Bevar en god samvittighed i alt hvad du gør
„Lykkelig er den som ikke dømmer sig selv for det han bifalder.“ — Rom. 14:22.
1. Hvorfor bør vi være varsomme med at give andre råd i personlige spørgsmål?
DET er ikke let altid at træffe de rette afgørelser i forbindelse med de spørgsmål vi stilles over for. Jesu halvbroder Jakob erkendte at ’vi alle fejler mange gange’. Dette er, sagde han, en af grundene til at „ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom“. (Jak. 3:1, 2) Jo flere vi giver råd, des mere bliver der vi kan drages til ansvar for.
2. Hvorfor må al vejledning til andre være grundlagt på Bibelen?
2 Hvis vi blot følger vor egen samvittighed eller mening når vi vejleder andre, vil vi ikke kunne undgå at føre dem vild. Og hvis vi søger at basere vor vejledning helt og holdent på Bibelen, må vi sikre os at vi har den rette forståelse, at det vi giver udtryk for ikke blot er gisninger eller en privat opfattelse. Hvis nogen tager imod og følger en vejledning der blot er baseret på en andens samvittighed eller opfattelse, vil det ikke være til megen gavn for ham. Det kan endog volde stor skade. Hvorfor? Fordi han ikke handler efter sin egen samvittighed. For „alt hvad der ikke er ud af tro, er synd“. — Rom. 14:23.
3. Hvad er nødvendigt hvis man skal træffe en personlig afgørelse?
3 Hvis man skal træffe en personlig afgørelse på grundlag af tro, må man have nøjagtig kundskab fra Bibelen og klare vidnesbyrd der bygger på kendsgerninger. (Hebr. 11:1) „At mangle kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har hastværk.“ (Ordsp. 19:2) Hvis man ikke har nøjagtig kundskab om Guds vilje, kunne man blive forledt til overilet at slå ind på en uret kurs.
4. Hvad kan man gøre for at få hjælp hvis man har svært ved at træffe en bestemt afgørelse?
4 Nogle kristne er imidlertid svage i troen, hvilket ofte skyldes manglende kundskab vedrørende et bestemt problem eller spørgsmål. Jakob nævner at den kristne kan få den nødvendige visdom til at klare en hvilken som helst prøvende situation ved at bede Gud om denne visdom. (Jak. 1:2, 5) For at få et svar fra Gud må han naturligvis også rådføre sig med Bibelen. Hvorfor vil dette være en hjælp? Fordi kristne i dag har de samme menneskelige problemer som Guds tjenere igennem århundreder har stået over for. Hvis vi studerer Bibelen vil vi se hvordan trofaste mænd, apostlene og deres medarbejdere indbefattet, gav råd og vejledning og tog sig af sådanne problemer. Forholdene er naturligvis anderledes i dag, men der findes ikke det problem som Bibelen ikke indeholder det rette princip for. Det er når et sådant princip skal bringes i anvendelse at kundskaben og samvittigheden spiller en rolle.
Loven ’skrevet på hjerter’
5. Hvorfor skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Rom om samvittigheden?
5 Dette spørgsmål om samvittigheden behandles af apostelen Paulus i Romerbrevet, kapitel 14. I menigheden i Rom var man i det store og hele enige om Bibelens vigtigste grundsandheder og om hvordan man skulle udføre arbejdet med at forkynde „den gode nyhed“. (Rom. 1:8) Men der fandtes forskellige opfattelser, især hvor det drejede sig om personlige spørgsmål. Dette skyldtes først og fremmest at de forskellige medlemmer i menigheden — hovedsagelig på grund af det store svælg der havde adskilt jøder fra hedninger før de tog imod kristendommen — ikke havde samme baggrund og ikke havde fået samme oplæring.
6, 7. (a) Hvordan var nogle i menigheden ’svage i troen’? (b) Hvad var det vigtigste formål med Loven, og hvilke forandringer medførte Messias’ komme?
