Et advarende ord

Selv om Bibelen taler om at elske sig selv, sådanne steder som i Mattæus 19:19 og Efeserbrevet 5:28, 29, advarer den os dog langt oftere mod at tro for meget om os selv. Hvorfor?

Sandsynligvis fordi de fleste af os, i vore bestræbelser på at få selvtillid, går for vidt. Mange bliver selvoptagede. Andre overdriver groft deres egne færdigheder og evner, eller de er tilbøjelige til at nedvurdere andre. Det er pralhalsene. Deres selvfølelse overstiger deres sande værd.

Selv kristne kan falde i denne fælde. I menigheden i Rom var der i det første århundrede kappestrid mellem jøder og hedninger (ikke-jøder). Apostelen Paulus gav dem derfor en meget direkte vejledning. Han mindede hedningerne om deres ringe baggrund. Kun på grund af Guds venlighed var de blevet overført til Guds gunst. (Romerne 11:17-36; 1:26-32) De selvretfærdige jøder måtte også erkende deres ufuldkommenheder. „For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ — Romerne 3:23.

Men tog Paulus al deres selvfølelse fra dem? Gjorde han dem til krybende tiggere? Nej, slet ikke. „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig,“ fortsatte Paulus, „siger jeg . . . til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.“ (Romerne 12:3) De burde have et vist mål af selvrespekt. Men de måtte ikke overdrive. — Se Romerbrevet 11:20.

Den kristne undgår at gå til yderligheder. Som dr. Allan Fromme siger: „Den der har et realistisk syn på sig selv er ikke trist til mode, men han behøver heller ikke at være evigt lykkelig. . . . Han er ikke pessimistisk, men han er heller ikke uhæmmet optimistisk. Han er hverken dumdristig eller helt uden frygt . . . Han erkender at han ikke altid gør det rigtige, men han er heller ikke én stor fejltagelse.“

Vær derfor ligevægtig. „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (Jakob 4:6) Erkend dine fortrin, og ignorér ikke dine fejl. Arbejd derimod på dem.

Du vil nok stadig tvivle på dig selv nu og da. Men du behøver ikke at tvivle på dit eget værd eller på om Gud tager sig af dig. For „hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham“. — 1 Korinter 8:3.

Intelligens — arv eller miljø?

Der er for nylig foretaget en undersøgelse som viser at ’arven’ ikke er den afgørende faktor for børns intelligens. Det er medarbejdere ved Det franske Nationalinstitut for Sundhed og Lægevidenskabelig Forskning der har stået for undersøgelsen. Børn der var blevet adopteret af middelklassefamilier blev sammenlignet med deres biologiske søskende som var vokset op hos de rigtige forældre, mennesker som alle var socialt og økonomisk dårligt stillet.

De to grupper af børn havde altså fælles ophav men forskelligt miljø. Bladet Scientific American beskriver resultaterne og fortæller at „det var slående forskelle man iagttog på de adopterede børn og de børn der havde haft deres opvækst hos deres biologiske mødre“. Ved intelligensprøver fik børnene fra middelklassemiljøet i gennemsnit 15 points mere end deres biologiske søskende som havde haft ringere kår under opvæksten.

Denne franske undersøgelse føjer sit til de vidnesbyrd vi har om at mennesker i samme miljø i det store og hele har de samme muligheder, sådan som Bibelen påpeger når den siger at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“. — Apostelgerninger 17:26.