Denne sidste lov finder vi også kun i de ti bud. Intet menneske, ingen lovgivende forsamling ville nogen sinde drømme om at vedtage en lov imod begær. Hvorfor ikke? Fordi det ikke står i menneskers magt at gennemtvinge den. Dog lod Jehova den være en del af Dekalogen. Hvorfor? Fordi han derved greb om selve årsagen til overtrædelse af de andre bud angående ens næste, nemlig selviskhed. Og mens intet menneske kunne gennemtvinge en sådan lov, gjorde Jehova Gud, ved at indføre den, hver eneste israelit til sit eget åndelige eller moralske politi; han lod hver eneste stå Gud til regnskab for ikke at ønske noget der tilhørte næsten.

I betragtning af at de ti bud fra først til sidst, såvel hvad angår det de foreskriver, som den måde de er opstillet på, så tydeligt tilkendegiver at Jehova Gud alene kan være ophav til dem, skal man da slutte at kristne stadig er forpligtede til at holde dem? Nej, ikke nødvendigvis. Gud kan både indføre og ophæve love. Dekalogen og omkring 600 andre love i Moses’ lovsamling og de dermed forbundne straffeforanstaltninger, såsom stening, blev af Jehova Gud naglet til Jesu marterpæl, hvorved kristne frigjordes fra Dekalogen. Kristne er „ikke under lov, men under nåde“. Og i stedet for Dekalogen har de kristne Guds ånd og kærlighed som sporer til retfærdighed. Imidlertid er de grundlæggende principper for de ti bud ikke blevet ophævet; de vil altid være gældende. Hvordan de forekommer i Guds bud til kristne vil vi overlade et senere nummer af dette tidsskrift at fortælle. — Rom. 6:14; 13:8-10; Ef. 2:14-16; Kol. 2:16, 17.

Henvisninger

 1 Encyclopedia of Religion and Ethics.

 2 The Pentateuch and Haftorahs, Exodus.

 3 Moore v. Strickling (1899).

 4 Clark’s Biblical Law.

 5 Ancient Records of Egypt — Breasted.

 6 The Book of Books: An Introduction — S. Goldman.

 7 Archaeology and Bible History — Free.

 8 Archaeology and the Bible — Barton.

 9 The Universal Jewish Encyclopedia.

10 Foundations for Reconstruction — E. Trueblood.

11 Journal of Near Eastern Studies — G. E. Wright.

12 Light from the Ancient Past — Finnegan.

Spørgsmål fra læserne

● Er det forkert af en hvid og en farvet at indgå ægteskab hvis de virkelig elsker hinanden? Giver Bibelen nogen vejledning i så henseende? — W. M., De forenede Stater.

Guds ord forbyder ikke ægteskab mellem racerne. Tværtimod viser det at alle racer er beslægtede som følge af at de alle nedstammer fra ét menneske. (Ap. G. 17:26) I Guds øjne har en race intet fortrin for en anden. Apostelen Peter udtrykte det således: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34, 35.

Det Guds ord påbyder er at indviede kristne kun gifter sig „i Herren“. Skulle det ske at den ene eller den anden part har været gift før, må den pågældende nødvendigvis være bibelsk fri til at indgå nyt ægteskab; og det er tilfældet når den tidligere ægtefælle enten er død eller har begået ægteskabsbrud, hvorefter der er kommet en skilsmisse i stand. — 1 Kor. 7:39.

Det er indlysende at de som gifter sig søger lykke. Og Bibelen lader forstå at et ægteskabs indgåelse, et bryllup, bør være en overordentlig lykkelig begivenhed. De utallige lykkelige ægtepar er et vidnesbyrd om at ægteskabet kan bringe dyb tilfredshed og stor glæde. Men grundet på menneskelig ufuldkommenhed bringer ægteskabet også med sig en vis portion „trængsel i kødet“, som Paulus udtrykker det. — 1 Kor. 7:28, fodnoten.

Højst sandsynligt kommer de der gifter sig på tværs af raceskellene til at erfare denne trængsel i højere grad end andre. Kristne kan ikke ændre bestående skikke, fordomme og love, men bliver nødt til at affinde sig med dem. De bør derfor anlægge et meget realistisk syn på tingene og se i øjnene hvilke øgede vanskeligheder et sådant ægteskab vil støde på. I mange dele af verden findes der stadig megen racediskrimination, og indgår en kristen et sådant ægteskab kan det betyde en begrænsning af hans eller hendes muligheder for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Tillige kommer børn af et sådant ægteskab efter al sandsynlighed ud for lignende øgede vanskeligheder så snart de er gamle nok til at være sammen med andre børn.