Samvær i hjemmet bør være en glæde
„UNDERSØGELSE VISER AT HJEMMET ER DET STED HVOR DER FOREGÅR MEST VOLD.“ „RAPPORT SÆTTER MORD I FORBINDELSE MED SKÆNDERIER I HJEMMET.“ Overskrifter som disse antyder at mange familier har alvorlige vanskeligheder at kæmpe med.
I den artikel der indledtes med den første af disse overskrifter, stod der at „cirka én af hver 100 ægtemænd og hustruer ikke havde nøjedes med at slå, sparke eller kaste ting efter ægtefællen i årets løb; nej, enten havde de gennempryglet ægtefællen eller også var det dem selv der var blevet pryglet“. Dr. Richard J. Gelles fra Rhode Island universitet bemærkede at „en million børn oplever under deres opvækst at forældrene griber til skydevåben og knive når de bliver vrede — og ikke bare for at true børnene, nej de tilføjer dem virkelig skade med disse våben“.
Det er ikke noget nyt at folk har svært ved at komme overens med deres nærmeste familie. Som det så ofte siges: „Man mister respekten for den man kender for godt.“
Hvordan har I det i dit hjem? Kan du og din familie lide at tale sammen og foretage jer noget i fællesskab? Eller er det sådan at I søger jeres nærmeste venner uden for familiens kreds? Det bliver desværre mere og mere almindeligt. Men hvorfor?
Årsager til spændte forhold i familien
Har du lagt mærke til at visse medlemmer af familien til tider generer eller irriterer de andre med deres personlige vaner? Det kan være de har simple manerer ved bordet, nægter at påtage sig deres del af det forefaldende arbejde i hjemmet eller insisterer på at sidde sent oppe om aftenen og støje mens andre forsøger at sove.
Nogle har for vane at overdrive andres forseelser, mens de er blinde for deres egne. Det kan skabe et spændt forhold i familien. Mennesker der ustandselig bliver kritiseret vil ofte selv forfalde til at kritisere den der påpeger deres fejl. Og så er man kommet ind i en ond cirkel af idelige skænderier, der kan kvæle hjemmets gode atmosfære. Kender du familier der er kommet ind i en sådan skure?
I andre hjem kan enkelte familiemedlemmer være tilbøjelige til at isolere sig; de går så højt op i deres personlige interesser at de slet ikke har tanke for de øvrige i familien. For eksempel kan forældre — eller børn — blive så opslugt af at se fjernsyn, lytte til musik eller dyrke deres yndlingshobby at de fuldstændig glemmer alle andre.
Hvordan kan en sådan egoistisk isolation virke på det indbyrdes forhold i familien? Hvordan føler du det når du bliver overset? Man kan let anlægge denne holdning: ’Hvis han er ligeglad med mig, hvorfor skulle jeg så bekymre mig om ham?’
Mange hjem er ramt af den slags problemer; det kan undergrave sammenholdet i familien så grundigt at hjemmet nærmest virker som en servicestation hvor man tanker op ved måltiderne og ellers bare får sin nattesøvn.
Hvad kan være årsag til at så mange familier svækkes på denne måde? Ifølge Bibelen skyldes det en farlig sindsindstilling, en indstilling som præger alle mennesker til en vis grad. Og hvad er det for en indstilling?
En farlig indstilling
Apostelen Paulus pegede på årsagen til de fleste af de problemer der kan opstå mennesker imellem. Han skrev: „Jeg [siger] . . . til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.“ (Rom. 12:3) Det Paulus gerne ville til livs, var den indstilling at man tænker for højt om sig selv. Den dukker ofte op når mennesker lever tæt op ad hinanden. Mange har let ved at være høflige og beskedne over for fremmede og tilfældige bekendte, mens deres opførsel derhjemme måske røber at deres sande jeg er præget af en hovmodig ånd.
