Lev som en der tilhører Jehova
„Både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — Rom. 14:8.
1. På hvilke områder bør der råde enhed i den kristne menighed?
SANDE kristne er interesserede i at leve i fred med andre. (Rom. 12:18) Medlemmerne af den kristne menighed gør dette ved at lægge vægt på de mere vigtige ting og ikke gå så meget op i det der ikke er nødvendigt for at styrke troen. (1 Tim. 1:4) Blandt de vigtige ting de stræber efter, er enhed i tro og handling. For at skildre denne enhed bruger apostelen Paulus billedet med et menneskelegeme. Ligesom lemmerne på et sundt legeme samarbejder i hele legemets interesse, så det er i stand til at fungere og udrette noget, sådan forholder det sig også med den kristne menighed. Der skulle ikke være nogen splid i dette „legeme“, men „lemmerne [skulle have] den samme omsorg for hinanden“. — 1 Kor. 12:25.
2. Hvorfor opfatter og gør kristne ikke alting på samme måde, trods denne enhed?
2 Denne enhed er imidlertid ikke det samme som ensartethed. Selv om de kristne alle tror på den almægtige Gud og på hans søn Jesus Kristus, der er menighedens hoved, betyder det ikke at de alle er ens eller taler ens, som var de robotter. Nej, hver enkelt har sin særlige personlighed, sine egne synspunkter i spørgsmål der ikke er af væsentlig betydning for frelsen. Hver enkelt er mere eller mindre forskellig fra de andre i sin måde at tilrettelægge og gøre tingene på, både i forbindelse med det daglige arbejde, med adspredelser og med underholdning. Dette skyldes for en stor del at deres baggrund og omstændigheder er højst forskellige.
3, 4. Hvordan lever en sand kristen „for Jehova“?
3 Men uanset hvad de kristne gør, må de gøre det helhjertet som for Jehova Gud. Én kristen forstår måske ikke fuldt ud hvorfor en anden har den eller den opfattelse eller gør tingene på den eller den måde. Men han forstår at det er Gud der dømmer sine tjenere. Og ligesom han selv søger at gøre alt efter bedste evne og overbevisning for at behage Jehova, sådan tillægger han også sine brødre de bedste motiver og går ud fra at de også handler efter deres samvittighed. Apostelen siger herom:
„Ingen af os lever jo for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — Rom. 14:7, 8.
4 Selv den mest oprigtige og samvittighedsfulde kristne er behæftet med ufuldkommenheder og fejl, og kan derfor ikke sige at han aldrig gør noget af selviskhed. Men det er ikke hans store mål i livet at blive rig eller at hengive sig til et liv i lediggang og fornøjelser. Han lever ikke kun for sig selv. Hans største mål i livet er at behage Gud ved at gøre hans vilje. Han er villig til at dø når som helst, hvis hans død kan tjene Guds hensigt. Og ligesom hans liv tilhører Gud mens han er i live, sådan regner Jehova ham også for at tilhøre Ham i døden. Ja, han kan være sikker på at få en opstandelse, for Jehova betragter dem der gør Ham til deres Gud, som levende, ikke som døde. — Matt. 22:31, 32; Rom. 4:17.
Lad enhver forvalte sine personlige sager
5. (a) Hvad er det vigtigste arbejde? (b) Hvordan bør en kristen betragte den måde hvorpå en anden bruger sin tid og sine kræfter?
5 Det vigtigste arbejde man kan være optaget af, er at hjælpe andre til at opnå og bevare et godt forhold til Gud og Kristus. Men der er også andre ting der må gøres. En mand der bruger noget af sin tid til at forkynde „den gode nyhed“, beslutter måske at bygge sig og sin familie et nyt hus eller at udvide det hus de bor i. Fordi han bruger tid og penge på dette, bør andre kristne ikke drage den slutning at han nødvendigvis må være blevet materialist. Hvis de siger at han ’er ved at miste sin kærlighed til sandheden’, dømmer de ham. Han er måske gået i gang med byggeriet fordi han mener at det er en kristens pligt at have et hjem der tager sig pænt og præsentabelt ud. Det er måske hans tanke at stille dette hjem til rådighed som et mødested for en af menighedens bogstudiegrupper.
