„Hvem har lært Jehovas sind at kende?“

„For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ — Romerne 11:34; Esajas 40:13, Septuaginta.

1. (a) Hvilket udfordrende spørgsmål citerer Paulus fra Esajas 40:13? (b) Hvilket nøgleord lyder anderledes i hans citat end i den hebraiske grundtekst?

FOR mere end 2700 år siden blev Israels folk stillet det udfordrende spørgsmål som en tidligere jødisk farisæer senere citerede i et brev: „For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ (Romerne 11:34) Det var apostelen Paulus der citerede dette spørgsmål. Han fulgte den måde hvorpå Esajas 40:13 er gengivet i den græske Septuaginta-oversættelse, der her bruger ordet „sind“ (nous) i stedet for ordet for „ånd“, som anvendes i den hebraiske grundtekst.

2. Hvad forstår vi ved menneskets „sind“? Forklar.

² Hvad betyder det inspirerede udtryk „Jehovas sind“? For menneskets vedkommende står sindet for dets tankevirksomhed. Vi kan for eksempel i vort sind beslutte at vi vil have den samme „indstilling . . . som også var i Kristus Jesus“. (Filipperne 2:5; se også Første Mosebog 11:6.) Vore forstandsevner står langt over alle dyrenes.

3-5. (a) Hvad viser Esajas 55:8, 9 om Jehovas „sind“? (b) Hvorfor er det ikke så mærkeligt at Paulus citerede de ord fra Esajas som er gengivet i Romerbrevet 11:33? (c) Hvad mente Paulus med sine ord i Romerbrevet 11:34? (d) Hvorfor kunne de førkristne bibelskribenter ikke kende Jehovas „sind“?

³ Jehova Guds, Skaberens, tanker står til gengæld langt over ufuldkomne menneskers tanker og forestillinger. Det er denne vigtige kendsgerning han henleder opmærksomheden på i profetien i Esajas 55:8, 9, hvor der står: „Thi mine tanker er ej eders og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ Jehova har derfor noget langt bedre i tanke for menneskene, især for dem der står i et pagtsforhold til ham, end vi her på jorden nogen sinde kunne udtænke. Det er ikke så mærkeligt at denne „apostel til nationerne“, efter at have omtalt en enestående ordning som Jehova har truffet og den måde hvorpå den vil blive virkeliggjort, følte trang til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ (Romerne 11:13, 33) Det siger sig selv at intet menneske har kunnet ’spore’ Guds veje forud for ham. Det er derfor den inspirerede apostel videre siger: „For ’hvem har lært Jehovas sind [nuon] at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ (Romerne 11:34) Jerusalem-Bibelen siger her: „Hvem kunne nogen sinde lære Herrens sind at kende? Hvem kunne nogen sinde blive hans rådgiver?“

⁴ Med disse ord mener apostelen ikke at et menneske ikke kan forstå Guds tanker efter at han har åbenbaret dem. Nej! For Gud har åbenbaret sine tanker eller sit sind for os mennesker på sit inspirerede ords, De hellige Skrifters, sider. Det Paulus mener er at før Gud har fattet en tanke eller en beslutning kan intet menneske ud fra sin egen tænkeevne komme på eller tænke den samme tanke. Før Gud åbenbarer hvad han har i sinde kan intet menneske selv udtænke det. Intet menneske havde således lært „Jehovas sind“ at kende, før Gud åbenbarede det i Bibelen — heller ingen af de førkristne tjenere for Gud der nedskrev de første 39 bøger i Bibelen, ikke engang Moses, gennem hvem israelitterne fik Loven.

⁵ Ingen kunne for eksempel forstå hvad Jehova havde i tanke i forbindelse med Abraham og hans afkom, og ingen kunne forstå hvad alt dette havde at gøre med begivenhederne i det første århundrede e.v.t.

Jehovas „sind“ i forbindelse med „oliventræet“

6. (a) Hvilket løfte havde Paulus talt om i Romerbrevet, kapitel 11? (b) Hvordan blev Abraham i høj grad begunstiget, og hvorfor?

