„Optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed“

„Den ufortjente godhed . . . er skænket mig af Gud til at være en offentlig tjener under Kristus Jesus over for folk fra nationerne, optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed.“ — Rom. 15:15, 16.

 1, 2. Hvorfor har vor tale og adfærd stor betydning?

ET MENNESKES tale og handlinger er bestemmende for dets omdømme. Andre vil ofte drage slutninger om den pågældende og hans principper på grundlag af det de hører ham sige og det de ser ham gøre. Kong Salomon skrev: „Selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd.“ — Ordsp. 20:11; Matt. 7:16-20.

² Hvad betyder dette for dig hvis du er kristen? Burde andre ikke kunne se af din tale og din adfærd at du tjener den sande Gud, Jehova? Bibelen forsikrer os om at Gud er ren og hellig, og at hans principper er retfærdige og fører godt med sig. (Es. 6:3; Job 34:10; 5 Mos. 32:4) Hvis vi virkelig tilegner os ånden i Guds personlighed, bør det kunne ses på vor livsførelse. — Ef. 5:1.

 3, 4. (a) Hvilken virkning havde israelitternes gudsdyrkelse? (b) Hvilken virkning bør kristendommen have på iagttagere?

³ Når den sande tilbedelse giver sig positive udslag i menneskers livsførelse, kan det berøre andre mennesker i gavnlig retning. Dengang Jehova hovedsagelig tog sig af israelitterne, sagde han til dem: „I skal være hellige, thi jeg [Jehova] eders Gud er hellig!“ (3 Mos. 19:2; jævnfør Anden Mosebog 19:5, 6.) De forskrifter Gud gav israelitterne vedrørende kost, hygiejne og moral var med til at beskytte dem mod mange af de besmittende ting der var almindelige i de omboende folkeslag. Mange udlændinge kunne se hvor god og gavnlig den sande tilbedelse var og hvordan Gud ledede og beskyttede Israel. Dette gjorde indtryk på dem, og det fik mange af dem til selv at tilbede Jehova. — 1 Kong. 8:41, 42; 10:1; Rut 1:16.

⁴ Den samme gode virkning opnås når sande kristne lever i overensstemmelse med Guds anvisninger. De kristnes ændrede livsførelse og ’gode adfærd’ vil få nogle øjenvidner til at „herliggøre Gud“. (1 Pet. 2:12, 15; 3:1, 2; Tit. 2:7, 8; 1 Tess. 4:11, 12) Men Bibelen gør det klart at kristendommen ikke lægger hovedvægten på at man blot skal leve et moralsk rent liv og udvikle en god personlighed der afspejler „åndens frugt“. (Gal. 5:22, 23; Ef. 4:22-24) Disse sider af kristendommen har ganske vist stor betydning, men foruden dette er der et enestående arbejde man må udføre for at være en sand discipel af Jesus.

„Det hellige arbejde med Guds gode nyhed“

 5. (a) Hvad har også stor betydning ifølge Jesu eksempel? (b) Hvorfor har denne virksomhed så stor betydning?

⁵ Som dreng, og senere som en fuldkommen voksen mand, ærede Jesus sin himmelske Fader. Ved sin levevis og personlighed satte han et godt eksempel for andre og fik mange til at herliggøre Gud. (Luk. 2:49, 52) Så snart han var døbt, begyndte han sin gerning idet han gik rundt og energisk „forkyndte den gode nyhed om riget“. (Luk. 3:23; Matt. 4:17, 23) Han oplærte også andre til at udføre dette arbejde, og sendte dem ud for at undervise folk. (Luk. 10:1, 8, 9) I begyndelsen blev dette arbejde med at undervise folk og gøre dem til disciple kun udført blandt jøderne. Men senere skulle det også omfatte ikke-jøder, for som apostelen Paulus forklarede i Romerbrevet 15:8, 9, var det Guds vilje at folk fra alle jordens nationer skulle hjælpes til at herliggøre Gud.

 6, 7. Hvilket ’helligt arbejde’ udførte apostelen Paulus?

⁶ Paulus arbejdede selv med dette for øje. I Romerbrevet 15:16 kaldte han sig selv „en offentlig tjener under Kristus Jesus over for folk fra nationerne“. Hvad indebar hans tjeneste? Han tilføjede at han var „optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed, for at offeret, nemlig disse folk fra nationerne, kan blive velbehageligt“. Hvad vil det sige?

