Påtager du dig gerne beskedne opgaver?
YDMYGHED og beskedenhed er med til at gøre livet behageligt — ikke blot for vore omgivelser, men også for os selv. Disse egenskaber er en hjælp til at afbøde mange af de ’små stød’ verden giver.
Men det bedste er at vi ved at være ydmyge og beskedne vinder Guds gunst. Salme 138:6 (NW) siger om Gud: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge; men den stolte kender han kun på afstand.“
I dag er der en sørgelig mangel på beskedenhed i verden. Folk ønsker prestige, de ønsker at „være noget“, at have magt. Sådan var det også i det første århundrede efter vor tidsregning, især i de store byer, Rom for eksempel. Da apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i Rom, gav han dem dette råd: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:2.
Da Paulus tilskyndede sine brødre til ikke at lade sig forme efter verdens indstilling, tænkte han åbenbart først og fremmest på verdslig stolthed. Det forstår vi af hans næste ord, hvor han siger at den enkelte ikke skal „tænke højere om sig selv end han bør tænke“, at han ikke bør ’tænke hovmodigt, men holde sig til det beskedne’. Eller som An American Translation gengiver de sidste ord: „Vær ikke alt for ambitiøse, men påtag jer beskedne opgaver.“ — Rom. 12:3, 16.
Er vi på samme måde villige til at påtage os beskedne opgaver? Eller er vi som så mange der nok er villige til at udføre et arbejde de mener vil få andre til at betragte dem med anerkendelse, et arbejde der er en udfordring til deres evner, men som føler sig fornærmede over at blive bedt om at gøre et almindeligt, beskedent stykke arbejde?
I sit brev til de kristne i Rom påpegede Paulus derefter at den kristne menighed som et hele er som et legeme med mange lemmer, og hvert lem har sin funktion. I menigheden i det første århundrede var der nogle som ved Guds hellige ånd havde fået visse mirakuløse gaver eller visse opgaver at udføre. Apostelen tilskyndede alle til at tjene med glæde og med et villigt sind, hvilken tjeneste der så end var blevet givet dem at udføre. (Rom. 12:4-8) Denne villighed til at tjene sammen med andre til gavn for alle er nødvendig for at der kan herske glæde og orden, og det gælder ikke blot i en menighed men også i en familie eller et hvilket som helst andet sted hvor flere arbejder sammen.
Forhold hvorunder det er nødvendigt at udvise beskedenhed
I visse af livets forhold må vi erkende at en beskeden og underordnet rolle simpelt hen hører med til den naturlige og rigtige tingenes tilstand. Børn der retter sig efter deres forældres vejledning og som varetager de pligter de får tildelt i hjemmet, vinder både Guds gunst og deres forældres kærlighed. Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte: ’For at det må gå dig vel og du må leve lang tid på jorden.’“ — Ef. 6:1-3.
Hustruer udviser ofte en tiltalende beskedenhed og er således gode eksempler. Deres arbejde foregår som regel inden for hjemmets fire vægge, hvor ingen lægger mærke til det; en stor del af det bliver ikke engang bemærket af deres mænd, som kun ser resultaterne når de kommer hjem fra arbejde. Meget af en husmoders arbejde er altså af beskeden art, og de moderne opfattelser nedvurderer det og berøver det dets værdighed og betydning. Dog bidrager husmoderens arbejde i høj grad til at familien alt i alt kan føle sig veltilpas. Desuden behager det Gud, som i sit ord tilskynder hustruer til at ’elske deres mænd og elske deres børn’, og vise dette ved at være „huslige, gode, idet de underordner sig under deres egne mænd“. (Tit. 2:4, 5) Ja, Gud sætter i høj grad pris på kristne kvinder der er samvittighedsfulde hustruer, mødre og husmødre. Deres gode arbejde bliver ikke overset af ham, selv om det foregår i det stille; i hans øjne er deres arbejde ærefuldt; det har værdighed. — Jævnfør Ordsprogene 31:10-31.
Skønt en mand som regel ikke arbejder helt alene eller under så ubemærkede forhold som en husmoder, er hans arbejde sjældent af en sådan art at han opnår anerkendelse derfor eller det giver ham en fremtrædende stilling. Den tid hvor den enkelte håndværker havde sin egen virksomhed er så godt som forbi, og tendensen går mere og mere i retning af store virksomheder hvor nogle få personer har indflydelse og en fremtrædende stilling, og hvor de der gør det store arbejde mister deres personlige identitet, blot er hjul i det store maskineri. Og det er ikke alt. Verden har i det store og hele opelsket en kunstig og forvrænget opfattelse af hvad der er respektabelt, hvad der giver anseelse, og af hvad der er ydmygende eller ’under ens værdighed’. Denne verdslige holdning gør det måske i lige så høj grad, eller i endnu højere grad, nødvendigt med en ydmyg og beskeden indstilling.
