Tro sammen med kærlighed

 1. Hvordan kan man opnå tro? Og hvad skal der til, for at den kan være til gavn for os?

KUNDSKAB er grundlaget for tro. Det belyses smukt i Romerne 10:14-17, hvor der siges: „Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til at tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? . . . Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord?“ Men i apostlenes tid kunne troen gives som gave ved Guds ånds kraft, en bestemt overbevisning, som blev indplantet i en kristen ved inspiration. Paulus siger: „En gives der nemlig ved ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme ånd; en gives der tro ved den samme ånd.“ (1 Korinter 12:8, 9) En sådan tro eller overbevisning, der på mirakuløs måde blev givet visse mennesker, ville være nødvendig på det tidspunkt og føre til gerninger. Fortidens mænd og kvinder er blevet godt omtalt i bibelen, fordi de lagde tro for dagen. Tro er det meget nødvendigt at have, thi den kristne kan kun vinde sejr over verden, hvis han har tro på Gud den Almægtige. Men også her må kærlighed være forenet med troens gave, for at den kan virke til ens evige vel. Ja, siger apostelen, „havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet“. — 1 Korinter 13:2.

 2. Hvilke bjerge skal vi bede om må blive flyttet? Med hvilken egenskab skal vi bede?

² Det er sandt, at Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I har tro som et sennepskorn, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen, så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.“ (Mattæus 17:20) Men beretningen siger ikke noget om, at hverken han eller hans disciple nogen sinde havde brug for, at et bogstaveligt bjerg skulle flyttes. Der foreligger ingen beretning om, at de uden dynamit eller gravemaskine udviste tro og bad den almægtige Gud om at fjerne bjerget, så det straks blev rykket op og kastet i havet. Ingen af os bør tænke, at vi nogen sinde skal behøve at bede med usædvanlig tro for at få et bogstaveligt bjerg fjernet fra vor vej. Ordet bjerge i den forbindelse sigter uden tvivl til vældige, imponerende hindringer og vanskeligheder, der ligger i vejen for vor fremgang, og som det synes lige så umuligt at komme over eller fjerne som bogstavelige bjerge. Når for eksempel profeten Esajas taler om, at Jehovas vej skal beredes for hans fordrevne folk, siger han, at „hvert bjerg, hver høj skal sænkes“. Og da profeten Zakarias fortalte den jødiske guvernør Zerubbabel om den organiserede modstand, som truede hans genopbygningsarbejde, sagde han om modstandernes organisation: „Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, medens der råbes: Nåde, nåde være med den!“ (Esajas 40:4; Zakarias 4:7) Men at bede om bortfjernelse af sådanne bjerglignende hindringer ville kræve en særlig stærk tro, „al tro“.

 3. Hvordan havde Adam og Eva og Judas tro? Og hvorfor led de alligevel tab?

³ Hvad så? Ville det ikke sikre, at den, der ejede en så usædvanlig tro, ville besejre alt på sin vej, endogså verden, og til sidst vinde prisen, det evige liv i den retfærdige nye verden? Nej, siger Paulus, ikke medmindre han har kærlighed, sammen med troen. Peter sagde, at broderkærlighed og kærlighed skulle føjes til troen. Som følge af den kundskab, Kolumbus havde ud fra visse oplysninger og iagttagelser, havde han den tro, at vor jord var rund, og han handlede efter den tro og opdagede Amerika; men han havde ikke kærlighed. Med sin tro tjente han verden og dens nationale og kommercielle interesser. Eftersom Adam og Eva ikke kunne se Gud, deres skaber, måtte de tro på, at han var til, men de bestod ikke prøven på kærlighed til ham. Jakob siger: „Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; det tror de onde ånder også — og skælver.“ (Jakob 2:19) Så var der Judas Iskariot. Han må have haft tro, da han sluttede sig til Jesu skare og blev udvalgt som en af hans tolv apostle. Han må have haft tro, da Jesus sendte ham og hans medapostle ud som evangelister og lærte dem at prædike og udføre mirakler, og det uden at tage proviant med på deres rejse. I forbindelse hermed sagde Jesus til Judas og de andre: „I skal hades af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.“ (Mattæus 10:1-22) Judas holdt ikke ud i Kristi fodspor indtil enden. Skønt han en gang havde tro, manglede han kærlighed, og han blev en forræder mod sin bedste ven.

