„Vær glade, I nationer, med hans folk“
1. Hvorfor er jøderne, der stadig holder Moseloven ikke „hans folk“ som nationerne opfordres til at glæde sig sammen med?
HVEM er „hans folk“ som alle nationer opfordres til at være glade sammen med? (Rom. 15:10) Kendsgerningerne viser at det ikke er jødefolket. De kødelige jøder, som stadig forsøger at holde Moseloven, er blevet hadet og forfulgt i de 1900 år der er gået siden år 70, det år det gamle Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner under general Titus. Mærkeligt nok har ikke engang de kødelige jøder glædet sig sammen med „hans folk“, Jehovas folk. I år 1473 f.v.t. sang den jødiske profet Moses en inspireret sang der sluttede således: „Vær glade, I nationer, med hans folk, for han vil hævne sine tjeneres blod, og han vil gengælde sine modstandere med hævn og skaffe sit folks jord soning.“ — 5 Mos. 32:43, NW.
2. Hvornår begyndte Jesu disciple at blive overført „fra mørkets myndighed til Guds elskede søns rige“?
2 Da Paulus omkring år 56 citerede disse ord og viste hvordan de fik deres opfyldelse, var det længe siden Jesus havde lidt døden, var blevet oprejst og var steget til himmelen. Dette var sket i år 33, og fra og med pinsedagen dette år havde Jesu Kristi indviede, døbte og åndsavlede disciple været „hans folk“, Jehovas folk. Nogle år senere, omkring år 60-61, skrev Paulus følgende til medlemmerne af Jehovas folk i Kolossæ: „Faderen [Jehova] . . . har gjort jer egnede til at få del i de helliges arv i lyset. Han har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ (Kol. 1:12, 13) Denne overførsel begyndte på den jødiske pinsedag (den 6. sivan) år 33, efter at Jesus var vendt tilbage til himmelen.
3. Hvad er de blevet på Kongens vegne, efter at være blevet overført til Guds elskede søns åndelige rige?
3 På den dag udgød den himmelske Fader, ved hjælp af sin herliggjorte, kongelige søn, Jesus Kristus, sin hellige ånd over de cirka 120 ventende disciple i Jerusalem. De blev derved udfriet fra mørkets myndighed i denne verden og overført til et åndeligt rige under Guds elskede søn, Jesus Kristus, der er „verdens lys“. (Joh. 8:12) Det var Jehova Gud der oprettede dette åndelige rige, og som den åndelige konge i dette rige tjente Jesus Kristus som Jehovas førsteminister. I forbindelse med varetagelsen af dette embede benytter Jesus sine åndsavlede disciple på jorden som „ambassadører på Kristi vegne“. (2 Kor. 5:20) Disse „ambassadører“ har fået en tjeneste betroet som den himmelske regerings repræsentanter.
4. (a) Hvem er derfor Guds folk som nationerne skal ’være glade’ sammen med? (b) Hvorfor skal hedningenationerne herliggøre Gud?
4 Det er sammen med disse ambassadører at alle de nationer der ikke består af åndelige israelitter opfordres til at ’være glade’. Hvorfor skal de være glade? Den kristne ambassadør Paulus giver følgende svar i sit brev til menigheden i Rom: „Kristus . . . er [jo] blevet en tjener for de omskårne [de kødelige jøder] for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre, og for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed.“ (Rom. 15:8, 9a) Hvordan havde Gud vist hedningenationerne barmhjertighed?
5. (a) Hvori bestod den barmhjertighed Gud viste de uomskårne hedninger? (b) Hvornår og mod hvem begyndte denne barmhjertighed at komme til udtryk, og hvad fik disse adgang til?
5 Dengang, i det første århundrede, kom Guds barmhjertighed til udtryk ved at han lod de uomskårne hedninger (eller folk fra nationerne) få del i de løfter han havde givet de omskårne jøders forfædre. For de uomskårne ikke-jøders vedkommende tog dette sin begyndelse i år 36, da den romerske officer Kornelius og hans familie og venner i Kæsarea tog imod apostelen Peters tjeneste og blev salvet med Guds hellige ånd og døbt. (Apg., kap. 10) Om Kornelius og hans familie forlod Kæsarea og vendte tilbage til Italien for at blive medlemmer af menigheden i Rom, som indtil da havde bestået af omskårne jødiske troende og muligvis jødiske proselytter, ved vi ikke. (Apg. 2:1-10) Men fra da af viste Gud troende og døbte hedninger barmhjertighed, idet han, til trods for at de var uomskårne, lod dem få adgang til sin elskede søns åndelige rige.
