dem, betyder bogstaveligt „blandere af medikamenter, bedøvende midler og trylledrikke“. De var den tids narkotikasælgere.

³³ Den førkristne, græske Septuaginta-oversættelse benytter det beslægtede, græske ord farʹmakon (som bogstaveligt betyder „tryllemiddel, gift“, men som oversættes med „trolddom, trolddomskunster“) mindst fem gange. Den afguderiske dronning Jesabel i fortidens Israel øvede farʹmakon (i flertal) eller „trolddomskunster“. (2 Kong. 9:22, LXX) Hun blev henrettet af kong Jehu, der handlede som Jehovas skarpretter. De der søgte råd hos de professionelle „troldmænd“ eller spiritister øvede også selv spiritistiske handlinger og blev dømt til døden.

34-36 (a) Hvorfor er det rimeligt at brugen af sådanne stoffer nu bliver genstand for den store Dommers opmærksomhed? (b) Hvilket ansvar hviler nu på dem der tjener som hyrder for Guds hjord?

³⁴ Det er derfor ikke så mærkeligt — her i vor tid med det udbredte stofmisbrug og det voksende tobaksforbrug — at de der nyder sådanne produkter nu bliver genstand for den store Dommers opmærksomhed. Jehova Gud, den øverste Dommer, er i sit åndelige tempel, og han prøver og ransager især dem der gør krav på at tilbede ham på dette hellige sted. Han har lovet at han vil vidne i hast mod troldmændene eller dem der øver spiritisme, der lige fra gammel tid har haft en vis tilknytning til vanedannende, trælbindende stoffer.

³⁵ Ønsker vi at Jehova Gud skal vidne i hast mod os fordi vi er afhængige af euforiserende stoffer eller andre skadelige, vanedannende produkter, ting som udsætter os for dæmonernes påvirkning? Når Jehova i den kommende ’store trængsel’ dømmer dem der er afhængige af sådanne stoffer, betyder det at de tilintetgøres. (Åb. 21:8) Han ønsker afgjort ikke sådan nogen i sine kristne vidners menighed nu, her i „afslutningen på tingenes ordning“. I forbindelse med det lovede „ny Jerusalem“ siges der i Åbenbaringen 22:15: „Udenfor er hundene og giftblanderne [farmakoiʹ] og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn.“

³⁶ Det er derfor i dyb erkendelse af vort ansvar over for Jehova Gud at vi udsender disse instruktioner. I overensstemmelse hermed må de ældste, som åndelige hyrder for Guds hjord, sørge for at sådanne uønskede personer ikke får plads som godkendte, døbte medlemmer i Jehovas kristne vidners menigheder.

Spørgsmål fra læserne

● Viser man mangel på tillid til en indviet medkristen hvis man lader en forretningsaftale med vedkommende udfærdige skriftligt? — U.S.A.

Nej, det kan både være venligt og tjene som en beskyttelse for alle parter at man skriver en sådan aftale ned. Det kan forebygge mange misforståelser senere.

En skriftlig overenskomst eller kontrakt kan hindre at der sker forglemmelser fordi en mundtlig aftale ikke har været helt tydelig. Ligesom andre mennesker har en indviet kristen mange ting at tage vare på hver eneste dag, Der kan også opstå problemer han må tage sig af. Det er klart at han ikke kan huske alt. Hvis han udelukkende skulle støtte sig til sin hukommelse ville han sikkert, trods de bedste hensigter, glemme nogle af sine forpligtelser eller være i tvivl om hvorvidt han havde opfyldt dem. En mundtlig aftale giver ham ikke stor mulighed for at kontrollere tingene efter. Og hvis en aftale er uklar og svævende, kan de der har indgået den udmærket have forskellige meninger om hvad aftalen omfatter.

En skriftlig overenskomst kan også hjælpe parterne til at følge den bibelske formaning: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ (Rom. 13:8) Hvis den ene part uforvarende glemmer en bestemt forpligtelse, er det klart at han også undlader at opfylde den. Og en sådan forglemmelse kunne føre til at der opstår uvenskabelige følelser, især hvis den anden part begynder at tro at hans kristne broder er selvisk og upålidelig.