 4. Hvordan kan man have tro og alligevel komme til kort over for de to store bud?

⁴ Der kræves kærlighed for at holde ud; thi på grund af selviskhed kan vi tage anstød af den, vi har vist tro paa. Vi kan være kæmper i troen, som ikke lader nogen bjerglignende vanskeligheder hindre vor vej, men stiger modigt over dem. Men den tro, der sætter os i stand til at udføre sådanne troshandlinger, må være forenet med kærlighed. Det er derfor med rette sagt: „I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom i kærlighed.“ (Galaterne 5:6) Vi har måske tro til, at Gud vil sørge for føde og klæder til de brødre, som vi ser er i nød. Men hvor rigtig vor tro end er, viser vi mangel på kærlighed, hvis vi ikke gør, hvad vi kan for at lindre deres trang. Denne mangel får Jakob til at sige: „Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham? Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til ham: Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet behøver, — hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jakob 2:14-17) Hvis nu den mand, der bekendte sin tro, havde haft kærlighed, så ville han have gjort barmhjertige gerninger mod sine trængende brødre for at hjælpe dem. Hans tro gjorde ham i virkeligheden ingen gavn, fordi han ikke havde den sande kærlighed. Han var ikke gudlig mod sin trængende næste. Han kom til kort med hensyn til det andet af de største bud, og han beviste således, at han var intet.

Intet uden den

 5, 6. Hvordan kan man bortgive alt, hvad man ejer, uden at det dog var til nogen nytte?

⁵ Vi må dog ikke i alle tilfælde forveksle godgørende gerninger med kærlighed. Nej, for apostelen Paulus fortsætter med at sige: „Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ (1 Korinter 13:3) I den henseende behøver vi kun at mindes Ananias og Safira. I dem ser vi et eksempel på, hvordan man kan give et bidrag i hovmod, for et syns skyld og for at tage sig ud ligesom andre, der gav alt, hvad de havde; men Ananias og Safira gav blot ikke alt, hvad de ejede, til det kristne samfund. Der kan være mange selviske grunde til, at et menneske ville give alt, hvad han ejede, til godgørenhed.

⁶ Da levitten Barnabas var blevet en kristen, solgte han sin landejendom og lagde pengene som et bidrag for apostlenes fødder; og hans navn blev optegnet i bibelen, fordi han gjorde således. Det var ikke derfor, han gjorde det; men et andet menneske kunne give al sin ejendom og dog blot tænke på at skabe sig et navn. Så fortæller han om sin gave, og hans navn bliver indskrevet i den godgørende organisations historiske beretning som en eksemplarisk velgører, som en selvopofrende støtter af godgørenheden. Hvor gavmildt bidraget end tager sig ud, så var hans motiv ikke rent, var ikke virkelig kærlighed. I sin bjergprædiken advarede Jesus med rette mod at udbasunere sine almisser og gøre sine gode gerninger med det formål at blive set og beundret af mennesker. Hvis den godgørende giver er besjælet af sand kærlighed, vil han rette sig efter Jesu vejledning: „Når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din fader, som ser i det skjulte, betale dig.“ (Mattæus 6:1-4) Det er ikke den materielle eller finansielle gave, den himmelske Fader belønner giveren for. Det er kærligheden bagved gaven, han belønner. Det er derfor kærlighed, som gavner giveren.

 7, 8. Hvordan skal man give sine gaver? Og hvordan bør der tilskyndes til hjælpearbejde?

⁷ Vi skulle aldrig give efter for et egenkærligt pres, når vi giver en gave. En hjælpekampagne er måske i gang. Alle omkring os giver deres bidrag. For så ikke at virke gerrig eller for at se lige så godgørende ud som andre eller for at opnå en eller anden forretningsmæssig fordel føler vi os tvunget til i det mindste at give noget. En sådan gave ville være givet af personlig interesse og hensyn og er ikke en villig gave fra en glad giver. En virkelig kærlig giver vil ikke nøjes med at give det mindst mulige, men vil give så meget, han kan, selv om han må fornægte sig selv, fordi han ønsker at gøre det af kærlighed til Gud og hans skabninger. Det er den slags mennesker, Gud holder af, og apostelen Paulus sagde om hjælpearbejdet på hans tid: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinter 9:7.