6 Paulus skriver: „Den der er svag i troen, skal I acceptere.“ (Rom. 14:1) Der var ikke her tale om svaghed i troen på Gud Faderen og Herren Jesus Kristus, den tro der fører til frelse. Denne tro måtte alle have. (An American Translation siger: „I skal behandle mennesker der er overdrevent samvittighedsfulde i deres tro, som brødre.“) Der var tale om svaghed i troen i den forstand at nogle på visse områder ikke var fuldt rodfæstede, idet det ikke stod dem helt klart hvad den kristne frihed indebar for dem. For eksempel havde jøderne i århundreder været underlagt den mosaiske „lovsamling“ (Rom. 13:9; 2 Kor. 3:6), der forbød dem at nyde visse spiser der var „urene“, og som krævede at de overholdt visse dage, og så videre. (3 Mos. 11:46, 47; 5 Mos. 5:12-14) Guds hensigt med at give jøderne denne lov var at holde dem adskilt fra de hedenske folkeslag med deres afguderiske skikke, indtil Messias kom. (Gal. 3:23-25) Så ville „frihedens fuldkomne lov“ træde i dens sted — en „lov i deres indre“, skrevet på deres hjerter. (Jak. 1:25; Jer. 31:33) Denne nye lov findes i De kristne græske Skrifter.
7 Ved at give sit liv som et offer løskøbte Messias, Jesus Kristus, de jøder der tog imod ham. Ikke-jøder kunne også blive løskøbt fra deres tidligere trældom under afgudsdyrkelsen. Alle kristne — jøder og ikke-jøder — var nu stillet ens over for Gud. (Ef. 2:14-16) Alligevel var det svært for nogle af de jødiske kristne, der var dybt forankrede i deres tidligere vaner og skikke, at omstille sig. På nogle punkter stred det simpelt hen mod deres samvittighed.
8. Hvilken tendens havde nogle i menigheden over for dem der var ’svage i troen’, men hvordan burde de have behandlet dem?
8 Apostelen Paulus’ næste ord viser hvordan det ville være rigtigt at betragte sådanne forhold, for han siger til menigheden at den skal acceptere den der har en svag samvittighed, men „ikke for at bedømme hans indre tvivlsspørgsmål“. („Uden at sætte jer til doms over hans meninger,“ da. aut.; „men ikke sådan, at det bliver til strid om meninger,“ Seidelin) Selv om vedkommende havde en anden opfattelse på grund af en svag eller overdrevent følsom samvittighed, skulle han alligevel fuldt ud accepteres som en broder, en af Kristi medarvinger. Nogle havde en vis tilbøjelighed til at strides om en sådan broders mening eller opfattelse, der udsprang dybt i hans indre, i hans hjerte. Denne tilbøjelighed var forkert, idet den var til skade for de pågældende parter og for menigheden, der kunne føle sig fristet til at tage parti i sagen, og blive splittet.
To eksempler der understreger princippet
9. Hvilket spørgsmål opstod der i forbindelse med at spise kød?
9 Paulus omtaler et eksempel i forbindelse med at spise kød. På den tid havde de dyr der blev slagtet eller det kød der blev solgt på kødtorvet, i mange tilfælde været frembåret for en afgud, for at kødet kunne være helligt for de afgudsdyrkere der spiste det. Dette havde naturligvis ikke nogen indvirkning på selve kødet. En afgud var i virkeligheden intet. Men de der ikke fuldt ud havde det rette syn på dette spørgsmål, fik samvittighedsskrupler når de spiste kød, fordi de var bange for at det kunne have været benyttet i forbindelse med denne hedenske ceremoni. (1 Kor. 8:4-7) Derfor giver apostelen følgende formaning:
„Én har tro til at spise alt [alt spiseligt, også kød købt på kødtorvet], men den svage spiser grøntsager [for end ikke uafvidende at spise kød han betragtede som „besmittet“ af den hedenske skik].“ — Rom. 14:2.
10. Bør de der har en anden personlig opfattelse end flertallet af menighedens medlemmer ikke have deres synspunkt korrigeret for at alle kan have ’samme sind og samme tankegang’?
10 Hvad skulle der gøres? Burde den der kun spiste grøntsager, ikke have sit syn på dette spørgsmål korrigeret før han kunne respekteres som en virkelig kristen? Nogle ville måske henvise til det princip at „der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1 Kor. 1:10) Men dette princip tog ikke sigte på enhed i opfattelser eller synspunkter der gjaldt personlig smag eller samvittighedsspørgsmål; det drejede sig om enhed med hensyn til at følge Kristus og ikke mennesker. — 1 Kor. 1:11-13.
