’Acceptér hinanden’
„I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til herlighed for Gud.“ — Rom. 15:7.
1. (a) Hvor mange lande er blevet accepteret eller budt velkommen som medlemmer af De forenede Nationers organisation? (b) Hvad har FN ikke kunnet frembringe, og hvad frygter man derfor mere og mere?
INDTIL nu er 154 lande blevet accepteret eller budt velkommen som medlemmer af De forenede Nationers organisation. De har ikke alle den samme politiske ideologi. Nogle af dem er endog fjendtligt indstillet over for hinanden, men de forsøger i FN at være „venlige fjender“. De synes at erkende sandheden i en udtalelse af en amerikansk journalist og digter: „Forenede står vi. Splittede falder vi.“ FN hævder at være en organisation til sikring af freden og sikkerheden i verden. Men efter alle de år der er gået siden den anden verdenskrig endte i 1945, har den stadig ikke frembragt det den amerikanske politiker Wendell Wilkie omtalte som „én verden, én regering“. Derfor vokser frygten for at en tredje verdenskrig med kernevåben skal bryde ud.
2. Hvad kan, inden for de enkelte lande, være en hindring for at en borger bliver accepteret af sine medborgere?
2 Selv inden for de enkelte lande der er tilsluttet FN, er det ikke givet at borgerne accepterer alle deres medborgere. Fordomme spiller en stor rolle. De rige accepterer ikke de fattige. Medlemmer af ét trossamfund accepterer ikke medlemmerne af et andet trossamfund. Tilhængerne af ét politisk parti nægter at acceptere dem der tilhører et andet politisk parti. Mennesker med en høj uddannelse finder det ikke umagen værd at beskæftige sig med mennesker der har en dårlig eller slet ingen uddannelse. Et menneskes hudfarve kan hindre det i at opnå et godt forhold til dem der har en anden hudfarve. Ens afstamning kan gøre stor forskel. Man bliver ikke uden videre accepteret på det grundlag at man ligesom alle andre tilhører menneskeslægten. Personlige sympatier og antipatier spiller en afgørende rolle med hensyn til hvor et menneske bliver budt velkommen.
3. (a) I hvilken forstand har kristenheden ikke været nogen undtagelse fra det ovennævnte? (b) Har FN opnået bedre resultater end Folkeforbundet med hensyn til at være det politiske udtryk for Guds rige ved Kristus?
3 Kristenheden er ingen undtagelse, selv om den formodes at være et samfund bestående af kristne lande. Eftersom disse lande kun er kristne af navn, har de gang på gang krænket det der profeteres om i Esajas 2:4: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ I kristenheden vil mennesker der kun er kristne af navn patriotisk kæmpe for deres egne nationale tilhørsforhold, endog så vidt som til deres egen eller deres modstanderes død. De har ingen virkelig grund til at glæde sig over De forenede Nationers organisation, selv om Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika i december 1918 kaldte det dengang foreslåede Folkeforbund for „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. De forenede Nationers organisation har afgjort ikke vist sig at være et udtryk for Guds rige ved Kristus.
4. Hvad sagde Paulus, der citerede fra Esajas’ profetier, om „det der forud er skrevet“?
4 De ovennævnte ord om at folk ikke skal løfte sværd mod hinanden og ikke mere øve sig i våbenfærd, får imidlertid deres opfyldelse på Jesu Kristi sande efterlignere. Denne fredelige søn af Gud citerede ofte fra Esajas’ profetier, der var blevet nedskrevet længe før hans tid. Det gjorde han for at undervise sine disciple. En af disse disciple, apostelen Paulus, skrev følgende til Kristi disciple i Rom i det første århundrede: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Rom. 15:4.
5. Hvem var det bedste eksempel for Paulus og hans trosfæller med hensyn til udholdenhed?
5 Som en opfyldelse af det der forud var skrevet i Skrifterne udholdt Jesus Kristus forhånelse og forfølgelse, ja led endog en vanærende død på marterpælen som en politisk forbryder. Ved sin trofasthed til døden blev han et fuldkomment eksempel for sine disciple, et eksempel der kunne styrke dem til trofast at holde ud indtil enden.
6. (a) Hvad viser at Jesus på marterpælen holdt fast ved sit håb, og hvordan blev han styrket til at holde ud? (b) Hvordan forholder det sig med Jesu disciple hvad håb og udholdenhed angår?
