Bilæggelse af uoverensstemmelser i den kristne kærligheds ånd
„Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, . . . Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden.“ — Matt. 18:15-17.
1. (a) Hvorfor stræber de kristne efter at holde fred med hinanden? (b) På hvilke områder søger de at bevare freden?
JEHOVA er en ordenens, harmoniens og fredens Gud. Det er hans erklærede hensigt at genoprette fredelige, paradisiske forhold på denne jord til velsignelse for alle dem der vil tjene ham og gøre hans vilje. Mennesker der har denne indstilling begynder allerede nu at bringe deres liv i overensstemmelse med hans retfærdige principper for således at vise sig værdige til at modtage livets gave i Guds retfærdige nye tingenes orden. Med dette for øje giver de agt på de ord af apostelen Peter som står nedskrevet i 1 Petersbrev 3:10-12: „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt . . . skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens [Jehovas, NW] øjne hviler på retfærdige.“ Apostelen Paulus skrev ligeledes til de kristne: „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse.“ (Rom. 14:19) Med denne bibelske vejledning i tanke stræber sande kristne i dag efter at gøre alt hvad der står i deres magt for at bevare freden med hinanden og med alle mennesker, både i menigheden og i deres hjem, ja overalt hvor de færdes.
2. (a) Nævn nogle af de ting der i dag kan hindre mennesker i at „søge fred og jage efter den“. (b) Er det umuligt for dem at nå deres mål?
2 Desværre virker forholdene på jorden i dag ikke befordrende på freden mellem menneskene indbyrdes. Disse forhold blev beskrevet profetisk med følgende ord: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende.“ (2 Tim. 3:1-4) Hertil kommer at vi alle er født ufuldkomne og ligger under for alle slags menneskelige skrøbeligheder, ufuldkommenheder og lidenskaber, og de kristnes bestræbelser for at „søge fred og jage efter den“ er derfor forbundet med mange vanskeligheder. Trods dette kan den kristne dog, når han oprigtigt stræber efter at følge den vejledning der gives i Guds ord på dette område og han drager nytte af den hjælp der tilbydes ham af hans kristne brødre og han følger Guds hellige ånds ledelse, gøre meget til at nå sit mål: at leve i fred med andre.
3. Hvilket praktisk eksempel viser at det ikke er umuligt at opnå fred i dag?
3 At det er muligt at leve i fred med andre mennesker i dag ses af de resultater som Jehovas vidners nye verdens samfund har opnået. De har virkelig skabt sig et omdømme for at kunne leve og arbejde sammen i fred og enhed. Dette er særlig tydeligt ved deres store internationale stævner, hvor mennesker af alle racer, hudfarver og sprog arbejder sammen uden de uoverensstemmelser som raceforskelle og nationale forskelle kan fremkalde og som er så almindelige i den nuværende tingenes ordning. I forbindelse med Jehovas vidners internationale stævne i 1958 i New York skrev bladet Sun i Binghamton, New York, for eksempel: „Den orden der prægede den vældige menneskemængde og den kendsgerning at den bestod af mennesker fra praktisk talt alle nationaliteter — negre og asiater færdedes utvungent og med synlig glæde blandt hvide — var et andet usædvanligt og i sandhed bemærkelsesværdigt træk.“ Om det samme stævne skrev New York-bladet Amsterdam News: „De gudhengivne vidner fra 120 lande har på fredelig vis levet og tilbedt Gud sammen og dermed vist amerikanerne hvor let det kan gøres. . . . Stævnet er et strålende eksempel på hvorledes mennesker kan arbejde og leve sammen.“ Lad det her være sagt at denne iøjnefaldende adfærd hos disse kristne ikke er en klædning de ifører sig når de er udsat for offentlighedens blikke og affører sig så snart det er belejligt. Tværtimod, det er en adfærd der har dybe rødder hos hvert eneste medlem af denne gruppe indviede kristne. Det er en adfærd der er dikteret af deres hjerte og sind, således at det man ser under deres store sammenkomster genspejler et livsmønster som de hver især stræber efter at leve op til og følge.