⁷ Her i Romerbrevet 15:16 har vi et græsk udsagnsord (hierourgounta) som ikke forekommer andre steder i Bibelen, og som betyder ’at arbejde med eller være optaget af noget helligt’.a Paulus sagde altså at han var aktivt beskæftiget med det hellige arbejde at forkynde Guds gode nyhed, det kristne budskab, for folk fra nationerne. De der tog imod budskabet og blev kristne, var som et offer der blev bragt til Gud, et offer som Jehova godkendte og velsignede med sin ånd. — Rom. 1:1, 16.

 8. Hvordan udførte Paulus dette arbejde blandt jøder?

⁸ Hvordan udførte Paulus og andre dette „hellige arbejde med Guds gode nyhed“, denne forkyndelse af det kristne budskab? Eftersom „den gode nyhed“ kunne redde menneskeliv, ønskede de at bringe den ud til så mange mennesker som muligt. Til tider havde Paulus, der selv var jøde, mulighed for at tale til jøder som var forsamlet i deres synagoger. (Apg. 13:14-42; 14:1; 18:4) Men kunne han og andre kristne også nå ud til flertallet af ikke-jøderne, folkene fra nationerne?

 9. Hvilke metoder kunne de første kristne anvende for at hjælpe ikke-jøder?

⁹ De havde den mulighed at de kunne tale med andre på offentlige steder, for eksempel på torvene. (Apg. 17:17-22) Men det er ikke sandsynligt at de udelukkende derved kunne komme i forbindelse med så godt som alle mennesker. Hvordan så med at gå ud til folk i deres hjem, sådan som Jesu disciple gjorde da han sendte dem ud for at forkynde i forskellige byer? (Matt. 10:5-13; Luk. 9:2-6) Jo, de første kristne benyttede også denne metode da de med begejstring var „optaget af det hellige arbejde“ at udbrede kristendommen til alle folkeslag.

10. Hvilket vidnesbyrd har vi om at man forkyndte fra hus til hus for at træffe og hjælpe ikke-troende?

¹⁰ Det kan vi se af en udtalelse Paulus fremsatte da han mødte de mænd der var blevet ældste i Efesus. Han talte om den fremgangsmåde han havde anvendt da han i sin tid havde gjort dem bekendt med kristendommen, idet han sagde: „Jeg forsømte ikke at forkynde for jer om de ting der var gode for jeres sjæle, og jeg underviste jer på gaderne og fra hus til hus, hvorved jeg vidnede både for jøderne og for aramæerne [eller hedningerne] om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus.“ (Apg. 20:20, 21, oversat fra syrisk til engelsk af George M. Lamsa)b Det er tydeligt at Paulus her talte om sine bestræbelser for at forkynde for disse mænd mens de endnu var ikke-troende og altså havde brug for at omvende sig og få tro på Jesus. Paulus havde besøgt disse ikke-troende i deres hjem. Han havde ikke haft nogen grund til at vige tilbage for at henvende sig til fremmede på denne måde, for han havde udført et ’helligt arbejde’ som Gud godkendte og ville velsigne.

11. (a) Hvordan udfører de kristne i dag dette „hellige arbejde“? (b) Hvorfor er det vigtigt at forkynde fra hus til hus?

¹¹ I nutiden har hus-til-hus-forkyndelsen også været en vigtig metode for Jehovas vidner i deres bestræbelser for at komme ud til folk og forkynde Guds sandheder for dem. Hver eneste kristen der føler det som sin pligt og forret at forkynde „den gode nyhed“ vil naturligvis benytte enhver passende lejlighed til at vidne — for slægtninge, skolekammerater, kolleger, naboer og fremmede når de tilfældigt taler med dem her og der. I lande hvor det på grund af hård modstand fra rabiate religiøse elementer eller de politiske myndigheder er umuligt eller uklogt at forkynde offentligt fra hus til hus, gør de kristne alt hvad de kan for at vidne på sådanne andre måder. Men overalt hvor sådanne særlige forhold ikke gør sig gældende, besøger Jehovas vidner systematisk hvert eneste hjem. Derved aflægger de „et grundigt vidnesbyrd“ og kommer i forbindelse med mange mennesker som ellers ikke ville møde sande kristne og få „den gode nyhed“ at høre. — Apg. 4:19, 20; 20:21; jævnfør Ezekiel 9:3, 4.

