Lad din kærlighed til dine medmennesker vokse

 1. Hvad skal der til, ifølge Jesu Kristi ord, for at ens næstekærlighed er fuldstændig?

LADER du din kærlighed til dine medmennesker vokse? Viser du den i stadig fuldere omfang? For at gøre dette er det ikke nok at du er god og gavmild mod dem der er gode mod dig. Jesus Kristus sagde: „Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere [folk med et dårligt ry på sig] elsker jo også dem, som elsker dem. Og hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere gør jo det samme. Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen, hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige så meget igen. Nej, elsk, jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.“ — Luk. 6:32-35.

 2. Hvordan har Jehova endog vist godhed og kærlighed mod de utaknemmelige og onde?

² Tænk på hvordan Jehova har vist godhed mod de utaknemmelige og onde. De nyder gavn af de kredsløb han har iværksat for at gøre livet på jorden muligt. Han nægter dem ikke de ting de må have for at kunne leve — luften, sollyset og regnen. „Han . . . giver alle liv og ånde og alt andet.“ (Ap. G. 17:25) „Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ — Matt. 5:45.

 3. Hvad viser Jehovas gerninger i fortiden om hans rådighed over sollyset og regnen?

³ Jehova Gud er god og gavmild fordi han ønsker at være det. Da han er Skaberen, har han fuld rådighed over alt hvad der er nødvendigt for livet, og han kan tilbageholde disse gaver når og hvor han vil. Det ses klart af hans gerninger i fortiden. På Moses’ tid forholdt han ægypterne solens lys i tre dage, mens han i samme periode lod det være lyst blandt israelitterne. (2 Mos. 10:23) Århundreder senere, da israelitterne var troløse mod ham, viste han sin magt over regnen. Gennem sin profet Amos påmindede han dem: „Dog forholdt jeg eder regnen, da der endnu var tre måneder til høst; på én by lod jeg det regne og ikke på en anden; én mark fik regn, og en anden fik ikke og tørrede hen.“ — Amos 4:7.

 4. (a) Hvorfor har Jehova Gud ikke nægtet de utaknemmelige og onde livets fornødenheder? (b) Hvordan har Jehova vist sin kærlighed ved at give de onde langt mere end livets fornødenheder?

⁴ Men hvorfor har Jehova Gud ikke nægtet de onde sollys og regn, når han er i stand til det? Hvorfor er han også god og kærlig imod dem der ikke værdsætter hans gaver? Det er han for at give dem lejlighed til at vende om og vælge at tjene ham. I virkeligheden har han gjort langt mere end at give dem livets fornødenheder. Han har endog givet dem, ja givet alle mennesker, mulighed for at blive udfriet fra synd og død. Det kostede ham et stort offer, hans enbårne søns liv. (Joh. 3:16) Bibelen siger: „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Denne kærlighedshandling skabte et juridisk grundlag for at menneskeheden kunne blive udfriet fra den syndens trældom den blev underlagt dengang Adam forspildte det fuldkomne menneskeliv for sig selv og sine ufødte efterkommere.

 5. Hvem tilhører menneskeslægten, og hvorfor?

⁵ Genløsningsbetalingen var Jesu Kristi fuldkomne menneskeliv. Eftersom det var hans liv der udgjorde betalingen, er han medejer af menneskeslægten sammen med Jehova Gud, der har truffet denne ordning. Af den grund omtaler Bibelen både Gud og Kristus som dem der har løskøbt menneskene. Vi læser om „Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn“. (Ap. G. 20:28, NW) Og henvendt til Jesus Kristus siges der i Åbenbaringen 5:9: „Med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag.“ At det ikke kun er medlemmerne af Guds menighed der er købt, fremgår af Første Timoteusbrev 2:6, hvor der siges at Jesus „gav sig selv som løsesum for alle“. Lader du til stadighed din kærlighed til dine medmennesker vokse, i erkendelse af at alle mennesker i virkeligheden tilhører Gud og Kristus?