6. (a) Hvad kunne nationerne, som et udtryk for Guds barmhjertighed, blive medlemmer af på Paulus’ tid? (b) Hvorfor kan de der får del i Guds barmhjertighed ikke tjene denne verdens regeringer?
6 På denne måde fik „nationerne“, hvad enten det var omskårne samaritanere, omskårne ægyptere eller uomskårne ikke-jøder, den forret at blive medlemmer af den „Abrahams sæd“ ved hvem alle jordens slægter skal velsignes. (1 Mos. 12:3; 22:15-18; Gal. 3:3-29) I øjeblikket befinder de sig i Guds elskede søns åndelige rige, men alle der forbliver trofaste indtil døden vil blive oprejst til liv i Guds himmelske rige. Der skal de herske sammen med Kristus i 1000 år, for at velsigne alle jordens slægter. (Åb. 20:4-6) Indtil da, mens de endnu befinder sig i kødet på jorden, udfører de den tjeneste der påhviler dem som „ambassadører på Kristi vegne“, idet de er optaget af „ordets tjeneste“ og forkynder Jehovas rige ved Kristus. Følgelig kan de ikke tjene de politiske regeringer i denne verden, der beherskes af Djævelen. — Apg. 6:4.
En offentlig forkyndelse blandt nationerne
7. Hvilken holdning indtager disse „ambassadører“ til denne verdens konflikter, og hvorfor bliver de ved med at glæde sig og opfordre andre til at gøre det samme?
7 Rigets „ambassadører“ indtager en strengt neutral holdning til verdslige konflikter. De ved at „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløb i det tidlige efterår 1914, i den første verdenskrigs tredje måned. (Luk. 21:24; jfr. da. aut.) På det tidspunkt udløb den periode hedningenationerne havde fået til at udøve verdensherredømmet. Nationerne i verden, kristenheden indbefattet, nægter stædigt at anerkende dette. De modstår og forfølger derfor Jehovas kristne vidner, som gør opmærksom på dette forhold. Denne forfølgelse er blevet forudsagt i Bibelens profetier. Men trods alt dette bliver ’ambassadørerne’ for Guds oprettede rige ved med at glæde sig. De opfordrer folk af alle nationer til at glæde sig sammen med dem og til at slutte sig til dem i forkyndelsen af det rige eller herredømme som Jehova Gud har lagt på Jesu Kristi skuldre.
8. (a) Siden hvornår er „en stor skare“ af alle nationaliteter blevet samlet på Guds oprettede riges side? (b) Hvad forstår de, og hvad ville de gerne opleve, som et udtryk for Guds barmhjertighed?
8 Siden foråret (maj) 1935 er „en stor skare“ af folk af alle nationer begyndt at være glade sammen med Jehovas åndssalvede folk, der er arvinger til hans himmelske rige. De glade mennesker der udgør denne ’store skare’ af alle nationaliteter, er stærkt interesseret i at blive jordiske undersåtter under Guds tusindårsrige ved Kristus. (Åb. 7:9-17; 22:17) De forstår at „verdensherredømmet“ ved udløbet af hedningernes tider i 1914 er blevet „vor Herres [Jehovas] og hans Messias’, og [at] han skal herske som konge i evighedernes evigheder“. (Åb. 11:15) De erkender at de lever i overgangstiden mellem denne verdens dødsdømte politiske regeringer og Guds Messias’ eller Kristi tusindårsrige. De nærer et inderligt ønske om at komme levende igennem denne overgangsperiode og, uden at dø, få adgang til den nye orden på jorden under det messianske rige. Dette ville være en stor barmhjertighedsgerning fra Jehova Guds side mod dem.
9. (a) Hvilken opfordring har de der udgør den internationale ’store skare’ fulgt, og hvordan har de symboliseret dette? (b) Hvordan har de, som symbolske får, gjort godt imod Kristi åndelige brødre her ved afslutningen på tingenes ordning?