⁸ Om apostelen gav af sine egne midler, fortæller han os naturligvis ikke; men han gav sin personlige tjeneste, og således var der kærlighed bagved, hvad han kan have givet af materielt. Han gjorde ikke, som mange gør nu til dags, når de efterkommer en offentlig velgørenhedsindsamlings opråb og giver for eksempel fem tusind kroner og siger: „Værs’god, så kan I gå hen og hjælpe de mennesker, der er i nød.“ Nej, Paulus bruge sig selv i hjælpearbejdet. For at hans kristne brødre i Grækenland kunne yde hjælp på en organiseret måde til deres trængende medkristne i Palæstina, vejledede han dem med hensyn til, hvordan forsyningerne til hjælpen kunne samles sammen. Således kunne gaven ekspederes uden tab af tid og arbejde og anvendes på den mest virkningsfulde måde til hjælp for deres trængende brødre. Ingen liste over giverne blev ført og offentliggjort, for det kunne have fremkaldt selviske motiver. Der blev gjort alt for at appellere til deres kristelige kærlighed og ikke til selviskhed af nogen slags. Ellers ville den udviste godgørenhed ikke have gavnet bidragyderne og ikke udviklet nogen kærlighed hos dem. — 1 Korinter 16:1-4; 2 Korinter 8:1-24.

 9, 10. Hvordan skal selvopofrelse foregå, for at det virkelig kan blive til gavn?

⁹ Et menneske kunne give alt sit gods til føde for de fattige og dog være uvillig til at give sig selv i Guds tjeneste og til frelse for hans skabninger. En overgivelse af sig selv kunne altså betegne en større selvopofrelse end blot det at give al sin ejendom bort i velgørende øjemed. Men også her ville manglende kærlighed gøre overgivelsen af sig selv værdiløs i Guds øjne. Lad os ikke bedrage os selv på det punkt; thi Paulus siger: „Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ (1 Korinter 13:3) Et selvoptaget menneske kan bejle til martyriet. Han ser sig om og siger: „Hvis jeg risikerer mit liv på den måde, eller hvis jeg udsætter mig og dør på den måde, vil folk beundre og ære mig og længe tale om mig. Så går jeg ind i historien som en martyr og får en mindeplade eller et monument til erindring om mig.“ En sådan handlemåde ville hverken være kærlig eller kristuslig.

¹⁰ Jesus Kristus opofrede sig selv frivilligt, uden tvang, som et får, der føres til slagtebænken; men vi finder ikke, at han pralede af det. Han omtalte gentagne gange sit offer, dog aldrig for at prale. Det var for at vise menneskene den eneste vej til frelse. Han gav sit legeme hen i døden, fordi han elskede Jehova Gud og glædede sig ved at gøre hans vilje. Da han trådte ind på verdens skueplads og skulle begynde sin gerning som Guds ypperstepræst ved at opofre sig selv, sagde han: „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Salme 40:8, 9; Hebræerne 10:5-10.

11. Hvad er det, der betyder noget for Gud i stedet for at stille sig selv til skue?

¹¹ Kristi åndelige brødre, som er kaldt til at arve den himmelske trone med ham ved Guds højre hånd, formanes til at give deres menneskelige liv hen i hans tjeneste. Paulus skriver således til dem: „Så formaner jeg jer da, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.“ Medens vi gør det, behøver vi ikke at udrette et eller andet iøjnefaldende for at vinde berømmelse som en stor martyr. For at være trofaste, behøver vi kun at lære, hvad Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje er, og så stilfærdigt, regelmæssigt og udholdende gøre den for at behage og ære ham. Når vi lærer hans vilje at kende, vil det forvandle vort sind, og vi vil ikke efterligne verdens selviske handlemåde ved at prøve at gøre os til martyrer i selvforherligelse. Vor trofaste lydighed mod Guds vilje og befalinger vil bevise, at vor kærlighed til Gud er fuldkommen, og derfor vil han agte os værdige til at blive bevaret i live for evigt i den nye verden. (Romerne 12:1, 2) Det er derfor ikke det storslåede eller martyragtige ved vor død, der gør indtryk på Gud. En ikke affekteret, trofast lydighed mod ham er, hvad der betyder noget. Den vil være et bevis på vor kærlighed til ham og styrke og fuldkomme kærligheden i os. Vi gentager derfor apostelens advarende råd: „Selv om jeg giver alt mit gods bort stykke for stykke, og selv om jeg hengiver mit legeme, for at jeg kan prale, men ikke har kærlighed, så får i jeg ingen gavn af det.“ — 1 Korinter 13:3, Rotherham.

12. Hvad er kærlighedens vej ypperligere end? Hvad kan hjælpe os til at gå den vej?