Hvorfor kristenheden ikke vil bestå
„Se, [Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de? . . . de farer alle med løgn fra profet til præst.“ — Jer. 8:9, 10.
1. Hvorfor er det ikke så mærkeligt at Jerusalem vil skuffe dem der betragter byen som en betydningsfuld faktor for freden?
NUTIDENS Jerusalem, byen der sættes højt af tre af verdens store religioner, synes igen at spille en hovedrolle på verdensskuepladsen. Vil byen vise sig at blive Fredsfyrstens by? Vil den vise sig at blive den væsentligste faktor for oprettelsen af verdensfred? Desværre må vi sige at byen på dette punkt vil skuffe dem der tillægger den stor religiøs værdi. Dette skulle ikke undre os, for allerede fortidens Jerusalem svigtede sin Gud — den Gud hvis prægtige tempel lå oppe på en af byens berømte høje, nemlig Morija bjerg.
2. (a) Hvad kan vi gå glip af hvis vi fæster lid til kristenhedens talsmænd? (b) Hvad har Jehova gjort for at advare kristenheden?
2 Lad os ikke høre til dem der i dag følger en vej der uundgåeligt vil føre til skuffelse. Kristenheden, der knytter store forhåbninger til nutidens Jerusalem, har længe øvet indflydelse i religiøse og politiske anliggender. Men al dens anseelse til trods kan vi gå glip af det evige liv vi tragter efter, hvis vi fæster lid til dens talsmænd i denne den mest kritiske og afgørende tid i hele menneskehedens historie. Ifølge Guds ufejlbarlige ord — den Gud som kristenheden foregiver at tilbede — er dette navnkristne system nemlig dømt til undergang, ligesom Jerusalem på profeten Jeremias’ tid var. (Jer. 6:1-8) Af mænd og kvinder som uforbeholdent har helliget sig tjenesten for Gud, ligesom Jeremias havde, er kristenheden behørigt blevet advaret om at den visse undergang venter den. Ja, ligesom i de sidste dage for datidens Jerusalem, har Jehova Gud i nutiden sine vidner. Han har oprejst sine salvede vidner som en nutidig Jeremiasskare. (2 Krøn. 36:15, 16) Disse vidner har han uafladeligt, ja „årle og silde“, sendt med sit budskab til kristenhedens kirkemedlemmer. (Jer. 7:25, 13) Men det har alt sammen været forgæves.
3. Hvordan har kristenhedens ’profeter’ og ’præster’ reageret på sådanne advarsler?
3 Kristenhedens ’profeter’ og ’præster’ har nægtet at give agt. De vil ikke have deres hjorde foruroliget. Derfor giver de dem falske forsikringer som er i modstrid med Guds profetier. Sådan var det også på Jeremias’ tid, og sådan var det på apostlenes tid. (Jer. 5:20, 21; Matt. 13:13-15; Apg. 28:25-27) Ønsker vi at høre til dem der lader sig vildlede og ikke giver agt? Nej!
Tillid til religiøs usårlighed er forgæves
4, 5. (a) Hvad sætter kristenhedens medlemmer deres lid til i dag? (b) Hvordan beskriver Jeremias dem der begik den samme fejl på hans tid?
4 Millioner af mennesker sætter i dag deres lid til et religiøst system der er dømt til undergang. Kristenhedens kirkemedlemmer forledes dertil af deres præsteskab. Det var den samme fejl Jerusalems og Judas indbyggere begik på Jeremias’ tid. Lad os ikke gøre det samme. Jeremias fik af Jehova besked på at stille sig i porten til Jerusalems tempel og udråbe følgende til dem der gik ind:
5 „Stol ikke på den løgnetale: her er [Jehovas] tempel, [Jehovas] tempel, [Jehovas] tempel! . . . Se, I stoler på løgnetale, som intet båder. Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde offerild for Ba’al, holde eder til fremmede guder, som I ikke kender til — og så kommer I og står for mit åsyn i dette hus, som mit navn nævnes over, og siger: ’Vi er frelst!’ — for at gøre alle disse vederstyggeligheder. Holder I dette hus, som mit navn nævnes over, for en røverkule? Men se, også jeg har øjne, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 7:4-11.