Én som har for høje tanker om sig selv, er ikke tilbøjelig til at ændre sine vaner og særheder. Hvis han irriterer andre, er hans reaktion blot at „det er der jo ikke noget at gøre ved“. Og hvad med dem der isolerer sig og foretrækker deres forretning, en god bog, underholdning eller en hobby fremfor et nært personligt forhold til deres ægtefælle eller familie? Her er problemet også at de regner deres egne personlige interesser for vigtigere end andres.
Vigtigt at ændre synspunkt
Skal samværet i hjemmet være en glæde, må der ske en grundlæggende forandring hos alle familiens medlemmer. Dette hjælper Bibelen os til at forstå når den siger: „Intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder.“ (Præd. 7:20) Da det altså er sådan, bør den der erkender sin nedarvede ufuldkommenhed ikke hårdnakket insistere på at gøre tingene på sin egen facon. Det er bedre at sætte ind på at ændre de vaner der er til gene for andre. Den der erkender at han selv er ufuldkommen, må heller ikke forvente at andre er fuldkomne. Nej, spejd ikke ustandselig efter fejl hos andre; følg i stedet Jesu formaning:
„Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; . . . Hvorfor ser du da strået i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage strået ud af dit øje’, når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage strået ud af din broders øje.“ — Matt. 7:1-5.
Apostelen Paulus fremsætter endnu et vigtigt princip der kan fremme glæden ved samværet i hjemmet. Han skriver: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel,“ og: „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især retter blikket mod blot jeres egne interesser, men også hver især retter det mod de andres.“ — 1 Kor. 10:24; Fil. 2:2-4.
Er det sådan du er over for dem du bor sammen med? Den måde du svarer på når andre af familiens medlemmer taler til dig, giver et fingerpeg om hvordan din indstilling er. Et uselvisk menneske lytter gerne. I stedet for at ’lukke af’ når der bliver talt til én, eller med et eller andet udbrud at prøve på at lukke munden på den der taler, bør man vise selvbeherskelse og nære oprigtig interesse for det familiens medlemmer har at sige. Den der virkelig ’agter andre højere end sig selv’ vil ikke gøre det til en vane at trække sig tilbage for at se fjernsyn, dyrke en hobby eller pleje en anden personlig interesse. Han vil i stedet tænke på hvad han kan sige og gøre for dem han bor sammen med.
Man må vise hinanden ære
Et lignende bibelsk princip lyder: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Rom. 12:10) Dersom man gerne vil følge denne formaning, skælder man ikke familiens medlemmer voldsomt ud og kalder dem „dumme“ eller andet nedsættende.
I sin bestræbelse for at vise andre ære må man passe på ikke at glemme børnene. Til tider kan børn ganske vist være noget af en prøvelse, men det bør ikke få voksne til at behandle dem som „andenklasses“ mennesker. Pas på ikke at få den vane at krænke børn med skældsord som: „Din lille dumme knægt! Du er rigtig styg og uartig!“ Den sørgelige konsekvens kan blive at drengen tror at han ikke kan gøre noget som helst godt eller rigtigt. Det kan betage ham lysten til endog at prøve. Man kunne gribe problemet an på en bedre måde ved at sige noget i denne retning: „Du er en god dreng. Men du opfører dig ikke pænt i dag. Det ligner dig slet ikke, og du må holde op øjeblikkelig!“
De som efterlever disse bibelske principper finder det måske nedslående hvis andre i familien er sene til at gøre det samme. I så fald har man dog den tilfredsstillelse at vide at man er Gud til behag og prøver på at gøre det rigtige. Bibelen siger trøstende: „Hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset.“ — 1 Pet. 2:19.
Samværet i hjemmet kan være en glæde. Men det kræver at familiens medlemmer har den rette indstilling, både til sig selv og andre. De må være uselviske, ikke egoistiske. Hvorfor ikke straks sætte tid til side til at meditere over de bibelske principper vi har drøftet i denne artikel — og så praktisere dem i din familie.