4. Hvad er det der gør denne gruppe anderledes end andre?
4 Det betyder ikke at denne gruppe kristne er anderledes end andre grupper med hensyn til det menneskemateriale den består af, for de mennesker der udgør denne gruppe kommer fra alle samfundslag og erhverv og er forskelligt stillet i økonomisk henseende. Det betyder heller ikke at de ikke hver især har deres personlige vanskeligheder og problemer. Det har de. De lever under de samme vanskelige forhold som andre mennesker i disse sidste dage. Her findes de samme forskelligartede og modsatte personligheder som i enhver anden tilsvarende gruppe. Hertil kommer at de omgås hinanden meget nært i omkring tredive timer hver måned ved deres møder og i deres forkyndelsesarbejde. Det er derfor ikke mærkeligt hvis der opstår personlige uoverensstemmelser. Det mærkelige er at der er så få uoverensstemmelser. Det der adskiller denne gruppe fra andre er måden hvorpå disse problemer behandles når de opstår.
5. Nævn et tilfælde hvor der var opstået en uoverensstemmelse mellem de første kristne. Hvordan greb Paulus sagen an?
5 Selv blandt det første århundredes kristne, der levede på en tid da Guds hellige ånd gav sig til kende på så mange mirakuløse og forunderlige måder, forekom der personlige uoverensstemmelser. Et eksempel herpå nævnes ganske kort af apostelen Paulus i Filipperne 4:2, 3, hvor vi læser: „Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. Ja, jeg beder også dig, der i sandhed er min hjælper, tag dig af dem; thi de har stridt sammen med mig i arbejdet for evangeliet, de såvel som Klemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står i livets bog.“ Her var altså to åndelige søstre som øjensynlig havde et modent kendskab til Guds ord og som havde arbejdet side om side med apostelen Paulus og andre i forkyndelsen af den gode nyhed, og alligevel havde de nogle vanskeligheder med at få bilagt en uoverensstemmelse der var opstået imellem dem. Ja, det var så alvorligt at det var kommet apostelen for øre og han fandt det nødvendigt at nævne det i sit brev for menigheden i Filippi og opmuntre den til at gøre sit yderste for at få problemet ryddet af vejen. Samtidig bad Paulus en moden kristen broder om at hjælpe søstrene med at finde en fredelig løsning hvis de ikke kunne gøre det selv, således at de kunne blive „enige i Herren“.
Den bibelske forskrift for bilæggelse af uoverensstemmelser
6. Hvor finder vi den bibelske forskrift for hvordan personlige uoverensstemmelser bilægges, og hvilke tre skridt skal man tage?
6 Hvordan denne specielle uoverensstemmelse blev bilagt ved vi ikke eftersom den ikke nævnes yderligere i Bibelen. Men vi ved at Kristus Jesus omkring tredive år før ikke alene anerkendte at sådanne uoverensstemmelser kunne opstå blandt hans ufuldkomne og syndige efterfølgere, men også i sin forunderlige visdom forklarede hvordan de burde gribes an. Det er derfor meget sandsynligt at disse to kristne kvinder, efter at være blevet formanet af apostelen Paulus, fulgte den sunde vejledning som deres Herre og Mester havde givet, da de skulle finde en løsning på deres personlige uoverensstemmelse. Ved at følge den samme fremgangsmåde i dag, i dette tyvende århundrede, er Jehovas vidner i stand til at rydde mange af de uoverensstemmelser der opstår blandt dem af vejen i den kristne kærligheds ånd. Hvordan lyder så den bibelske forskrift? Vi finder den i Mattæus-evangeliet, kapitel 18, versene 15 til 17. Her begynder Jesu vejledning med ordene: „Hvis din broder forsynder sig, . . .“ Med disse ord anerkendte Jesus at der kunne opstå problemer og uoverensstemmelser blandt hans sande efterfølgere. Han gav dernæst retningslinjerne for hvordan uoverensstemmelsen skulle bilægges. Den som forsyndelsen var blevet begået imod skulle tage følgende tre skridt: 1) „Gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ 2) „Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.“ 3) „Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden.“ En meget enkel fremgangsmåde, ikke sandt? Det er en fremgangsmåde man ikke bør overse eller se bort fra når man skal bilægge uoverensstemmelser af personlig art i den kristne kærligheds ånd.