⁶ I Romerbrevets 11. kapitel, versene 1-33, havde apostelen talt om den forudsagte „Abrahams sæd“. Ifølge Moses’ optegnelser i Første Mosebog 12:3 og 22:17, 18 havde Jehova Gud lovet at velsigne den aldrende patriark Abraham gennem hans afkom eller „sæd“; i denne sæd, eller ved hjælp af den, ville Abrahams Gud til sin tid velsigne alle jordens slægter og folk. Hvilket storslået løfte! Og hvilken belønning for Abrahams tro og lydighed at han skulle blive arving til dette løfte!

7. (a) Hvad skildres der ved de forskellige dele af det symbolske oliventræ? (b) Hvad havde „grenene“ mulighed for? (c) Hvilken beslutning i Jehovas „sind“ med hensyn til „sæden“ var endnu ikke blevet åbenbaret?

⁷ Apostelen sammenligner det Jehova oprindelig havde i tanke, med et oliventræs vækst, et træ der var almindeligt overalt i hans hjemland, Israel. I overensstemmelse med dette billede var Abraham roden på det symbolske oliventræ. Stammen, der så at sige udgik fra Abraham som den symbolske rod, var et billede på hans elskede søn Isak, hans sønnesøn Jakob (der senere fik navnet Israel) og Jakobs tolv sønner, fædrene til Israels tolv stammer. Efter kødet var alle efterkommerne af disse tolv patriarker grene på dette symbolske oliventræ. Som sådanne var disse de første der havde udsigt til at blive den lovede „Abrahams sæd“, ved hjælp af hvilken alle jordens slægter og folk ville blive velsignet i overensstemmelse med Jehovas kærlige hensigt eller „sind“. De vidste imidlertid ikke at denne „sæd“ ikke skulle være en kødelig „sæd“ der bogstaveligt stammede fra patriarken Abraham, men at den skulle være en åndelig „sæd“. Dens fader måtte derfor være en der var større eller højere end Abraham. Ja, det skulle være ingen anden end den store Livgiver, Jehova Gud, selv. Men hvem skulle da være den ypperste af denne „sæd“?

8. (a) I hvilken forstand blev Jesus større end Isak? (b) Hvorfor måtte Jesus ofre sit jordiske liv og oprejses til liv i himmelen for at alle jordens slægter kunne blive velsignet?

⁸ Det skulle være en der var større end Isak, den søn Abraham fik i sin alderdom. Det var ’mennesket, Kristus Jesus’. Han var efterkommer af Isak, men større end han, og større end hans søn Jakob (Israel) eller nogen af Jakobs tolv sønner, Israels folks tolv grundstene. (1 Timoteus 2:5) Barnet, der skulle hedde Jesus, var „Guds søn“, for han blev avlet i sin jomfruelige moder Marias moderliv ved Jehova Guds ånd. I virkeligheden blev hans liv overført fra den åndelige verden til Marias moderliv, og Josef, hendes mand, var blot Jesu jordiske fosterfader. (Lukas, kapitlerne 1-3) Mens Jesus var på jorden som menneske opnåede han imidlertid ikke at blive den der velsignede alle jordens slægter og folk. Det er sandt at Jesus ved at have bragt sit fuldkomne, syndfri menneskeliv som et offer kan tjene til velsignelse for hele menneskeheden. Først måtte Jehova Gud, hans himmelske Fader, imidlertid opvække ham fra de døde på den tredje dag og derefter lade ham vende tilbage til himmelen som en åndelig søn af Gud. Det er derfra han velsigner alle jordens slægter og folk.

9. (a) Hvilken større betydning får det symbolske oliventræ nu? (b) Hvor mange åndelige grene er der, og hvordan ved vi det? (c) Hvilken forståelse hjælper Galaterbrevet 3:28, 29 os til i forbindelse med disse „grene“?

⁹ Set ud fra dette synspunkt antager apostelens skildring af oliventræet en ny og langt større betydning. Det åndelige oliventræs „rod“ er Jehova Gud, den store Livgiver, der er større end patriarken Abraham. Denne større Abrahams enestefødte søn er Jesus Kristus, der er større end Isak. Denne større Isak er hoved for den kristne menighed, der er avlet af den større Abrahams, Jehova Guds, ånd. Medlemmerne af den kristne menighed er de åndelige grene der udgår fra dette teokratiske oliventræ, og ifølge Åbenbaringen 7:1-8 og 14:1-3 vil de til sidst udgøre et antal på 144.000 medlemmer. Vi læser således i Galaterbrevet 3:28, 29: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“

10. (a) Hvem var de første der havde mulighed for at blive åndelige grene? (b) Hvem af disse blev „frelst“, og hvilken profeti citerede Paulus for at skildre dette?

