Ånden, Organisationen og Ordet

 1. Hvad er det en kristens pligt at rådføre sig med og studere? Hvorfor?

EFTERSOM den hellige bibel fremholder Guds vilje, og eftersom en kristen har indviet sig til at gøre Guds vilje, er det den kristnes pligt at rådføre sig med og studere Guds ord. Kun på den måde kan han lære, hvordan man opnår evigt liv. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ — 2 Tim. 3:15, 16.

 2. Hvordan vises det, at læsning og studium af bibelen ikke er begrænset til tjenerne?

² Det er sandt, at Paulus skrev disse ord til en, der var tilsynsmand i den kristne menighed, men det betyder ikke, at personlig læsning og studium af de hellige skrifter var begrænset til en officiel tjenerklasse, og at menighedens medlemmer ikke selv skulle studere dem. Timoteus kendte de hellige skrifter, før han nogen sinde blev tilsynsmand; og den kendsgerning, at en tilsynsmand skal være et eksempel for menigheden, viser, at menighedens medlemmer må følge hans eksempel og selv studere Guds ord. På denne måde kan de afgøre, om det, de lærer, er sandt, det vil sige, om det er i harmoni med Guds vilje og ord.

 3, 4. Kan en kristen alene ved hjælp af bibelen forstå Guds ord? Hvad begrunder du dit svar med?

³ Men nu opstår der det spørgsmål, om nogen kristen alene ved hjælp af bibelen selv vil være i stand til at forstå alt, hvad bibelen lærer? Er bibelen det eneste, han behøver for at kunne afgøre, hvad der er Guds vilje? Han er i sin gode ret til at have et personligt eksemplar af Guds ord og formanes af apostlene til personligt at studere denne bog. Men skal han forstå den fuldt ud, kan han ikke bare lade det bero på sig selv. I et brev til alle kristne skriver apostelen Peter: „Nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af den hellige ånd udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Pet. 1:19-21) Eftersom Guds ord er blevet til ved mennesker, der var underlagt Guds hellige ånd eller virksomme kraft, er det nødvendigt at få Guds ånds hjælp for at kunne forstå hans ord.

⁴ Denne kanon eller den autoriserede samling af de inspirerede hebraiske skrifter blev fuldført i det femte århundrede før Kristus, og dog forstod de hebræere, der kendte det hebraiske sprog, ikke skrifternes fulde betydning. De profetiske forfattere forstod ikke selv betydningen af de profetier, de udtalte og nedskrev. Hvordan fik da de første kristne en forståelse af disse skrifter? Ved hjælp af Guds ånd eller virksomme kraft, der virkede på deres sind med sin oplysende styrke.

 5. Hvordan forklarer Paulus i forbindelse med Guds hellige hemmelighed, at Guds ånd er påkrævet?

⁵ I Guds ord findes der for eksempel en hellig hemmelighed, der indebærer et håb om himmelsk herlighed for de kristne. Det kræver Guds ånds oplysende kraft at kunne ransage denne hemmeligheds dybder og klargøre dens betydning for os. Idet Paulus viser, hvor nødvendigt det er for os at få åndens hjælp, siger han: „Vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de [de jødiske herskere med de skrevne hebraiske skrifter] havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre; men den er, som der står skrevet, hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. Thi os har Gud åbenbaret det ved ånden; ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. . . . Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds ånd. Men vi har ikke fået verdens ånd, men ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os . . . thi det må bedømmes åndeligt.“ — 1 Kor. 2:7; 10:11-14.

 6, 7. (a) Hvordan virkede ånden på disciplene på apostlenes tid? (b) Hvad er besiddelse af ånden et bevis på?