6. Under hvilke omstændigheder benyttede Jesus samme billedsprog som Jeremias angående templet i Jerusalem?
6 Jeremias blev ikke bemyndiget til at rense templet for alle de urene ting der var opstillet i det af dem der blandede tilbedelsen af Jehova med hedensk afgudsdyrkelse. (Jer. 7:30, 31) Men over 630 år efter at dette tempel var blevet ødelagt, rensede Guds søn, Jesus Kristus, ved to lejligheder det genopbyggede tempel. Og da han gjorde det, benyttede han det samme billedsprog som Jeremias. Vi læser: „Jesus gik ind i templet og jog alle dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke. Og han sagde til dem: ’Der står skrevet: „Mit hus skal kaldes et bedehus,“ men I gør det til en røverhule.’“ (Matt. 21:12, 13; se også Johannes 2:15, 16.) Dette besmittede tempel blev ødelagt i år 70 e.v.t.
7. (a) Hvad har kristenhedens kirkemedlemmer omdannet deres religiøse system til, samtidig med at de praktiserer deres tilbedelse? (b) Hvad kalder de Jesus Kristus, men hvad vil han sige til dem?
7 Navnlig siden 1919 har den nutidige Jeremias-skare henledt verdens opmærksomhed på den besmittelse der kendetegner kristenheden. Samtidig med at kirkemedlemmerne praktiserer deres gudsdyrkelse inden for dette navnkristne system, gør de sig skyldige i at ’stjæle, slå ihjel, hore og sværge falsk’. De bringer religiøse ofre til andre guder (ba’aler, herrer) ved siden af Herren Jesus Kristus. Og de har omdannet deres religiøse system til en materialistisk „røverkule“. (Jer. 7:9-11) Og til trods for alt dette, der er vederstyggeligt i Jehovas øjne, ærer de Jesus Kristus med læberne og kalder ham „Herre“. De mener at blot de gør dette, er alt i orden. Så tror de at Gud og Kristus vil tage imod deres tilbedelse. Det vil komme som en overraskelse for dem når Jesus Kristus rent ud siger til dem at de „øver lovløshed“ fordi de ikke gør hans Faders vilje. — Matt. 7:21-23.
8. Hvorfor tror kristenhedens kirkemedlemmer at deres religiøse system er usårligt?
8 Ligesom israelitterne på Jeremias’ tid, mener kristenhedens kirkemedlemmer at deres „tempel“ — som de kalder med Kristi navn — er en beskyttelse mod ulykke fra Guds hånd. De henviser til det navnkristne system de har opbygget, og siger: „Her er HERRENS tempel!“ (Jer. 7:4) Den romersk-katolske kirke gør krav på at være apostolsk, idet den hævder at bygge på en apostolsk succession der rækker helt tilbage til Jesu tolv apostle. Den anglikanske kirke i England har en lignende opfattelse af sit bispeembede. Også de ortodokse kirker tillægger det betydning at deres biskopper efter sigende kan spore deres embede i en ubrudt linje tilbage til de tolv apostle. Pavestolen i Rom hævder at dens myndighed bygger på apostelen Peter som „denne Klippe“, og at „Helvedes Porte“ derfor ikke kan overvinde den. (Matt. 16:18, 19, Rosenørn-Lehn) På grund af denne påståede ubrudte linje tilbage til Kristi tid, mener de at kristenheden er usårlig, at den ikke kan udslettes.
9, 10. (a) Hvilke spørgsmål stiller vi i forbindelse med dem der stoler på at kristenheden er usårlig? (b) Hvad pålagde Jehova Jeremias at sige til de jøder der satte deres lid til templet?
