Byg på den rette grundvold med ildfaste materialer

„Det [skal] engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.“ — 1 Kor. 3:13.

 1. Hvordan kan de ildbestandige materialer man har brugt ved opførelsen af et hus, komme til at bevise deres værd?

MANGE værdier beskyttes og reddes når kostbare bygninger er brandsikrede. En sådan brandsikring foregår som regel ved at man til bygningens opførelse bruger materialer som ikke kan brænde. Hvis der udbryder brand i en sådan bygning, vil det være svært for ilden at brede sig til hele bygningen og ødelægge den, og hvis der udbryder brand i en nabobygning, vil den brandsikrede bygning blive stående. Måske bliver den tilsodet og lugter sveden, men som bygning står den stadig. De ildbestandige materialer man har brugt ved dens opførelse, har bevist deres værd, og de ekstra anstrengelser og udgifter har ikke været spildt.

 2. Hvordan understreger en brandsikringslov i U.S.A. betydningen af byggematerialernes kvalitet?

² Det kan således betale sig for en bygherre at rette sig efter de byggevedtægter der gælder brandsikring. For at en bygning kan klassificeres som brandsikker i U.S.A., for eksempel, må den opfylde følgende krav: „Bygningens bærende dele må for ydermurenes, pillernes, bærebjælkernes og spærenes vedkommende have en modstandsdygtighed over for ild på fire timer, og for gulvenes og væggenes vedkommende en modstandsdygtighed på tre timer. Alle bærende yder- og indermure skal være af mursten og jernbeton.“ (The Encyclopedia Americana, 1956-udgaven, bind II, side 246, under „Fire Protection“) De materialer hvormed man bygger et hus, har — uanset hvilken grundvold man bygger på — givetvis stor betydning.

 3, 4. Hvordan blev Herodes’ tempel i Jerusalem ødelagt, og hvordan var de nærmere omstændigheder?

³ En af de største og kostbareste bygninger i menneskehedens historie blev ødelagt af ild. Det var det tempel som kong Herodes den Store byggede på det selv samme sted hvor kong Salomon havde bygget sit pragttempel, der ligeledes var blevet ildens offer. Om ødelæggelsen af Herodes’ tempel for nitten hundrede år siden oplyser et leksikona:

⁴ „Under jødernes sidste kamp mod romerne i år 70 var templet skuepladsen for den sidste styrkeprøve. Romerne løb fra Antonia-borgen ind på det hellige område, hvis søjlegange jøderne selv satte ild på. Det var imod [den romerske hærfører] Titus’ vilje at en romersk soldat kastede en brand ind i templets nordlige udbygninger og dermed forårsagede at hele bygningen blev omspændt af flammer, skønt Titus selv forsøgte at få ilden slukket. . . . [Den jødiske historiker Flavius] Josefus siger: ’Man kan ikke andet end undre sig over det mærkelige sammentræf med hensyn til tidspunktet; det skete nemlig, som før nævnt, i den samme måned og på den samme dag [den tiende dag i den femte måned som kaldes ab] på hvilken det hellige hus tidligere var blevet stukket i brand af babylonierne. Det antal år der hengik fra templets første grundlæggelse, der blev foretaget af kong Salomon, og indtil denne ødelæggelse, der fandt sted i [kejser] Vespasians andet regeringsår, er beregnet til et tusind et hundrede og tredive år, syv måneder og femten dage; og fra dets anden grundlæggelse, som blev foretaget af Haggaj i [den persiske] kong Kyros’ andet år, indtil dets ødelæggelse under Vespasian, gik der seks hundrede og niogtredive år og femogfyrre dage.“

 5. Hvordan blev kong Salomons tempel ødelagt, og hvem blev det ødelagt af?

⁵ Om ødelæggelsen af Salomons tempel i Jerusalem i 607 f.v.t., da byen blev erobret af babylonierne, fortæller den bibelske historiker: „De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, opbrændte alle dets borge og ødelagde alle kostelige ting deri.“ — 2 Krøn. 36:19; Jer. 52:12-14.