⁶ Ja, foruden Guds skrevne ord må vi have Guds ånd. Idet Paulus atter lægger vægt på dette, skriver han: „Når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter.“ (Ef. 3:4, 5) På apostlenes tid fik de kristne troende Guds ånd, der kunne gøre hans skrevne ord forståeligt for dem. Ikke nok med det, men de fik også åndens gaver, der på forskellige måder viste sig som mirakuløse evner til at tale fremmede sprog, oversætte dem, helbrede, gøre mirakler og udtale profetier. I det samme brev fortæller apostelen, hvorledes de, efter at have troet ordet, modtog Guds ånds udgydelse med dens forskellige udslag. Dette var et bevis på, at de tilhørte Gud og var hans ejendom.

⁷ Paulus skriver: „Vi skulle være hans herlighed til lov og pris, vi, som allerede tidligere havde håbet på Kristus. I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse — ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med den hellige ånd, som var forjættet os, og som er pant på vor arv, så hans ejendomsfolk kan blive forløst, hans herlighed til lov og pris.“ „Med Jesus Kristus selv som hovedhjørnestenen. . . . i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i ånden.“ — Ef. 1:12-14; 2:20, 22; 2 Kor. 1:21, 22.

 8. Hvilken af den hellige ånds frugter giver os styrke til at udholde mange ting?

⁸ Denne hellige ånd bringer de troende glæde, selv om de står ansigt til ansigt med forfølgelser og modstand. Paulus fortæller, hvorledes dette gjaldt tessalonikerne, til hvem han skriver: „Da I under stor trængsel tog imod ordet med glæde i den hellige ånd. Derved er I blevet forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja.“ En af den hellige ånds frugter er glæde over Guds ord, gerning og folk. Denne glæde giver os styrke til at udholde mange ting, som vi ellers ikke kunne have båret, især hvis vi har den rette indstilling. — 1 Tess. 1:6, 7; Gal. 5:22; Neh. 8:10.

 9. Hvordan skulle vi ikke bedrøve ånden, og hvilken hjælp er den for os ved studiet af Guds ord?

⁹ På grund af den betydningsfulde rolle, som ånden spiller i vort kristne liv, skulle vi ikke bedrøve den ved at modarbejde dens virkninger eller ved at leve i modstrid med det, den har beseglet os til at være, nemlig Guds ejendom, børn, der tilhører ham. „Bedrøv ikke Guds hellige ånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag.“ (Ef. 4:30) Dersom vi alle har denne ånd eller kraft til at virke i os, og vi lader den frembringe sine frugter, der kommer til udtryk i kærlighed, vil vi alle være knyttet sammen af en kraft, der er stærkere end kødelige bånd. At kristne har denne ånd, fritager dem ikke for at studere og rådføre sig med Guds ord for at forvisse sig om hans vilje. Men når de studerer det skrevne ord, så vil Guds ånd hjælpe dem til at forstå og værdsætte det.

Nødvendigheden af hans organisation

10, 11. Hvad behøver de kristne foruden Guds ord og ånd, og hvorfor?

¹⁰ Guds ånd er en virksom kraft, der udretter noget. Det var den, der udtog Barnabas og Saulus til særlig missionærtjeneste. Det var den, der forhindrede dem i at tale Guds ord i provinsen Asien. Den tillod heller ikke Paulus at rejse østpå til Bitynien, men ledede ham vestpå til Makedonien. (Ap. G. 13:2; 16:6-10) Kan vi da i dag forvente, at Guds ånd vil lede os på denne måde i vor personlige indsats i Guds tjeneste? Nej; i vor tid åbenbarer ånden sig ikke på denne måde. Alligevel kan vi se hen til Guds ledelse ved flittigt at rådføre os med hans ord. Men dersom vi hver især blev overladt til os selv, bare fordi vi var i besiddelse af et eksemplar af bibelen, og måtte handle på egen hånd i overensstemmelse med den måde, hvorpå vi forstod ordet, hvad så? Det er mest sandsynligt, at der ville opstå stor forvirring og kappestrid iblandt os.