6 Fordi Jesus trofast holdt ud til afslutningen af sin jordiske løbebane, bevarede han sit gudgivne håb. Han kunne derfor sige til den medfølende røver der blev pælfæstet sammen med ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Luk. 23:43) I de udmattende timer på marterpælen hentede Jesus megen trøst ved at erindre sig ’det der forud var skrevet’ om ham, og derved blev han i høj grad styrket. For hans indviede disciple, der udsættes for hån og spot for Jehova Guds og Jesu Kristi skyld, gælder det samme. De bevarer et fast greb om deres bibelsk begrundede fremtidshåb og finder stor trøst i „det der forud er skrevet“. Deres håb, som er grundlagt på de pålideligste af alle skrifter, „fører ikke til skuffelse“. — Rom. 5:5.
7. Hvis sindsindstilling bør alle i menigheden have, og hvordan kan de dermed herliggøre Gud?
7 Det vi må gøre, er at have den samme sindsindstilling som Jesus Kristus havde under alle de lidelser han blev udsat for i en fjendtlig verden. I overensstemmelse hermed fremsatte apostelen Paulus denne bøn: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I over for hinanden har den samme sindsindstilling som Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Rom. 15:5, 6) Når vi opdyrker en sådan indstilling og derved efterligner vort forbillede, Jesus Kristus, vil vi bevare enheden som en menighed af hans disciple. Når der råder den samme indstilling i en gruppe, vil det give sig udslag i enig tale. Det vil være som om hele menigheden taler med „én mund“, og det vil give ordene større kraft og vægt. Dette er i høj grad på sin plads, for der kan aldrig lægges for megen vægt på det at herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader. Vore stemmer bør herliggøre ham i forening. Ellers vil vort budskab virke forvirrende på dem der hører det.
Hvordan vi accepterer hinanden ligesom Messias har accepteret os
8. Hvad kan have påvirket enheden i menigheden i Rom, som Paulus skrev sit brev til?
8 I adskillige organisationer eller samfund i denne tingenes ordning er der hos mange en tilbøjelighed til ikke at acceptere nyankomne på grund af nationale eller racemæssige fordomme. Forskelle med hensyn til uddannelse eller religion kan spille en rolle. I det gamle Rom var der uden tvivl sådanne splittende faktorer.
9. Hvem bestod menigheden i Rom dengang af, og af hvilke grunde har menighedens medlemmer måske gjort forskel på hinanden og foretrukket at omgås nogle fremfor andre?
9 Apostelen Paulus havde endnu ikke været i Rom, denne kosmopolitiske hovedstad, men i håb om snart at komme dertil skrev han sit inspirerede brev til menigheden der. Efter at have henledt opmærksomheden på Jesus Kristus som det fuldkomne eksempel med hensyn til at acceptere andre, siger Paulus videre: „I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til herlighed for Gud.“ (Rom. 15:7) De kristne der var i Rom, „Guds elskede, kaldede til at være hellige“, indbefattede kødelige, omskårne jøder og uomskårne hedninger eller ikke-jøder, både frie og trælle. (Rom. 1:7; 3:1-6; Fil. 4:22) Blandt disse kristne var der således visse forskelle med hensyn til religiøs baggrund og social position, hvilket medvirkede til at de så forskelligt på mange ting og at deres samvittighed reagerede forskelligt. Dette kan også have bevirket at de foretrak at omgås nogle fremfor andre.
10. Hvilket eksempel satte Jesus med hensyn til hvordan vi bør acceptere hinanden, og hvem var det til herlighed for?
10 Paulus fejede imidlertid alt dette til side og formanede dem til alle at „acceptere hinanden“ og at gøre det kærligt, hjerteligt, oprigtigt og med sand værdsættelse af hinanden som medkristne og trosfæller. De havde et fuldkomment eksempel de kunne følge i denne henseende, for Paulus sagde at de skulle gøre det „ligesom Messias også har accepteret os“. Da Jesus var på jorden sagde han: „Den der kommer til mig, vil jeg afgjort ikke jage bort.“ (Joh. 6:37) Som et fuldkomment menneske kunne Jesus have holdt os på afstand på grund af vor ufuldkommenhed og syndighed. Men det gjorde han ikke. Hvorfor ikke? Paulus forklarer grunden idet han tilføjer: „Til herlighed for Gud.“ Ved at acceptere alle dem der troede på ham, herliggjorde Kristus Gud, for han fremhævede derved Guds storsindethed og hans ønske om at alle mennesker måtte blive frelst gennem hans søns, Jesu Kristi, genløsningsoffer. Som Jesus selv sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.
