det stadig muligt at blive forsonet med Gud og opnå livets gave, hvis de ændrer handlemåde. Som profeten Joel sagde til de vankelmodige israelitter: „Vend om til [Jehova] eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed [kærlig godhed, NW].“ — Joel 2:13.
21. Hvad sætter Satan alt ind på, men hvad kan føre til frelse?
21 Satan gør på den anden side alt hvad han kan for at modarbejde Jehovas godhed, for han véd at han kun har en kort tid hvori han endnu kan gøre folk blinde for den gode nyhed. (2 Kor. 4:4) Alle hans bestræbelser er samlet om at kaste forsmædelse på Skaberen som en Gud der ikke bryder sig om menneskene, en Gud der tager parti i menneskenes krige og derfor er ansvarlig for menneskenes sorger og lidelser. (Joh. 8:44) Men Jesus viste at der skulle forkyndes en advarsel før Jehova ville gøre en ende på al Satans bedrag og modstand, og at Jehovas sande stilling som en kærlighedens og godhedens Gud ville blive gjort klar for menneskene, en Gud der vil velsigne sit folk ved sit rige under Kristi Jesu styre. Med dette formål for øje har han samlet troende mænd og kvinder i en verdensomspændende organisation for at de som hans vidner kan forkynde ’evangeliet om Riget’. Det fører til frelse at være med i dette arbejde nu. — Rom. 10:9-11.
22. Hvilken skæbne venter dem der falder i Satans snare?
22 I denne mellemperiode inden den endelige og tilintetgørende trængsel rammer Satans organisation, får mange mulighed for at høre Rigets budskab og beder derefter som David: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier.“ (Sl. 25:4) De lærer Jehova at kende som en Gud der viser ufortjent godhed mod dem der „holder hans pagt og hans vidnesbyrd“. De falder ikke længere i den snare som Satan har lagt ud og som består i manglende tro der resulterer i at man giver Gud skylden for barbariske krigshandlinger. (Jak. 4:1, 2) Kristenheden i almindelighed lægger imidlertid, som Israel i fortiden, en kærlig godhed for dagen der i trængselens tid forsvinder som morgenduggen for solens stråler. Den bortvejres hurtigt fordi der ikke findes nogen sand tro på Jehova, hans ord og hans rige. Hvis ikke de der hører til denne gruppe vender om til Jehova og lærer ham at kende, vil de billedligt talt falde for leen når Jehova høster jorden og renser den for al ondskab i Harmagedonslaget. De trofaste vil da, som Esajas profeterede, „gå ud for at se på ligene af de mænd, der faldt fra mig“. — Es. 66:24.
23. (a) Hvordan viser Bibelen Jehovas retfærdighed? (b) Hvordan viser Jehovas strenghed sig endog at være en godhed?
23 I sine retfærdige domme lægger Jehova således både godhed og strenghed for dagen — en fortjent strenghed mod dem der modstår hans riges ambassadører og deres budskab og som vender ryggen til hans retfærdige hensigt, men godhed mod mennesker med tro, og de vil opnå evigt liv. (Luk. 20:9-18) Selv i denne „endens tid“ viser Jehova fortsat langmodighed, for han ønsker ikke at nogen skal gå til grunde. (2 Pet. 3:9) Hver især kan vi med vore handlinger bestemme om vi vil modtage Guds godhed eller strenghed. Jehova vil vise godhed mod alle der tror på ham når han renser jorden for al ondskab (Hebr. 10:26-39) Da vil, som aldrig før, „den ufortjente godhed herske som konge gennem retfærdighed med evigt liv for øje ved Jesus Kristus, vor Herre“. — Rom. 5:21, NW; Sl. 107:15.
[Illustration på side 271]
Den gode samaritaner