 6. (a) Hvorfor var der ingen gudebilledstøtte der gik til grunde da templet i Jerusalem blev brændt? (b) Hvilken bygning for tilbedelsen af Jehova er nu ved at blive opført, og hvilken byggelov følges ved dens konstruktion?

⁶ Ingen gudebilledstøtte gik til grunde i flammerne da dette tempel i Jerusalem brændte, for den Gud der blev tilbedt der, havde forbudt enhver billeddyrkelse. (2 Mos. 20:1-6) Tilbedelsen af den Gud som blev dyrket i disse templer, varede ved efter at disse templer af træ eller sten var blevet ødelagt, og den eksisterer den dag i dag, ja, trives i bedste velgående. Denne Gud har ikke brug for noget tempel af træ eller sten her på jorden. Dog er han i færd med at bygge sig det prægtigste af alle templer. (Es. 66:1; 1 Kong. 8:27-30; Ap. G. 17:24-28) Dette tempel vil stå til evig tid, for det er lavet af materialer som ikke kan brænde. Det vil gå uskadt gennem ilden på verdens kommende trængselsdag, og det vil endog stråle med en endnu større glans og skønhed derefter. Arkitekttegningerne og bygningsmaterialerne til dette tempel er ikke underlagt nogen jordisk nations byggelove eller brandsikringsvedtægter. Templet er underlagt den store Arkitekts, himmelens og jordens Skabers, egen byggelov. Det opføres af de materialer han kræver og som han skaffer til veje.

 7. Hvordan forholder den tid Jehovas tempel har været under opførelse, sig til den tid Herodes’ tempel og Peterskirken i Rom var under opførelse?

⁷ Den tid dette tempel har været under opførelse, er længere end den tid der er blevet brugt til noget andet bygningsværk. Om Herodes’ tempel sagde jøderne til Jesus Kristus for nitten hundrede år siden: „I seksogfyrretyve år er der bygget på dette tempel.“ (Joh. 2:20) Den romerske katolicismes hovedkirke, Peterskirken i Vatikanstaden, blev grundlagt som en basilika af kejser Konstantin den Store i det fjerde århundrede, og den var stadig ikke fuldført i det sekstende århundrede, da den protestantiske reformator Martin Luther levede. Men Gud har arbejdet på opførelsen af sit evige tempel fra Jesu Kristi apostles dage i det første århundrede, og indtil i dag, og først nu, nitten hundrede år efter, nærmer det sig sin fuldførelse.

Medarbejdere

 8. (a) Hvem har det behaget Gud at bruge i tempelbyggearbejdet? (b) Hvilken begrundelse anfører Paulus herfor, og hvordan advarer han samtidig mod partidannelse i menigheden?

⁸ Det har behaget Gud at bruge medarbejdere her på jorden i arbejdet med at bygge sit tempel. Er du en Guds medarbejder i dette tempelbyggearbejde? Den kristne apostel Paulus var en sådan medarbejder, og det samme var en veltalende kristen discipel som han kendte, nemlig Apollos, en omvendt jøde fra Alexandria i Ægypten. Apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i det gamle Korint i Grækenland om dens samarbejde med Gud, og advarede menighedens medlemmer imod sekterisk at følge noget menneske. Han sagde: „Når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje. Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ — 1 Kor. 3:4-9.

 9. Hvordan havde Paulus for eksempel plantet i forbindelse med Korintermenigheden?

⁹ Man må plante før man vander; og apostelen Paulus sammenlignes med en der planter; han udførte det indledende arbejde. Han gjorde pionerarbejde i kristendommens interesse. Sådan havde det været med den kristne menighed i Korint. Paulus var kommet dertil som missionær og var begyndt at forkynde i synagogen at Jesus var den jødiske Messias. Senere måtte Paulus sammen med de troende jøder flytte til et mødelokale i et hus der lå ved siden af synagogen. Paulus døbte synagogeforstanderen Krispus og hans familie, en troende ved navn Gajus, og Stefanas’ husstand.