 6. Hvordan ser Gud på menneskers liv?

⁶ Jehova Gud betragter livet som noget meget værdifuldt. Han ønsker ikke at mennesker der er blevet købt med hans søns dyrebare blod, skal gå til grunde. Han ønsker at folk overalt, uanset stilling i livet, skal lære sandheden at kende, tage imod hans frelsesforanstaltning og leve. (1 Tim. 2:1-4) Apostelen Peter skrev at „han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. — 2 Pet. 3:9.

Efterlign Gud

 7, 8. Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv for at undersøge om vi genspejler Guds indstilling til menneskeheden?

⁷ Genspejler du Guds indstilling i din handlemåde over for andre? Jehova Gud afskyr ondskab, men han elsker menneskene fordi de tilhører ham, og han ønsker kun det bedste for dem. Behandler du folk som Guds ejendom, med ønsket om at de må få del i de velsignelser han har i beredskab til alle som respekterer hans ejendomsret? Hvis vi har Guds syn på menneskene, skulle det kunne ses at vi stræber ihærdigt efter at vise godhed, gavmildhed og kærlighed.

⁸ Som en yderligere hjælp til selvransagelse kunne man spørge sig selv: Når jeg nu råder over tid, midler og evner, søger jeg så næsten udelukkende at gavne mig selv, min familie og mine venner? Eller tænker jeg på hvad jeg kan gøre for dem der er uheldigt stillede, eller dem der måske er ensomme, også selv om deres personlighed ikke direkte tiltaler mig? Får jeg andre til at føle at de er påskønnet? Er jeg indstillet på at gøre noget for andre uden at tænke på at få noget igen? Hvordan reagerer jeg hvis en der har været meget uvenlig imod mig, kommer ud for store vanskeligheder, enten materielt eller fysisk? Føler jeg medynk med vedkommende? Søger jeg at hjælpe? Er jeg parat til at give en håndsrækning — lave mad, købe ind, vaske tøj, eller gøre rent? Er jeg parat til at låne vedkommende penge, selv om jeg ved at han på grund af sine økonomiske forhold aldrig vil være i stand til at betale tilbage? — Jævnfør Anden Mosebog 23:4, 5.

 9. Hvad kan vi være sikre på hvis vi efterligner Gud i spørgsmålet om gavmildhed, som påpeget af Jesus Kristus i Lukas 14:12-14?

⁹ Når din gavmildhed, godhed og kærlighed går ud over det der forventes og også omfatter dem der er uheldigt stillede og dem der måske ikke har behandlet dig så pænt, efterligner du Jehova Gud. Du lader din kærlighed til dine medmennesker vokse. Du accepterer i handling at de er blevet købt af Gud og Kristus. Du kan være sikker på at Gud vil belønne dig. Jesus Kristus pegede på dette da han sagde: „Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke [altid, udelukkende] dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde! Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.“ — Luk. 14:12-14.

10. Hvilken gavnlig virkning kan det have at vise godhed mod en der har en ukærlig ånd?

¹⁰ Hvis vi handler venligt og kærligt mod dem der lægger en uvenlig og ukærlig ånd for dagen, kan det endvidere føre til at de får øjnene op for at Gud ejer dem, og erkender hvad dette indebærer. Læg mærke til hvad der siges herom i Romerbrevet 12:20: „Dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.“ Ligesom ild smelter jern, kan din venlighed og godhed blødgøre vedkommendes hårde indstilling over for dig, få ham til at føle sig skamfuld og fortryde den måde han har behandlet dig på, med det resultat at han ændrer handlemåde. Det kan være at han indser hvad sand kristendom er, og begynder at tage skridt til at deltage i den sande tilbedelse sammen med dig.

11. Hvad er afgørende for om ens kærlighed, godhed og gavmildhed er fuldstændig?

¹¹ Hvor meget vi som enkeltpersoner kan gøre for andre, afhænger naturligvis af omstændighederne. Der kan være grænser for vor fysiske og økonomiske formåen. Ingen skal derfor føle sig mismodig fordi han ikke kan gøre så meget som en anden. Det afgørende for om vi udtrykker vor kærlighed, gavmildhed og godhed i fuldt mål, er ikke omfanget af det vi gør. Nej, det er om vi er helt besjælet af en gavmildhedens, godhedens og kærlighedens ånd, om vi til fulde bruger vore evner og aktiver til opmuntring og velsignelse for andre.

