Hvad siger Bibelen?

Er det rigtigt at bruge titler?

I EN tale som først og fremmest var rettet til den lidende Job, sagde den unge mand Elihu: „Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen [og et jordisk menneske skal jeg ikke give en titel, New World Translation]; thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min skaber mig ellers bort!“ (Job 32:21, 22) Kan man ud fra dette skriftsted, især som det gengives i New World Translation, slutte at det altid er et udtryk for en upassende smiger, og derfor forkert, at bruge titler i tiltale når det drejer sig om mennesker? Kan der være tilfælde hvor det er på sin plads at bruge titler?

Man vil her gøre vel i at bemærke at Elihu forbandt brugen af titler med det at smigre eller vise partiskhed. Det han sagde til Job var ikke farvet af nogen form for smiger. Han forfaldt heller ikke til at dølge sandheden på grund af Jobs sørgelige situation. Elihu overholdt det princip der senere indgik i den lov israelitterne fik: „Du må ikke tage parti for den ringe i hans retssag.“ (2 Mos. 23:3) Skønt Elihu var ung, lod han sig ikke påvirke af den alder og position Jobs såkaldte venner havde, til at tage parti for dem. Han fremlagde tingene som de var uden at smigre Jobs venner ved at bruge titler og lade dette påvirke sin tale.

Elihus eksempel viser os at det ville være forkert at tildele mennesker sådanne smigrende titler. En partiskhed af den art fører til uretfærdighed og medfører Guds misbilligelse. Det erkendte Elihu åbenbart: „Snart rev min skaber mig ellers bort [i vrede]!“ — Job 32:22.

Da den kristne menighed er ’et samfund af brødre’, vil det være forkert og malplaceret at tiltale nogen blandt de kristne med titler der ophøjer dem over andre. (1 Pet. 2:17) Menigheden har kun ét hoved som er udnævnt af Gud, nemlig Jesus Kristus. Guds søn sagde til sine disciple: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ — Matt. 23:8-10.

Kristenhedens præster har i det store og hele ignoreret disse ord af Jesus. Dog har ikke alle været så frimodige at tage imod titler der fremhævede dem. Den kendte bibelkommentator Albert Barnes følte at det stred mod hans samvittighed at modtage titlen „Doctor of Divinity“ (svarer nogenlunde til en teologisk doktorgrad), idet han mente at det ville stride imod Kristi lære. Han skrev: „Jesus forbød sine disciple at tragte efter sådanne hæderstitler. Han gav den grund at han selv var deres Mester og Lærer. De andre var på linje med hinanden; de skulle være lige i myndighed; de var brødre; og de skulle hverken begære eller modtage en titel som indebar at den ene blev anset for mere end den anden, eller som syntes at anfægte vor Frelsers absolutte ret til at være deres eneste Lærer og Mester. Titlen [rabbi] svarer til titlen ’Doctor of Divinity’, når denne anvendes om evangeliets tjenere; og så vidt jeg kan se går man imod ånden i Frelserens bud ved at modtage en sådan titel . . . Det har tendens til at fremkalde stolthed og overlegenhed hos dem der får titlen, misundelse og mindreværdsfølelse hos dem der ikke får den, og hele ånden og tendensen i dette strider mod ’den oprigtighed og renhed som Messias har krav på’.“

Det at nogle som kalder sig kristne, vælger at lade sig tiltale med titler som „pastor“, „fader“, „pater“, „Deres velærværdighed“ eller „Deres hellighed“ er et ansvar de selv må bære over for Gud. Det forpligter ikke andre til at tiltale dem med sådanne titler. De der tager Jesu ord alvorligt, vil ikke gøre det. De ønsker ikke at give det indtryk at de forsvarer brugen af ubibelske tiltaleformer.

Betyder det at alle former for titler er forkerte? Nej, der findes titler som simpelt hen betegner hvilken funktion eller hvilket embede en person har, for eksempel i et lands statsadministration. Det kunne også gælde mennesker i visse professioner, for eksempel inden for lægevidenskab, jura eller andre former for videnskab. Den regel kristne bør lade sig lede af, er princippet i Jesu ord: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Matt. 22:21.

Der kan ikke rejses nogen indvending mod at tiltale embedsmænd eller herskere med deres titler, når blot disse titler ikke tilskriver dem en ære som kun tilkommer den Allerhøjeste. Ingen mennesker er de kristnes frelsere, ej heller kan nogen dødelig være kilden til alle velsignelser. Guds tjenere vil derfor ikke bruge en titel der indebærer noget sådant.

Der er dog mange andre former for respektfuld tiltale som de kristne med god samvittighed kan benytte. Apostelen Paulus sagde for eksempel „højtærede“ til den romerske landshøvding Festus. (Apg. 26:25) Sande kristne i dag kan ikke have nogen indvending mod at henvende sig med udtryk som „høje dommer“, „Deres nåde“, „Deres excellence“, „Deres majestæt“ eller lignende til mennesker i stillinger hvor sådanne tiltaleformer er almindelige, det være sig i juridiske eller statslige embeder. De kan gøre dette i harmoni med den bibelske vejledning: „Giv alle hvad der tilkommer dem, . . . ham der kræver ære, en sådan ære.“ (Rom. 13:7) „For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere . . . Ær mennesker af alle slags.“ — 1 Pet. 2:13-17.

Embeder som landshøvding, guvernør, dommer, konge, præsident og så videre er naturligvis indstiftet af mennesker. Men Jehova Gud har tilladt mennesker at oprette sådanne regeringsmyndigheder. Kristne gør derfor ret i at respektere sådanne embeder og give de pågældende personer den ære der tilkommer dem i kraft af deres embede. Kristne har ingen grund til at modarbejde en ordning som Jehova Gud har tilladt. Som et udtryk for at de underlægger sig disse myndigheder, anvender de altså de titler og tiltaleformer som forskellige embedsmænd har ret til at kræve. — Rom. 13:1, 2.

At en kristen bruger en respektfuld tiltaleform betyder ikke at han dermed godkender eventuelle forkerte handlinger hos den han taler til. Det er ikke de kristnes ansvar at dømme mennesker i verden. (1 Kor. 5:12, 13) Nogle misbruger måske deres embede, men det ændrer intet ved den omstændighed at de har et embede hvortil visse titler hører. At én misbruger sin myndighed giver ikke den kristne ret til at opføre sig respektløst over for vedkommende. Bibelen giver dette råd: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Rom. 12:19.

Bibelen viser altså tydeligt at det er helt på sin plads at benytte titler som beskriver den myndighed eller stilling en eller anden person måtte have. Jesu ord i Mattæus 23:6-12 udelukker dog enhver brug af smigrende titler blandt dem der hævder at være hans disciple.