7. (a) Hvad bør man gøre før man tager det første skridt der nævnes i Mattæus 18:15? (b) Hvorfor skal man gøre det?
7 Til gavn for de af vore læsere der ikke har haft lejlighed til at se denne bibelske forskrift anvendt i praksis vil vi nu undersøge den lidt nærmere. Vi forestiller os at vi befinder os i en situation hvor vi mener at en anden har forsyndet sig imod os eller fornærmet os. Hvad skal vi nu gøre? Før vi tager det første af de tre ovennævnte skridt er der noget andet vi bør gøre for at bringe denne uoverensstemmelse ud af verden i den kristne kærligheds ånd, og det er stille og roligt at tænke sagen igennem i lyset af den kundskab vi har fra Bibelen og idet vi erindrer os vort ønske om at vi selv og vor kristne broder er „enige i Herren“. Det vil være godt at stille sig selv sådanne spørgsmål som: Er sagen alvorlig nok til at jeg bør tage den op med min broder? Er der en chance for, hvis jeg intet nævner, at uoverensstemmelsen vil udglattes af sig selv? Var det med vilje min broder fornærmede mig, eller var det blot en fortalelse som han ikke engang selv var klar over? Kan jeg ikke blot tilgive ham og glemme det? Her er det godt at huske det bibelske ordsprog: „Er der intet brænde, går ilden ud.“ (Ordsp. 26:20) Vi kan også erindre os den inspirerede apostels ord: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; . . . kærligheden . . . bærer ikke nag [holder ikke regnskab med forurettelser, NW], . . . den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ (1 Kor. 13:4-7) Peter skrev ligeledes: „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ (1 Pet. 4:8) Hvorfor ikke lade kærligheden til vor kristne broder skjule eller dække hans synd mod os, ligesom vi håber at hans kærlighed til os vil skjule eller dække mange af de forsyndelser vi har gjort os skyldige i mod ham? Mange, mange uoverensstemmelser kan undgås hvis parterne i kristen kærlighed foretager denne forhåndsanalyse af situationen.
„Under fire øjne“
8. (a) Hvad skal man gøre hvis denne forhåndsanalyse ikke løser problemet? (b) Hvad bør man undgå?
8 På den anden side kan det også være at vi efter at have foretaget denne analyse er overbevist om at der ikke er tale om en bagatel og at vi ikke blot kan slå en streg over den. Så må vi handle straks. Vi må ikke lade sagen gnave i vort sind og vokse sig større end den er, da der så er fare for at vi mister vort åndelige velbefindende. I dette tilfælde har den der har forsyndet sig imod os ikke fulgt det princip Jesus fremsatte i sin bjergprædiken: „Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder, har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!“ (Matt. 5:23, 24) Vi må derfor tage det første skridt som angivet i Jesu vejledning i Mattæus 18:15-17: „Gå hen og sæt ham i rette under fire øjne.“ Hvilket udmærket og praktisk råd! Jesus kendte den menneskelige tilbøjelighed til at ville tale med andre om sagen før man gik til sin broder, men nej, lad os ikke gøre det! Lad os gå til vor broder alene. „Den, der dølger en synd, søger venskab, men den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ (Ordsp. 17:9) I stedet for at søge sympati for sin sag hos andre med fare for at give anledning til sladder, skulle man lægge praktisk visdom for dagen og tale i enrum med den der har forsyndet sig. Hvis man roligt taler ud om tingene i enrum er det muligt at den gensidige kærlighed vil skjule den synd der er begået og at den hurtigt vil være glemt. — Ef. 4:26.
9, 10. (a) Med hvilket motiv skal den forsyndelsen er begået imod tage det første skridt, og hvad vil det være klogt at gøre for at få den rette indstilling inden man tager dette skridt? (b) Hvad er resultatet heraf ofte blevet?
