her er der dog benyttet andre græske ord.) Ingen bør naturligvis i den grad lade hånt om punktlighed at han ikke tager hensyn til andre eller udviser almindelig høflighed, men vi bør samtidig huske på at man i den kristne menighed på apostlenes tid ikke lagde så stor vægt på præcise tidspunkter som man gør i den moderne forretningsverden. Der var sikkert heller ikke ret mange optegnelser at føre dengang. Bibelen kræver ikke at en ældste, for at være en god hyrde for hjorden, skal være ekspert i kontorarbejde eller regnskabsføring. En af menighedstjenerne kan sikkert tage sig af det der skal gøres i denne retning. (Ap. G. 6:1-6) Fremfor alt gælder det at en ældste ikke må være uskikkelig eller uregerlig, en der ikke viser respekt for apostolsk vejledning. — 1 Tess. 5:14; 2 Tess. 3:6-12; Tit. 1:10, NW.

Gæstfri. Han bør byde fremmede velkommen til de kristne møder og vise samme interesse for de ringe og ydmyge som for de velstillede. Han bør også vise sine brødre gæstfrihed, i det omfang de har behov for det og hans egne forhold tillader det. — Rom. 12:13; 1 Tim. 3:2; Tit. 1:8; Jak. 2:14-16.

Egnet til at undervise. Han bør være en der „holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Tit. 1:9, NW; 1 Tim. 3:2, NW) Det der gør ham egnet er ikke verdslig skolegang, en hurtig hjerne eller gode talegaver. (Jævnfør Første Korinterbrev 2:1-5, 13; Andet Korinterbrev 10:10; 11:6.) Nej, det er at han „holder sig til det troværdige ord“ når han underviser. (Jævnfør Andet Korinterbrev 10:1; Andet Timoteusbrev 4:2.) Mens han holder fast ved det der er rigtigt og sandt, er han derfor også i stand til at beherske sig og ’med mildhed belære dem som ikke er gunstigt stemt’. (2 Tim. 2:23-26, NW) Han finder det måske ikke let at retlede, men hans kærlighed vil få ham til at træde modigt frem når der virkelig er behov for det. (Ap. G. 20:19-21, 26, 27) Hvad nu hvis han ikke er så god til at holde offentlige foredrag? Det hindrer ham ikke i, som en kærlig hyrde, at hjælpe de enkelte „får“ eller hele familier med „den sunde lære“ ved at tilskynde dem til at følge de kristne principper i deres livsførelse. (Tit. 2:1-10; jævnfør Første Korinterbrev 13:1, 2.) Ikke alle ældste har samme evne til at „tale med visdom“ eller „tale med kundskab“, men denne forskel er kun at forvente og antyder ikke nødvendigvis at nogle af de ældste ikke opfylder de bibelske krav. — 1 Kor. 12:4-11.

Ikke en som bruger vold, men er rimelig, ikke krigerisk. Han slår ikke på andre, og han hundser heller ikke med dem eller taler til dem på en grov eller sårende måde. Han er „rimelig“, eller, som det græske ord egentlig betyder, „vigende, eftergivende“. Vines Expository Dictionary of New Testament Words siger om dette ord: „. . . som ikke insisterer på lovens bogstav; det udtrykker den hensynsfuldhed der ser ’menneskeligt og rimeligt på en sags kendsgerninger’.“ (Jak. 3:17, NW; Hebr. 5:1, 2; jævnfør Første Petersbrev 2:18.) Han er altså ikke autoritær, og ikke tilbøjelig til at gøre større stridsspørgsmål ud af småting. (Jævnfør Første Korinterbrev 9:12, 18-23.) Et beslægtet græsk ord oversættes med „venlighed“. (2 Kor. 10:1, NW) Eftersom han ikke er „krigerisk“ undgår han stridigheder, og han er ikke opfarende eller „tilbøjelig til vrede“. — 1 Tim. 3:3, NW; Tit. 1:7, NW; 3:2; Jak. 1:19, 20.