¹⁰ De første der havde mulighed for at blive „grene“ på dette åndelige oliventræ var de kødelige jøder på Jesu tid, idet de som Jesu kødelige brødre var direkte efterkommere af patriarken Abraham. De befandt sig under den lovpagt som den større Abraham havde sluttet med dem gennem mellemmanden Moses. Jesus Kristus var ikke direkte sendt til andre på jorden end til „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 10:6) De første der blev „grene“ på dette åndelige oliventræ, hvis rod er Jehova Gud, var således kødelige jøder, nemlig Jesu Kristi tolv trofaste apostle og tusinder af andre kødelige jøder. Men, som forudsagt i Esajas 10:22, var det kun en lille „rest“ af de kødelige jøder der blev „frelst“, så de kunne blive den større Abrahams sæd og arvinger til hans „løfte“. Det var denne profeti Paulus citerede i Romerbrevet 9:27.

11. (a) Hvornår blev de der skulle have været „grene“ brudt af? (b) Hvordan blev „grene“ fra et vildt oliventræ nu indpodet, og i hvilket oliventræ?

¹¹ Hvornår blev de af „Abrahams sæd“ der skulle have været „grene“, brudt af? Det begyndte med omvendelsen af omskårne samaritanere, og trådte fuldstændig i kraft tre og et halvt år efter Jesu Kristi, den større Isaks, død og opstandelse. Det var da de første ikke-jødiske, uomskårne troende, nemlig den romerske officer Kornelius og hans familie og troende venner, blev omvendt af apostelen Peter og blev døbt efter at være blevet avlet af Jehovas ånd og salvet med den. (Apostelgerninger, kapitel 10) På denne måde blev „grenene“ fra et vildt oliventræ, indpodet i det åndelige oliventræ, hvis livgivende „rod“ er Jehova Gud.

12. (a) Hvad ville der ske hvis „grene“ der var blevet brudt af, ændrede sind? Forklar. (b) Hvad var dette et eksempel på? (c) Hvordan skulle vi, ligesom Paulus, reagere på en sådan åbenbaring af Jehovas „sind“?

¹² Hvis nogle af de kødelige jøder der var blevet brudt af, imidlertid atter tog deres stilling op til overvejelse og ændrede sind, sådan som Akvila og Priskilla, ville de igen blive „indpodet“ — modtage det åndelige privilegium som det jødiske folk havde mistet ved sin manglende tro på den større Isak, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 18:1-4, 26; Romerne 16:3; 1 Korinter 16:19) Dette var et eksempel på Jehova Guds, den større Abrahams, loyale hengivenhed. Det var dette beundringsværdige storsind Jehova Gud lagde for dagen over for de kødelige jøder, som han stadig elskede for deres forfædres skyld, der fik apostelen til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!“ Får denne åbenbaring af Jehovas „sind“ også os til at føle en dyb og inderlig taknemmelighed?

Hvordan vi elsker Gud med hele vort hjerte og med hele vort sind

13, 14. (a) Hvordan gav Gud „Loven“, og i hvilken hensigt? (b) Hvad sagde Jesus om denne lov, og hvilket „hjerte“ sigter han her til? (c) Hvilke to bud citerede Jesus, og hvorfor bør vi holde dem?

¹³ Jehova Gud havde med profeten Moses som mellemmand sluttet en pagt med patriarken Abrahams kødelige efterkommere, Israels folk. Dette skete i år 1513 f.v.t. i Sinajhalvøens ørken og ved Sinaj bjerg, hvor han gav dem sin lov. Om denne lov skrev apostelen Paulus: „Følgelig er Loven blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Hvad sagde Kristus Jesus nu om den lov der var givet gennem Moses? Da han blev spurgt hvilket bud der var „det største“ i Loven, svarede han: „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte [græsk: kardiʹa] og med hele din sjæl [psychēʹ] og med hele dit sind [dianoiʹa].’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ (Mattæus 22:35-40) Her omtales hjertet i forbindelse med sindet, og det viser at der må være tænkt på hjertet i symbolsk forstand.