En effektiv måde at forkynde på?

12-14. Hvoraf fremgår det at hus-til-hus-forkyndelsen er en effektiv metode?

¹² Men er det stadig effektivt at udføre „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“ på denne måde? Vidnesbyrdene svarer med overvældende styrke JA! I 1977 bragte tidsskriftet Social Compass artiklen „Jehovas Vidner i Japan“, skrevet af den britiske sociolog Bryan Wilson. Han skrev at Jehovas vidner „er langt mere målbevidste i deres forkyndelse af evangeliet“ end nogen af de øvrige ’nye trossamfund’ i Japan. Og han foretog en undersøgelse der gav dette resultat:

„De fleste [58,3%] af dem der er blevet Jehovas vidner siger at deres interesse først blev vakt ved at de fik besøg af en forkynder.“

¹³ Selv kirkemedlemmer der ikke anerkender den bibelske lære Jehovas Vidner udbreder, indrømmer at deres forkyndelse fra hus til hus er effektiv. Vi læser:

„Måske er [kirkerne] usædvanlig forsømmelige hvad angår det som Vidnerne er allermest optaget af — husbesøg, der hører ind under oldkirkens apostolske metodik. Mens kirkerne i ikke så få tilfælde begrænser sig til at . . . forkynde i deres mødesale, følger [Jehovas Vidner] den apostolske fremgangsmåde, idet de går fra hus til hus.“ — El Catholicismo, Bogotá, Colombia, 14. september 1975.

’Katolikker burde følge Jehovas Vidners eksempel med hensyn til udbredelse af evangeliet blev der sagt til deltagerne i den første landskongres om evangelisering.’ — Tribune, Minneapolis, USA, 29. august 1977.

¹⁴ Hus-til-hus-forkyndelsen er så karakteristisk for Jehovas Vidner at det første folk i mange lande siger når de åbner døren, er: „Er det fra Jehovas Vidner?“ Selv om der ikke følger nogen bibelsk samtale efter, er der i et sådant tilfælde blevet udrettet noget godt. Opmærksomheden er blevet henledt på Guds navn, der fortjener at blive helliget, og den besøgte har forstået at Guds tjenere var der med Guds budskab. (Matt. 6:9; Es. 12:4; Ez. 33:6-9, 29) Men som ovennævnte citater viser, udrettes der ofte langt mere.

15. Hvordan har man nogle steder udført dette arbejde trods hindringer?

¹⁵ Den personlige forkyndelse i hjemmene er så nyttig og effektiv med hensyn til at få folk i tale, at Jehovas vidner gør sig store bestræbelser for at deltage i dette arbejde selv under vanskelige forhold. Det er for eksempel tilfældet i et afrikansk land hvor myndighederne forbød denne bibelske virksomhed. De kristne i landet var klar over at denne forkyndelsesmetode er værdifuld, at de måtte ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’, og at de måtte følge Jesu råd om at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Apg. 5:29; Matt. 10:16, 17) Hvad kunne de gøre?

De kunne ordne det sådan at nogle af dem delte en lang gade eller et område efter husnumrene. Én fik tildelt alle huse hvis nummer endte med et 2-tal (2, 12, 22, 32, osv.) og kunne besøge dem i den rækkefølge han ville og når han kunne. En anden fik alle huse med endetallet 3 (3, 13, osv.) og kunne aflægge besøgene en anden dag. På denne måde kunne der blive aflagt et grundigt vidnesbyrd.

Der kunne også benyttes andre fremgangsmåder. En kristen kunne for eksempel have en kurv med æg eller frugt som han forsøgte at sælge ved dørene, men til en pris der var højere end prisen på markedet. Der ville ikke blive solgt ret meget, men det ville give anledning til mange samtaler om de høje leveomkostninger, vanskelighederne ved livet i dag, og derpå, hvis det syntes tilrådeligt, opfyldelsen af Bibelens profetier.

Eller en kristen som skulle ud for at købe grøntsager kunne bruge dette som en anledning til at besøge mennesker i sit „distrikt“. Før han gik hen på markedet kunne han besøge folk der havde en have, og spørge om han kunne købe nogle grøntsager. Hvad enten der blev handlet eller ej, kunne det ofte føre til en samtale hvor bibelske tanker blev flettet ind.

