Hvorfor vi kan være sikre på at vort håb bliver indfriet

„Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud.“ — Rom. 8:28.

 1. Hvad er et stadig større antal medlemmer af den sukkende skabning blevet oplyst om nu i det tyvende århundrede, hvordan er deres håb, og hvorfor?

HER i det tyvende århundrede er et stadig større antal medlemmer af menneskeskabningen blevet oplyst om at Guds sønner snart vil blive åbenbaret, og de ved hvad de kan vente af fremtiden. Til trods for at menneskeskabningen „fortsat sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“, har disse oplyste, forventningsfulde mennesker et håb, og de glæder sig i håbet. Skønt der nu er gået flere årtier siden medlemmerne af denne ’store skare’ begyndte at vise sig, er deres håb også levende. Som et „livets træ“ lever det i deres hjerte fordi det bygger på Guds løfte, der står skrevet i Bibelen. — Ordsp. 13:12; Åb. 7:9; 21:5; Rom. 8:19-22.

 2. (a) Hvad er baggrunden for at ’den store skare’ med rette beder om at Jehova Gud må blive ophøjet? (b) Hvad beder de om, når de siger: „Lad dit navn blive helliget,“ og hvornår bliver deres bøn besvaret?

² Fremfor alt håber de på en snarlig hævdelse af Jehovas universelle suverænitet. De forstår at Skaberen er retfærdig når han udøver sit suveræne herredømme over det univers han har skabt. Derfor modstår de ubøjeligt Satan Djævelen, „slangen fra fortiden“, der bedømmer Jehovas suverænitet forkert og giver et forvansket billede af hans måde at styre på, og som har fået hovedparten af menneskeheden til at modsætte sig hans herredømme. De beder mønsterbønnen til Jehova og siger: „Lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9, 10) Dermed beder de om at Jehova selv vil hellige sit navn. Han vil besvare deres bøn under den forestående store trængsel, der vil nå sit højdepunkt i „krigen på Guds, den Almægtiges store dag“ ved Harmagedon, hvorefter „slangen fra fortiden“ og hele hans dæmonsæd vil blive bundet og kastet i afgrunden. — Ez. 36:23; 38:16, 23; 39:27; Åb. 16:14, 16; 20:1, 2.

 3. Hvilke begivenheder vil ’den store skare’ blive vidne til ifølge Åbenbaringen 7:9, 10?

³ De der tilhører ’den store skare’ som nærer håb, vil overleve. De vil opleve at Jehovas universelle suverænitet hævdes og hans navn helliges. Det er derfor meget betegnende når Åbenbaringen 7:9, 10 profetisk skildrer at de bagefter står foran den ophøjede Guds trone og foran Guds selvopofrende søn, Jesus Kristus, og taknemmeligt siger: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“

 4. Hvad gør ’den store skare’ frygtløst men med mildhed og dyb respekt, over for verdens øvrigheder?

⁴ Nu før „den store trængsel“ bryder løs, nu hvor verden er grebet af frygt, frygter de der tilhører ’den store skare’ ikke det som verdens mennesker frygter. Modigt adlyder de apostelen Peters ord: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ — 1 Pet. 3:15.

 5. Hvordan er det med til at opfylde Jesu profeti i Mattæus 24:14, og hvad er deres indstilling til Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20?

⁵ Uselvisk deler de deres herlige håb med alle de kan komme i forbindelse med. Derved er de med til at opfylde Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Det er nu vigtigere end nogen sinde at de adlyder Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . og idet I lærer dem.“ — Matt. 24:14; 28:19, 20.

 6. Hvorfor kan det siges at vi begunstiges mere end de kristne der i tidligere tider havde et lignende håb?

⁶ Ingen har et bibelsk begrundet håb som vort. Det er det bedste vi kan dele med andre. Det er en skat vi glæder os over. „Glæd jer i håbet,“ siges der til os. (Rom. 12:12) Vi kan med tillid vente at det snart vil blive indfriet. Det er ikke forgæves vi venter på det med udholdenhed. Kristne i tidligere tider så blot frem til det vi nu står for at skulle opleve. Det vil i sandhed være en gunst at se og opleve håbets storslåede indfrielse.