11. Hvorfor fører en sådan kærlig accept af nyankomne til herlighed for Gud, og hvad sagde den opstandne Jesus derfor til sine disciple at de skulle gøre?
11 Når vi, som Jesu Kristi efterlignere, accepterer alle der søger sandheden, uanset race, hudfarve, social stilling, verdslig uddannelse eller tidligere religiøse tilhørsforhold, og byder dem velkommen i menigheden, er dette også til herlighed for Gud. Det giver alle der således accepteres og bydes velkommen, det rette syn på Jehova Gud. Som et udtryk for sin villighed til at modtage alle sande troende i den menighed hvis åndelige hoved han var, forklarede den opstandne Jesus i „nationernes Galilæa“ sine disciple hvad de skulle gøre, idet han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Es. 9:1, NW; Matt. 28:16-20.
12. (a) Hvordan vil tanken om at vi herliggør Gud når vi accepterer andre, virke på os? (b) Hvorfor vil ingen kunne anklage Gud for blodskyld?
12 Når vi uden forskel accepterer alle der kommer i menigheden, må vi altså huske at vi gør det „til herlighed for Gud“. Det vil virke tilskyndende på os, og det vil få dem der modtages, til at forstå Guds kærlige gavmildhed og til selv at herliggøre ham. Når vi bevæger os uden for vore mødelokaler og går fra dør til dør for at forkynde den gode nyhed om Guds rige for alle vi møder, viser vi også at vi ’accepterer hinanden, ligesom Messias har accepteret os, til herlighed for Gud’. Denne virksomhed er til herlighed for den Gud vi er vidner for, uanset om folk tager imod Rigets budskab eller ej. De der tager imod budskabet vil til sidst slutte sig til os i herliggørelsen af den Gud der sendte sine budbringere til dem. De der ikke tager imod vort gudgivne frelsesbudskab, vil på et eller andet tidspunkt i fremtiden komme til at erkende at Jehova Gud havde tænkt på dem og havde sendt sine trofaste vidner til dem, så de ikke har nogen grund til at finde fejl hos Gud. (Ez. 33:33) Gud kan således ikke kræves til regnskab for deres blod.
Fra tømrer til ordets tjener
13. Hvorfor kan Gud ikke anklages for partiskhed, selv om han først lod jøderne få gavn af sin foranstaltning?
13 Hvem var de første der fik lejlighed til at høste gavn af Guds foranstaltning? Det var det folk gennem hvem vi har fået Bibelen, nemlig de kødelige jøder. Men viste Gud da ikke partiskhed, i betragtning af at der også dengang for 1900 år siden fandtes langt flere ikke-jøder end omskårne jøder? Overfladisk set kunne det virke sådan. Men Gud måtte begynde et eller andet sted, og han begyndte med dem han havde givet særlige løfter gennem deres forfædre — altså de omskårne jøder. De velsignelser der i sidste ende skulle tilflyde menneskeheden som følge af Guds handlemåde, var imidlertid ikke begrænset til de kødelige jøder eller hebræere. Der er derfor ikke nogen virkelig grund til at beklage sig over Guds måde at handle på.
14. Hvilket folk måtte Guds søn derfor tilhøre da han kom ned fra himmelen, og hvordan blev han modtaget af sine egne?
14 Lad os aldrig glemme at Gud havde givet trofaste mænd i fortiden ubrydelige løfter angående deres kødelige efterkommere, jøderne. Derfor måtte Guds søn komme ned fra himmelen for at indfri sin himmelske Faders løfter. Han måtte fødes som medlem af et folk der var hadet i mange lande, det folk med hvem Jehova havde indgået en national pagt. Men selv som jøde blev Guds søn ikke accepteret af sine landsmænd i almindelighed. En jøde der nedskrev Guds søns jordiske historie sagde: „Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.“ — Joh. 1:11.
15. Hvilket arbejde udførte Jesus i Nazaret, og var dette ensbetydende med at han var „en tjener for de omskårne“?
15 Til den kristne menighed i Rom, der ikke blot bestod af kødelige jøder, skrev den jødiske apostel Paulus derfor: „Jeg siger nemlig at Kristus jo er blevet en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre, og for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed.“ (Rom. 15:8, 9a) I Nazaret i Galilæa voksede Jesus op hos sin adoptivfader, den omskårne jøde Josef, og lærte tømrerhåndværket. Eftersom han var født i Judas stamme tilhørte han ikke præsteslægten eller tempellevitternes stamme. Følgelig kunne han ikke træde ind i tempeltjenernes rækker i Jerusalem. Men kom Jesus, Guds søn, da blot til jorden for at tjene og dø som tømrer? Nej! At han blev „en tjener for de omskårne“ må indebære langt mere end at han blev tømrer ligesom sin fosterfader Josef.