6. Hvordan kunne man uretmæssigt gøre sig til dommer over den form for adspredelse en broder vælger?
6 En anden samvittighedsfuld kristen vælger måske en form for adspredelse som ikke i sig selv er forkert. Han lader den ikke gå ud over sin tjeneste for Riget, som han stadig sætter i første række. Andre ville muligvis ikke vælge denne form for adspredelse, men betragte den som tidsspilde. Men de ville dømme ham hvis de sagde at han levede for sig selv og ikke for Jehova, eller at han prøvede at tjene „både Gud og mammon“. — Luk. 16:13, da. aut. overs.
7. Hvorfor kan kristne ikke diktere andre hvad der tjener dem bedst i materiel henseende?
7 Vi har hver især vores egen opfattelse af hvad vi har behov for eller hvad vi kan tillade os rent materielt, mens vi stadig sætter Rigets interesser først og nidkært tager del i det presserende arbejde med at forkynde „den gode nyhed“ for andre. (Matt. 6:33; Mark. 13:10) Én har måske forholdsvis mange midler og er i stand til at forvalte dem uden at de tager magten fra ham, idet han bruger dem til Jehovas pris. En anden er måske af den natur at han ikke kan administrere det materielle men giver efter for fristelsen og lader det drage ham bort fra de åndelige værdier. Han må lære at lægge selvbeherskelse for dagen og holde sig for øje at hans vigtigste opgave er at forkynde „den gode nyhed“. (1 Kor. 9:16, 27) Men en anden kristen bør ikke opkaste sig til dommer over ham eller optræde som hans „samvittighed“; dog kan man kærligt tilbyde at hjælpe og vejlede den der ligger under for kærlighed til penge. — 1 Tim. 6:17.
Se ikke på nogen „efter kødet“
8. Hvordan kan både den fattige og den rige juble over den stilling sandheden har givet dem hver især?
8 Jesu halvbroder Jakob sagde herom: „Lad den broder som er ringe, juble over sin ophøjelse, og den rige over sin ydmygelse, for ligesom græssets blomst vil den rige forsvinde.“ (Jak. 1:9, 10) Den ringe, den der intet ejer og som ikke har en fremtrædende stilling i denne tingenes ordning, kan juble, for mens han ikke blev regnet for noget i verden, betragtes han nu af Gud og sine medkristne som ligestillet med den rige. Han er blevet ’de helliges medborger og medlem af Guds husstand’. (Ef. 2:19) Han ejer den storslåede skat det er at tjene Gud, og foran ham ligger det evige livs belønning. Den rige kan juble over at han er blevet bragt til erkendelse af det nytteløse i at bruge sine kræfter på at erhverve sig rigdom. Fra sin nye, ydmyge stilling som kristen kan han se hvor tåbeligt det er at sætte sin lid til „rigdommens bedragende magt“. (Mark. 4:19) Han ved at „de synlige [ting] er midlertidige, men de usynlige er evige“. Han ser nu hen til den samme belønning som den der materielt er ringere stillet. — 2 Kor. 4:18.
9. Hvorfor skulle vi ’ikke kende nogen efter kødet’?
9 I betragtning af disse sandheder er følgende ord af apostelen en god regel for alle kristne: „[Kristus] døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst. Derfor kender vi fra nu af ikke nogen efter kødet.“ (2 Kor. 5:15, 16) Det der betyder noget i Guds øjne er ikke hvordan et menneske tager sig ud fra et kødeligt, materielt synspunkt, men hvad det er i åndelig henseende. Vi bør bedømme hinanden efter samme målestok.
10. Hvorfor bør vi tænke på at Kristus er Herre over døde og levende?
10 At det ikke vil være rigtigt af en kristen at have en anden opfattelse af dette spørgsmål, fremgår også af apostelens ord i Romerbrevet. Efter at Paulus har sagt at ’vi tilhører Jehova’, fortsætter han: „Det var jo derfor Kristus døde og kom til live igen, at han kunne blive Herre over både døde og levende.“ (Rom. 14:9) Som Herre er Kristus nu i stand til at hjælpe de kristne til at leve for det der hører Gud til. Ligesom han har „besejret verden“, kan de også sejre over verden. (Joh. 16:33; Hebr. 7:25) Som Herre over de døde har Kristus magt og myndighed til at bringe dem tilbage til livet. Hvor trøstende at vide at de aldrig er ladt i stikken, hverken mens de er i live og tjener Gud, eller i døden. — Rom. 8:31-34, 38, 39.