9 Men stop et øjeblik! Før vi går til vor broder for at tale med ham må vi gøre os klart med hvilket motiv vi tager dette første skridt til bilæggelse af uoverensstemmelsen. Er vi blot interesserede i at overbevise vor broder om at han har gjort os uret og få ham til at falde på knæ og bede om tilgivelse? Nej, sådan må det ikke være. Vi skal ikke prøve at retfærdiggøre os selv. Jesus sagde: „Hører han dig, så har du vundet din broder.“ Det er altså det rette motiv: at vinde sin broder. Vi ønsker at få en forsoning i stand med ham, at komme til enighed med ham, og samtidig opnå en personlig lindring ved at få denne sag der har tynget vort sind bragt ud af verden. Vi må dog huske på at kærligheden „søger ikke sit eget“. (1 Kor. 13:5) Naturligvis vil vi, eftersom vor broder har overtrådt et af de kristne principper, også prøve at hjælpe ham til at vende sig fra sin urette færd, sådan som Paulus skrev til galaterne: „Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Imidlertid opstår uoverensstemmelser i mange tilfælde ikke så meget på grund af et brud på kristne principper som på grund af en eller anden misforståelse. Af den grund bør man også tage dette første skridt i den hensigt først og fremmest at blive forsonet med sin broder. For at nå dette mål må man være rede og villig til selv at gøre nogle indrømmelser, at give lidt efter på visse punkter. Det vil derfor være klogt at standse op og tænke på et tidligere tilfælde hvor det var en selv der havde gjort en anden uret og at erindre sig hvor vanskeligt det var at ydmyge sig og bede om en undskyldning dengang. Det var afgjort ikke let, vel? Lad os derfor være rede til at gøre nogle indrømmelser for at hjælpe vor broder. Lad os også tænke på den glæde som vi og vor broder erfarede da vi blev forsonede, og som viste at vore anstrengelser ikke havde været forgæves. Hvis vi genkalder os denne situation vil det hjælpe os til at nærme os den broder der har forsyndet sig, med den rette indstilling, og vi er nu rede til at tage det første skridt til bilæggelse af uoverensstemmelsen i den kristne kærligheds ånd.
10 Hvor ofte sker det ikke at vi, hvis vi henvender os til vor broder med den rette indstilling, opdager at han er indstillet på samme måde! Vi vil opdage at han er lige så ivrig efter at få uoverensstemmelsen bragt ud af verden og at nogle få minutter er alt hvad der er nødvendigt for at udvirke en fuldstændig forsoning. Det er også muligt at vi, efter at have hørt hans side af sagen, erkender at vi har haft et helt fejlagtigt syn på den, og ved nu at drøfte begge sider af sagen i enrum lykkes det at ordne den i mindelighed. Det er det der siges i ordsproget: „Den, der taler først i en trætte, har ret, til den anden kommer og går ham efter.“ (Ordsp. 18:17) Det er derfor absolut nødvendigt at undgå enhver følelse af selvretfærdighed når vi tager dette første skridt, og i stedet for være rede og villige til at blive ’gået efter’ af den anden. Hvis en forsoning kommer i stand ved dette første skridt bliver resultatet fred og glæde for alle parter.
„Tag endnu en eller to med dig“
11. Hvem kan den forurettede nu henvende sig til hvis uoverensstemmelsen ikke blev bilagt ved det første forsøg?
11 Det kan dog også ske, af den ene eller den anden grund, at der ikke opnås en forsoning ved dette første skridt. Trods alle vore anstrengelser lykkedes det os ikke at komme til enighed med vor broder og få sagen bragt ud af verden. Hvad gør vi så? Skal vi give op? Nej, kærligheden til vor broder vil få os til at fastholde ønsket om at slutte fred med ham og få sagen bragt ud af verden. I nogle tilfælde kunne man måske få den tanke at det bedste ville være at skrive til Vagttårnets selskab og bede om dets bistand til bilæggelse af uoverensstemmelsen. Selskabet er absolut rede til at hjælpe når det er nødvendigt, men man bør tænke på at det er meget vanskeligt at give et fuldstændigt og sandt billede af en sag i et brev, uanset hvor mange sider man skriver. Der findes da også en mere direkte måde at løse problemet på, for i Jehovas vidners lokale menighed har Selskabet en repræsentant som er udnævnt og kvalificeret til at give den fornødne hjælp; denne repræsentant er menighedens tilsynsmand. Siges der ikke at tilsynsmændene skal være „som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land“? (Es. 32:1, 2) Endvidere viste apostelen Paulus at disse tilsynsmænd var „gaver“ som Gud havde skænket netop med det formål at styrke og opbygge menigheden. (Ef. 4:8, NW) Lad os derfor drage nytte af disse „gaver“ fra Gud som findes i vor midte ved at søge deres hjælp til at løse de problemer der måtte opstå.
