19. Hvad ville det tredje verdensrige bringe over Esajas’ folk, og for hvem er dette af særlig interesse i dag?

¹⁹ Det var dette kommende verdensrige der skulle bringe stor ulykke over Esajas’ folk. Det der skete med det, ville naturligvis være af overordentlig stor interesse for vægteren Esajas selv, og ligeledes for enhver der tjente som vægter på det tidspunkt hvor hele dette „udsagn om havørkenen“ fik sin opfyldelse. Det er grunden til at dets endelige opfyldelse i dag er af interesse for vor tids vægterskare og for alle dem der stiller spørgsmål for at lade sig lede af vægterskarens iagttagelser.

20. Hvad sammenlignes den kommende ulykke med og hvorfra siges den ødelæggende kraft at komme?

²⁰ Noget uimodståeligt og vældigt ’som hvirvlende storme i Sydlandet’ rejste sig truende i horisonten. Sådanne stormvinde var kendt for at være voldsomme og ødelæggende. Menneskeskabte ting der kommer i vejen for en hvirvlende storm, er i fare for at blive tilintetgjort. Den kommende ulykkes frygtindgydende karakter fremgår af udtrykket om at den kommer „fra ørkenen, det grufulde land“. (Es. 21:1) Ligesom en mand på en vejrstation rejste profeten Esajas dengang et advarselssignal for at underrette de folk der befandt sig på stormens vej, om at de måtte forberede sig på det værste.

21. Af hvem er advarselssignalet blevet rejst i vort århundrede, og hvem er især blevet gjort ansvarlig, idet deres opmærksomhed er blevet henledt på faren?

²¹ På lignende måde har vor tids vægterskare, især siden afslutningen på den første verdenskrig i 1918, rejst et advarselssignal. Bladet Vagttårnet overlevede truslen om tilintetgørelse i den kritiske periode hvor vægterskaren led voldelig forfølgelse overalt i verden. „Vægteren“ og hans redskab, bladet Vagttårnet, har levet videre, og de har ladet advarselen lyde, så den nu er blevet hørt overalt på jorden. Folk, og især de ledende, er blevet gjort opmærksomme på faren. De må selv bære ansvaret!

22. Hvilket budskab vil snart blive forkyndt, og hvorfor vil „en stor skare“ da være lykkelig?

²² Vægterskaren vil snart lade et chokerende budskab lyde. Når det overraskende lyder, vil den ’store skare’ der omgående har givet agt på advarselssignalet, være lykkelig. — Åb. 7:9-15.

’Lad os ikke dømme hinanden’

Ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til at sammenligne sig selv med andre og drage slutninger om deres næstes værd. Disse slutninger er ofte baseret på hvad man selv foretrækker og synes om, eller påvirket af den baggrund eller oplæring man selv har fået.

Sande kristne må imidlertid vogte sig for at komme til at se andre i et forkert lys. Da den kristne apostel Paulus ved en lejlighed talte om hvilken mad man kunne spise, fremsatte han et princip som kan hjælpe os til at bevare ligevægten på dette vigtige område af livet. Han skrev: „Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser, og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende.“ — Rom. 14:3.

Jehova accepterer alle der søger at gøre hans vilje. Hvorfor skulle da noget menneske se ned på eller dømme andre på grundlag af hvad de personligt foretrækker? I det nævnte tilfælde kan den der spiste kød med god samvittighed, have været tilbøjelig til at se ned på den der ikke gjorde det, og måske have betragtet ham som yderliggående samvittighedsfuld, ja som fanatiker. På den anden side kan den der ikke spiste, fejlagtigt have dømt den der spiste kød som en lovovertræder, en synder. Den kristne der har et ligevægtigt syn på mad og drikke, underholdning, klædedragt og lignende, forstår at han blot er en af Guds tjenere og som sådan ikke har nogen ret til at se ned på andre på grundlag af sine egne personlige meninger. Når det derfor drejer sig om ting hvor smag og behag kommer ind i billedet, vil den kristne vogte sig for at se ned på sin broder eller at dømme ham som en lovovertræder.