Vær en pryd for Guds lære i alle ting
„Guds rige er ikke ensbetydende med spisen og drikken, men med retfærdighed og fred og glæde med hellig ånd.“ — Rom. 14:17.
1. Hvilke forhold, som kunne være en kilde til vanskeligheder, findes i enhver kristen menighed?
INDEN FOR enhver gruppe af mennesker råder der forskellige opfattelser og synspunkter, ligesom smag og behag er forskellig. Dette er også tilfældet i den kristne menighed. Og hvis nogle i menigheden anser deres egen personlige mening for at være bedre end andres og mener at alle burde rette sig efter den, kan disse forskelle forstyrre menighedens fred og enhed.
2, 3. (a) Hvilke forskelle fandtes der i menigheden i Rom? (b) Hvad var kernen i Paulus’ vejledning til dem i menigheden der på visse punkter havde forskellige opfattelser?
2 I Romerbrevet, det 14. kapitel, behandler apostelen Paulus de meningsforskelle der fandtes i den kristne menighed i Rom. Der var tale om samvittighedsspørgsmål, og nogle mente at der i disse spørgsmål måtte træffes en klar afgørelse, enten for eller imod, hvis man skulle bevare den sande gudsdyrkelse. Det drejede sig ikke om Bibelens grundsandheder. Det man var uenige om, var fortolkningen af visse samvittighedsspørgsmål vedrørende mindre væsentlige ting der hørte dagligdagen til. Apostelen gjorde opmærksom på at modne kristne har stor handlefrihed på disse områder. Men han advarede også mod at man uhæmmet gjorde brug af denne frihed eller forsøgte at begrænse andres frihed.
3 En kristen mente måske at han med god samvittighed kunne gøre brug af en bestemt ret. Paulus opfordrede imidlertid en sådan kristen til at lægge bånd på sig selv, dersom han vidste at det han gjorde ville støde en broders samvittighed. Omvendt blev den der på nogle områder havde en overdrevent følsom samvittighed vejledt om ikke at fordømme sin broder fordi denne gjorde noget der var tilladt ifølge Skrifterne, men som han ikke selv med god samvittighed kunne gøre.
Vi kan modarbejde vore egne interesser
4. Hvad stræber den kristne efter at gøre?
4 Apostelen siger derefter: „Lad derfor ikke det gode I gør, blive spottet.“ (Rom. 14:16) En kristen bestræber sig ihærdigt for at gøre godt, så han kan være „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle ting“, og det gør han for alles øjne, så de kan få den største respekt for den kristne lære. (Tit. 2:10) Han ønsker at hans liv skal være et levende vidnesbyrd om det som han og menigheden lærer, i overensstemmelse med apostelen Peters formaning: „Bevar en god samvittighed, så de der taler krænkende om jeres gode adfærd i forbindelse med Kristus, må blive til skamme med hensyn til det I bagtales for.“ — 1 Pet. 3:16.
5. Hvordan kunne noget ’godt’ som en kristen gør, blive spottet?
5 Hvor ville det være en skam dersom man — efter så omhyggeligt at have bestræbt sig for på alle disse områder at leve op til den kristne livsførelse — nu ødelagde alt det man havde gjort for at gavne den sande tilbedelse, fordi man insisterede på at gøre noget der i sig selv var helt i orden, men som ville tage sig forkert ud for en broder med en overdrevent følsom samvittighed. Broderen ville måske være tilbøjelig til at tale nedsættende om det til andre. Eller det kunne være at en kristens handling blev udlagt forkert af befolkningen som sådan. Ikke fordi handlingen i sig selv var forkert, men fordi andre fordømte den, kunne den kristnes gode omdømme lide skade. Det kunne bringe skam over budskabet om „den gode nyhed“, som menigheden arbejder så ihærdigt på at forkynde og at undervise folk i. Af den grund ville det være bedre om den kristne lagde bånd på sig selv og undlod at benytte sig af visse friheder — friheder han ganske vist har ret til at nyde — for ikke at krænke en anden kristens svage samvittighed.
6. Hvilket råd får den kristne som har en overdrevent følsom samvittighed?
6 På den anden side er det også vigtigt at en kristen som har en overdrevent følsom samvittighed, afholder sig fra at kritisere en anden der gør brug af sin frihed uden dog at gøre noget forkert. Den der kritiserer en sådan broder dømmer ham. Han bør ændre sin indstilling. (Jævnfør Andet Korinterbrev 13:11.) Ellers vil han blive ved med at forstyrre menighedens fred. Fordi han dømmer sin broder må han bære en meget stor del af skylden for de vanskeligheder hans kritiske indstilling skaber. Han bør i stedet stræbe efter at opnå fuld modenhed og blive fast forankret i sandheden, idet han på alle punkter styrker sin tro, så han ikke vil være tilbøjelig til at tage anstød eller at fordømme andre. Hvis han ikke gør disse fremskridt, kan han blive en stadig kilde til vanskeligheder og kan bringe skam over „den gode nyhed“. — Hebr. 5:12-14; Sl. 119:165.