11. Hvorfor er det helt forkert af kristne at dømme deres brødre?
11 Paulus siger ikke blot dette for at gentage et håb der allerede burde være den kristnes. Han bruger dette argument for at vise at det ikke tilkommer den kristne at dømme sin broder, eftersom denne broder helt og holdent tilhører Gud. Han understreger sit argument i de næste vers, idet han siger:
„Men du, hvorfor dømmer du din broder? Eller du, hvorfor ser du ned på din broder? Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde, for der står skrevet: ’„Så sandt jeg lever,“ siger Jehova, „for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal åbent anerkende Gud.“’ Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden.“ — Rom. 14:10-13.
Det vigtigste: undgå at bringe andre til fald
12, 13. Hvordan viser både apostelen Paulus og Jesus Kristus hvad vi hver især bør gøre, fremfor at dømme hinanden?
12 I menigheden i Rom havde nogle været optaget af at dømme andres handlinger og motiver, fordi disse havde en anden opfattelse og deres samvittighed var anderledes justeret. Dette var forkert og farligt for alle de implicerede parter. Det mishagede den store Dommer, som ikke foretrak den ene fremfor den anden. Paulus anviser en langt bedre vej. Til dem der var tilbøjelige til at dømme, siger han nu: „Træf hellere den beslutning [eller: „døm hellere“] at I ikke vil lægge en snublesten for en broder eller give ham anledning til fald.“ — Rom. 14:13. (Se The Kingdom Interlinear Translation.)
13 Deres tilbøjelighed til at dømme andre kunne de gøre god brug af, ved i stedet at dømme sig selv og ved at beslutte sig til at være mere opmærksomme på deres egen adfærd. Jesus havde advaret: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; . . . hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage strået ud af dit øje’, når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage strået ud af din broders øje.“ — Matt. 7:1-5; jævnfør Første Korinterbrev 11:31; Andet Korinterbrev 13:5.
14. Hvad vil det sige at bringe en broder til snublen og fald? Nævn et eksempel.
14 At bringe en anden til snublen og fald ville være ensbetydende med at få ham til at synde, for Bibelen omtaler synden som et fald. (1 Kor. 10:12; 1 Tim. 6:9; jævnfør Mattæus 5:27-30.) En kristen kunne bringe en broder til at snuble på følgende måde: Han kunne gøre noget han som kristen havde frihed til at gøre, uden først at undersøge om denne handling kunne skade broderens samvittighed. Lad os for eksempel sige at en broder har visse samvittighedsskrupler med hensyn til alkoholiske drikke. Alligevel drikker den kristne mens denne broder ser på det, eller tilbyder ham en drink. Broderen tænker så: ’Ja, han er jo en moden kristen, så måske kan jeg godt følge hans eksempel.’ Han får derfor mod til også at drikke. Men samtidig siger hans samvittighed ham at det ikke er rigtigt. Den fordømmer ham. Han handler ikke ud af tro, eller som for Gud. Derfor er han blevet bragt til snublen og fald. Hans samvittighed såres og han bliver modløs, fordi han føler at han har syndet. Det kan blive svært for ham at komme på fode igen. — 1 Kor. 8:12, 13; Rom. 14:23.
15. Hvilken synd kunne en kristen som insisterer på at gøre en bestemt ting fordi han har „ret“ til det, blive skyld i at en trosfælle begik?
15 Ved at holde på sin „frihed“ til at gøre noget som han under normale forhold har ret til at gøre, kunne en kristen også blive årsag til at den der har en svag samvittighed begyndte at dømme ham. Ved at bruge denne „frihed“ på en uforstandig måde kunne han blive årsag til at den svagere broder begyndte at betragte ham med mistænksomhed og misundelse. Dette kunne bringe menighedens fred og enhed i fare.
16. Hvorfor afholder én kristen sig fra at gøre noget som en anden finder det helt i sin orden at gøre?
16 Paulus forklarer hvorfor én kristen kan beslutte sig til ikke at gøre noget som en anden finder det helt i sin orden at gøre: „Jeg ved og er i Herren Jesus overbevist om at intet er vanhelligt i sig selv; kun hvis en regner noget for vanhelligt, er det vanhelligt for ham.“ — Rom. 14:14.
