„Hils hverandre“

HVOR er den nye verdens samfund dog forskelligt fra den gamle kolde og kærlighedsgolde verden! Verdslige mennesker ser på deres egne interesser og kerer sig ikke om næsten. Hvermand mistror og misunder sin næste, skønt næsten måske kommer i den samme kirke, bor i samme hus, er medlem af den samme fagforening eller endog af den samme familie. Men er det ikke hvad vi kan forvente af „ukærlige“ mennesker der er „lystens venner snarere end Guds venner“? — 2 Tim. 3:3, 4.

Det er ikke så mærkeligt at der ingen enhed er i den nuværende verden. En slående modsætning finder vi imidlertid i den nye verdens samfund, der præges af enhed og af det der skaber enhed. Til stadighed drages retsindige mennesker til den nye verdens samfund af Jehovas vidner, fordi de dér ser hjertevarme og kærlighed i praksis. Sådan bør det også være, for borgerne i den nye verdens samfund er kristne, og Jesus sagde om sine efterfølgere: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:34, 35.

Man kan vise kærlighed på mange måder, og vi gør det især når vi udsættes for pres og modstand. Men tænker vi lige så meget på at vise kærlighed ved vore ugentlige sammenkomster i menigheden og ved vore stævner? Eller bør vi måske „gøre yderligere fremgang“ i denne henseende? — 1 Tess. 4:1.

Tag for eksempel dette at hilse på hinanden. Nedskriverne af De kristne græske Skrifter lagde åbenbart megen vægt på dette, for hilsener nævnes næsten halvtreds gange og i over halvdelen af bøgerne. Alene i det sidste kapitel af Romerbrevet sendes der hilsener til eller fra omkring femogtredive personer, foruden at adskillige husstande og menigheder hilses.

En munter hilsen er så ringe en ting og dog bringer den glæde fordi den giver udtryk for betænksomhed og kærlighed. Man behøver blot at sige: „Hvor er jeg glad for at se dig! Hvordan har du det?“ og man kunne tilføje: „Har du haft nogle gode oplevelser for nylig?“ eller noget andet af mere personlig karakter, alt afhængigt af hvor kendt man er med den anden. Det kan også være vi selv har haft en oplevelse vi kan fortælle. En hilsen kan også knyttes sammen med en opbyggende kommentar om den åndelige føde vi netop har modtaget.

Uden tvivl hilser vi alle på nogle når vi for eksempel kommer ind i rigssalen; men hvem hilser vi på? Har vi tillagt os den tankeløse vane at hilse på bestemte ved hvert eneste møde? Hilser vi kun på dem vi kommer sammen med privat, eller på dem vi har andre ting tilfælles med såsom alder, miljø, o.s.v.? Det sker vel ikke at vi kun hilser på dem vi er jævnbyrdige med i åndelig modenhed, eller på dem der har samme tjenesteforrettigheder som vi?

Vi har sandsynligvis lært at vise interesse for de fremmede, de retsindige som er begyndt at komme til vore møder, og især for dem vi holder bibelstudier med. Men hvad med de øvrige? Nogle af disse trænger måske endnu mere end en fremmed til en venlig hilsen.

Vær betænksom

Når vi drøfter spørgsmålet om velkomsthilsener vil det være på sin plads også at nævne det princip Jesus gav indbydelse til fester: „Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge.“ „Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde.“ Ja, vi bør vise kærlig interesse for alle. „Hvis I kun hilser på jeres brødre,“ det vil sige hvis vi gør det der er lettest og det vi er tilbøjelige til, „hvad særligt gør I så?“ — Luk. 14:12, 13; Matt. 5:47.

Lad os derfor komme til vore menighedsmøder med en beslutning om at vise interesse for alle vore brødre og søstre. Det indbefatter afgjort dem der ikke har så meget af denne verdens gods. Jakob irettesatte nogle som ringeagtede den fattige men viste den rige opmærksomhed. Lad os passe på at vi ikke gør os fortjent til den samme irettesættelse. — Jak. 2:1-9.

I stedet for kun at hilse på bestemte ved hvert møde skulle vi derfor vise de svage opmærksomhed: „Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.“ Da hver eneste kristen menighed er ligesom menneskelegemet, hvor ’hvert lem hører med til legemet’, bør alle „lemmerne have samme omsorg for hverandre“ idet de husker at „når eet lem lider, lider alle lemmerne med“. — Rom. 15:1, 2; 1 Kor. 12:12-26.

Ser vi en af vore ældre medkristne sidde alene skal vi ikke vente på at han kommer hen til os. Nej, lad os gå hen og hilse på ham og vise ham at vi er glade for at have ham i vor midte. — Ordsp. 16:31.

Vi må heller ikke overse børnene. Ved at vise et barn lidt opmærksomhed kan vi opmuntre det til at fortsætte ad retfærdighedens vej. Jesus sagde jo selv: „Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til.“ Jesu apostle mente ikke at deres Mester kunne give sig af med børn, men de tog fejl! — Luk. 18:16.

Især hvis vi mærker at en broder eller en søster føler sig ensom eller nedtrykt bør vi vise dem lidt opmærksomhed og tale med dem. Måske har de et problem vi kan hjælpe dem med; vor oprigtige interesse vil få dem til at føle sig bedre tilpas. „Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“ „Trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige.“ — Gal. 6:2; 1 Tess. 5:14.

Belønningen

Vi vil blive rigt belønnet dersom vi følger det bibelske råd og hilser på alle. De brødre og søstre vi er opmærksomme imod vil opsende „mange taksigelser til Gud“. De vil styrkes og føle sig gladere, for de to ting følges ad: „[Jehovas] glæde er Eders styrke.“ Enheden i den nye verdens samfund vil desuden blive fremmet, den enhed der er så vigtig i en verden der er splittet. Vi vil være „harmonisk sammenføjet“, idet hver enkelt „yder det nødvendige“. (NW) — 2 Kor. 9:12; Neh. 8:10; Ef. 4:16.

Vor personlige løn vil også blive stor, selv nu. Hvis vi ikke søger vort eget, „men hvad der gavner næsten“, hvis vi ikke ser hver på vort eget, „men også på de andres“, da vil vi fuldt ud forstå løfter som disse: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ (NW) Derfor „hils hverandre“! — 1 Kor. 13:5; 10:24; Fil. 2:4; Ordsp. 11:25; Ap. G. 20:35.