¹⁴ Jesus citerede her fra Femte Mosebog 6:5: „Du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte [hebraisk: levavʹ], af hele din sjæl [neʹfesj] og af hele din styrke.“ Og fra Tredje Mosebog 19:18: „Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er [Jehova]!“ Jesus betegnede således disse to bud som det største og det næststørste bud i den mosaiske lovpagt. Vi er ikke under Moseloven i dag, men disse grundlæggende krav er ikke blevet forældede, og vi bør efterleve dem.

15. (a) Hvad får det bogstavelige hjerte til at slå, og hvad er dets funktion? (b) Hvilken forbindelse har det bogstavelige hjerte med hjernen og sindet?

¹⁵ Vi ved at det er ’livsånden’ der får det bogstavelige hjerte til at slå. (Åbenbaringen 11:11; 1 Mosebog 7:22) Denne livskraft får hjertet til at pumpe blodet ud til alle dele af menneskelegemet, hjernen indbefattet. Jehova Gud sagde: „Om alt køds sjæl [neʹfesj] gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod.“ (3 Mosebog 17:14) For at hele legemet kan leve må det bogstavelige hjerte pumpe det livsopretholdende blod ud til alle legemsdele, hvad enten dette blodkredsløb holdes i gang af det naturlige hjerte man har fået af Gud, af et hjerte der er blevet transplanteret fra en andens legeme, eller af et følelsesløst, ikke-kødeligt, kunstigt hjerte. På denne måde når blodet til hjernen, hvorved dens tænkeevne aktiveres og sindet fungerer. Det er således tydeligt at det bogstavelige hjerte ernærer hjernen ved at tilføre den blod som indeholder den aktive livskraft, ’livsånden’. Uanset om man er ved bevidsthed eller ej, bliver hjertet ved med at pumpe blod til hjernen og alle andre dele af legemet.

16. (a) Hvad er det symbolske hjerte, ifølge Bibelen? (b) Hvad kræves der af os for at vi kan elske Jehova med ’hele vort hjerte’? (c) Hvordan kan vi elske ham med hele vort „sind“?

¹⁶ Men lad os her ikke blot betragte det bogstavelige hjerte, der består af levende væv. I Bibelen står hjertet også for sædet for motiver og følelser. Det er det symbolske hjerte, som i virkeligheden er identisk med vort inderste jeg. I Første Petersbrev 3:4 omtales det som „hjertets skjulte menneske“ (NV), „det indre Menneske“ (Rosenørn-Lehn). Vi må altså elske Jehova Gud med ’hele hjertet’. Vi har også fået påbud om at elske Jehova Gud med hele vor sjæl, med alt hvad vi er. Det kræver at vi elsker den eneste levende og sande Gud, den Almægtige, med hele vor livskraft, og bruger alle vore kræfter på at gøre Guds åbenbarede vilje og fuldføre hans gerning her ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Desuden må vi elske Bibelens Gud med hele vort „sind“, alle vore forstandsevner. — Markus 12:29-31.

17. (a) Hvilken forvisning har vi hvis vi elsker Jehova med hele vort hjerte og sind? (b) Hvordan vil Guds fred virke på vort hjerte og sind, ifølge Filipperbrevet 4:7?

¹⁷ Hvis vi med hele vort hjerte og sind giver udtryk for vor kærlighed til Jehova Gud, vil han givetvis finde behag i at høre vore bønner, og denne forvisning vil bevare os fri for sorger og bekymringer. Vi vil kunne glæde os over en fred som denne urolige verden ikke ejer og ikke kan forstå. Hvorfor? Fordi, som apostelen Paulus forsikrede sine elskede medkristne i det gamle Filippi i Grækenland, „Guds fred, som overgår al forstand [græsk: noun], vil beskytte jeres hjerter [kardiʹas] og jeres sind [noēʹmata] ved hjælp af Kristus Jesus.“ (Filipperne 4:7) Så vil der ikke i vort symbolske hjerte forekomme forhastede, urette bevæggrunde eller opstå følelsesmæssig uro, og vor tænkeevne eller vort sind vil ikke blive forvirret eller forkvaklet. Som kristne vil vi fortsat leve vort liv i overensstemmelse med Guds inspirerede ord, Bibelen, med vor Fører Kristi Jesu hjælp.