10. Hvordan kom Apollos til at vande det som Paulus havde plantet?

¹⁰ Efter at Paulus havde undervist i kristendommen dér i halvandet år, blev forholdene sådan at det var tilrådeligt for ham at rejse til Jerusalem. På sin vej dertil gjorde han ophold i Efesus i Lilleasien og efterlod sine rejsefæller Akvila og Priskilla dér. (Ap. G. 18:1-22; 1 Kor. 1:13-16) Senere kom Apollos, der i nogen grad var blevet oplært i kristendommen, til Efesus og forkyndte i synagogen. Akvila og Priskilla lærte ham at kende og gav ham en grundigere oplæring i kristendommen. Apollos ville nu gerne rejse til Akaja (i Grækenland), og de kristne brødre i Efesus gav ham derfor anbefalingsbreve med. På den måde kom Apollos i forbindelse med brødrene i Korint og udførte et godt stykke arbejde blandt dem. Han vandede billedligt talt det som apostelen Paulus havde plantet. (Ap. G. 18:24 til 19:1) Men hvem var det der gav væksten? Det var Gud.

11. (a) Hvad såede eller plantede Paulus i Korint? (b) Hvem gav væksten, og hvis var marken?

¹¹ Hvad var det Paulus havde plantet i Korint? Det var kristne, Jesu Kristi disciple. Det minder os om Jesu lignelse om hveden og rajgræsset. Jesus sagde: „Marken er verden [menneskeverdenen], og den gode sæd er Rigets børn.“ (Matt. 13:38) Paulus såede ikke blot den kristne sandheds sæd, men han såede også kristne, det vil sige disciple af Herren Jesus Kristus. Han ’gjorde disciple’ i overensstemmelse med den befaling Jesus havde givet sine efterfølgere. (Matt. 28:19, 20) Paulus var en Guds medarbejder, og det var derfor rigtigt af ham at sige til menigheden af troende, døbte korintere: „I er Guds mark under opdyrkning.“ (1 Kor. 3:9, NW) Det var virkelig Gud der fik medlemmerne af denne menighed til at vokse som kristne. Det var virkelig Gud der kaldte dem til live som sin søn Jesu Kristi disciple. Paulus var blot en medarbejder som Gud havde brugt til at overbringe dem den livgivende gode nyhed om Kristus, en god nyhed som Paulus havde fået fra Gud. Denne mark, der bestod af kristne under vækst, tilhørte altså ikke Paulus. Den tilhørte Gud, som var den sande og retmæssige ejer. Alt det arbejde som Paulus eller Apollos udførte, ville altså være forgæves medmindre Gud lagde sin velsignelse og ånd til.

12, 13. (a) Hvilken indflydelse skulle den omstændighed at det var Jehova der ejede marken, have på partidannelse i menigheden? (b) Hvor mange præster eller forkyndere har vi lov til at have, og hvem skal vi følge som disciple?

¹² Vi ser således at det hverken var Paulus eller Apollos der skulle have æren for at den kristne menighed eksisterede og voksede. Medlemmerne af den kristne menighed i Korint skulle heller ikke være Paulus’ eller Apollos’ efterfølgere, for disse to mænd var blot tjenere ved hvem korinterne var kommet til troen. Nej, de skulle være Guds efterfølgere eller disciple, for han var den der ejede dem, den der havde magt til at frembringe kristne og give dem vækst til modenhed. De var derfor i allerhøjeste grad snæversynede hvis de dannede sekter eller partier og fulgte fremstående mænd! Gud er langt større end et menneske, ja, langt større end alle mennesker tilsammen. Også de mennesker som Gud bruger som sine tjenere, tilhører Ham; så i sidste instans tilhører alt Gud.