Guds gerninger samvirker til det bedste

 7, 8. (a) Venter vi for meget? Begrund svaret. (b) Hvad ved vi ifølge Romerbrevet 8:28-30?

⁷ Vi har ikke sat vore forventninger for højt, hvis det vi håber på, står nedskrevet i Guds ord. Intet af det der står skrevet dér vil være umuligt for Gud! Han kan ikke komme til kort med hensyn til opfyldelsen af sit herlige løfte, for han er den Almægtige. Hvis vi elsker ham og beviser dette ved vor lydighed, vil vi erfare at han gør alle sine løfter til virkelighed. Apostelen Paulus vidste dette i det første århundrede, og vi ved det nu. Paulus skrev Romerbrevet i år 56 e.v.t., og i kapitel 8, versene 28 til 30, fremsatte han følgende erklæring:

⁸ „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud,a dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede; fordi dem han gav sin første anerkendelse, dem forudbestemte han også til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige. Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde han også.“

 9. Hvordan gengives Romerbrevet 8:28 i den danske autoriserede oversættelse og i visse andre bibeloversættelser, men hvordan lyder verset i oversættelser hvis tekst ligner Ny Verden-oversættelsens?

⁹ Ifølge den danske autoriserede oversættelse lyder Romerbrevet 8:28: „Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede.“ Adskillige moderne oversættelser gengiver dette vers på samme måde. I Seidelins oversættelse lyder det imidlertid: „Hvad vi ved, er, at Gud lader alle ting arbejde sammen til bedste for dem, der elsker ham, dem han for længst har besluttet at kalde.“ I Rotherhams The Emphasised Bible lyder verset: „Vi ved desuden at Gud lader alle ting samvirke til gavn for dem der elsker Gud.“ Good News Bible siger: „For vi ved at i alle ting virker Gud til gavn for dem der elsker ham, dem han har kaldet i overensstemmelse med sin hensigt.“

10, 11. (a) Hvilke gerninger er det Gud lader samvirke til bedste for de kaldede? (b) Hvilke handlinger kan man for eksempel ikke henregne under udtrykket „alle ting“ i Romerbrevet 8:28?

¹⁰ Alt det der nævnes i Romerbrevet 8:28-30 er Guds — ikke menneskers — gerninger. Og som det fremgår af beretningen er det disse, altså Guds egne gerninger, Gud lader samvirke til bedste for de kaldede som elsker ham, fordi han ønsker at de skal få det rige som han har kaldet dem til. Men hvis nogen hævder at være en døbt kristen der er bestemt for det himmelske rige, og dog handler på en måde som er i strid med hans himmelske kaldelse, da kan han ikke forvente at Gud vil lade hans handling virke til bedste for ham, ej heller at handlingen automatisk vil virke til bedste for ham. Hvis en der hævder at eje det himmelske kald, for eksempel dyrker for kraftig sport i sin fritid og brækker et ben eller forstuver en ankel, lader Gud så skaden virke til bedste for denne sportsmand? Eller lad os sige at en kaldet kristen, i en periode med svaghed eller dårlige tilbøjeligheder, vover sig ind på farligt område af nysgerrighed eller for at se andre blive fristet til umoralitet med prostituerede, og at han selv falder som offer for en skøges tilnærmelser og bedriver utugt, kan man da forvente at Gud lader det der sker, virke til bedste for synderen? Udvirker det noget godt at sætte Gud således på prøve?

¹¹ Det endelige resultat af en sådan legemlig eller moralsk skade afhænger fuldstændig af den pågældendes reaktion på konsekvenserne af hans ukloge handling. Han lærer måske en lektie af denne bitre erfaring. Men gør det hans handling til en af Guds gerninger, specielt fordi Gud måske viser barmhjertighed i sagen? Bestemt ikke. En sådan handling kan ikke henregnes under udtrykket „alle ting“, som Paulus bruger i Romerbrevet 8:28.

