til retfærd. Derfor siger apostelen: „Derfor er det nødvendigt at underkaste sig, ikke alene for vredens, men også for din samvittigheds skyld.“ (Romerne 13:5, NW) Det giver os fred i hjertet og frihed for frygt, dersom vi har vor samvittigheds godkendelse. Men for at vi kan være forvissede om, at vor samvittighed er en sand og pålidelig rettesnor for vore handlinger, bør den oplæres af Guds ord.

¹⁰ Hvis vi elsker livet og ønsker at opnå guddommelig godkendelse, vil vi naturligvis ønske at handle ret, så vi kan undslippe Guds vrede. Frygt for vrede er ikke den største tilskyndelse til at gøre det rette. „Dæmonerne tror og skælver.“ (Jakob 2:19, NW) Men al deres frygt for den guddommelige vrede til trods, ophører de ikke med deres onde gerninger i Djævelens organisation. Men er vor samvittighed blevet oplært i retfærdighed, og ønsker vi, at den skal sige os, at vi handler rigtigt, så vil vi ophøre med at gøre det onde og vi os til at gøre det gode. At underkaste os de „højere myndigheder“, fordi det er Guds ordning, er rigtigt. For ikke blot at undgå Guds vrede, men snarere for vor gode samvittigheds skyld, vil vi derfor til stadighed underkaste os de „højere myndigheder“. Dette betyder evigt liv for os, eftersom det er til ophøjelse og hævdelse af Guds universelle overhøjhed.

11. Hvorfor betaler vi derfor først og fremmest skat? Og hvilket formål tjener Guds offentlige tjenere til stadighed?

¹¹ Med myndighed fortalte Jesus sine efterfølgere, at de skulle tilbagebetale kejseren, hvad der var kejserens, hvilket indbefattede betalingen af skat. For vor samvittigheds skyld betaler vi kejseren skat, så længe den almægtige Gud lader ham blive her på jorden. „Af samme grund svarer I jo også skat,“ skrev Paulus til de kristne, der var i Rom, selve kejserens hovedstad, han, som satte folkene i skat. Så siger Paulus igen til Jehovas teokratiske organisation: „Thi de er Guds offentlige tjenere, der bestandig tjener dette formål.“ (Romerne 13:6, NW) Kristus og hans apostle, der er iklædt myndighed fra Gud, indtager derfor højere stillinger i hans organisation og må være hans offentlige tjenere. Gud holder nøje opsyn med dem og gør dem ansvarlige for den måde, hvorpå de bruger deres myndighed. Til sin tid må de stå til regnskab over for ham for, hvorledes de har brugt deres myndighed i hans navn. Det påhviler derfor disse højere myndigheder under den Allerhøjeste bestandig at tjene hans formål til evigt gavn for dem, som underkaster sig i overensstemmelse med Guds vilje. Kristus Jesus og de, som er forenet med ham i himmelen, vil gøre dette.

12. Hvad giver vi de forskellige som befalet?

¹² Apostelen slutter denne drøftelse, der viser, at vi med god samvittighed kan tilbagebetale „kejseren“, hvad der er kejserens, og samtidig betale Gud, hvad der er Guds. I betragtning af Jesu ord og apostlenes formaninger tilkendegiver dette vor underkastelse under de „højere myndigheder“. Paulus siger: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, som I er skat skyldige, skat [af personer og ejendom]; den, I er told skyldige, told [på handelsvarer]; den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.“ (Romerne 13:7) De højere myndigheder inden for den guddommelige organisation skylder vi frygt og ære. Vi vil yde dem disse ting. „Kejseren“ vil vi give, hvad der tilkommer ham for de tjenester, han yder os, men vi vil ikke lade ham gøre indgreb i vor tilbedelse af den højeste Gud gennem påbud, der er i modstrid med Guds ordning. Vi vil „frygte ham, som kan tilintetgøre både sjæl og legeme i Gehenna“, det vil sige den Almægtige. (Matt. 10:28, NW) Personer i højtstående stillinger i „kejserens“ organisation vil vi respektere, men i gudsfrygt. „Ær mennesker af alle slags,“ skriver Peter, „elsk hele forsamlingen af brødre, frygt Gud, ær Kongen.“ (1 Peter 2:17, NW) I gudsfrygt vil vi ære hans konge, hvem han har iklædt den nye verdens myndighed.

13. Hvad vil vi altid være hinanden skyldige? I lydighed mod hvilket bud vil vi underkaste os de „højere myndigheder“?

En ældgammel religiøs svindel

LÆREN om skærsilden er uden al tvivl en af de indtægtskilder, der har bragt flest penge ind i verdens rigeste religiøse organisations skatkister. Ved Gammelkatolikkernes Konference i Bonn, Tyskland, i 1875 udtalte dr. Johann J. Döllinger, der præsiderede som formand for konferencen, følgende: „Skærsilden som et middel til bortbrænding af synder er en tanke, der var ukendt såvel i Østen som i Vesten, lige til Gregor den Store indførte den.“ Ved slutningen af det sjette århundrede hævdede denne pave at have opdaget skærsilden gennem de forestillinger og syner, han beretter om i sine fire bøger kaldet Dialoger. Retskafne mennesker uden kendskab til den hellige skrift har troet fortællingerne om dette „brændende sted“ og har beredvilligt skyndt sig til romerkirken med deres penge. Og til gengæld har de så håbet at opnå store fordele og begunstigelser for dem selv og deres kære afdøde og har ment at kunne frikøbe deres afdøde venner for en del af lidelsestiden i skærsildens luer. Resultatet har været og er, at milliarder af kroner er strømmet ind i dette religionssystems pengekister, og hierarkiet bruger disse penge til virkeliggørelse af dets ærgerrige planer om at tilvende sig verdensherredømmet og til et tøjlesløst og overdådigt levned, på samme tid som det jævne folk mangler det nødvendigste til livets ophold. Da de inspirerede hellige skrifter imidlertid beviser, at skærsildslæren er en falsk lære, må ethvert ærligt og oprigtigt menneske lære at forstå, at hierarkiet i Vatikanet begår det største bedrageri, der nogen sinde har været set, og derved berøver folk deres