¹³ Vi tilhører ikke en bestemt præst eller forkynder, og vi er ikke berettiget til kun at have én Guds præst eller forkynder. Vi kan nyde godt af alle Guds tjeneres hjælp. „Derfor,“ sagde Paulus, „skal ingen rose sig af mennesker! Thi alt hører jer til, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas [Peter] eller verden [menneskeverdenen] eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme: alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.“ (1 Kor. 3:21-23) Lad os derfor følge Gud og anerkende at det er ham der ejer os såvel som alle der af ham er udnævnt til at have en særlig tjeneste for vores skyld.

„Guds bygning“

14. (a) Hvilket andet billede anvendes om Guds arbejde i forbindelse med de kristne? (b) Hvad må Guds medarbejdere derfor også være med til, og hvad kan vi i dag være — foruden at vi er Adams efterkommere?

¹⁴ Guds arbejde i forbindelse med de kristne kan ikke alene sammenlignes med at dyrke jorden men også med at bygge et hus. Gud er Bygmesteren, den der rejser bygningen; og hvis vi er „Guds medarbejdere“, må vi også bygge. Det er denne uomtvistelige kendsgerning apostelen Paulus minder os om når han siger: „Vi er Guds medarbejdere. I er . . . Guds bygning.“ (1 Kor. 3:9, NW) Fatter vi helt hvad det betyder? Mennesker er Guds bygning. At man — ud over at være en efterkommer af det første menneske Adam — forarbejdes eller bygges op af Gud og således er en del af hans særlige bygning, er i sandhed overvældende. Alle mennesker er efterkommere af Guds første menneskelige skabning, men hvor mange er i dag „Guds bygning“?

15, 16. (a) Hvem har det behaget Gud at bruge i byggearbejdet på jorden? (b) Får alle det samme arbejde tildelt, og hvordan besvarer Paulus’ ord i Første Korinterbrev 3:10, 11 dette spørgsmål?

¹⁵ Det har behaget Gud at bruge mennesker som „medarbejdere“ i dette byggearbejde. Hvilken del af arbejdet udføres af de menneskelige medarbejdere? Ikke alle medarbejderne har den samme slags arbejde at udføre i dette byggeprogram. Nogle har måske en mere fremtrædende eller vigtig tjeneste som følge af den ufortjente godhed Gud har vist dem. Apostelen Paulus havde øje for og værdsatte det særlige arbejde han havde fået tildelt. Han gjorde en indsats for at skuldre sit ansvar, og unddrog sig ikke de ekstra krav der til stadighed blev pålagt ham. Paulus beskrev derfor det specielle arbejde han havde fået tildelt, især i forbindelse med Korintermenigheden, således:

¹⁶ „I overensstemmelse med den ufortjente godhed Gud har vist mig, har jeg som en viis arbejdsleder lagt en grundvold, men en anden bygger på den. Men lad enhver bestandig være opmærksom på hvorledes han bygger på den. For intet menneske kan lægge nogen anden grundvold end den der er lagt, det vil sige Jesus Kristus.“ — 1 Kor. 3:10, 11, NW.

17. Hvilken del af byggearbejdet var Paulus som en Jesu Kristi apostel især interesseret i, og hvordan viser Åbenbaringen 21:9-14 at sådan burde det være?

¹⁷ Paulus var „ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu apostel“ og havde således del i Guds byggeprogram i lighed med en „arbejdsleder“ eller bygmester. Som sådan ville Paulus være interesseret i at bygge helt fra grunden og opefter, for som en klog arbejdsleder vidste han hvor betydningsfuld bygningens grundvold var. Kristi apostle havde at gøre med menighedens grundvold, for i Åbenbaringen 21:9-14 sammenlignes menigheden under Kristus med en by, et nyt Jerusalem, og det siges at denne symbolske himmelske bys „grundstene“ er apostlene, „Lammets tolv apostle“. (1 Kor. 1:1-2) Eftersom Paulus var en af disse tolv apostle var det rigtigt af ham altid at søge at være med når der skulle lægges grundvold i det kristne byggearbejde. Han gjorde det til sit speciale at udføre pionerarbejde i nye, urørte distrikter. Han kunne derfor sige:

18. Hvad skrev Paulus til romerne om de distrikter han sørgede for at bringe den gode nyhed til?

¹⁸ „Jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, Kristus gennem mig har virket for at bringe hedningerne til lydighed, ved ord og gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Åndens kraft, så at jeg fra Jerusalem og rundt omkring lige til Illyrien [en del af det der i dag kaldes Jugoslavien] har fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus; dog således, at jeg sætter en ære i ikke at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn allerede har lydt, for at jeg ikke skal bygge på en andens grundvold, men som der står skrevet: ’De, for hvem han ikke var forkyndt, skal se ham, og de, som intet har hørt, skal forstå.’ Derfor er jeg også gang på gang blevet forhindret i at komme til jer [romerne]. Men nu, da der ikke mere er brug for mig [jeg ikke længere har urørt distrikt, NW] i disse egne, og jeg i adskillige år har længtes efter at komme til jer, vil jeg gøre det, når jeg rejser til Spanien; jeg håber nemlig at se jer på gennemrejsen og af jer blive hjulpet videre derhen, når jeg først i nogen måde har fået min længsel efter jer stillet.“ — Rom. 15:18-24.

19. Hvordan viste Paulus at han havde Guds og Kristi ånd i sin erkendelse af grundvoldens betydning?

¹⁹ På denne måde havde Paulus ikke bare det hårde arbejde men også glæden ved at påbegynde noget og se det vokse. Han vidste at en der bygger, kan begynde på en forkert måde, eller kan bygge på en forkert grundvold. Han indså hvor vigtigt det var at alt havde en god og rigtig grundvold. I den henseende havde han Guds og Kristi ånd. Gud, der er alle tings store Bygmester, understregede betydningen af at have en grundvold da han sagde til den gudfrygtige Job: „Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvem bestemte dens mål — du kender det jo — hvem spændte målesnor ud derover? Hvorpå blev dens støtter sænket, hvem lagde dens hjørnesten?“ (Job 38:4-6) Jesus Kristus anskueliggjorde hvor meget en fast grundvold betyder, da han sagde: „Han ligner en mand, der ville bygge et hus og gravede i dybden og lagde grundvolden på klippegrund; da der så kom oversvømmelse, og vandstrømmen styrtede imod det hus, kunne den ikke rokke det; thi det var bygget godt.“ — Luk. 6:47, 48.

Grundvolden

20. (a) Hvis arbejdsbeskrivelser må man respektere hvis man vil være Guds medarbejder? (b) Hvorfor kunne en der ville være Guds medarbejder ikke lægge nogen anden grundvold end den Paulus havde lagt?

²⁰ Man kan ikke være Guds medarbejder og samtidig ignorere de arbejdsbeskrivelser der er udarbejdet af Gud, Hovedbygmesteren, hvem bygningen skal tilhøre. Gud godkender kun én grundvold hvorpå bygningen skal hvile. Apostelen Paulus vidste hvad det var for en grundvold. Da han grundlagde menigheden i Korint, var det denne grundvold han lagde, så han kunne være i overensstemmelse med Gud og Gud kunne godkende hans arbejde. Enhver anden af Guds medarbejdere måtte anerkende den grundvold som Paulus havde lagt, og bygge på den. Man skulle ikke forsøge at lægge en anden grundvold og flytte selve bygningen over på den. Derfor advarede Paulus: „Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.“ (1 Kor. 3:11) Det var den klippe Herren Jesus henviste til da han sagde til apostelen Peter: „På den klippe vil jeg bygge min kirke [menighed, NW], og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ — Matt. 16:18.