I harmoni med „Jehovas sind“ som det åbenbares i dag

1. Hvilken nation erstattede det kødelige Israel, og hvilken pagt blev den taget med ind i?

GUDS søn har afløst profeten Moses, der var mellemmand for Lovpagten mellem Gud og det kødelige Israel. Jesus Kristus er blevet den udnævnte mellemmand for Jehovas forudsagte nye pagt. Denne pagt blev indgået med den nation der trådte i stedet for det kødelige Israel og som er et åndeligt Israel, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) De ti bud og alle de andre dermed forbundne pagtslove der blev formidlet ved det ufuldkomne menneske Moses, blev bevaret skriftligt, men ikke virkelig indskrevet på de omskårne kødelige jøders eller israelitters sind og hjerte. Jehova Gud, der erkendte denne mangel i forbindelse med den mosaiske lovpagt, forudsagde ved profeten Jeremias at der ville blive sluttet en ny pagt, sådan som det er omtalt i Jeremias 31:31-34.

2. (a) Hvordan blev Jesus mellemmand for denne nye pagt? (b) Hvordan og hvornår trådte den i kraft?

² Jesus Kristus beseglede denne lovede „nye pagt“ med sit eget blod da han døde med et bristet hjerte på marterpælen uden for Jerusalem. Aftenen før, da han i lydighed mod den mosaiske lovpagt fejrede sit sidste påskemåltid sammen med sine trofaste apostle, rakte han dem bægeret med vin og gav det en ny betydning, idet han sagde: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Lukas 22:20; 1 Korinter 11:23-26) På denne måde blev han mellemmand for denne nye pagt, der viste sig at være en „bedre pagt“ end Lovpagten. (Hebræerne 8:6; 9:11-28) Lige siden Jesus i år 33 frembar værdien af sit fuldkomne blod har han således tjent som mellemmand for de disciple som Jehova Gud tager med ind i den nye pagt. — 1 Timoteus 2:5, 6.

3. På hvad skriver Jehova den nye pagts love, ifølge Hebræerbrevet 10:15, 16?

³ I Hebræerbrevet 10:15, 16, hvor apostelen Paulus taler om den nye pagt, citerer han fra Jeremias’ profeti, ifølge den græske Septuaginta-oversættelse, og skriver: „Desuden vidner den hellige ånd også for os, for . . . den har sagt: ’„Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage,“ siger Jehova. „Jeg vil give mine love i deres hjerter [kardiʹas], og i deres sind [diaʹnoian] vil jeg skrive dem.“’“

4. (a) Hvilken forskel er der på det symbolske hjerte og sindet? (b) Hvordan gør de kristne der er under den nye pagt, brug af hjertet og sindet, ifølge Salme 119? (c) Hvornår og hvordan begyndte Guds love at blive skrevet på deres hjerter og sind?

⁴ I overensstemmelse med det symbolske hjertes og sindets funktioner ville de kristne der gennem mellemmanden Kristus blev taget med ind i den nye pagt, elske Jehovas love med deres hjerter og derved blive tilskyndet til at adlyde disse love. De ville også altid have disse love i tanke. Som salmisten udtrykte det: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den [hele dagen er den i mine tanker, 1977-overs.].“ (Salme 119:97) På pinsedagen i år 33 begyndte Jehova at give sine love i Kristi disciples symbolske hjerter og at skrive dem i deres sind. Da blev den hellige ånd udgydt over Jesu Kristi 120 ventende disciple, idet der viste sig synlige „tunger som af ild“ over deres hoveder, og de begyndte at tale i fremmede sprog som de ikke havde studeret eller lært. I sandhed et mirakel! Som følge af det vidnesbyrd der her blev aflagt for de forsamlede tilskuere, lod 3000 som troede på Jesus som Kristus eller Messias, sig døbe og blev taget med ind i den nye pagt med ham som deres mellemmand. — Apostelgerninger, kapitel 2; Joel 3:1-5.