¹¹ Foruden at vi hver især er i besiddelse af Guds ord, er det derfor nødvendigt, at vi har en teokratisk organisation. Ja, foruden Guds oplysende ånd behøver den kristne Jehovas teokratiske organisation for at kunne forstå bibelen. Han må overvære de møder, som denne organisation arrangerer, og studere sammen med medkristne. Han behøver også organisationen for at kunne arbejde i harmoni med Guds hensigter og blive ledet på rette måde i sine bestræbelser. Grunden hertil er, at Jehova Gud handler med sin organisation og ikke med enkeltpersoner, der står uden for organisationen eller trodsigt prøver at handle uafhængigt af den.

12. Hvorfor er det så nødvendigt at erkende den teokratiske organisation og modtage hjælp fra den?

¹² Med undtagelse af Jesus Kristus har Guds profetiske ord ikke forudsagt nogen skabnings personlige arbejde, handlemåde og virksomhed. Hans ord forudsiger hans handlemåde med sin teokratiske organisation under Kristus og omtaler dens arbejde, dens erfaringer, dens forfølgelse, dens udfrielse og dens sejr. Hvis vi derfor ikke kender organisationen, men prøver at anvende profetierne på os selv, kan vi ikke se profetiernes sande opfyldelse og forstå Guds ord. Dersom vi ikke er knyttet til hans organisation og samarbejder med den og gennemgår dens erfaringer, vil vi ikke kunne tilegne os Guds ord eller udføre hans gerning på rette måde. Det var gennem Jesus, Guds organisations hoved, at hans disciples sind blev åbnet, så de fuldt ud kunne forstå skrifterne. Efter at Jesus var steget op til himmelen, var det ved Guds ånds kraft, givet gennem Jesus, at apostlene kunne forklare de dybe ting i Guds ord og hensigter. Apostlene var grundstenene i Guds synlige organisation dengang. I dag har Jehova Gud opbygget sin synlige organisation med dem, han, som en opfyldelse af bibelens profetier, har udfriet fra det store mystiske Babylon. Det er ved hjælp af denne teokratiske organisation, der er fyldt med Guds ånd, at den stadige åbenbarelse og forståelse af Guds ord i vor tid har fundet sted.

13. Hvem nyder ifølge Esajas’ profeti fordelene ved at blive oplært af Jehova?

¹³ Jehova handler med sin synlige organisation, og han kender dem, der hører den til, lige meget hvor isoleret de rent legemligt kan være fra andre af hans organiserede folk. Det er denne organisation, han oplærer gennem dens hoved, Jesus Kristus.. De, som kærligt holder sig til organisationen, nyder også fordelene af hans handlemåde og oplæring. Det er ikke til nogen af os, men til organisationen, som han omtaler som sin hustru, at han taler disse ord: „Din ægtemand er din Skaber, hans navn er hærskarers Jehova, din genløser er Israels Hellige, han kaldes al jordens Gud. . . . Alle dine børn bliver oplært af Jehova, og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 54:5, 13.

14. Vil det, at man ejer en bibel, sige, at man ikke behøver organisationen for at nyde godt af Guds styrelse og ledelse?

¹⁴ Selv om man har bibelen og betragter den som sin vejleder og vigtigste lærebog, kan man ikke handle uafhængigt og mene, at man har direkte forbindelse og kontakt med Jehova, når man skiller sig ud fra den teokratiske organisation og viser ringeagt for den. Hans ord lærer ikke, at man kan følge sin egen vej og så personligt få den hellige ånd. Det er nødvendigt at erkende Guds handlemåde og at anerkende den organisation, han har bygget op og handler med. Denne organisation, der er fyldt med hans ånd, og som holder sig strengt til hans ord, er det, han i dag bruger for at lede os i vore forenede bestræbelser verden over. Denne organisation er nødvendig, for at vi som et samlet hele kan udføre vort arbejde i de mange nationer med de mange sprog. Den er nødvendig, for at alle de troende kan blive betjent med Guds ords åbenbarelser. Den fører alle Rigets forkyndere ind i et samarbejde med sandhedens „rene sprog“. Den hindrer, at vi går hinanden i vejen i vort arbejde, at vore besværligheder fordobles, at distrikterne bliver overrendt, at der opstår svagheder på grund af splittelser og andre ting, der sinker os i udførelsen af Guds gerning. Jehova leder sin organisation gennem dens hoved, Jesus Kristus. Dersom vi ønsker at nyde goderne af hans styrelse og ledelse, må vi samarbejde med hans organisation, og skulle fjenden isolere os, vil vi fortsætte, som vi er blevet undervist og oplært gennem organisationen.