Guds rige består i noget der er vigtigere
7, 8. Hvad betyder apostelen Paulus’ udtalelse: „Guds rige er ikke ensbetydende med spisen og drikken“?
7 Apostelen kommer nu til sagens kerne, idet han siger: „For Guds rige er ikke ensbetydende med spisen og drikken, men med retfærdighed og fred og glæde med hellig ånd.“ (Rom. 14:17) Den sande tilbedelse og det der hører Guds rige og hans menighed til, er ikke bygget op omkring disse materielle ting. Som Jesus sagde: „Der er intet af det der udefra kommer ind i et menneske som kan gøre det urent; men det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent.“ — Mark. 7:15.
8 Dette kan også siges om mange andre ting i livet. Påklædning, frisure, underholdning, arbejde og andre personlige anliggender er ikke af afgørende betydning for at „den gode nyhed“ kan have fremgang. (Fil. 1:12) Hvis der ikke er tale om en decideret overtrædelse af Bibelens principper, og vi viser mådehold, idet vi ikke går til yderligheder eller følger verden i dens urette adfærd, så vil disse sider af vor livsførelse ikke falde inden for det område hvor vi bør dømmes af vore brødre. — Jævnfør Ordsprogene 11:2, NW.
9. I hvilken forstand er Guds rige ensbetydende med „retfærdighed og fred og glæde med hellig ånd“?
9 Det er læren om Guds rige der frembringer den langt skønnere frugt, retfærdighed, hos dem der forkynder dette budskab og hos dem der tager imod det. (Tit. 2:12; 1 Pet. 2:11) Enhver bør være villig til at fire på sin egen vilje og sine egne ønsker og private interesser for at der kan råde fred i menigheden. Hvis en kristen virkelig lader den hellige ånd virke i sig og lader sig lede af den, vil han opnå stor glæde, for da kan han have tillid til at han behager Gud. Guds rige fremmer disse vigtige egenskaber der udspringer af Guds ånd. — Rom. 8:6, 13.
10. I betragtning at det Guds rige er ensbetydende med, hvordan er den kristne der i denne henseende træller for Messias, da velbehagelig for Gud og godkendt af mennesker?
10 Eftersom en moden kristen stræber efter disse ophøjede mål, koncentrerer han sin opmærksomhed om det der virkelig vedrører Guds rige — det der er af væsentlig og principiel betydning. „For den der i dette træller for Messias, er velbehagelig for Gud og godkendes af mennesker.“ (Rom. 14:18) Hvis han træller for Kristus for at fremme disse vigtige ting, vil han afgjort opnå Guds godkendelse, og andre kristne vil elske ham, fordi han lægger en forstandig indstilling og et sundt sinds ånd for dagen. Hans adfærd vil anbefale ham til folk uden for menigheden. Selv om disse måske ikke ønsker at tage imod kristendommen, vil hans opførsel i sig selv være en anbefaling til deres samvittighed. — 2 Kor. 4:2.
Søg menighedens fred
11. I stedet for at finde fejl hos hinanden, hvad bør menighedens medlemmer da sætte alt ind på?
11 „Så lad os,“ siger apostelen, „altså jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ (Rom. 14:19) Han formaner således menighedens medlemmer til at aflægge alt det der skaber splid, og at leve harmonisk sammen. Han opfordrer dem til at gøre det der kan opbygge dem åndeligt, fremfor at finde fejl eller stædigt at holde fast ved en personlig ret — hvilket kun nedbryder andre. Paulus anbefaler dem at gøre en indsats for at alle kan nå frem til „enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til“, og „ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus“. Så vil de sammen udgøre en enhed og, med stor kraft og på en virkningsfuld måde, kunne bringe frelsens budskab ud til menneskeheden. — Ef. 4:13, 15.
12. Hvordan kan en kristen undgå „at nedbryde Guds værk“?
12 De der har lært sandheden at kende, er Guds værk. Guds tjenere har også gjort en stor indsats og brugt megen tid for at undervise og hjælpe disse på en kærlig og forstående måde. De er „Guds mark under dyrkning, Guds bygning“. (1 Kor. 3:9) Kunne nogen kristen vise en sådan mangel på respekt og være så destruktiv at han nedbrød dette værk? Apostelen siger: „Hold op med at nedbryde Guds værk blot for madens skyld. Alt er ganske vist rent [for Moseloven, der skelnede mellem rent og urent, var blevet ophævet ved Kristi offer], men det er skadeligt for det menneske som spiser til trods for at det giver anledning til snublen. Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ (Rom. 14:20, 21) Hvis vi ved vort eksempel forledte en anden til at følge en kurs der var i modstrid med hans samvittighed, eller hvis vi forsøgte at tvinge en anden til at gøre tingene på vores måde, kunne vi nedbryde alt det gode som Guds ånd havde udrettet hos vedkommende, uden måske at gøre os klart hvilken skade vi forvoldte. — Jævnfør Første Korinterbrev 3:17.