12. Hvordan er alle de Guds gerninger som nævnes i Romerbrevet 8:29, 30, og i hvilken orden nævner Paulus dem?

¹² Læser vi de næste to vers, 29 og 30, og bemærker Guds gerninger som nævnes dér, ser vi at alle Guds gerninger mod de forudbestemte, kaldede kristne er gode. De samvirker også til bedste for rigsarvingen på ethvert stadium af Guds gerninger mod ham. Paulus nævner de forskellige stadier i omvendt orden, idet han skriver: „Fordi dem han gav sin første anerkendelse, dem forudbestemte han også til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige. Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde han også.“

13. (a) Hvornår foretager Gud herliggørelsen af dem der erklæres retfærdige? (b) På hvilket grundlag erklæres den enkelte retfærdig?

¹³ Hvornår foretager Gud herliggørelsen? Det gør han når han giver de begunstigede den herlige kundskab om sin førstefødte søn, der nu er ophøjet og sidder ved sin Faders højre hånd. Gud anbringer altså disse begunstigede på vejen der fører til himmelsk herlighed. Efter at han har øvet denne indledende gerning kan han erklære dem retfærdige, forudsat dog at de tror så stærkt på den herliggjorte Messias at de overgiver sig eller indvier sig til Gud uden forbehold.

14. (a) Hvordan kommer en indviet, døbt discipel af Guds søn til at høre med til dem der er kaldet af Gud? (b) Hvordan kommer vedkommende til at høre med til de forudbestemte?

¹⁴ Hvordan kalder Gud så sin herliggjorte søns indviede, døbte disciple, så disse kan ’overføres til hans elskede søns rige’? (Kol. 1:13) Gud avler disciplen ved sin ånd, og gør ham altså til en åndsavlet søn af Gud. Og nu kan Gud kalde eller indbyde en sådan åndelig søn til at få del i det himmelske rige, noget der kun skænkes dem der oprejses som åndeskabninger i himmelen. (1 Kor. 15:43-50) Gud forudbestemte at der sammen med hans søn skulle være en forsamling af brødre der havde samme guddommelige natur som hans førstefødte søn, Jesus Kristus, og som var formet efter dennes billede. Så når en åndsavlet søn af Gud er blevet kaldet, bliver han et medlem af den forudbestemte skare, og som sådan må han vise sig trofast til sin død som menneske. Gud forudbestemte denne skare — han forudbestemte ikke, og nævnte ikke ved navn, nogen af dem der indgår i denne skare. Gud forudbestemte antallet af Kristi himmelske brødre; der skulle være 144.000, men ingen af dem blev nævnt ved navn i den forbindelse. — Åb. 14:1-3.

15. Hvornår og hvordan gav Gud de forudbestemte „sin første anerkendelse“?

¹⁵ I Romerbrevet 8:29, 30 nævner Paulus at Gud „gav sin første anerkendelse“ til den skare af kristne som han fortsat herliggør eller ærer og ophøjer, erklærer retfærdig, kalder og forudbestemmer. Gud gav denne „første anerkendelse“ i Edens have, da han udtalte profetien om sin egen ’kvindes’ sæd og denne ’sæds’ sejrsbedrift. (1 Mos. 3:15) Årtusinder før ’sæden’ fremstod, erkendte Gud altså, som den første, at der var brug for sæden og dennes særlige arbejdsopgave. Fra da af gav Gud „sin første anerkendelse“ af at han forpligtede sig til at frembringe en sådan „sæd“. Dette var altså første led i Guds program. Og det som Gud anså for værdigt til en „første anerkendelse“, det huskede han i sit hjerte helt frem til det tidspunkt da han frembragte ’sæden’, sin søn Jesus Kristus, og siden denne søns trofaste åndsavlede disciple. I al denne tid, indtil ’sæden’ fremstod, kendte Gud den forud, og han gav den en særlig gunstig anerkendelse.

16. (a) Hvordan udvirker hver enkelt af ’alle Guds gerninger’, nævnt i Romerbrevet 8:28-30, sin del? (b) Hvad kan alle der „i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede“, derfor være sikre på?