5. Hvem er i dag med i den nye pagt, og hvad beviser at de er „grene“?

⁵ I dag, 1900 år senere, findes der en rest af „Guds Israel“ hvis medlemmer afgiver bevis for at de er blevet taget med ind i den nye pagt, idet de er blevet døbt med den hellige ånd. De beviser at de har Jehova Guds love i deres symbolske hjerter og at de er skrevet i deres sind. De udfører den befaling som deres mellemmand forudsagde, ifølge Mattæus 24:14 og Markus 13:10. De er „grene“ på det åndelige oliventræ som apostelen Paulus beskrev i Romerbrevet, kapitel 11, og de bærer megen frugt.

6. (a) Hvilket andet aspekt af „Jehovas sind“ er blevet åbenbaret siden 1935? (b) Hvordan beviser ’de andre får’ at de elsker Guds „lov“ som gælder vor tid?

⁶ Endnu et aspekt af hvad Jehova havde ’i sinde’ blev åbenbaret i 1935 ved Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C. Hvad var Jehovas tanke i forbindelse med ’den store skare’ der er forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17? Denne store skare lovprisere af Jehova Gud og hans Lam, Jesus Kristus, der tjener Gud i hans symbolske tempel, begyndte at vise sig i 1935. De 840 der lod sig døbe i Washington lørdag den 1. juni, er siden blevet til langt flere. I dag findes der på hele jorden mere end to og en halv million af disse ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“, som regelmæssigt forsamles med den nye pagts åndsavlede medlemmer og som tager del i den forkyndelse af Riget der blev forudsagt i Mattæus 24:14. (Johannes 10:16) Ligesom salmisten aflægger de overbevisende vidnesbyrd om at de elsker Jehovas „lov“ som gælder denne ’afslutning på tingenes ordning’, og at hans „lov“ er noget som de grunder over og som optager deres hjerter og sind.

Frelse gennem tro og bekendelse

7, 8. (a) Er frelsen udelukkende afhængig af en forstandsmæssig viden? (b) Hvad siger Romerbrevet 10:5-10 om samspillet mellem det symbolske hjerte og sindet?

⁷ For at blive frelst, hvad enten det er til Jehovas rige i himmelen eller til det jordiske paradis under Jesu Kristi tusindårige styre, er det ikke nok bare at have en forstandsmæssig viden, det er ikke blot et spørgsmål om sindet. Det fremgår klart af apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 10:5-10. Her taler han om kristne der havde et naturligt, kødeligt hjerte, ikke et transplanteret eller et kunstigt hjerte. Han argumenterer på følgende måde:

⁸ „Moses skriver nemlig at det menneske som har gjort Lovens retfærdighed skal leve ved den. Men den retfærdighed der er en følge af tro taler således: ’Sig ikke i dit hjerte: „Hvem vil stige op til himmelen?“ det vil sige, for at bringe Kristus ned; eller: „Hvem vil stige ned i afgrunden?“ det vil sige, for at bringe Kristus op fra de døde.’ Men hvad siger den? ’Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte’; det vil sige, troens ’ord’, som vi forkynder. For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“

9. (a) Hvoraf afhænger det om man bliver frelst, og hvorfor svarer du således? (b) Hvad må en kristen virkelig tro i sit hjerte? (c) Hvilken indstilling havde athenerne, og hvorfor?

⁹ Disse ord viser at der er tale om noget der går dybere end til forstanden eller sindet. Det er ikke et spørgsmål om blot at indsamle oplysninger, ordne dem i sindet og kunne remse dem op udenad. For Gud er det ikke sindet med dets kundskab der er den afgørende faktor, men motivet der betyder noget. Den kristnes tro må motiveres af det symbolske hjerte. Han må tro på Kristi opstandelse med hele sit hjerte, fordi han føler en dyb taknemmelighed over dette mirakel som den almægtige Gud har gjort. Dette er noget som hverken Kristus eller noget andet menneske kunne have udvirket, nemlig at Gud oprejste sin søn til liv på himmelsk plan. (2 Korinter 4:13) Vi husker at nogle af de intellektuelle athenere på apostelen Paulus’ tid var tilbøjelige til at „gøre nar“, da de hørte om „en opstandelse fra de døde“, hvorimod andre ikke var så hurtige til at fælde dom i dette spørgsmål, men sagde: „Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.“ Deres sind, som var fyldt med kundskab, hindrede dem i at tage imod oplysningerne, skønt disse byggede på kendsgerninger. Kun nogle af dem blev troende og sluttede sig til Paulus. — Apostelgerninger 17:21, 32-34.