Søg Guds herlighed, ikke hvad der behager selvet
13. I hvilken forstand skulle man have sin tro ’for sig selv for Guds åsyn’?
13 Vi må derfor drage følgende slutning: „Den tro du har, hav den for dig selv for Guds åsyn.“ (Rom. 14:22) Den tro der her er tale om, har tilknytning til det emne der drøftes. Det siger sig selv at det ikke er troen på Guds rige og de vigtige ting der vedrører det, for denne tro skal åbent forkyndes for alle. (Matt. 28:19, 20) Paulus hentyder til den tro vi som kristne har fået på at Kristi offer har udfriet os fra de begrænsninger vi tidligere var underlagt, for eksempel med hensyn til at spise visse ting og at overholde visse dage — noget som ikke er af væsentlig betydning i forbindelse med Guds rige, og som nu blot er et spørgsmål om hvad vi personligt foretrækker eller mener. (Gal. 4:8-11) Det råd vi får, er derfor: ’Påtving ikke andre din mening.’ Hvis du ved at nogle er i tvivl om hvorvidt det er rigtigt at gøre en bestemt ting — en ting som du ved det ikke er forkert at gøre — skal du ikke forsøge at overvinde deres betænkeligheder, eller skilte med din egen „frihed“. Gud vil respektere dig for din hensynsfulde indstilling. Han vil forstå hvorfor du holder dig tilbage fra at gøre brug af det der i virkeligheden er en kristen ret. Men hvis du ved at det ikke vil give andre samvittighedsskrupler at du gør denne bestemte ting, behøver du ikke at holde dig tilbage. Gud vil forstå at du har en samvittighed der er godt oplært, og at du lægger sund dømmekraft for dagen. Hvad enten det forholder sig på den ene eller på den anden måde, kan Gud se at du er oprigtig i din tro, og det er hans dom der betyder noget. Han ser at du, under udøvelsen af din tro, både handler ud fra din samvittighed og kærligt tager hensyn til andre.
14. Hvorfor kan den som „ikke dømmer sig selv for det han bifalder“, være lykkelig?
14 Til den der af samvittighedsgrunde tøver med at tage et bestemt skridt, siger apostelen nu videre: „Lykkelig er den som ikke dømmer sig selv for det han bifalder.“ (Rom. 14:22) Ved aldrig at gå imod sin samvittighed kan den kristne have fred i sindet. Men hvis han er i tvivl med hensyn til om han kan følge en bestemt handlemåde, bør han undlade at gøre det. Det han bifalder må ikke krænke hans samvittighed, uanset hvor tillokkende det måtte tage sig ud, eller uanset hvilket argument andre måtte fremføre. Hvis han imidlertid kommer til erkendelse af at dette argument finder støtte i Bibelen, og han bliver fuldstændig overbevist om at det forholder sig sådan, kan han ændre sin indstilling, så han med god samvittighed kan gøre det hans samvittighed før ville have fordømt ham for. — Rom. 14:5.
15. (a) Hvordan er den der blot gør noget, selv om han er i tvivl om hvorvidt det er rigtigt, dømt skyldig? (b) Hvordan kan han skærpe sin samvittighed? (Ef. 3:14-19; 1 Tess. 5:11)
15 „Men den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser, for han spiser ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd.“ (Rom. 14:23) Apostelens udtalelse er ikke rettet til ikketroende, men til dem der bekender sig som kristne. Det man gør, bør på ingen måde give anledning til samvittighedsskrupler. Hvis man nages i sin samvittighed har man dømt sig selv. Af den grund bør man også til stadighed stræbe efter at få et klarere syn på den kristne tro, så man kan opnå en mere ligevægtig samvittighed. Skønt det ikke er alt hvad den kristne gør, der har direkte tilknytning til forkyndelsen af „den gode nyhed“, vil han gøre alle ting, selv når det gælder adspredelse og underholdning, med henblik på at opbygge sig selv og andre.
16. Hvad bør en kristen gøre før han tager et eller andet skridt, for at han kan gøre „alt til Guds herlighed“?
16 Vi kan opsummere apostelens vise råd således: „Gør alt til Guds herlighed.“ (1 Kor. 10:31) Før vi tager et eller andet skridt bør vi spørge os selv: ’Vil dette fremme menighedens fred, så Guds ånd frit kan virke blandt alle?’ ’Vil jeg ved min handling bringe ære over Guds og Kristi navn?’ ’Vil det opbygge og ikke nedbryde Guds værk i menigheden?’ Den kristne der er i stand til fuldt ud at leve efter og at bevare en ret oplært, god og ren samvittighed over for Gud, er i sandhed lykkelig. En sådan kristen er en velsignelse for Guds menighed.
[Illustration på side 16]
Fremfor at overtale en anden til at gå imod sin samvittighed, bør vi lade den hellige ånd lede ham under hans studium af Guds ord