16. Hvad gjorde Jesus for at kunne påtage sig den tjeneste han skulle udføre for hele det omskårne folk?
16 Hvis Jesus var forblevet ved sit tømrerhåndværk i Nazaret ville han ikke have udført den tjeneste Skrifterne havde forudsagt. Hans himmelske Fader, Jehova Gud, lod ham derfor begynde på noget andet, så han kunne blive „en tjener for de omskårne“, ikke blot for indbyggerne i Nazaret, men for hele folket. Følgelig opgav han, i en alder af 30 år, for stedse tømrerhåndværket.
17. Hvordan er forholdet mellem Jesu gerning efter at han var blevet døbt og salvet, og den tjeneste den jødiske ypperstepræst forrettede i templet?
17 Hvilket arbejde påtog Jesus sig efter at han var blevet døbt i vand af Johannes Døber, en levit, og derefter med Guds hellige ånd? Var det en tjeneste der var ringere end den tjeneste tempelpræsterne og levitterne udførte i Jerusalem? Enhver der kender til forholdene må indrømme at han påtog sig en officiel tjeneste; han blev i virkelig forstand en „ordets tjener“ og ikke blot en der smykkede sig med en religiøs titel. Han udførte ubestrideligt en national tjeneste af religiøs art, og det var Gud, universets Suveræn, og ikke noget menneske, der havde overdraget ham denne opgave. Den tjeneste Jesus udførte efter at han havde opgivet sit arbejde som tømrer, var langt vigtigere end den tjeneste den jødiske ypperstepræst i Jerusalem forrettede.
18. Hvorfor blev Jesus „en tjener for de omskårne“, selv om ingen jordisk nation anerkendte ham som sådan?
18 Ligesom Jesus Kristus ikke kunne udføre en religiøs tjeneste i templet i Jerusalem og således kappes med præsterne og levitterne dér, kunne eller ville han heller ikke udføre en religiøs tjeneste i et ikke-jødisk lands tempel, det være sig i Rom eller Athen eller noget andet sted. Dog skulle han være „en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld“. Hvorfor? Fordi han skulle „bekræfte de løfter [Gud] gav deres forfædre“, det vil sige hebræerne, ikke hedningerne. Deres forfader Abraham havde mange sønner med tre forskellige kvinder, men Gud udvalgte den eneste søn Abraham havde med sin første hustru, Sara, nemlig Isak, til at være den der modtog Abrahamsløftet. Isak fik tvillingesønner, og Gud valgte den yngste, Jakob, der senere blev kaldt Israel, til at videreføre Abrahamsløftet om den „sæd“ ved hvem alle jordens folk ville blive velsignet. Med tiden blev Jakobs 12 sønner til Israels 12 stammer. Med disse stammer indgik Gud, ved profeten Moses som mellemmand, en national pagt.
19. Hvorfor blev Jesus ikke født i Levis stamme? Hvem bød ham velkommen til jorden, og hvor skete det?
19 Senere, efter at Israels folk havde valgt at få en jordisk konge som Jehovas synlige repræsentant, gav Gud kong David af Judas stamme det løfte at Riget skulle forblive i hans slægt. Den lovede Messias eller Kristus måtte derfor fødes i Davids slægt. Det er grunden til at Jesus blev født i Davids fødeby Betlehem som Davids kødelige efterkommer og arving, idet hans moder var den jødiske jomfru Maria af Judas stamme. Han blev budt velkommen til jorden af himmelens engle. Guds søn fra himmelen måtte altså nødvendigvis fødes som jøde. Hans Faders ubrydelige løfter måtte bekræftes eller hævdes. Gud kunne ikke stå som en løgner.
20. Hvad skulle der ske med folk af de ikke-jødiske nationer skønt Jesus hørte til de omskårne, og hvorfor?
20 Jesus var lykkelig for at samarbejde med sin himmelske Fader i alt dette. Derfor blev han villigt „en tjener for de omskårne“. Han blev omskåret som en af dem. I tre og et halvt år efter Jesu død og opstandelse var de omskårne jøder genstand for en særlig gunst. Men de uomskårne hedninger eller ikke-jøder skulle også accepteres eller bydes velkommen i Jehovas teokratiske organisation. Dette måtte ske som en bekræftelse af Jehovas ubrydelige løfter til menneskene.