9 Men er kristenhedens påståede usårlighed en garanti mod ulykke og udslettelse? Apostelen Paulus advarede om at folk i „de sidste dage“ ville ’have en ydre form for gudhengivenhed, men vise sig falske når det gjaldt dens kraft’, og han tilføjede: „Fra disse skal du vende dig bort.“ (2 Tim. 3:1-5) Spørgsmålet er altså: Kan man, ved at overholde visse ydre formaliteter i en bygning eller institution der påstås at være viet til Gud men som samtidig er besmittet med afgudsdyrkelse og verdslighed, være sikker på at blive beskyttet mod Guds berettigede mishag? Hvad sagde Jehova at Jeremias skulle sige til de israelitter der stolede på deres tempel? Hør engang:
10 „Gå dog hen til mit hellige sted i Silo [godt 30 kilometer nord for Jerusalem], hvor jeg først stedfæstede mit navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit folk Israels ondskabs skyld. Og nu, fordi I øver alle disse gerninger, lyder det fra [Jehova], og fordi I ikke ville høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, derfor vil jeg gøre med huset, som mit navn nævnes over, og som I stoler på, og med stedet, jeg gav eder og eders fædre, ligesom jeg gjorde med Silo; og jeg vil støde eder bort fra mit åsyn, som jeg stødte alle eders brødre bort, al Efraims æt.“ — Jer. 7:12-15.
11. Hvad skete der med Silo som rystede israelitterne i deres religiøse følelser?
11 Det der skete med Silo i profeten Samuels unge dage, rystede israelitterne i deres religiøse følelser. De stolede på at pagtens hellige ark kunne frelse dem så de ikke blev slået af filistrene. Derfor hentede de arken, der stod i det Allerhelligste i tabernaklet i Silo, og ypperstepræsten Elis lovløse sønner, der tjente som præster, førte den ud på slagmarken. Men arken beskyttede dem ikke mod følgerne af deres ulydighed mod Jehovas lov. Arken faldt i de hedenske filistres hænder, Elis sønner Hofni og Pinehas blev dræbt, og da ypperstepræsten Eli hørte de sørgelige nyheder faldt han baglæns ned af stolen, brækkede halsen og døde. Israelitterne blev fortsat undertrykt af filistrene, og selv om de afgudsdyrkende filistre sendte pagtens ark tilbage på grund af de plager den voldte dem, blev den aldrig igen anbragt som et symbol på Jehovas nærværelse i det hellige tabernakel i Silo. — 1 Sam. 3:1 til 7:2.
12. Hvordan behandlede Jehova Jerusalem og Judas land på samme måde som han havde behandlet Silo?
12 Gennem Jeremias advarede Jehova om at han ville gøre med Jerusalem ligesom han engang havde gjort med det begunstigede Silo. Derfor lod han babylonierne ødelægge Jerusalem i 607 f.v.t. Endog det tempel kong Salomon havde bygget og som rummede pagtens ark, blev brudt ned. Arken selv forsvandt, og ingen ved i dag hvad der er blevet af den. Efter ulykken over Silo fik israelitterne lov at blive boende. Men da babylonierne ødelagde Jerusalem og dets tempel, blev de fleste af de overlevende jøder ført bort til det fjerne BabyIon. De få jøder der blev ladt tilbage, var bange for at blive boende i landet og flygtede til sidst til Ægypten. Således kom hele Judas land til at ligge ubeboet hen. På denne måde stødte Jehova disse pagtsbrydende jøder bort fra sit åsyn!
13. Hvad bør vi lære af dette eksempel?
13 Lad os tage ved lære af dette. Lad os ikke sætte vor lid til det der efter kristenhedens gejstliges mening vil tjene som en beskyttelse mod ulykke. Den store trængsel der inden længe rammer kristenheden, bliver langt værre end den trængsel der ramte Jerusalem og dets tempel i år 70 — 37 år efter at Jesus havde renset det besmittede tempel, der var blevet til „en røverkule“. — Matt. 24:1, 2, 21, 22.
Fra hellighed til fordærv
14. Hvorfor skal vi ikke bede Gud om at bevare kristenheden?
14 Ingen som virkelig elsker Bibelens Gud, vil bede om at kristenheden må undgå denne mærkelige skæbne. Jehova gav sin profet Jeremias besked på ikke at gå i forbøn for Jerusalem og dets vanhelligede tempel i håb om at det måtte blive skånet når Jehova udgød sin retfærdige harme. Jerusalems nutidige modstykke, kristenheden, har vist sig at være uforbederlig. Skønt Jehova i årevis har udsendt sine kristne vidner for at advare kristenhedens medlemmer, fortsætter den med sin ondskab i en sådan grad at der ikke kan være tale om tilgivelse. — Jer. 7:18-26; 5:7-9.