På disse måder undgik de lokale kristne at blive chikaneret af politiske bøller som før havde voldt forkynderne besvær når de gik fra hus til hus. Samtidig blev der aflagt et grundigt vidnesbyrd i distriktet.

16. Hvordan kan det være nødvendigt at forkynderne andre steder indretter sig efter forholdene for at denne forkyndelsesmetode stadig kan være effektiv?

¹⁶ Andre steder kan der være andre forhold man må tilpasse sig. Før i tiden har det måske været almindeligt at aflægge husbesøg om formiddagen fordi mange var hjemme på det tidspunkt. Men hvad så hvis forholdene har ændret sig og de fleste nu er på arbejde om dagen? Betyder det at denne forkyndelsesmetode ikke længere er praktisk anvendelig? Nej, for hvordan skulle alle mennesker — i hvert eneste hus og hver eneste lejlighed — ellers få mulighed for at tage imod „den gode nyhed“? Imidlertid kan det i dette tilfælde være en fordel at aflægge besøgene sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, når folk igen er hjemme. Målet er at komme i forbindelse med og hjælpe så mange mennesker som muligt. — Jævnfør Apostelgerninger 16:13.

17. Hvordan kan vi, med Paulus’ eksempel i tanke, tilpasse vores fremgangsmåde når vi udfører dette arbejde?

¹⁷ Apostelen Paulus var villig til at indrette sin fremgangsmåde efter dem han ønskede at få i tale. Han sagde: „Alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ (1 Kor. 9:19-23) En lignende tilpasningsevne kan være gavnlig i dag. Hvad skal man for eksempel gøre hvis man bor i et område hvor de fleste mennesker har mistet interessen for religion og Bibelen?

En forkynder i Belgien fortæller: ’Jeg står med Bibelen slået op, men nævner ikke med det samme hvad det er for en bog. Jeg siger: „Mens jeg ventede på at De skulle lukke op, stod jeg og læste det der står her . . . ’Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.’ [Matt. 5:5] Tror De at der stadig er nogen der har et mildt sind?“ Det fører næsten altid til en samtale, og senere er det lettere for den besøgte at acceptere Bibelen.’

Et arbejde Gud velsigner

18, 19. Hvordan kan vi vide at Gud er interesseret i ’det hellige arbejde med den gode nyhed’?

¹⁸ Kristne over hele jorden er stærkt interesseret i „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. Det samme er Jehova Gud. Paulus sagde at de der blev kristne som følge af hans andel i dette arbejde var som et offer der var velbehageligt for Gud, der udgød sin ånd over dem. — Rom. 15:16.

¹⁹ Gud anerkender og velsigner fortsat dette forkyndelsesarbejde, som indbefatter det vigtige arbejde fra hus til hus for at træffe og hjælpe mennesker. Lad os anføre blot et enkelt eksempel. En Ordets tjener der besøger menigheder i et stort område fulgtes med en anden kristen i den amerikanske stat Maryland. De besøgte en dame for at lede et bibelstudium med hende. Han fortæller:

„Jeg spurgte denne dame hvad der havde fået hende til at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Hun sagde at hun ofte lukkede Bibelen op et tilfældigt sted, satte fingeren på et vers og læste det. Men hun kunne sjældent forstå hvad hun læste.

En dag var hun meget nedtrykt på grund af alvorlige problemer i familien. Igen lukkede hun Bibelen op og fandt et vers. Hun forstod det ikke, og i sin depression og skuffelse begyndte hun at græde. Hun bad Gud om at sende en der kunne hjælpe hende med at forstå hans ord. Netop som hun bad, ringede det på døren. Da hun lukkede op stod der en forkynder udenfor som indledte med ordene: ’Kunne De tænke Dem at forstå Bibelen?’ Damen næsten trak hende indenfor, og der blev med det samme påbegyndt et regelmæssigt studium.“

20. Hvordan kan dette arbejde gøre sin virkning selv når de fleste ikke vil høre?

²⁰ Selv når det ser ud til at de fleste afviser „den gode nyhed“ kan der udrettes noget godt.

En teenager gik fra dør til dør en lørdag eftermiddag i en landsby i Sydafrika. Hun blev ikke modtaget særlig gunstigt, for en kirke på egnen havde skabt temmelig stor fordom mod Jehovas Vidners hjælpsomme kristne arbejde. Den ene dør efter den anden blev smækket. Det hele forekom nytteløst.