15. Hvad er det, vi hører bag os, som fortæller os, hvor vi skal gå?

¹⁵ Det vil være rigtigere at gøre dette end at spejde efter, at der skal vise sig en engel ligesom i fortiden og give os særlige befalinger om, hvad vi skal gøre i det og det tilfælde, eller at vente at høre en overnaturlig stemme tale til os fra det usynlige og fortælle os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal gå hen. Det er ikke det, der menes med Esajas 30:20, 21: „Så skal din vejleder ikke mere dølge sig, dine øjne skal skue din vejleder; dine ører skal høre det ord bag ved dig: Her er vejen, I skal gå! hver gang I er ved at vige til højre eller venstre.“ Det ord, vi hører bag os, er Guds stemme fra fortiden, der taler gennem hans skrevne ord, efterhånden som det åbenbares gennem hans organisation.

16. Hvorfor gør vi ret i at henvende os til organisationen for at få distrikt?

¹⁶ Vi kan henvende os til den synlige teokratiske organisation for at få et distrikt, som vi kan arbejde i, og dette vil hindre os i at forvilde os ind i en andens distrikt og forårsage forvirring, irritation og gnidninger. Det vil bringe vore bestræbelser i harmoni med andre forkynderes arbejde i den lokale menigheds distrikt og resultere i fred og enhed. Dette vil behage Gud, for der står skrevet: „Thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. Ligesom i alle de helliges menigheder . . . lad alt ske sømmeligt og med orden!“ — 1 Kor. 14:33, 40.

17. Når vi ser bort fra den almindelige ledelse gennem organisationen, i hvilke ting er vi så frit stillet? Hvordan viser bibelen dette?

¹⁷ Medens vi ved vort samarbejde med organisationen arbejder under Guds ledelse, stiller han os frit med hensyn til afgørelsen af vore mere personlige og private handlinger. Ved nogle lejligheder blev Paulus ledet direkte af ånden eller ved syner fra Herren i mere almindelige ting, men til andre tider måtte han lægge sine personlige planer og afgøre, hvilken ordning der var den bedste. På sin første missionsrejse sammen med Barnabas var han udsendt specielt af den hellige ånd. Den anden missionsrejse blev bestemt ved, at Paulus sagde til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, for at se, hvordan det går dem.“ (Ap. G. 13:1-4; 15:36) Men der opstod stridigheder med hensyn til, hvem de skulle tage med, og da skete der ikke nogen direkte indgriben fra den hellige ånds eller en engels side, der kunne afgøre spørgsmålet. Dengang Herren Jesus viste sig for Paulus og oplyste ham om det arbejde, Paulus skulle udføre, sagde han: „Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte.“ Dette var en almindelig vejledning, men Paulus måtte selv planlægge sit arbejde og udføre det og afgøre, hvorvidt det var i overensstemmelse med Guds vilje. Han fortæller os, at han besluttede at drage til et virkelig fjernt distrikt, hvor Kristus endnu ikke var blevet forkyndt, for at han ikke skulle bygge på en andens grundvold. — Ap. G. 22:17-21 og Rom. 15:18-21.

Hvis Jehova vil

18. Når Paulus lagde sine planer, hvad havde han så tillid til, at Gud ville gøre, og hvoraf fremgår det, om Gud tillod, at Paulus’ planer blev forpurret?