12. Er en kristen først og fremmest forpligtet over for den menneskeverden der er fremmed for Gud?

¹² Som kristne er vi først og fremmest forpligtede over for vor familie og vore medtroende. Som Bibelen siger: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) „Lad os . . . gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ (Gal. 6:10) Det vil altså ikke være rigtigt at forsømme familie og trosfæller for at kunne hjælpe andre i menneskehedens verden. Vore handlinger over for dem der er beslægtede med os i kødet eller i troen, bør i ganske særlig grad bære præg af omsorg, godhed og kærlighed.

13. Hvornår vil det være kærligt at undlade at give materiel hjælp?

¹³ Der gives imidlertid tilfælde hvor gavmildhed ikke vil være til nogen gavn for modtagerne. Nogle mennesker, undertiden endog i den kristne menighed, viser sig at være ansvarsløse, dovne og uvillige til at bestille noget, selv når de nemt kan få et arbejde som de magter at udføre. Hvis sådanne mennesker får materiel hjælp, vil det ikke hjælpe dem til at rette deres forkerte syn på arbejde. Her gælder Bibelens ord i Andet Tessalonikerbrev 3:10: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ Kristne gør også rigtigt i at nægte at hjælpe dem der blot vil bruge den hjælp de får, til at kunne fortsætte med en virksomhed eller vane som Gud fordømmer. At man forholder én visse ting kan endda være et udtryk for kærlighed og omsorg, idet det kan bevirke at vedkommende i sind og hjerte erkender behovet for at gøre en forandring og ikke misbruge midler som andre har tilvejebragt ved flittigt arbejde.

Det vigtige arbejde med at forkynde Riget og gøre disciple

14. Hvorfor er det især vigtigt at yde åndelig hjælp i dag?

¹⁴ Noget som er vigtigere end materiel hjælp, er den hjælp kristne kan yde i åndelig henseende. Især i vor tid er dette meget vigtigt — det gælder liv og død. Hvorfor? Fordi Bibelens profetier og deres opfyldelse viser at vi siden 1914 har befundet os i „endens tid“, der ikke skulle vare mere end én generations levetid.a (Matt. 24:3-14, 32-34; Luk. 21:25, 26; 2 Tim. 3:1-5; Åb. 6:2-8) Det vil sige at alle der ikke tjener Jehova Gud som hans søns hengivne disciple, er i fare for at miste livet.

15. På hvilken måde er situationen alvorligere for folk i dag end for dem der ved visse tidligere lejligheder stod over for Guds dom?

¹⁵ Folk overalt må advares om denne fare. De befinder sig i en alvorligere situation end mange af de mennesker der før i tiden blev udslettet som følge af Guds dom. De tusinder, for eksempel, der gik til grunde da Jehova Gud lod babylonierne eksekvere dom over det utro Juda og Jerusalem, ville jo alligevel dø en dag. Og deres voldelige død betød ikke fuldstændig tilintetgørelse. Men de der i vor generation nægter at lære Gud at kende og at adlyde den gode nyhed om Jesus Kristus, får en endelig dom. Bibelen siger: „De skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed.“ (2 Tess. 1:9) „Disse skal gå bort til evig afskærelse.“ (Matt. 25:46, NW) Og de der overlever nu, vil ikke blot leve nogle få år til og så dø. Nej, der ligger et evigt liv foran dem, uden sygdom, sorg og smerte. — Åb. 7:14-17; 21:3-5.