12. Hvilken indstilling skal tilsynsmanden have hvis han skal kunne hjælpe?
12 Vi kan nu forstå hvor nødvendigt det er at en tilsynsmand er kærlig, forstående og imødekommende så enhver i menigheden altid kan føle sig fri til at søge hjælp hos ham. En af den første kristne menigheds tilsynsmænd skrev: „Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag.“ (Rom. 15:1) Den kristne tilsynsmand vil derfor stille sig selv til rådighed for sine brødre i troen. Han har ikke for travlt til at lytte til deres problemer, men han nærer tværtimod oprigtig interesse for deres åndelige velfærd. Før og efter møderne, når han arbejder sammen med menighedens medlemmer i forkyndelsen og når han aflægger besøg hos dem i deres hjem, vil han vise at han er „som læ imod storm og . . . som en vældig klippes skygge i tørstende land“ for sine åndelige brødre, så vil de automatisk vende sig til ham når de har brug for hjælp til at løse et af deres personlige problemer.
13. Hvilken fremgangsmåde skal tilsynsmanden eller en anden moden broder der optræder som tredje part benytte ved dette andet forsøg på en forsoning?
13 Ud fra dette kan vi forstå det fornuftige i at gå til menighedens tilsynsmand eller en anden moden broder i menigheden, kort at forelægge problemet for ham og derefter bede ham og måske en anden broder om at gå med hen for at tale med den broder der har forsyndet sig imod os. (Matt. 18:16) Som ved det første forsøg på at få en forsoning i stand må det vigtigste motiv også denne gang være at ’vinde vor broder’. De modne brødre må ligeledes holde sig for øje at de ikke er med for nødvendigvis at afgøre hvem der har ret og hvem der har uret og afsige kendelse i sagen, men snarere for at udvirke en forsoning mellem de to parter ved hjælp af Bibelen og dens sunde vejledning. De må omhyggeligt og uden fordom høre begge parters fremstilling. Når sagen således roligt forelægges en tredje part er det muligt at en eventuel misforståelse kan opklares og at en forsoning hurtigt kan bringes i stand. Det bliver muligvis nødvendigt for tilsynsmanden at gøre de implicerede parter opmærksomme på visse bibelske principper som de har overset. Han skal ikke egenmægtigt prøve at påtvinge dem en løsning, men han skal lade Bibelen tale således at brødrene kan forstå at det ikke blot er menneskelig visdom han taler men at det er Jehova der vejleder dem gennem sit skrevne ord. Når den bibelske vejledning er givet kan man som oftest med god virkning spørge den der har forsyndet sig på hvilken måde han vil foreslå at uretten gøres god igen. Hans kærlighed til Jehova Gud og til sin broder vil i mange tilfælde lede ham til at fremsætte et forslag der vil føre til en bilæggelse af uoverensstemmelsen. Når det er sket, hvor dejligt er det da ikke at se de to parter forsonede og enige igen! Der hersker atter en atmosfære af glæde og tilfredshed, der sætter dem i stand til fortsat at tjene sammen uden at der hersker nogen misstemning imellem dem.
I den kristne kærligheds ånd
14. (a) Hvilken egenskab er absolut nødvendig ved bilæggelse af personlige uoverensstemmelser? (b) Hvordan kan denne egenskab bevares i den nye verdens samfund?