9 Det har også været en usædvanlig barmhjertighedsgerning fra Jehovas side at „denne gode nyhed om riget“ er blevet forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“, så den kunne blive forelagt dem. (Matt. 24:14) Siden foråret 1935 har de der udgør ’den store skare’ draget nytte af Guds barmhjertighed. De har fulgt opfordringen til at indvi sig til Jehova Gud gennem Kristus og har symboliseret deres indvielse ved vanddåben. Jesu lignelse om fårene og bukkene, der er gengivet i Mattæus 25:31-46, viser at de nu, ved „afslutningen på tingenes ordning“, må gøre godt mod Kristi udvalgte, hans åndelige brødre. (Matt. 24:3, 31) Dette indebærer at de hjælper Kristi åndelige brødre med at forkynde den gode nyhed om Riget, lige til den kommende ’store trængsel’ hvis lige aldrig har været før. (Matt. 24:14-22) Fordi de samarbejder med resten af Kristi „ambassadører“ opnår de en ny status.
10. Hvilken ny status har medlemmerne af ’den store skare’ opnået, og hvilken tjeneste har de ydet sammen med ’ambassadørerne på Kristi vegne’?
10 ’Den store skare’ symbolske får der samles ved Kristi højre side som et udtryk for at de er blevet godkendt af ham, tjener som Kristi sendebud i den hellige tjeneste for hans rige. De har fået til opgave at tjene en kongelig regerings, ’himlenes riges’, interesser. Ved den storslåede tjeneste de yder sammen med Rigets „ambassadører“ viser de deres taknemmelighed mod Jehova Gud.
Nationernes glæde forudsagt
11. Hvis navn sagde David at han ville lovsynge, og hvordan beskrev han vedkommende?
11 Efter at apostelen Paulus har nævnt at nationerne vil „herliggøre Gud for hans barmhjertighed“, citerer han salmisten David idet han videre siger: „Som der står skrevet: ’Derfor vil jeg åbent anerkende dig blandt nationerne, og dit navn vil jeg lovsynge.’“ (Sl. 18:49, NW; 2 Sam. 22:50, NW; Rom. 15:9b) Den inspirerede salmist beskrev den hvis navn han ville lovsynge, idet han sluttede med følgende ord: „Han [Jehova] gør store frelsesgerninger for sin konge og viser loyal hengivenhed mod sin salvede, mod David og mod hans afkom evindelig.“ — 2 Sam. 22:51, NW.
12. (a) Hvordan anerkendte Jesus åbent Jehova blandt nationerne da han var her på jorden? (b) I hvilken landsdel fortalte den opstandne Jesus sine disciple hvad deres opgave som hans „ambassadører“ bestod i?
12 Da den større David, Jesus Kristus, var her på jorden som et fuldkomment menneske, var det ikke i første række blandt de hedenske nationer at han takkede og lovpriste Jehova Gud. Han forkyndte dog for nogle samaritanere og for en syrisk-fønikisk kvinde hvis datter han uddrev en dæmon af. Og en stor del af hans forkyndelse foregik i det der i Esajas 9:1 kaldes „nationernes Galilæa“ (NW). Her gjorde han byen Kapernaum, der lå ved Galilæas sø, til udgangspunkt for sin forkyndelseskampagne. (Matt. 4:12-15) Efter sin opstandelse fra de døde var det her i „nationernes Galilæa“ at han sagde til sine disciple, som var „ambassadører på Kristi vegne“: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.
13. (a) På hvilken dag og på hvilken måde blev de ventende disciple i Jerusalem bemyndiget til at tjene som ambassadører? (b) Hvor begyndte de offentligt at „anerkende“ Jehova blandt nationerne?
13 Nogle dage efter at den opstandne Jesus havde givet sine døbte disciple denne befaling, oprandt pinsedagen år 33. Tidligt om formiddagen denne dag blev Jehova Guds hellige ånd gennem den herliggjorte Jesus udgydt over cirka 120 disciple i Jerusalem. Som et resultat af deres forkyndelse denne dag tog omkring 3000 jøder og jødiske proselytter imod Rigets budskab og blev døbt i vand. De modtog den hellige ånd og blev derefter også ambassadører på Kristi vegne. Efter at forfølgelsen var brudt ud i Jerusalem begyndte nogle af disciplene derpå ’åbent at anerkende’ Jehova blandt samaritanerne og endnu senere blandt de uomskårne hedninger af romersk eller anden nationalitet. Efterhånden som folk af alle nationaliteter hørte de kristne åbent anerkende og lovprise Jehova blandt dem, kunne de gennem Kristus påkalde hans navn og blive frelst.
14. Hvad citerede apostelen Paulus dernæst fra Femte Mosebog 32:43, og hvad måtte de der tilhørte Jehovas folk derfor gøre?