11. Hvordan betragtede medlemmerne i menigheden hinanden når det gjaldt samvittighedsspørgsmål?
11 Nogle jødekristne som havde en klar forståelse af dette spørgsmål, såvel som de fleste ikke-jødiske medlemmer af menigheden, der aldrig havde været vant til at holde Moseloven, var tilbøjelige til at se ned på og ringeagte dem der havde en overdrevent følsom samvittighed, idet de betragtede dem som tåbelige, stædige eller endog fanatiske, mens de der havde en overdrevent følsom samvittighed dømte de andre for at overskride den kristne friheds grænser og gøre noget der var forkert i Guds øjne. Apostelen vejledte derfor begge parter:
„Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser, og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende. Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han. Og han vil blive stående, for Jehova kan lade ham stå.“ — Rom. 14:3, 4.
12. Hvorfor må vi fuldt ud acceptere andre kristne der måske har en anden opfattelse end vi, når det drejer sig om personlige spørgsmål?
12 Hvis Gud har taget imod et menneske, accepteret vedkommende og givet det sin ånd, selv om det måske stadig har visse samvittighedsskrupler eller visse opfattelser som synes unødvendigt strikse, eller måske mere liberale end andres, hvem er da vi at vi skulle finde fejl? Vi skal alle stå vores Herre til regnskab. Vi har hver især så mange problemer, fejl og mangler at vi bør afholde os fra at blande os i andres anliggender. Det er ikke rigtigt at blande sig i den måde en anden mands tjener udfører sit arbejde på — og dette gælder i endnu højere grad en Guds tjener. Gud er sin tjeners Dommer. Ja, Jehova vil lade ham „blive stående“.
13. I hvilken forstand gælder det at Gud vil lade sin tjener blive stående?
13 Hermed mener Paulus ikke at Gud vil støtte sin tjener i alt hvad denne tjener gør, for det vil han naturligvis ikke hvis tjeneren gør noget forkert. Men selv om en kristen på grund af sin samvittighed har visse synspunkter som andre måske kritiserer eller endog betragter som noget der diskvalificerer ham, vil Gud ikke fælde en ugunstig dom over ham, men finde behag i at han handler ud fra sin samvittighed. Hvis det behager Gud vil han, når han finder tiden inde, lede sin tjeners samvittighed til en større erkendelse, så han får et mere modent syn på tingene. Men ingen kristen bør formaste sig til at påtvinge en anden sin samvittighed. Hvis man gør det kan man bringe vedkommende i vanskeligheder eller måske skade hans tro. I så fald ville man selv få „en tungere dom“, eller blive genstand for en vis fordømmelse, sådan som Jakob siger. — Jak. 3:1.
14-16. Forklar Paulus’ ord i Romerbrevet 14:5, 6.
14 Apostelen giver et andet eksempel:
„Én bedømmer én dag som bedre end en anden; en anden bedømmer hver dag som god; lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind. Den der holder dagen, holder den for Jehova. Og den der spiser, spiser for Jehova, for han takker Gud; og den der undlader at spise, undlader det for Jehova, og dog takker han Gud.“ — Rom. 14:5, 6.
15 For eksempel ville en jøde der havde taget imod Kristus men som førhen altid havde overholdt sabbatsloven, måske få samvittighedsskrupler ved at arbejde på en jødisk sabbatsdag, for eksempel ved at lave mad eller udføre tømrerarbejde eller foretage en længere rejse. Selv om det drejede sig om et arbejde i forbindelse med menigheden, noget som andre medlemmer af menigheden forventede at han gjorde for dem eller sammen med dem, ville han måske af samvittighedsgrunde afholde sig fra at gøre det den dag, mens han ville være glad for at gøre det på en hvilken som helst anden dag. Denne ene dag holdt han „for Jehova“, det vil sige: han følte at han gjorde Jehovas vilje ved at betragte denne dag som særlig hellig. Og når han spiste takkede han Gud for at han kunne være fuldstændig ren og fri for afgudsdyrkelse, idet Gud i Moseloven klart havde formuleret sit syn på sådanne spørgsmål. (Læg mærke til hvordan Daniel, der var under Loven, så på denne sag. [Dan. 1:8]) Hans handlemåde, der udsprang af hans samvittighed, skadede ikke nogen i menigheden, og han gjorde ikke noget der var forkert. Derfor betragtede Jehova ham ikke som uren. Jehova værdsatte at han viste lydighed så vidt hans kundskab rakte og at han handlede ud fra en ren samvittighed, idet han ikke fornægtede Kristi offer.
16 Flertallet af de kristne betragtede imidlertid alle dage som lige hellige for Gud — uden at regne den ene dag for mere hellig end den anden. De spiste kød med en ren samvittighed, idet de var klar over at selv om kødet havde været frembåret for en afgud, ændrede dette intet ved kødet selv, eftersom afguder i virkeligheden ingen magt har. De takkede Gud for at de kunne spise den mad han havde tilvejebragt, og de var taknemmelige for den frihed han havde givet dem gennem Kristus.