¹⁸ Paulus pralede ikke af, hvad han skulle udføre, men lagde planer for, hvad der syntes at tjene arbejdets interesser og udbredelse bedst. Han havde tillid til, at Gud ville lede ham i gennemførelsen af disse planer og støtte ham, så vidt de var i harmoni med Guds hensigter. Tillod Gud, at Paulus’ planer blev forpurret? I sit brev til menigheden i Rom viser Paulus, at det gjorde Gud, for han siger: „Derfor er jeg også gang på gang blevet forhindret i at komme til jer. Men nu, da der ikke mere er brug for mig i disse egne, og jeg i adskillige år har længtes efter at komme til jer, vil jeg gøre det, når jeg rejser til Spanien; jeg håber nemlig at se jer på gennemrejsen og af jer blive hjulpet videre derhen, når jeg først i nogen måde har fået min længsel efter jer stillet. Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige.“ Idet Paulus fortæller om nogle hindringer ved en anden lejlighed, skriver han til tessalonikerne: „Da vi en lille tid har været som barnløse, fordi vi var skilt fra jer, brødre, dog kun i det ydre, ikke i hjertet, har vi i vor store længsel anstrengt os ganske særligt for at få jer at se igen. Thi vi har haft i sinde at komme til jer, jeg, Paulus, både een og to gange, men Satan har hindret os.“ — Rom. 15:22-25 og 1 Tess. 2:17, 18.

19. Var det forkert af Paulus at give Djævelen skylden, og hvordan viser beretningen, at han selv traf bestemmelser og søgte at følge dem?

¹⁹ Det var ikke forkert af Paulus at give Djævelen noget af skylden. Ved hjælp af sine fanatiske redskaber på jorden rejste Satan uden tvivl store forhindringer, så Paulus ikke kunne komme tilbage til Tessalonika, da han ønskede det. I hvert tilfælde viser alt dette, at Paulus havde megen personlig frihed og et stort personligt ansvar i forbindelse med sin forkyndelse af de gode nyheder. Han ventede ikke, at der ved enhver lejlighed skulle vise sig en Guds engel eller et syn, eller at han skulle høre en overnaturlig udtalelse af den hellige ånd. Han traf selv sine bestemmelser. For eksempel besluttede han i ånden at „drage til Jerusalem, idet han sagde: Når jeg har været der, bør jeg også besøge Rom.“ Han var så opsat på at rejse til Jerusalem, når han forlod Efesus, at han holdt fast ved sin beslutning, selv da den hellige ånd på forskellige måder tilkendegav, at der ventede ham trængsler i Jerusalem. I Kæsarea fik han den sidste advarsel gennem profeten Agabus, og disciplene dér forsøgte at fraråde ham at rejse. Men Lukas skriver: „Da han ikke ville lade sig overtale, blev vi stille og sagde: Herrens vilje ske.“ Og Jehovas vilje skete. Paulus kom til sidst til Rom, selv om det var som fange. — Ap. G. 19:21; 20:22-24; 21:4, 10-14.

20, 21. (a) Når vi har lagt vore planer, hvad kan vi så vente? (b) Hvilken formaning gives der mod at prale af sine planer?

²⁰ Således er det også med os i dag. I vort samarbejde med Jehovas folks teokratiske menighed gives der os betydelig handlefrihed. Ansvaret for, hvordan vi vil tilrettelægge vort personlige arbejde i vort distrikt, overlades til os selv. Efter at vi har besluttet, hvilken retningslinie vi vil følge, kan vi vente, at Jehova vil velsigne og lede os og anvende os i sin tjeneste. Dersom vi sår meget, efter at have truffet de rette forberedelser, kan vi forvente at høste meget, og omvendt.

²¹ Vi skulle ikke prale af vore planer eller stole på vor egen styrke og visdom i udførelsen af dem. Jakob advarer os med disse ligefremme ord mod dette: „Og nu, I, som siger: I dag eller i morgen vil vi rejse til den eller den by og blive der et år og handle og tjene penge, I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv? I er jo en damp, som ses en liden stund og så forsvinder. I skulle hellere sige: Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det eller det. Men nu bruger I store ord i jeres pral; alle den slags store ord er onde. Altså når man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.“ — Jak. 4:13-17.