10. (a) Hvilken motivation må udgå fra hjertet? (b) Hvilke to krav stiller Jehova?

¹⁰ Hjertet må altså motivere en til at tro. Ja, man må tro med hjertet. Når det er tilfældet vil den troendes hjerte — hans inderste jeg — også motivere ham til med sin mund offentligt at bekende sin tro. Han må tro med hele sit hjerte. Så vil den offentlige bekendelse med munden, motiveret af det troende hjerte, følge efter. Når en troende lader sig døbe i vand som et symbol på at han har indviet sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, afgiver han en offentlig bekendelse der fører til frelse. Jehova Gud ransager ikke alene det symbolske hjerte for at se om der findes en tro der ansporer til handling, men han lytter også efter den offentlige bekendelse.

Loyale på grund af et „helt“ hjerte

11. (a) Hvordan kunne David forblive loyal mod Jehova? (b) Hvorfor kunne David, trods sin synd, udtale ordene i Salme 86:11 i sin bøn? (c) Hvem har fulgt Davids gode eksempel?

¹¹ Fortidens David blev, ligesom alle andre mennesker, født i misgerning og undfanget i synd, men han forblev loyal mod sin Gud, Jehova, fordi hans hjerte var „helt“ med Israels folks Gud. (Salme 51:7) Et vidnesbyrd herom finder vi i Første Kongebog 15:3: „Hans [Abijas] hjerte var ikke helt med [Jehova] hans Gud som hans fader Davids.“ David begik ganske vist en afskyelig synd med hetitten Urias’ hustru, men han angrede oprigtigt, og hans hjerte viste sig at være udelt og urokkeligt i hans hengivenhed for Jehova, hans Gud. (1 Kongebog 15:4, 5) Med god grund kunne David bede: „Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ (Salme 86:11, NW) Han satte et glimrende eksempel for de konger der fulgte efter ham i Israel. Kong Asa, for eksempel, efterlignede David i denne henseende, for vi læser i Første Kongebog 15:14: „Asas hjerte [var] helt med [Jehova], så længe han levede.“

12. Hvad kræver mod og oprigtighed, og hvordan lagde Ezekias disse egenskaber for dagen?

¹² Det kræver stort mod og sand oprigtighed at vende sig til Gud, den Allerhelligste, der ransager menneskenes hjerter, og bønfalde ham om barmhjertighed og kærligt hensyn. Men det var hvad kong Ezekias af Israel gjorde. Da han fik en sygdom som med sikkerhed ville medføre døden, hvis ikke Gud greb ind, bad han: „Ak, [Jehova], kom dog i hu, hvorledes jeg har vandret for dit åsyn i oprigtighed og med et helt hjerte og gjort, hvad der er godt i dine øjne!“ — Esajas 38:3.

13. Hvad må salvede kristne, i lighed med Jesu eksempel, altid have i tanke?

¹³ Stillet over for et sådant eksempel skulle de salvede kristne, der i dag er blevet taget med ind i ’pagten om et rige’ med Jesus Kristus i himmelen, altid tænke på at de er forpligtede til at vandre for Jehovas ansigt „med et helt hjerte“. Da Jesus Kristus var her på jorden som et fuldkomment menneske vandrede han for sin himmelske Fader Jehovas åsyn „med et helt hjerte“, akkurat som sin kongelige forfader David. Derfor behagede det i høj grad Jehova Gud, der indsætter konger, at overdrage ham herredømmet i det himmelske rige, for at han dér kan herske som „kongers Konge og herrers Herre“ sammen med sine loyale disciple der vil være konger og herrer under ham. — Lukas 22:29; Åbenbaringen 19:16.