Men uden at hun vidste det blev hun betragtet med nysgerrighed fra et vindue på den anden side af gaden. En ældre kvinde iagttog forkynderens udholdenhed på trods af den uvenlige modtagelse hun fik. Denne kristne pige var tydeligvis anderledes end andre unge.

Da forkynderen nåede til den ældre kvindes hus, blev hun budt indenfor. Selv om pigen mest talte engelsk og kvinden afrikaans, var de i stand til at udveksle tanker om et vigtigt budskab fra Bibelen til vor tid. Senere fulgte en afrikaanstalende forkynder interessen op, og den ældre kvinde tog med glæde imod tilbudet om et regelmæssigt studium af Guds ord.

21-23. Hvilke velsignelser kan det medføre når man gør en større indsats i hus-til-hus-forkyndelsen?

²¹ Guds velsignelse af ’det hellige arbejde med den gode nyhed’ kommer til udtryk på mange måder. En rejsende tilsynsmand der besøger menigheder i området omkring New Orleans i den amerikanske stat Louisiana, skriver: „Evangelieånden er ved at blive stærkere. De sidste otte-ni menigheder vi har besøgt har brugt langt mere tid i forkyndelsen. På grund af denne større indsats finder man flere mennesker som er interesseret i ’den gode nyhed’. Og eftersom brødrene og søstrene er mere optaget af at udbrede ’den gode nyhed’, spores der en større fred og glæde i menighederne.“

²² De kristne der energisk forkynder „den gode nyhed“ og mærker Guds velsignelse, opnår også større fred og glæde i deres personlige tilværelse og deres familieliv. Selvfølgelig vil der stadig være problemer og bekymringer. Vi erkender at de vil være der så længe vi er ufuldkomne og den nuværende onde tingenes ordning fortsætter. Men når vi som kristne lader os optage mere af det gudgivne ’hellige arbejde med den gode nyhed’, bliver vor tilværelse rigere og lykkeligere. (Apg. 20:35) Dette er ikke kun teori. Det virker i praksis. Det gjorde det for apostelen Paulus. Det gør det for godt to millioner Jehovas vidner i dag. Det vil det også gøre for dig.

²³ Andre vil også kunne se hvilken slags kristen du er. De vil lægge mærke til at du deltager i arbejdet med at forkynde „den gode nyhed“. De vil se hvilken fred og glæde dette arbejde og andre kristne aktiviteter medfører i dit liv. De vil bemærke hvordan du lægger en kristen personlighed og „åndens frugt“ for dagen. (Ef. 4:24; Gal. 5:22, 23) Ja, mange andre vil tydeligt kunne se at du tjener en hellig Gud.

24. Hvad kan det betyde for dig hvis du har en fuld andel i dette arbejde?

²⁴ Efter ordene om at han var „optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed“ tilføjede Paulus: „Jeg har derfor grund til at juble i Kristus Jesus med hensyn til det der vedrører Gud.“ (Rom. 15:17) Lad os alle som kristne arbejde sådan at vi kan juble i Kristus Jesus.

[Fodnoter]

[Illustration på side 14]

’De større gerninger’ begyndte på Pinsedagen

[Illustrationer på side 15]

I dag er Jehovas vidner overalt på jorden med til at gøre „større gerninger“

’Vi bærer frugt i enhver god gerning’

VED at følge de bibelske påbud vi har behandlet i de to foregående artikler, har Jehovas vidner ’båret frugt i enhver god gerning’. (Kol. 1:10) Ikke alene forkynder og underviser de nidkært, men til fælles glæde indgiver de også rapporter over deres indsats.

Der er gode bibelske fortilfælde for at gøre dette. For eksempel læser vi i Apostelgerninger 2:41 at der på Pinsedagen som følge af apostelen Peters opildnende foredrag og de øvrige disciples forkyndelse ’blev føjet omkring tre tusind sjæle til’. Kort efter bevirkede den fortsatte nidkære forkyndelse at antallet af disciple kom op på „omkring fem tusind“. (Apg. 4:4) Og da nogle nyomvendte blev døbt i Efesus, var der i alt „omkring tolv mænd“. — Apg. 19:2-7.