14 Vi kan ikke her stærkt nok understrege hvor nødvendigt det er at lægge den vigtigste af alle åndens frugter, den kristne kærlighed, for dagen, hvis der skal komme noget ud af at følge Jesu forskrift for bilæggelse af personlige uoverensstemmelser. „Kærligheden ophører aldrig; . . . Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.“ (1 Kor. 13:8, 13) Vi er klar over at denne onde verden ikke har Guds ånd og at det er grunden til at de der er af verden har så svært ved at få deres mange uoverensstemmelser bilagt. Vi må også være klar over at når der opstår personlige uoverensstemmelser mellem to kristne er det fordi Guds hellige ånd hæmmes på den ene eller den anden måde; den får ikke lov til at virke frit og kan således ikke frembringe sine frugter, der er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23, NW) Men når der lægges kristen kærlighed for dagen og uoverensstemmelsen ryddes af vejen, så får Guds ånd atter frit løb og kan indvirke på de implicerede parter, hvorefter de i større mål kan føle og frembringe Guds ånds frugter i deres liv. Nu hersker der atter den enhed og harmoni der hører sig til blandt kristne brødre og som salmisten beskriver på følgende måde: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen [i enhed, NW]: som kostelig olie, der flyder fra hovedet ned over skægget, Arons skæg, der bølger ned over kjortelens halslinning.“ (Sl. 133:1, 2) Denne enhed er absolut nødvendig for Jehovas vidners åndelige velbefindende i dag. Ved at bevare den sikrer vi at vort arbejde bliver mere produktivt, for vi vil da kunne arbejde af hele vort sind, af hele vor sjæl og af hele vor styrke. Det at leve sammen med vore brødre i enhed vil berede os en sådan glæde og tilfredshed at det i sig selv vil være en kilde til styrke for os. Det vil også medvirke til i endnu højere grad at kendetegne os som en ny verdens samfund der virker under Guds hellige ånds ledelse. Enheden opretholdes imidlertid ikke mirakuløst men kun ved at de enkelte medlemmer af dette samfund opdyrker kærlighed til hinanden. Husk at kærlighed er en frugt, nemlig af Guds ånd. Den kan derfor opdyrkes. At det kan lade sig gøre ses ingen sinde tydeligere end når uoverensstemmelser bilægges i den kristne kærligheds ånd.
15. (a) Hvorfor er denne direkte, personlige henvendelse den bedste når en uoverensstemmelse skal bilægges? (b) Hvilket tredje, mere alvorligt skridt kan i de fleste tilfælde undgås?
15 På baggrund af det foregående kan vi nu til fulde værdsætte den guddommelige visdom der kom til udtryk gennem Jesus Kristus da han gav os denne enkle men effektive metode til bilæggelse af personlige uoverensstemmelser. „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje! ’Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver?’“ (Rom. 11:33, 34) I sin guddommelige visdom forudså Jehova at der kunne opstå personlige vanskeligheder blandt hans indviede tjenere, og han gav dem derfor effektiv anvisning på hvordan de kunne overvinde dem. Vi handler derfor i overensstemmelse med denne guddommelige visdom hvis vi følger denne anvisning når der opstår uoverensstemmelser. Den direkte, personlige henvendelse er den hurtigste og mest effektive, for det sparer både tid og kræfter for en selv og andre hvis problemet løses med det samme og på tomandshånd. Hvis dette ikke lykkes kan vi søge hjælp hos en mere moden broder i menigheden. Sjældent skulle det blive nødvendigt at tage det tredje og mere alvorlige skridt som anvises af Jesus i Mattæus 18:17 og som består i at forelægge sagen for menighedens repræsentative udvalg og med vidners hjælp over for den der har forsyndet sig at aflægge uigendrivelige beviser for hans synd. Den modne kristne vil gøre sit yderste for selv at bilægge de private uoverensstemmelser der måtte opstå imellem ham og hans brødre og gøre det i den kristne kærligheds ånd.
16. Hvad kan hjælpe os til at overvinde de større vanskeligheder der ligger foran, og hvilken bibelsk vejledning må vi i så fald følge?
16 At dette sker er vigtigere nu end nogen sinde før. Vi lever nu i „de sidste dage“, og de „strenge tider“ der skulle komme er over os. Som medlemmer af Jehovas nye verdens samfund må vi præsentere en enig front nu for at kunne møde de vanskeligheder der ligger foran. Vi er derfor Jehova taknemmelige for at han har givet os et middel til at rydde personlige uoverensstemmelser af vejen og bevare organisationens enhed og renhed. Disse uoverensstemmelser er få, men ved at vi udviser kærlighed vil de blive endnu færre. Lad os derfor hver især beslutte fortsat at ’bære over med hverandre i kærlighed og stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd’. — Ef. 4:2, 3.