21. Hvordan lagde Paulus Jesus Kristus som grundvolden i forbindelse med vanddåben?

²¹ Pioneren Paulus sagde om menigheden i Korint: ’Jeg har lagt grundvolden.’ (1 Kor. 3:10) I hvilken forstand lagde Paulus så Jesus Kristus som grundvolden? Da Paulus første gang kom til Korint for at forkynde, forkyndte han ikke Simon Peter eller Kefas, ikke den veltalende Apollos og heller ikke sig selv; han døbte heller ikke nogen i sit eget navn. Som en udfordring kunne han sige til dem: „Ingen skal kunne sige, at I blev døbt til mit navn.“ (1 Kor. 1:15) Beretningen viser at Paulus, kort tid efter at han havde forladt Korint, befandt sig i Efesus, hvor han døbte i Jesu navn. (Ap. G. 19:1-7) Han må derfor også have døbt i Jesu navn i Korint.

22, 23. (a) I hvilken forstand lagde Paulus Jesus Kristus som grundvolden da han forkyndte for jøderne i Korint? (b) Hvad gjorde Gud Jesus Kristus til for disciplene, som følge af at han var grundvolden?

²² Apostelen Paulus lagde Jesus Kristus som grundvolden i den forstand at han lærte at Jesus Kristus er grundlaget for vor udfrielse fra synd og død. Beretningen om Paulus’ pionergerning i Korint siger klart og tydeligt: „Hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere. Da nu Silas og Timoteus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.“ (Ap. G. 18:1-5) Ikke engang i det land hvor græsk filosofi og visdom sad i højsædet, prøvede Paulus at blande Jesu lære med intellektuelle hedningers eller verdsligvise filosoffers udtalelser, men han forkyndte at Jesus Kristus var blevet pælfæstet som et offer til Gud. Paulus siger:

²³ „Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet — ikke med visdom i tale, for at Kristi kors [marterpæl, NW] ikke skulle tabe sin kraft. Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger [ikke-jøder] en dårskab, men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, for at, som der står skrevet, ’den, der roser sig, skal rose sig i Herren.’“ — 1 Kor. 1:17, 22-25, 30, 31; Jer. 9:24.

24. Hvad var Paulus fast besluttet på at forkynde, da han kom til Korint, en højborg for hedensk filosofi, og hvad var grunden hertil?

²⁴ Da Paulus kom til Korint for at forkynde den gode nyhed, blev han ikke imponeret over de hedenske grækeres verdslige visdom. Han prøvede ikke på at lægge stor verdslig visdom for dagen for at konkurrere med græsk filosofi og vise at han var dygtigere end de hedenske filosoffer, og på den måde vinde tilhængere. Han prøvede ikke at kildre ørerne på dem som lagde vægt på verdslig visdom, menneskelige teorier og filosofi. Han kom der for at lægge Jesus Kristus som grundvold for en kristen menighed. „Da jeg kom til jer, brødre,“ siger han i Første Korinterbrev 2:1-5, „kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet [pælfæstet, NW]. Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft.“

25. Hvordan vil en kristen pioner i dag måske føle sig til mode i en lignende situation som den Paulus befandt sig i i Korint? Hvad kan han dog gøre?

²⁵ I lighed med apostelen Paulus vil en kristen der i dag udfører pionerarbejde, måske bæve og føle sig svag når han kommer ind i en højborg for verdslig filosofi og visdom. Dog kan han lægge Guds ånd og kraft for dagen og styrke andres tro på Gud.

26. (a) Hvordan opmuntrede Herren Paulus i Korint, og hvad gjorde Paulus derfor? (b) Hvad var årsagen til at Korintermenigheden stadig eksisterede flere år senere?

²⁶ Intet under at Herren, som vi læser, måtte opmuntre Paulus i Korint: „Herren sagde til Paulus i et syn om natten: ’Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.’ Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.“ (Ap. G. 18:9-11) Guds ord led ikke nederlag, blev ikke bragt til tavshed af verdsligvis hedensk filosofi. Den menighed Paulus havde grundlagt i Korint var der stadig og befandt sig i bedste velgående da Paulus nogle år senere skrev sit første og andet brev til de kristne i Korint. Den var blevet grundlagt på det rette fundament. Den kunne stå fast.

[Fodnote]