14. Hvorfor er de „andre får“ blevet bragt ind i „én hjord“ under „én hyrde“?

¹⁴ ’Den store skare’ af Kristi „andre får“ forventer at overleve afslutningen og blive de første undersåtter i Jesu Kristi og hans 144.000 medregenters tusindårsrige. (Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16; Åbenbaringen 14:1; 20:4-6) Siden det begivenhedsrige år 1935 har medlemmerne af denne ’store skare’ sluttet sig til resten af Rigets arvinger som vandrer for Jehovas ansigt med et helt hjerte. Fordi disse ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“ bestræber sig for at vandre for Jehova Guds ansigt „med et helt hjerte“ udgør de nu „én hjord“ sammen med resten af Rigets arvinger under „én hyrde“, Jesus Kristus. Fordi de bevarer deres uangribelighed med et sådant forenet og helt hjerte, vil de som Jehovas vidner få den forret at tage del i hævdelsen af Guds universelle suverænitet. — Esajas 43:10, 12.

15. Hvad kan vi alle være taknemmelige for nu?

¹⁵ På denne måde kan vi alle, som disciple af Guds søn, vor „rigtige hyrde“, leve i harmoni med Jehovas „sind“, sådan som han i dag åbenbarer det for sine indviede, døbte tjenere. Hvor taknemmelige kan og bør vi ikke være for at Gud, den Højeste i himmelen, har åbenbaret os det der først var i hans „sind“ og som ikke var opkommet hos noget menneske af kød og blod! Af den grund føler vi os tilskyndet til at tænke som Jehova hvad hans herlige hensigt angår.

16, 17. (a) Hvad viser Første Korinterbrev 2:16 med hensyn til „Jehovas sind“ og „Kristi sind“? (b) Hvad lærer Filipperbrevet 2:5-8 os om „Kristi sind“?

¹⁶ Vi værdsætter det der er skrevet til os i Første Korinterbrev 2:16: „For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, så han kan belære ham?’ Men vi har Kristi sind.“ Det græske ord for „sind“ der her er benyttet er i begge tilfælde nous.

¹⁷ Der kan ikke herske nogen tvivl om at Kristi „sind“ var i harmoni med „Jehovas sind“. De inspirerede ord i Filipperbrevet 2:5-8 hjælper os til endog at se ind i Guds søns sind før han kom til jorden, for i disse vers læser vi: „Bevar denne indstilling [det samme sindelag, da. aut.] i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“

18. Hvad måtte Sønnen gøre for at indordne sig under Faderens „sind“?

¹⁸ Jehova Gud har i sinde at udfri menneskeheden fra evig død, og Guds enestefødte søn var villig til at indordne sig under sin himmelske Faders sind i denne henseende, selv om dette betød mange lidelser for ham på jorden.

19. (a) Hvordan kan vi bringe vort symbolske hjerte i harmoni med „Jehovas sind“? (b) Hvad må vi nu gøre i forbindelse med „Kristi sind“?

¹⁹ Hvis vi i dag ønsker at være i harmoni med „Jehovas sind“, må vi ligeledes ydmyge os og betingelsesløst underordne os Jehovas vilje. Dette forpligter os til at være Jehovas vidner og til, motiveret af et kærligt og loyalt hjerte [kardiʹa], at udføre den gerning som Jesus Kristus i sin fremsynethed havde i tanke da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne,“ indtil enden kommer. — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

20. (a) Hvad fører i dag til en verdensomspændende enhed i handling? (b) Hvilke resultater kan Guds folks forenede hjord nu glæde sig over?

²⁰ Alle indviede, døbte vidner for den højeste Gud i dag ønsker at have samme indstilling med hensyn til denne tjenesteforrettighed. Dette fører til en verdensomspændende enhed i handling. Fordi vi har denne indstilling har Jehova Gud velsignet både ’den store skare’ af Kristi „andre får“ og den salvede rest af Kristi rigsarvinger, med de storslåede resultater som de erfarer overalt i dag i forbindelse med indsamlingen af alle de „andre får“ og aflæggelsen af det sidste vidnesbyrd for hele menneskeheden — det arbejde der skal udføres inden Jehova vinder en ærefuld sejr og hævder sin universelle suverænitet i Harmagedon. — Åbenbaringen 16:16.

„Måtte eders hjerte være med [Jehova] vor Gud, så I følger hans anordninger og holder hans bud som i dag!“ — 1 Kongebog 8:61.