16. Hvad gjorde Jehova Gud før han lod dommen ramme det utro Juda og Jerusalem på Ezekiels tid?

¹⁶ I betragtning af det der står på spil i vor tid, bør Jehovas kristne vidner da ikke gøre deres yderste for at nå ud til folk med det livreddende budskab fra Guds ord? Ved at gøre dette vil de vise den rette respekt for Guds ønske om at alle mennesker skal ændre sind og begynde at leve i overensstemmelse med nøjagtig kundskab. Før Jehova Gud lod babylonierne ødelægge Jerusalem og Judas land, lod han en advarsel lyde. De der gav agt på advarselen kunne leve nogle få år til, og det betød noget for ham. Han ønskede at skåne så mange som muligt for en frygtelig død i krigen og dens kølvand. Derfor lagde han et stort ansvar på profeten Ezekiel, idet han sagde: „Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“ — Ez. 3:17-19.

17. Hvad bør Ezekiels opgave hjælpe os til at indse vedrørende vores opgave med at forkynde og gøre disciple?

¹⁷ Eftersom det er en langt større fare der truer mennesker i dag, bør vi da mene at vort ansvar for folks liv er mindre end Ezekiels? Afgjort ikke! Befalingen om at forkynde og gøre disciple, som Jesus Kristus gav for over nitten hundrede år siden, skulle gælde lige til „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 28:19, 20, NW) Føler du virkelig et ansvar for at efterkomme denne befaling?

18. Hvorfor vil advarselen fra Gud komme til at lyde, uanset om enkeltpersoner er utro?

¹⁸ Vil det nu sige at folk vil miste livet for evigt hvis du som enkeltperson svigter? Nej, for det er ikke menneskers arbejde, men Guds. Det er Gud der åbner de enkelte menneskers hjerte, og vi har blot det storslåede privilegium at være hans medarbejdere. (Ap. G. 16:14; 1 Kor. 3:9) For at få advarselen bragt ud kunne Jehova Gud endog lade „stenene råbe“. (Luk. 19:40) Enkeltpersoner kan svigte, men intet vil hindre gennemførelsen af Guds hensigt om at advare mennesker i det omfang han ønsker før den nuværende tingenes ordning ødelægges. Og Jehovas kristne vidner som skare betragtet vil ikke undlade at forkynde advarselen. Deres kærlighed til Gud og deres medmennesker er så stærk at de gør deres bedste for at hjælpe folk ind på frelsens vej før det er for sent. De er villige til at lægge deres personlige forhold til rette, og endda foretage forandringer i deres levevis, for at kunne gøre dette. Nej, stenene behøver ikke at råbe.

19. Hvorfor vil enkeltpersoner som er utro, ikke være fri for blodskyld?

¹⁹ Men enkeltpersoner som undlader at vise ægte kærlighed og omsorg for deres medmennesker, vil ikke kunne sige sig fri for blodskyld. Det kan illustreres med følgende eksempel: Hvis en fader forsømmer sit barn så det kommer i livsfare, vil han ikke være skyldfri, selv om en anden redder barnet fra døden. Den der gør krav på at tjene Jehova men svigter sin pligt over for andre, vil heller ikke være uden skyld. Hans ukærlige, ligegyldige holdning vil være ensbetydende med mord. Han vil ikke kunne undskylde sig med at han dog har forkyndt i et vist omfang, for Jehova Gud vil vide hvor forsømmelig han har været og vil dømme ham derefter. — Rom. 14:12.

20. Hvorfor bør man ikke nøjes med at yde en symbolsk tjeneste? Belys med et eksempel.

²⁰ Tiden er fremskreden. Ingen bør søge at klare sig med en symbolsk indsats eller lade sig indvikle i erhvervsmæssige anliggender eller dagliglivets sysler i en sådan grad at de ikke har tid til mennesker. Det største redningsarbejde i menneskehedens historie er snart ved at være afsluttet. Skulle vi da ikke bringe ofre, give afkald på personlige fornøjelser og ønsker? Er det ikke dét folk gør i katastrofesituationer? De tager ikke hensyn til klokken mens de deltager i redningsarbejdet, men yder deres bedste lige så længe der er brug for det og så længe de har kræfter til det.