22. Når vi har lagt vore planer, hvis vilje skulle vi så underlægge dem, og hvordan skulle vi tage vore forskellige erfaringer?

²² I overensstemmelse hermed skulle vi, efter at vi har lagt vore personlige planer med hensyn til, hvor, hvornår og hvorledes vi vil virke som den højeste Guds vidner, sige: „Om Jehova vil, vil jeg gøre hans gerning til den tid og på det sted.“ Dersom han bevarer os og lader os tage til det bestemte sted og tjene, kan vi takke ham for denne forret. Har vi så glædelige erfaringer, og vore bestræbelser bringer opmuntrende resultater, kan vi takke ham for disse tegn på hans gunst, eftersom alle gode og fuldkomne gaver kommer fra himmellysenes Fader. Hvis der kommer modstand og prøvelser, og der ikke med det samme viser sig gunstige resultater, må vi analysere vor fremgangsmåde for at kunne afgøre, hvorvidt det ligesom i Paulus’ tilfælde skyldes Satan, eller om fejlen ligger i vor mangelfulde forberedelse til tjenesten, eller i vor mangel på takt, eller fordi vi ved vor personlige opførsel bringer vanære over budskabet, eller der findes andre grunde. Bliv ikke mere modløs over trængsler, modstand og forfølgelser, end Jesus og Paulus var. Men lad os i bevidstheden om, at vi gør Guds vilje, trofast fortsætte tjenesten, og ved denne udholdenhed slå fjendens angreb tilbage.

En beskyttende rustning

23. Hvorfor og hvorledes samarbejder organisationen med os?

²³ Vor bemyndigelse til at udføre Guds gerning som forkyndere af de gode nyheder om hans rige har vi direkte fra hans ord. Hans teokratiske organisation anerkender vor bemyndigelse fra hans ord, bibelen. Derfor bruger den os som sine repræsentanter på arbejdsmarken og samarbejder med os, forsyner os med, hvad vi behøver, og hjælper os. Den yder os den lovmæssige bistand og beskyttelse, som kan komme os til gode. Den hjælper os til i endrægtighed at kæmpe for sandheden sammen med vore brødre over hele jorden.

24. Hvordan formanes vi derfor til at kæmpe, men hvem skal vi ikke bekæmpe?

²⁴ Vi kan ikke stå alene. Vi må kæmpe skulder ved skulder sammen med vore medkristne, som Paulus beskriver det: „I står fast i een ånd og med een sjæl strider sammen for troen på evangeliet uden i nogen henseende at lade jer skræmme af modstanderne; det er jo for dem et vidnesbyrd om, at de skal fortabes, men I frelses, og det er Guds værk. Thi af nåde blev det jer givet for Kristi skyld — ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld, idet I kæmper den samme kamp, som I før så mig stå i og nu hører, at jeg fremdeles står i.“ (Fil. 1:27-30) Vi skal ikke udkæmpe fysiske kampe med mænd og kvinder uden for den teokratiske organisation og naturligvis heller ikke gøre noget sådant inden for organisationen. Vi skal ikke bekæmpe vore brødre, men den fælles fjende. Vi må hele tiden stræbe efter „at bevare åndens enhed i fredens bånd [blandt vennerne]: eet legeme og een ånd . . . een Herre, een tro, een dåb, een Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!“ Denne enhed vil sikre os sejren. — Ef. 4:3-6.

25. Kan vi overlade hele vor beskyttelse til organisationen og englene? Hvilket redskab spiller en vigtig rolle?

²⁵ Den teokratiske organisation yder os stor hjælp og beskyttelse, for ikke at tale om de usynlige hellige engle under Kristus. Der er dog også nogle personlige forsvarsforanstaltninger, som vi selv må træffe. I disse foranstaltninger spiller Guds skrevne ord en nødvendig og betydningsfuld rolle; det har en beskyttende magt. I sine følgende ord til menigheden i Efesus, som Paulus formanede til kristen enhed, fremholder han dette på en tydelig måde.