17, 18. Hvilken frihed har den kristne, som vist af apostelen Paulus? (b) Hvorfor var nogle af de første kristne ikke i stand til fuldt ud at gøre brug af denne frihed?
17 Apostelen viser hvor stor en frihed de kristne i virkeligheden har, idet han taler om „fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse af dem der har tro og nøjagtig kundskab om sandheden“. „For alt hvad Gud har skabt er godt,“ fortsætter han, „og intet er at forkaste når det modtages med taksigelse, da det helliges gennem Guds ord [som godkender det] og bøn over det.“ — 1 Tim. 4:3-5.
18 Alt hvad Gud har skabt til at tjene som føde er godt, og den kristne kan spise det alt sammen uden at synde — det er rent. Men nogle, især blandt de jødiske medlemmer af den første kristne menighed, havde en svag samvittighed når det gjaldt fødemidler som havde været forbudt under Moseloven. (Apg. 10:14, 15) Selv om andre kristne forklarede dem hvordan det nu forholdt sig, gjorde lang tids skik og brug det svært for deres samvittighed at acceptere sådanne fødemidler som rene, og de kunne naturligvis undlade at spise dem. Men andre, som havde en klar forståelse af at Gud havde ophævet Loven på grundlag af Kristi offer og at alle fødemidler derfor var ’lovlige’ og rene, kunne spise uden betænkeligheder og takke Gud for det han tilvejebragte.
19, 20. (a) Forklar forskellen mellem det Gud har påbudt kristne at gøre og det som det står os frit for at gøre. (b) Hvordan kan en kristen der er besluttet på at gøre brug af sin kristne frihed, komme i den situation at han ikke længere vandrer „i overensstemmelse med kærlighed“?
19 Men burde den kristne som havde denne kundskab, spise når den jødiske kristne var til stede? Paulus svarer: „Hvis din broder bedrøves på grund af din mad, vandrer du ikke mere i overensstemmelse med kærlighed. Bring ikke med din mad undergang over den som Kristus døde for.“ — Rom. 14:15.
20 Selv om det nævnte eksempel kun drejer sig om mad, gælder dette princip alt hvad vi måtte have ret til at gøre men som det står os frit for at gøre. Der er naturligvis visse ting Gud har påbudt os at gøre og som berører vor integritet, retfærdighed og lydighed. Det er de „vigtige ting“ (Fil. 1:10), og ingen kristen kan tillade sig at gå på kompromis eller svigte på disse punkter. Men hvis man, når det drejer sig om ens personlige smag eller opfattelse, stædigt holder på sin ret, uden at tage hensyn til andre kristnes følelser, handler man ikke i overensstemmelse med kærlighed. Og det man ikke gør af kærlighed, kommer ikke en til gavn. — 1 Kor. 13:1-3.
21. Hvordan kan det virke på en anden at man handler selvrådigt, uden hensyn til hans følelser?
21 Det ville desuden være meget uklogt at handle så selvrådigt. Derved kunne man gøre en anden broder fortræd, også selv om dennes opfattelse af at man har gjort noget forkert savner et virkeligt grundlag. Han kunne blive modløs, vred, ja forarget. Skaden kunne være så stor at den ødelagde hans tro. Kristus, der gav sit liv for menneskeslægten, er denne broders Ejer. (Jud. 4) Denne broder, som han har købt med sit blod, er ham dyrebar, og han vil afgjort ikke finde behag i en der, ved stædigt at holde fast ved sin egen opfattelse, enten dømmer sin broder eller giver ham anledning til fald. — Jævnfør Mattæus 18:6, 14.
22. Hvad bør vi derfor være besluttede på at gøre?
22 Når vi lever for Jehova ved vi at „alt [det Gud har tilvejebragt for at vi kan bruge det og virke med det] er tilladt; men ikke alt er gavnligt [det afhænger af tid, omstændigheder, og af hvad der tjener andres gavn]. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger. Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel“. — 1 Kor. 10:23, 24.
„Enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ — Matt. 18:6.
[Illustration på side 12]
En kristen bør ikke få en anden til at snuble ved at tilbyde ham mad eller drikke som han ikke kan nyde med god samvittighed