Ikke selvrådig. Ordret: ikke „selvbehagelig“, ’selvtilfreds’ eller ’glad for sig selv’. Som det fremgår af græske ordbøger kræves det at han har et ydmygt syn på sig selv og sine evner, at han ikke vurderer sin egen dømmekraft så højt at han føler sig overlegen i forhold til andre og handler som om han var det. Han må ikke være „selvtilstrækkelig“, ikke have så megen selvtillid at han tror at han kan klare det hele selv, eller bedre end andre. En ældste er glad for at dele sit ansvar med andre, ydmygt samarbejde med de øvrige medlemmer af ældsterådet, og han erkender værdien af at mange rådslår. — Tit. 1:7, NW; jævnfør Fjerde Mosebog 11:27-29; Romerbrevet 12:3, 16.

En ven af godhed; retfærdig. At man er „retfærdig“ sigter til at man retter sig efter Guds lov, Guds normer for hvad der er ret og retfærdigt. Den der gør det vil være upartisk og ikke vise personsanseelse. (Luk. 1:6; Joh. 7:24; Jak. 2:1, 4, 9) „Godhed“ adskiller sig fra retfærdighed derved at den rækker ud over hvad simpel retfærdighed kræver. (Matt. 20:4, 13-15; Rom. 5:7) Den der er en ven af godhed vil gøre mere for andre end lige det der kræves eller forventes af ham; han viser gerne hjælpsomhed og venlighed, og han er inderlig og omsorgsfuld. Han ser og værdsætter også den godhed andre viser, og han roser dem derfor. — Tit. 1:8, NW; Luk. 6:35; Ap. G. 9:36, 39; 1 Tim. 5:10.

Loyal. Han bevarer en urokkelig integritet og en ubrydelig hengivenhed over for Guds lov og den kristne menigheds interesser, uanset hvilke konsekvenser det måtte medføre. — Luk. 1:74, 75, NW; Ap. G. 4:19, 20; 5:29; 1 Tess. 2:10, NW.

En mand der opfylder disse krav vil i sandhed „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“. Ligesom i tilfældet med profeten Daniel, en pålidelig mand hos hvem modstanderne ikke kunne finde nogen efterladenhed eller brist, må sådanne udenforstående sige: ’Vi finder ikke noget at anklage ham for, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.’ — 1 Tim. 3:7, NW; Dan. 6:5, 6.

Det er naturligt at de der er kvalificerede til at påtage sig et ansvar i menigheden ikke opfylder alle disse krav i samme grad. Tænk blot på den forskel der var på apostlene — for eksempel kontrasten mellem Tomas og Peter — og alligevel udgjorde disse mænd fra begyndelsen det styrende råd. Sådanne udnævnte mænd i menigheden må imidlertid opfylde alle de pågældende krav i rimelig grad og med rimelig konsekvens. Selv om en mand gør sig skyldig i en enkelt fejlbedømmelse kan han godt være „sund i sindet“, og et enkelt vredesudbrud betyder ikke nødvendigvis at han er „krigerisk“.

I virkeligheden skulle det ikke være umuligt for nogen oprigtig, kristen mand at opfylde disse krav, for, som en undersøgelse af Bibelen viser, er langt de fleste af disse kvalifikationer noget som ALLE kristne, både mænd og kvinder, skulle stræbe efter at opnå. De mænd der beklæder ansvarsposterne i menigheden bør altså i grunden blot repræsentere hvad menigheden som et hele skulle være, ja hvad hver enkelt sand kristen skulle være. Hvor godt opfylder du kravene?

Spørgsmål fra læserne

● I Hebræerbrevet 8:10 står der: „Dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus, lyder det fra Herren: jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem.“ Hvilken forskel er der på Guds handlemåde over for dem der føres ind i den nye pagt og hans handlemåde over for dem der var underlagt den gamle lovpagt? — U.S.A.

Hvis vi betragter det der specielt kendetegner de to pagter samt de omstændigheder hvorunder de respektive parter blev bragt ind i deres pagtsforhold til Gud, vil vi kunne se forskellen.

Efter at Jehova Gud havde ført Israels nation ind i Lovpagten, blev de israelitter der kom til verden i de følgende generationer optaget i dette pagtsforhold ved deres fødsel. De skulle ikke foretage en personlig indvielse for at blive Jehova Guds tjenere. Følgelig var værdsættelse i hjertet ikke en betingelse for at tilhøre Guds pagtsfolk. Dog var der op gennem hisiorien mange enkeltpersoner i Israels folk som ikke alene kendte Guds lov men også værdsatte den af hjertet. Salme 37:31 siger om