¹⁶ Hvis „gerninger“ er det følgelig der beskrives i enkeltheder i Romerbrevet 8:28-30? Det er Guds gerninger — alle sammen. Og eftersom Gud er konsekvent og i fuldkommen harmoni med sig selv i alt hvad han gør, „lader [han] alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud“. Ikke én af disse gerninger er ude af harmoni med alle hans øvrige hensigtsmæssige gerninger. De indtræffer i god orden; den ene leder op til den anden og bereder vejen for denne. Guds forsæt er storslået, og han ved præcis hvordan det skal gennemføres. De „som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede“ kan derfor være sikre på at han aldrig kommer til kort. Hvis de forbliver trofaste og kærligt samarbejder med ham, kan de regne med at få del i fuldførelsen af hans forsæt, idet de bliver virksomme i hans himmelske rige ved Jesus Kristus.

Endnu en skare kendt forud

17. Hvilket kærligt forsæt har Gud haft i forbindelse med de kaldede og forudbestemte, og siden hvornår?

¹⁷ Gud har et kærligt forsæt at gennemføre ved hjælp af de „kaldede“, som han gav sin „første anerkendelse“. Dette blev uden omsvøb bekendtgjort 2083 år efter Adams skabelse, nemlig i året 1943 f.v.t. Dengang sagde Gud til den trofaste patriark Abraham: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ Denne velsignelse omfattede verden og skulle tilvejebringes gennem Abrahams „sæd“. (1 Mos. 12:1-3; 22:17, 18) Denne forudbestemte „sæd“ skulle bestå af Jesus Kristus og hans 144.000 „kaldede“ disciple. (Åb. 7:1-8; 14:1-3; Gal. 3:16, 29) Dette utvetydige løfte til Abraham røbede Guds forudviden om en „sæd“skare, om end han ikke angav et bestemt antal den skulle bestå af. Det eneste sted vi finder antallet, er i Bibelens sidste bog.

18. Hvem lod Gud enkeltpersoner og grupper i førkristen tid være profetiske forbilleder på?

¹⁸ I førkristen tid var der enkeltpersoner og grupper som sluttede venskab med Abrahams kødelige efterkommere. Dem benyttede Gud som profetiske forbilleder på mennesker der i vor tid ville slutte venskab med den lille rest af „kaldede“ som endnu befinder sig på jorden.

19. Hvordan skildrer Åbenbaringen 7:9-14 dem der samarbejder med Kristi „kaldede“ disciple, og hvad vil de erfare i nær fremtid?

¹⁹ Bibelens sidste bog, som den kristne apostel Johannes skrev omkring år 96 e.v.t., skildrer på forhånd de mennesker som samarbejder med resten af de „kaldede“. De omtales som „en stor skare“ uden tal. Medlemmer af denne store skare vil blive bevaret gennem den kommende „store trængsel“, ja, gennem „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. De vil komme til at leve i en ny orden, på en renset jord, under Jesus Kristus og hans 144.000 „kaldede“, der skal herske i tusind år. Det profetiske billede af denne store skare, nedtegnet i Åbenbaringen 7:9-14, blev forklaret mundtligt og på tryk i året 1935. — Åb. 16:14, 16.

20. Hvor mange profetiske forbilleder på den store skare har været omtalt i vore bøger og blade siden 1935, og hvorfor er denne skares håb så enestående og dog så sikkert?

²⁰ I de femogfyrre år der er gået siden, har Vagttårnsselskabets bøger og blade omtalt mindst 42 profetiske forbilleder på denne store skare. (Se Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden, s. 367, 368; udkom på engelsk i 1955.) Alle disse forbilleder og profetier viser at Gud kun vil denne forud kendte „store skare“ det bedste. Det er fordi disse mennesker elsker ham. Mange af dem har været villige til at bevise deres usvigelige kærlighed til ham, om de så har skullet dø som martyrer. Det håb som fremholdes for den store skare er enestående, for størsteparten af menneskeskabningen har aldrig fået det tilbudt. Skønt det er så enestående og fantastisk, ser den store skares medlemmer dog tillidsfuldt frem til at det snart skal indfries. De vil ikke blive skuffet, for den Gud der har givet dem dette levende håb er trofast. Hans løfte til dem er pålideligt; intet kan hindre dets opfyldelse. Vi læser: „Han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åb. 7:15-17.

[Fodnote]