21. Hvilke spørgsmål kunne vi stille vedrørende vort syn på arbejdet med at forkynde Riget?

²¹ Er det sådan du betragter det vigtige arbejde med at forkynde Riget? Når du er ude for at aflægge besøg hos folk, tilskynder dit hjerte dig da til at fortsætte så længe du med rimelighed kan, uden at du dermed nægter dig selv mad og hvile eller forsømmer dine øvrige bibelske forpligtelser? Eller glæder du dig til at holde op, så du kan give dig af med en eller anden form for adspredelse? Og udnytter du de lejligheder der ellers er — i skolen, på arbejdet eller under den daglige virksomhed — til at tale med folk om sandheden? Ligger det dig virkelig på sinde at gøre dine slægtninge og venner bekendt med Bibelens budskab? Er du også vågen for at det undertiden er bedre at vidne med en god adfærd end med det talte ord?

22. Hvad indebærer det at gøre disciple?

²² Vi må også huske at den befaling Jesus Kristus gav, ikke blot går ud på at forkynde eller bekendtgøre sandheden fra Gud. Folk må undervises for at blive Kristi disciple. Gør du dig også en rimelig bestræbelse for at genbesøge dem der viser interesse, med det for øje at oprette hjemmebibelstudier med dem? Folk må ikke alene vide hvad Bibelen siger, men også hvordan de kan leve i harmoni med den. Fordi apostelen Paulus havde gjort sit yderste for at undervise om sandheden, kunne han sige: „Jeg [er] ikke . . . skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.“ (Ap. G. 20:26, 27) Sikrer du dig, ligesom Paulus, at din undervisning ikke går uden om vigtige punkter og at de elever du underviser, forstår Guds krav fuldt ud? Vi ønsker afgjort ikke at bidrage til at nogen træder forkert, ved at tilbageholde oplysninger de har brug for at kende.

23. Vis ud fra Andet Korinterbrev 3:2, 3 hvordan man bør se på dem man underviser, og hvilket resultat den rette undervisning vil give.

²³ Det er også vigtigt at vi nærer dyb kærlighed til dem vi underviser, at vi har inderlig omsorg for dem. På sine egne og sine medarbejderes vegne skrev apostelen Paulus til korinterne: „I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker. Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.“ (2 Kor. 3:2, 3) Når vi har omsorg for dem vi underviser, og nærer inderlig kærlighed til dem, vil de være som ’breve’ der er indskrevet i vore hjerter. Mens vi stoler på Guds ånds hjælp og gør vort bedste inden for de begrænsninger vi er underlagt, vil de lydhøre blive som breve fra Kristus, indskrevet i menneskehjerter med Guds ånd. Ja, Guds ånd som virker på deres hjerter vil få dem til at iføre sig en kristen personlighed som andre kan se eller „læse“. Slider du energisk som Guds medarbejder for at frembringe sådanne ’breve’?

24. Hvad kan det betyde for os at tænke alvorligt over den tjeneste vi udfører for Jehova?

²⁴ Når du tænker på det arbejde du har udført som en tjener for Jehova Gud, genkalder du dig uden tvivl mange glæder. Ganske vist ville du måske ønske at du kunne yde mere, og du ser måske også at der er områder hvor du kunne gøre fremskridt. Somme tider er du måske endda ked af det, idet du ikke direkte kan pege på nogle ’breve’ som resultat af dit arbejde. Men hvis du har lagt alle kræfter i for at udføre den kristne opgave med at forkynde og undervise, kan du være forvisset om at Jehova Gud og Jesus Kristus har behag i din hengivne tjeneste. Det er kun naturligt at vi føler et større ansvar for andre nu end vi gjorde da vi var åndelige „spædbørn“. Det er kun godt vi gør det. Hvis der på den anden side er nogle iblandt os som har været en smule selviske, bør de tænke alvorligt på at vokse i kærlighed til deres medmennesker, så de i fuldere mål viser dem godhed og gavmildhed. Ja, måtte hævnens dag finde os værdige til Guds beskyttelse fordi vi har handlet i harmoni med den kærlighed Jehova Gud og Jesus Kristus nærer til menneskeheden!

[Fodnoter]

[Illustration på side 259]

Ligesom Ezekiel overbragte Guds advarsel for Jerusalems ødelæggelse, sådan har Jesu disciple pligt til at advare folk om den langt større fare der truer mennesker i dag