17. Hvorfor måtte enhver være fuldt overbevist i sit eget sind?
17 Enhver måtte imidlertid være fuldt overbevist i sit eget sind. Hvis en kristen ikke klart kunne forstå eller acceptere en andens synspunkt, ville det ikke gavne ham men tværtimod skade ham hvis han fulgte dette synspunkt og gik imod sin samvittighed. Ingen af de to parter burde kritisere, strides med, dømme eller ringeagte den anden. (Jak. 4:11, 12) Ingen af dem burde heller søge at påtvinge den anden sine synspunkter. Hvis nogen gjorde det, ville han søge at opkaste sig til herre over den andens tro.
18. Kan de ældste eller andre gøre noget for at hjælpe en til at få en mere nøjagtig forståelse af et personligt spørgsmål? Hvad kan de i bekræftende fald gøre?
18 Det betyder ikke at man ikke kan drøfte samvittighedsspørgsmål eller at man ikke kan studere Bibelen for at få dens syn på sagen. Man kan fremføre argumenter som viser hvad Bibelen siger om et emne. Men vi bør undgå skænderier og stridigheder, og ikke insistere på at andre skal have samme syn på tingene som vi har eller gøre som vi siger. Ældste og andre modne brødre kan hjælpe dem der er svage eller som mangler nøjagtig kundskab på sådanne punkter. Men længere kan de ikke gå. Den enkelte må derefter gøre hvad han med sin samvittighed finder rigtigt i Guds øjne.
Et princip til afgørelse af tvivlsspørgsmål
19. Hvordan kan vi trække grænsen mellem det der er et samvittighedsspørgsmål for den enkelte og det der ikke er det?
19 Apostelen nævner kun disse to eksempler, men han fastslår her et princip der gælder i alle samvittighedsspørgsmål. I dag findes der et stort område hvor Bibelen ikke giver nogen specifik eller direkte vejledning. Det kaldes somme tider „det grå område“. Det kan være i forbindelse med verdsligt arbejde, lægebehandling, mad, påklædning og andet. Bibelen indeholder principper der kan vejlede os på alle disse felter. Og det der tydeligt siges, bør vi alle rette os efter. For eksempel viser Bibelen at vores påklædning og soignering bør være „velordnet“, og at vi bør vise „fordringsløshed og et sundt sind“ og være rene og pæne. (1 Tim. 2:9; 2 Kor. 7:1) Vi bør altid vise respekt for vore brødres følelser og for menigheden og dens gode omdømme. Men den personlige smag med hensyn til påklædning, farver og så videre, kan variere meget.
20. Hvad skal man gøre hvis man står over for et problem og ikke ved hvilken afgørelse man skal træffe?
20 Den der skal afgøre en sag inden for dette „grå område“ bør vende sig til Bibelen og bibelske bøger og blade for at nå til klarhed over hvad han bør gøre. Hvis det stadig ikke er muligt for ham at nå til en afgørelse, kan han rådføre sig med de ældste eller andre som kan hjælpe ham til at se hvad Bibelen siger, men han bør ikke lade dem træffe afgørelsen for ham. De er ikke hans „samvittighed“. Han må selv bedømme sagen, træffe sin beslutning på grundlag af sin egen samvittighed og følge den. Med tiden kommer han måske til at se sagen i et andet lys og vil da gøre visse forandringer, men han bør undgå at gøre noget som han er i tvivl om, for ikke at komme til at dømme sig selv skyldig. — Rom. 14:23.
21. Hvis vi af samvittighedsgrunde har visse opfattelser, betyder det så at vi aldrig kan ændre disse?
21 Alle kristne bør til stadighed stræbe efter at opnå større forståelse og gøre fremskridt med hensyn til at efterligne Gud og Kristus på en fuldkommen måde. Derved vil de til stadighed få en bedre oplært samvittighed. De bør til enhver tid gøre alt på en sådan måde at de bevarer en god samvittighed, og de bør tilstå deres kristne brødre den samme frihed.
[Illustration på side 8]
Paulus gav vejledning om at nye troende skulle accepteres, selv om de var ’svage i troen’
[Illustration på side 10]
Respektér en nyomvendt kristens samvittighed vedrørende overholdelse af sabbaten eller indtagelse af visse fødemidler