14 Som støtte for sin argumentation citerer apostelen Paulus atter fra de profetiske skrifter: „Og han siger endvidere: ’Vær glade, I nationer, med hans folk.’“ (Rom. 15:10; 5 Mos. 32:43, NW) Men hvordan kunne folk af alle nationer være glade sammen med Jehovas folk, medmindre de hørte om ham? De der tilhørte „hans folk“ måtte forkynde det messianske rige for dem. — Rom. 10:13-15.
15. Hvad må der gøres, og hvem må gøre det, for at nationerne kan efterkomme opfordringen i Salme 117:1?
15 Apostelen Paulus henviser på ny til Skrifterne, idet han citerer Jehovas ord gennem hans inspirerede talerør: „Og ligeledes: ’Pris Jehova, alle I nationer, og lad alle folkene lovprise ham.’“ (Rom. 15:11; Sl. 117:1, NW) Ja, det er let nok at sige det, men hvordan kan alle nationer, folkeslag og stammer lovprise Jehova, medmindre vi fortæller dem om ham og forklarer hvorfor han bør prises? Hans rige ved Kristus må forkyndes overalt i verden. Det er den tjeneste der er blevet overdraget resten af Rigets arvinger og ’den store skare’ af dens medarbejdere. — Åb. 7:9-17.
16. Hvordan vil Paulus’ citat fra Esajas 11:10 om „Isajs rod“ blive opfyldt?
16 Apostelen Paulus citerer et fjerde vidne som støtte for sin argumentation, idet han siger: „Og yderligere siger Esajas: ’Isajs rod skal være der, og den der rejser sig for at herske over nationer; på ham vil nationer grunde deres håb.’“ (Rom. 15:12; Es. 11:10, NW) Isaj fra Betlehem var fader til David, som Gud udvalgte til at være konge over Israels 12 stammer. David selv kunne ikke være en „rod“ der gav sin kødelige fader liv. Den virkelige „Isajs rod“ må derfor være Jesus Kristus, der blev født i Betlehem og i Judas kongelige stamme, som Isaj tilhørte. Jesus vil blive en livgivende „rod“ for sin jordiske forfader Isaj ved i tusindårsriget at oprejse ham og hans søn David fra de døde. — Åb. 22:16.
17. Hvem er altså „Isajs rod“, som nationerne kan grunde deres håb på?
17 David kom til at „herske over nationer“ da han underlagde sig de ikke-jødiske folk der var blevet tilbage i det forjættede land. Nu har David imidlertid været død siden 1037 f.v.t., og folk fra nationerne kan ikke grunde deres håb på ham. Men lykkeligvis kan de grunde deres håb på den der nu hersker, den større David, Jesus Kristus, „Davids rod og afkom“. (Åb. 22:16) Det vil ikke være forgæves at de grunder deres håb på ham, den modbilledlige David.
18. Hvem af alle nationerne har allerede grundet deres håb på denne lovede Hersker, og hvem hersker han allerede over?
18 Siden 1935 har hundredtusinder af mennesker der som „en stor skare“ kommer ud af alle nationer, stammer, folk og tungemål, grundet deres håb på denne Hersker, der ikke vil skuffe dem, og det viser de ved at adlyde hans befaling om at forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Håbet for alle folk fra nationerne som er døde siden den dødbringende synd holdt sit indtog blandt menneskene, er knyttet til den regerende konge i himmelen, Jesus Kristus. Siden udløbet af hedningernes tider i 1914, hvor han blev indsat på tronen, har han hersket over troende mennesker fra alle nationer. Når han har oprejst alle de genløste døde af menneskeslægten vil han herske over mange, mange flere.
19. Har troende af alle nationaliteter stadig grund til at ’være glade’ og rige i håbet, og hvorfor?
19 Har folk fra alle nationer da grund til at ’være glade’ med Jehovas folk, de åndelige israelitter? Ja, afgjort! Hvor passende er da ikke den inderlige bøn hvormed Paulus slutter sine citater fra de profetiske skrifter! Han siger: „Måtte den Gud som giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ (Rom. 15:13) Der kan ikke være tvivl om at denne inspirerede bøn nu opfyldes på alle Jehovas kristne vidner ud over hele jorden. Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vort herlige håb snart vil blive virkeliggjort. Vær derfor glade!
[Illustration på side 19]
Den romerske officer Kornelius og hans familie og venner i Kæsarea fik gavn af Peters tjeneste