hvis den viser sig at være noget som helst andet end sandheden.“ For nylig har han sagt: „Når alt kommer til alt er en ateistisk katolicisme ikke meget forskellig fra kommunisme.“ — Paris-Match, 16. december 1972.

Hvad vil De sige til dette? Tilhører De en kirke hvor det er svært at finde ’en præst der tør tale om renhed, opofrelse, respekt for sig selv og for andre, eller om dyd’? Den ulykkelige katolske kvinde som fremkom med denne klage tilføjer: „Præsterne . . . fører os gradvis til en ateistisk form for kristendom.“ Ønsker De at blive ført i den retning?

Tilhører De en kirke hvor teologer og biskopper lærer at ’evangelierne ikke er historiske’ og at „opstandelsen er en legende“ eller hvor De får at vide at De har „pligt til at deltage i politik“, med forvirring og uenighed til følge? Er Deres kirke „en kirke hvor medlemmerne tilsyneladende er ved at miste enhver følelse af hvad der er syndigt“ fordi deres åndelige ledere lærer en moral der er baseret på „billig psykologi“ fremfor på de bibelske principper?

Hvis det er tilfældet må De ikke tro at De kan skyde hele ansvaret over på kirkelederne. Vi er alle, hver især, ansvarlige over for Gud. Som Bibelen siger: „Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol.“ (Rom. 14:10) Guitton havde ret da han sagde at hvis vor religion „viser sig at være noget som helst andet end sandheden“, så må vi forlade den. Bibelen opfordrer oprigtige kirkegængere til hurtigt at forlade hele den falske religions verdenssystem før det bliver ødelagt af Gud. (Læs Åbenbaringens bog, kapitlerne 17 og 18.)

Bibelen tilskynder os til at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23) Det er den tilbedelsesform der interesserer Jehovas vidner. Derfor lægger de stor vægt på at studere Bibelen. De vil med glæde studere Bibelen sammen med Dem i Deres eget hjem og helt gratis. De er også velkommen i deres rigssal. Der vil De „høre om Gud og evangeliet“, ja, det gode og glædelige budskab om evigt liv i Guds nye ordning som nu er nær. — 2 Pet. 3:13; Joh. 17:3; Åb. 21:3, 4.

Den kristne samvittighed

● At de første kristne ikke gik på kompromis, men ønskede at tilbede Gud „i ånd og sandhed“, er tydeligt. I den forbindelse skriver Hallvard Rieber-Mohn interessant nok i artiklen „Frafaldet og magten“: „Det er egentlig mærkeligt, at de første kristne ikke kom godt overens med romerriget. Romerne var jo et praktisk, politisk begavet og også materielt realistisk folk, med en egentlig ufanatisk og tolerant holdning til de mange forskellige religioner i deres vældige rige. Det var, som bekendt, en enkelt detalje, en ganske ordinær praksis, som satte den kristne modstand og dermed myrderierne i gang: De kristnes vægring mod at ofre til Cæsars billede. Det var en handling, en lille ceremoni, som lå på grænsen mellem det religiøse og den politiske vanegestus, en ren konvention. Tusinder af kristne har kendt sværdspidsen i ryggen og alligevel afslået dette enkle: At tage en smule røgelse og kaste den på gløderne i en anden skål foran Cæsars statue. En enkel gestus! Men her sagde den kristne samvittighed nej med de blodige følger, vi alle kender.“ — Katolsk Ugeblad, 13. maj 1966.