15, 16. (a) I betragtning af hvilken adfærd fortjener kristenheden ikke at man viser den medynk? (b) Hvilke ord som illustrerer dette, udtalte Jehova i Jeremias 7:30, 31?
15 Selv om kristenhedens ødelæggelse vil koste mange menneskeliv, skal vi ikke ynke den. Dens færd har bragt stor skændsel over Gud, og skulle vi ikke først og fremmest tænke på ham? Han har større betydning end alle mennesker. Tænk på hvordan kristenheden med sine hundreder af millioner af kirkemedlemmer har bragt skam over Guds navn og har forfulgt hans vidner, der trofast har forkyndt hans advarsels- og frelsesbudskab. Skulle vi føle mere for ulydige, stivnakkede mennesker end for den højeste Guds navn? Det er naturligvis sørgeligt at disse mennesker må gå til grunde sammen med kristenheden, men den skændige måde de i øjeblikket opfører sig på i religiøs henseende, er ikke mindre sørgelig. Det kan belyses med følgende ord af Jehova:
16 „Judas sønner har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, lyder det fra [Jehova]; de har opstillet deres væmmelige guder i huset, som mit navn nævnes over, for at gøre det urent; de har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal [uden for Jerusalems sydmur] for at brænde [hvad?] deres sønner og døtre i ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad aldrig var i min tanke.“ — Jer. 7:30, 31; se Tredje Mosebog 18:21; 20:2-5.
17. (a) Hvilket spørgsmål angående medynk kunne vi passende stille? (b) Hos hvem opstod ideen om at bringe sådanne menneskeofre?
17 Hvem af disse har vi størst medynk med? De afgudsdyrkende forældre der måtte stå Jehova til regnskab? Eller deres sønner og døtre der skrigende blev ofret til den falske gud Molok (der betyder konge) på et alter ved Tofet i Hinnoms søns dal? (Jer. 32:35) Hvordan kunne disse hjerteløse forældre forbinde denne dyrkelse af den djævelske afgud Molok med dyrkelsen af Jehova i det hellige tempel umiddelbart nord for dalen? Jehova havde ikke påbudt dem at bringe sådanne levende menneskeofre til en falsk gud. Ideen om at bringe sådanne ofre var opstået i de frafaldnes egne tanker, ikke i Jehova Guds tanker. Hvad fortjener de mennesker der forsøger at blande afgudsdyrkelse med tilbedelsen af Jehova?
18. Drag en sammenligning mellem fortidens børneofringer og de blodige ofre kristenheden har bragt inden for det sidste århundrede.
18 De børneofringer Judas frafaldne sønner foretog dengang, er dog for intet at regne talmæssigt i sammenligning med de menneskeofre kristenheden i århundredernes løb har bragt til sine ukristne guder. Skønt kristenheden har givet sig ud for at være Fredsfyrstens synlige rige, har den ofret utallige af sine sønner og døtre til sin Molok eller „konge“, krigsguden. I historiens to største og blodigste krige har den ofret millioner og atter millioner af sine prægtigste unge kirkemedlemmer. Gudsbespotteligt betegner kristenheden dette som kristendom. Soldatens offer tillægges en „ære“ der skaffer ham direkte adgang til Kristus i himmelen!
Ofre der behager Jehova Gud
19. Hvad vil det sige at en kristen skal fremstille sit legeme som ’et levende, helligt slagtoffer’?
19 Det er ikke den slags ofre Jehova Gud pålægger sin søns, Jesu Kristi, disciple at bringe. I Romerbrevet 12:1, 2 inspirerede han derimod apostelen Paulus til at skrive: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ At den kristne skal fremstille sit legeme som ’et levende, helligt slagtoffer’, vil ikke sige at han skal begå selvmord eller lade sig dræbe af en præst for at blive bragt som offer på et alter. Det ville ikke være en ’fornuftmæssig hellig tjeneste’. Den kristne skal ikke med overlæg gøre sig til martyr for et syns skyld, men derimod føre et selvopofrende liv i tjenesten for Gud.
20. Hvilke ofre kan en kristen bringe Gud når han lever på en måde der er Gud til behag?
20 Når den kristne til stadighed lever på en måde der er ’Gud velbehagelig’, kan han bringe Gud de ofre der omtales i Hebræerbrevet 13:15, 16: „Lad os gennem ham [Guds ypperstepræst, Jesus Kristus] altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“
21. Hvad lagde Jehova større vægt på over for sit udvalgte folk end dyreofre, og hvad må man derfor sige om menneskeofre?