26. Hvem er vore egentlige fjender? Hvad må vi derfor gøre personlig brug af?

²⁶ Vi befinder os i en virkelig kamp, og Paulus påpeger, hvem de egentlige fjender, som vi skal kæmpe imod, er, idet han siger: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ Tænk engang på, hvad vi står overfor — hele denne store, usynlige hær er imod os! Den arbejder på en organiseret måde gennem Djævelens synlige organisation, der med propaganda og magtmidler søger at ødelægge vor tro og lokke eller tvinge os bort fra Guds gerning. Vi ville bukke under af rædsel, dersom vi ikke var sikre på, at Gud havde sørget for vor beskyttelse. Men vi kan ikke overlade hele ansvaret for vor beskyttelse til Gud. Han har tilvejebragt visse midler, som vi kan gøre brug af for at beskytte os selv og vore brødre, og dem må vi bruge. Hvori består de da? I de dele, der udgør en fuldstændig åndelig rustning. Er vi ikke iført den, står vi blottede.

27. Hvori består denne rustnings bælte, brynje og sko?

²⁷ „Tag derfor,“ fortsætter Paulus, „Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod [alle de ovennævnte usynlige fjender] på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da [hvorledes?] med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte retfærdigheden som brynje, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium.“ Retfærdighed er en beskyttende brynje for vort hjerte, og det fredelige budskab gør vore fødder skikkede til at vandre på en fredelig måde ude på arbejdsmarken. Når vi, i stedet for taktløst at ophidse til stridigheder, fremmer freden, bliver det lettere for os at holde ud. Det er gennem bibelen og ved hjælp af den teokratiske organisation, at vi lærer retfærdighed og fredens gode nyheder at kende.

28. Hvad er vort skjold, og hvordan bliver det større?

²⁸ „Løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes gloende pile.“ Vor tro, der er grundlagt på vor kundskab ud fra Guds ord og på vort kendskab til ham og hans gerninger, hindrer de bitre smædeords og de falske anklagers brændende pile i at blive siddende og volde os dødelig fortræd i åndelig henseende. Jo bedre vi kender Guds ord, og jo flere erfaringer vi har med hans handlemåde, desto stærkere bliver vort troens skjold. — Sl. 64:4; Jer. 9:8.

29, 30. Hvori består hjelmen og sværdet? Hvordan bliver vi udstyret med dem?

²⁹ Men der behøves endnu mere: „Tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i ånden.“ Som en beskyttelse for vort hoved eller sind har Gud givet os frelsens hjelm eller håbet om frelse. Ved at avle Kristi „lille hjord“ af efterfølgere med sin ånd har den himmelske Fader nedlagt et håb om himmelsk frelse i dem. Men ved hjælp af sit ord og sin organisation giver Gud i dag den „store skare“ af andre får et håb om frelse til liv i menneskelig fuldkommenhed på en paradisisk jord. Ved at vi trofast holder ud som kristne og derved vinder Guds godkendelse, forstærker vi vort håb eller vor forventning om de ting, som vi i overensstemmelse med hans løfter har rettet vore længsler mod. Med dette sunde håb om frelse fortsætter vi vor kamp med „åndens sværd, som er Guds ord“.

³⁰ Det er et åndeligt sværd, der bruges mod fjenden i nærkamp. Guds ånd smedede, hærdede, formede og hvæssede dette sværd, for de, der nedskrev dette ord, var blot mennesker, og de kunne ikke nedskrive Guds budskab, uden at Guds ånd eller virksomme kraft ledede dem. Guds ånd taler således til os gennem dette ord, og dette ord er et udtryk for Guds ånd. Hans ånd er uovervindelig, og af samme grund er dette Guds ords sværd uovervindeligt, når det bruges mod mennesket og Djævelen. — Ef. 6:11-18; 1 Tess. 5:8, 9.

