De vækker ikke anstød

16. (a) Hvilke problemer som Paulus skrev om, gav de kristne i det første århundrede en god lejlighed til at vise indbyrdes kærlighed? (b) Hvilket princip som kan anvendes på mange områder i dag, opstillede han?

¹⁶ Denne kærlighed får Jehovas vidner til at skille sig ud på endnu en måde. Mange er i dag optaget af deres rettigheder og våger skinsygt over dem. Apostelen Paulus satte imidlertid en anden standard: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ (Romerne 14:19) Som det fremgår af sammenhængen skrev Paulus om et problem der dengang var opstået med hensyn til mad. I modsætning til jøderne under Moseloven havde kristne lov til at spise hvad som helst de kunne tænke sig, når blot de ikke frådsede. Men nogle var fra barndommen vant til at betragte visse fødevarer som urene, og blev foruroligede når de så at andre kristne spiste dem. Holdt disse nu på deres ret til at spise hvad de havde lyst til? Ikke hvis de fulgte Paulus’ vejledning. Han skrev: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ (Romerne 14:21) Hvilken kærlig vejledning! Den kan tjene som en rettesnor for os på andre områder.

17, 18. (a) Hvordan kan princippet i Romerbrevet 14:21 anvendes i forbindelse med alkohol? (b) Hvordan kan det anvendes i forbindelse med klædedragt? (c) Kan du komme i tanker om andre situationer hvor anvendelsen af dette princip vil hjælpe os til at vise indbyrdes kærlighed?

¹⁷ Bibelen tillader for eksempel kristne at drikke alkohol med måde. (1 Timoteus 3:8; 5:23) Men nogle er meget tilbageholdende når det gælder alkoholiske drikke. Andre er ikke vant til det, eller forstår ikke at vise mådehold. Hvis du ved en sammenkomst traf en sådan, ville du så forsøge at lægge pres på ham eller stikke til ham for at få ham til at tage en drink sammen med dig? Eller ville du tværtimod hjælpe ham — for eksempel ved selv at lade være med at drikke alkohol?

¹⁸ Lad os nu betragte et andet eksempel: Spørgsmålet om klædedragt. Bibelen giver ikke en nøje beskrivelse af hvad en kristen bør gå i, men den siger at tøjet skal være „velordnet“ og fordringsløst. (1 Timoteus 2:9) I de fleste lande har man visse uskrevne regler for hvad der betragtes som acceptabelt hvad klædedragt angår. Disse „regler“ giver normalt rum for rimelig variation, men hvis man i sin måde at klæde sig på afviger meget fra dem, kommer man let til at virke selvoptaget, sær eller ligefrem uanstændig. Dette bør kristne — mænd såvel som kvinder — huske på. Er du villig til at give afkald på din frihed i spørgsmålet om klædedragt, af hensyn til den gode nyhed og for at undgå at vække anstød hos dine brødre?

19-21. (a) Hvorfor bestræber Jehovas vidner sig for at blive ved med at skille sig ud fra verden? (b) På hvilket andet område må vi bestræbe os for at skille os ud fra verden?

¹⁹ Jesus havde ret da han sagde at kristne ikke er „en del af verden“. (Johannes 17:16) Jehovas Vidner skiller sig ud ved at forkynde den gode nyhed, ved at nære afsky for alt hvad der er ondt og ved at tage hensyn til hinanden og vise indbyrdes kærlighed. At Jehovas vidner således adskiller sig fra verden er en velsignelse for dem, ikke mindst fordi de derved beskyttes mod mange af de problemer der plager verden i dag.

²⁰ Værdsætter du dette klare skel, og arbejder du på at bevare det i dit eget liv? Husk at hvis Jehovas vidner skilte sig mindre ud, ville de ligne verden mere — den verden hvis Gud er Satan Djævelen. (2 Korinter 4:4) De ville i så fald miste det tydelige kendetegn på at de er ’et helligt folk’ og komme til kort med hensyn til at holde sig ’uplettede af verden’. Deres tilbedelse ville således ikke længere være „ren og ubesmittet for vor Gud og Fader“. (Jakob 1:27; 1 Peter 1:14-16) Hvis du griber dig selv i at ønske at du i højere grad kunne være ligesom verden, husk da advarselen i Jakob 4:4.

²¹ Apostelen Paulus forudsagde et andet karakteristisk træk ved vor tids verden. Han sagde at mennesker ville være „pengekære“. (2 Timoteus 3:1, 2) Hans ord har vist sig at være sande. Trangen til at jage efter penge er meget stærk hos mange, ja det kan ligefrem være denne trang der øver den stærkeste indflydelse på deres liv. Skiller kristne sig også ud på dette område? Er det muligt at klare sig i vore dages verden uden at være ’pengekær’? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

De skiller sig ud fra verden — også ved at vise ærlighed

HANS ærgrelse var stor da han så den lille seddel fra politiet som var anbragt under en af viskerne på forruden af hans bil. En parkeringsbøde på 25 dollars, over 250 kroner. Og så var den til og med uretfærdig. Der var overhovedet ingen angivelse af at parkering var forbudt. Desuden kom han langvejsfra og havde ikke råd til at komme tilbage og tale sin sag ved domstolen. Han fotograferede stedet og omgivelserne for at bevise at parkering ikke var forbudt. Og da han var et af Jehovas vidner, bad han en af sine trosfæller om at møde i retten i hans sted.

Denne ven fortæller her hvordan det gik den formiddag han mødte i retten:

„Når man bliver kaldt frem for dommeren skal man opgive navn og adresse. Derefter skal man aflægge ed. Men før de bad mig om at aflægge eden, spurgte protokolføreren, en ældre herre, om jeg lige ville gentage adressen. Da jeg sagde ’Columbia Heights nummer 124’, genkendte han åbenbart adressen og vidste at det var Jehovas Vidners hovedkontor. Han vendte sig mod dommeren og sagde: ’Så behøver De ikke at bekymre Dem om noget, hr. dommer. Disse folk er gode mennesker. De lyver ikke! De lyver aldrig! De kan ikke lyve! Det er imod deres religion, og den holder de sig strengt til. Jeg har aldrig hørt nogen af deres mænd lyve — heller ikke deres kvinder. Det er jordens ærligste mennesker. Jeg har set masser af tilfælde hvor de kunne slippe for en parkeringsbøde ved en lille hvid løgn, men det ville de ikke.’

Så vendte han sig om mod mig og erklærede: ’Jeg er klar over at De ikke vil lyve, for De ved jo nok hvem der ville vende sig i sin grav hvis De gjorde det?’ ’Hvem tænker De på?’ spurgte jeg. ’Dommeren — dommer Rutherford,’ svarede han. Rutherford er en tidligere præsident for Vagttårnets selskab. ’For 47 år siden var jeg hans faste postbud. Jeg har kendt Jehovas Vidner før der kom så mange af dem som der er nu. Den dommer — han var et mandfolk!’

Herefter gjorde dommeren sig ikke den ulejlighed at bede mig sværge. Jeg skulle blot fremlægge sagen, hvad jeg gjorde. Kendelsen blev: ’Ikke skyldig.’“

Jehovas vidner bestræber sig på at ’bære sig ærligt ad i alle ting’. (Hebræerne 13:18) Deres ærlighed er et af de mange områder hvor de skiller sig ud fra verden.