Kristne mænd ser frem til at Gud snart vil indføre en ny orden som vil være fri for de nuværende systemer, deriblandt det kommercielle og det industrielle system. Men i mellemtiden må de affinde sig med forholdene som de er og se at få det bedste ud af dem. Mangel på ydmyghed kunne måske friste en kristen til at bruge pågående eller ufine metoder for at opnå en stilling hvor han ville få indflydelse eller nyde anseelse. Eller det kan være at han, utilfreds med et „almindeligt“ arbejde, der ganske vist kan give ham konstant beskæftigelse og en sikker indkomst, men kun ringe udsigt til hurtigt at opnå stor økonomisk fortjeneste, kunne fristes til at prøve risikable private projekter der giver løfte om hurtig gevinst. Dette fører ham måske fra det ene foretagende til det andet, skiftevis med overskud og underskud: altid er han overbebyrdet med problemer, men alligevel føler han sig hele tiden hævet over dem hvis arbejde virker mere almindeligt, måske endda lidt ensformigt.
I det første århundrede fandt disciplen Jakob det nødvendigt at skrive følgende vejledning til nogle af de kristne: „Hør nu, I som siger: ’I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og tilbringe et år dér, og vi vil gøre forretninger og opnå fortjeneste,’ I som ikke ved hvad jeres liv vil være i morgen. For I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder. I stedet burde I sige: ’Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.’ Men nu er I stolte over jeres pralerier. Al sådan stolthed er ond. Derfor, den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde.“ — Jak. 4:13-17.
Imidlertid vil kristne mænd, hvad enten de er selvstændige eller de arbejder for andre, vinde Guds godkendelse hvis de ikke er stolte og hovmodige med hensyn til deres beskæftigelse og de gør et godt stykke arbejde. I det første århundrede udgjorde slaverne ofte en stor del af befolkningen. Da apostelen Paulus skrev brevet til Titus, der opholdt sig på øen Kreta, viste han at kristne slaver ved at være pålidelige arbejdere og ved at underordne sig under deres herrer, kunne være en pryd for eller „kaste glans over Guds, vor Frelsers, lære“, selv i deres beskedne stilling. (Tit. 2:9, 10, New English Bible) For de kristne mænd der i dag sørger godt for deres familie og som i oprigtighed støtter den kristne menighed, økonomisk og på andre måder, er det også opmuntrende at vide at Gud sætter pris på dem som arbejdere, selv om deres verdslige arbejde er af en art der bliver betragtet som ordinært.
Inden for menigheden
Ligesom der inden for den kristne familie ganske naturligt er brug for ydmyghed, sådan er der også brug for ydmyghed inden for det ’samfund af brødre’ som den kristne menighed udgør. Apostelen Peter skriver: „I yngre mænd [skal] underordne jer under de ældre [eller ældste]. Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed. Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Pet. 5:5-7, 9.
De yngre mænd i menigheden der følger dette råd ’vil ikke være alt for ambitiøse, men vil påtage sig beskedne opgaver’; de vil have det rette syn på tingene og forstå at de har brug for at opnå større erfaring og kundskab for at blive ældste. (Rom. 12:3, 16, An American Translation) Yngre mænd som for eksempel Timoteus og Johannes Markus var glade for at „gøre tjeneste“ for apostelen Paulus, det vil sige gå ham til hånde på forskellig måde for at hjælpe ham i hans hyrdearbejde. (Apg. 19:22; 2 Tim. 4:11) Som følge af deres trofaste tjeneste opnåede de en værdifuld erfaring og rige velsignelser.
I en menighed er der mange ting der nødvendigvis må gøres, men som ikke er af særlig fremtrædende eller ærefuld art. Der kan være tale om rengøring eller lignende arbejde. Men selv om arbejdet ikke er af fremtrædende art skulle det ikke afholde dem der har den rette indstilling, fra at påtage sig sådanne opgaver. I virkeligheden opnår de værdighed og ære i Guds øjne og i de menneskers øjne der har et ret sind, når de villigt hjælper til med sådanne ting. Det eneste der virkelig bør betyde noget for os er: Er der noget der trænger til at blive gjort, og kan jeg være til gavn for andre ved at gøre det? Det skulle være tilstrækkelig grund for os til ikke blot være villige til men også glade for at udføre et sådant arbejde.
Af og til kan det imidlertid være nødvendigt at vise ydmyghed, selv om det i den givne situation ikke er naturligt. Somme tider kan det ske at enkeltpersoner bruger deres myndighed på en måde der virker ydmygende på andre. De opmuntrer måske endda deres medarbejdere til at vise ydmyghed, mens de selv benytter sig af denne ydmyghed til at fortsætte deres egen stolte adfærd. Men som den inspirerede apostel opfordrer os til, kan vi ’kaste al vor bekymring på Jehova Gud, for han tager sig af os’. Til sin tid vil Jehova og hans søn belønne de ydmyge hvis de holder fast ved Guds ords rette principper. — 1 Pet. 5:6, 7.
Hvor er det tiltalende når alle ’ifører sig ydmyghed over for hinanden’! Så er der en behagelig og afslappet atmosfære — en følelse af sand enhed! Hvis vi alle villigt og med glæde betjener hinanden, uden stolthed, vil resultatet være at alle bliver ophøjet, idet der vises alle ære og alle bliver påskønnet efter deres sande værd, bedømt ud fra Guds ord og ikke ud fra verdslige normer. — 1 Pet. 5:5; Sl. 133:1; Rom. 12:10.