Gud snart vil eksekvere sin dom over alle uretfærdige. (Mal. 3:5) Men det bør ikke være frygt der får os til at undgå det urette og vælge det rette. Vort motiv må være en bevidst kærlighed til retfærdighed. Paulus siger: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld.“ For samvittighedens skyld skal vi altså ønske at underordne os Gud og handle ret. — Rom. 13:5.

Andres samvittighed

Kristne skal ikke alene tage hensyn til deres egen samvittighed men også til andres. Ignorerer man sin egen samvittighed, må den for at beskytte sig gøre sig hård og ufølsom. Ignorerer man andres samvittighed, fornærmer man dem og frister dem til fald. Dette var Paulus opmærksom på. Han sagde at han hellere ville give afkald på sin frihed fremfor at såre sin broders skrøbelige samvittighed. — 1 Kor. 8:7-13; 10:27-29.

Paulus ville på den anden side ikke gå på kompromis om sin samvittighed blot for at behage falske religiøse menneskers afsporede samvittighed. Det måtte stå til dem at give deres samvittighed en omskoling. Den kristne må altså tage hensyn til andres skrøbelige samvittighed, men bør under ingen omstændigheder lade sig lede af verdslige menneskers smudsige og trosfjerne samvittighed.

Hvis alle mennesker havde den rette kristne samvittighed, ville alle føle sig forpligtede over for hinanden, som broder over for broder. Det ville få dem til at elske, ikke alene sig selv men også deres medmennesker og deres fjender. De der har en kristen samvittighed ønsker ikke at dræbe, ej heller at ødelægge frugten af andres arbejde eller at true enheden i millioner af hjem verden over. De ønsker blot at leve og at lade andre leve i fred, i overensstemmelse med Guds principper. Derfor bør alle mennesker stræbe efter at have en god samvittighed. Bed Gud om en sådan samvittighed og lad dine handlinger være i harmoni med din bøn. — Matt. 5:43-48.

os fra ham når han taler. Lad os ikke kaste vor frimodighed bort når vi skal tale om sandheden eller lade os rive med af fremmede lærdomme, der ikke er i overensstemmelse med sandheden. — Hebr. 2:1; 3:10-12; 10:32; 35; 12:25; 13:8, 9.

16. Hvilken positiv opfordring får vi som en hjælp til at bevare vor stilling?

¹⁶ For at betragte den positive og konstruktive side af sagen indskærper Paulus os der hører til det hus som Sønnen, Kristus Jesus, er hoved for, at vi „til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over“, og til at vi „holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste“. Efter at have nævnt de nåderige foranstaltninger der er truffet gennem Jesus, den „store præst over Guds hus“, siger han: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen.“ Han er overbevist om at vi ikke hører til „dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle“. Efter at have mindet os om at det rige vi tjener „ikke kan rystes“, understreger Paulus til slut i få velvalgte ord hvordan vor indstilling og handlemåde fortsat bør være såfremt vi skal bevare vor stilling ind for Menneskesønnen. Han siger: „Lad os vedblive at have ufortjent godhed, gennem hvilken vi kan yde Gud velbehagelig, hellig tjeneste med gudsfrygt og ærbødighed.“ (NW) — Hebr. 3:6, 14; 10:21, 23, 39; 12:28.