31. Hvorledes gav Jesus et eksempel på sværdets brug? Hvorledes bad han?

³¹ Jesus var os et eksempel på brugen af dette åndelige sværd, Guds ord. Da Djævelen fristede ham i ørkenen, afbødede Jesus alle Djævelens angreb med Guds ord, idet han sagde: „Der står skrevet.“ Og da Djævelen og alle hans organiserede dæmoner ved hjælp af deres onde synlige organisation angreb Jesus og stod hans budskab og handlemåde imod, afparerede han deres angreb med stød af åndens sværd, idet han citerede Guds skrevne ord. „Der står skrevet“ gjorde det af med de traditionelle argumenter og filosofiske og ubibelske ræsonnementer, som dæmonernes religiøse redskaber fremførte. Men samtidig med, at Jesus kyndigt håndterede dette Guds sværd, bad han også. Han bad regelmæssigt og oprigtigt og i nøje samklang med Guds hensigter, som de kommer til udtryk i hans skrevne ord. Derfor blev han bønhørt.

32. Hvorfor er det nu en ond dag? Hvad er derfor påkrævet?

³² Vi lever nu på den onde dag, da Satan og hans dæmoner er kastet ud af himmelen og fører trængsler over jorden og krig mod dem, der tilhører Guds kvinde eller organisation. Vi må kæmpe beslutsomt mod de mægtige åndelige fjender. Vi må derfor iføre os og stadig være iført Guds fulde rustning, der er den samme for os alle, og med hvilken vi kan stå fast forenet og holde os fjenden fra livet og drive hans angreb tilbage. Vi må derfor være iført alle dele af rustningen. For at opnå beskyttelse må vi holde vort hjerte fæstet på retfærdighed, Guds retfærdighed. Vi må holde fast ved vor tro som ved et skjold og vokse i den. For at blive beskyttet mod den hårde vej må vore fødder være iført villighed til at forkynde fredens evangelium. Vi må spænde sandhedens bælte om vore lænder for at få styrke til at bære byrderne og holde ud. Vort hoved må være klædt med det rette håbs hjelm, der aldrig vil bringe skuffelser. Vi må stramme vort greb om åndens sværd, Guds ord. Nu, da vi er kommet ind på livet af fjenden, er det nødvendigt at lære at svinge dette sværd. Med dette tveæggede våben kan vi afværge ethvert fjendtligt angreb, der rettes imod os, og give fjendens propaganda, traditioner, filosofi og bedrageriske argumenter dødsstødet.

33. Kan vi kæmpe og bede, selv om vi er arresteret? Hvorledes?

³³ Dersom vi er således udrustet, behøver vi aldrig at vige for vore angribere, og Djævelen og hans hær af dæmoner vil ikke kunne gøre os den ringeste åndelige skade. Vi kan blive dræbt som følge af deres usynlige indflydelse på deres jordiske redskaber, men Gud vil beskytte og bevare vor ret til liv i den nye verden, idet han til sin tid vil give os en opstandelse. Vi kan blive sendt i fængsel eller koncentrationslejr af dæmoninspirerede mennesker og regeringer, men vore fjender kan aldrig afføre os vor åndelige rustning. Vi kan stadig være iført denne rustning og kæmpe, selv om vi er arresteret, for da Paulus skrev om den, bar han den selv i fængslet i Rom. Og når vi kæmper, iført denne rustning, kan vi gennem bøn, enhver form for bøn, lovprisning, taksigelser, anråbelser og indtrængende begæringer, både for os selv og vore brødre, vore medkæmpere, holde os i kontakt med Gud og hans usynlige organisation. Gennem bønnen vil vi føle, at den guddommelige hjælp er nær.

34. Hvilken plads må vi derfor give Guds ord, og hvad vil resultatet blive?