21 Det der her siges om ofre, tillader os ikke at blande sand gudsdyrkelse med den praksis at bringe menneske- eller dyreofre til denne verdens falske guder. (Es. 42:8) Det Gud først og fremmest ønsker af os er lydighed — at vi gør hans „gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. Da Jehova udfriede sit udvalgte folk fra den dødbringende undertrykkelse i fortidens Ægypten, lagde han ikke først og fremmest vægt på at de skulle bringe ham dyreofre, men han pålagde dem: „I skal høre min røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit folk; og I skal gå på alle de veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel.“ (Jer. 7:22, 23; 1 Sam. 15:22) Hvis Jehova ikke krævede dyreofre af sit udvalgte folk, ville han langt mindre kræve menneskeofre af det. Det havde aldrig været hans tanke at der skulle bringes den slags ofre der blev bragt til Ba’al eller Molok. — Jer. 7:31.
22, 23. (a) Hvordan har kristenheden undladt at bringe de ofre Gud har behag i? (b) Hvordan skulle det gå kristenhedens modstykke i fortiden, og hvordan vil det i betragtning heraf gå med kristenheden?
22 Til trods for alle sine blodsudgydelser har kristenheden ikke bragt Gud de ofre der behager ham. Den har ikke vist lydighed mod Bibelens Gud. (Mika 6:6-8) Til den dag i dag har den ikke angret sin ulydige færd og bragt Gud det offer der sømmer sig: „Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.“ (Sl. 51:19) Fortjener kristenheden da at slippe ustraffet? Kan den slippe ustraffet? Dens fortidige modstykke, Jerusalem, fik sin velfortjente straf, som Jehova havde sagt:
23 „Derfor skal dage komme, lyder det fra [Jehova], da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms søns dal, men Morddalen, og man skal jorde de døde i Tofet, fordi pladsen ikke slår til [uden at der er plads nok, NW]. Og dette folks lig skal blive himmelens fugle og jordens dyr til æde, og ingen skal skræmme dem bort. Og i Judas byer og på Jerusalems gader gør jeg ende på fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, thi landet skal lægges øde.“ — Jer. 7:32-34; 19:6-9.
24. Hvornår fik denne alvorlige profeti sin forbilledlige opfyldelse?
24 Denne alvorlige profeti blev ikke opfyldt under kong Josias, der knuste afguderne og vanhelligede de steder der var blevet viet til dyrkelsen af Molok og andre dæmonguder. (2 Kong. 23:3-20) Profetien om at Tofet og Hinnoms dal skulle forvandles til en morddal der var fyldt med judæiske lig som ikke blev begravet men fik lov at ligge frit fremme til føde for ådselfugle og ådseldyr, blev opfyldt i 607 f.v.t., da Jerusalem efter en langvarig belejring faldt for babylonierne og de overlevende blev deporteret og byen efterladt øde. Jerusalem og Juda lå øde hen i 70 år. — 2 Krøn. 36:17-21.
25. Hvilken profeti af Jeremias vil, i betragtning af det foregående, uundgåeligt blive opfyldt på kristenheden?
26 Nutidens blodskyldige kristenhed med dens hedenske skikke, menneskeskabte traditioner og bibelske lære iblandet hedensk filosofi, vil ikke klare sig bedre end sit fortidige modstykke. Den vil ikke undgå opfyldelsen af Jehovas profeti: „Et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. [Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ (Jer. 25:32, 33) Kristenheden vil gå til grunde i den kommende store trængsel. (Matt. 24:1, 2, 21, 22) Og alle de øvrige dele af den falske religions verdensimperium vil gøre den følgeskab!
[Ramme på side 9]
Jeremias’ profetiske bog i Bibelen anviser retfærdselskende mennesker livets vej. Desuden beskriver den hvordan Jehova Gud vil eksekvere sin dom over falsk religion og de nationer der modsætter sig hans vilje. Den tid er ganske nær! Derfor vil Vagttårnet i dette og de følgende numre behandle den nutidige opfyldelse af Jeremias’ profeti.