Vær et levende vidnesbyrd om „den gode nyhed“
„’I er mine vidner,’ lyder det fra Jehova, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan kende og have tro på mig, og for at I kan forstå at jeg er den samme.’“ — Es. 43: 10, NW.
1. (a) Hvad har ingen menneskegjorte guder kunnet gøre for at fastslå deres guddommelighed? (Es. 43:8, 9) (b) Hvordan er den sande Gud anderledes end de falske i denne henseende?
INGEN menneskegjorte guder eller gudinder vil nogen sinde kunne føre et eneste vidne som kan fastslå deres guddommelighed. Disse guddomme har ikke fremsat nogen profetier der er blevet opfyldt med ufejlbarlig nøjagtighed. Men for over 2700 år siden kunne den højeste Gud, Jehova, føre et helt folk, nemlig Israels folk, som sine vidner. Han sagde: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan kende og have tro på mig, og for at I kan forstå at jeg er den samme. . . . Jeg har selv forkyndt det og frelst og ladet det høre.“ — Es. 43:10-12, NW.
2. (a) Hvad vidste israelitterne om Jehovas frelsesgerninger, som det fremgår af Salme 78? (b) Hvad viser at israelitterne kendte Jehova som en der opfylder sit profetiske „ord“?
2 I deres inspirerede skrifter havde israelitterne en pålidelig beretning om hvordan Gud havde taget sig af dem som folk betragtet. De vidste at den Almægtige havde udfriet deres forfædre fra trældommen i Ægypten og at han havde frelst dem fra deres fjender ved andre lejligheder. De havde kendskab til de løfter han havde opfyldt ved at give dem Kana’ans land i eje. (Salme 78) I Josuas bog står der: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ — Jos. 21:45.
3. (a) Hvad viste Esajas’ profeti at der skulle ske med israelitterne? (b) Hvordan ville opfyldelsen af disse profetiske ord bevirke at israelitterne kunne tjene som vidner for Jehova?
3 Esajas’ profeti, hvori Jehova Gud omtalte israelitterne som sine vidner, pegede frem til at folket en dag ville komme i fangenskab i Babylon på grund af sin troløshed og at den Allerhøjeste senere ville bringe det udfrielse ved Kyros. (Es. 43:14, 15; 44:24 til 45:2) På denne måde ville israelitterne blive vidner om en ny udfrielse. Men hvordan kunne de tilbagevendte israelitter tjene som Jehovas vidner? De skulle ikke forkynde for folk fra andre nationer, for det var ikke deres opgave. Imidlertid kunne de aflægge vidnesbyrd ved den måde de levede deres liv på. De kunne vise at de fuldt ud stolede på Jehova Gud som deres beskytter og frelser, og at de udelukkende kunne tilskrive ham deres nuværende og fremtidige velfærd og lykke.
En ny befaling om at være vidner
4, 5. (a) Hvad indbefatter dét at være et vidne for de menneskers vedkommende der bliver disciple af Jesus Kristus? (Matt. 28:19, 20) (b) Hvem var Jesu Kristi disciple vidner om, og hvordan fremgår dette af Apostelgerninger 1:8; 2:32, 33; 4:19, 20; 5:29-32?
4 Da Jesus kom til jorden som Messias eller Kristus, åbnede der sig en ny mulighed for at vidne. De der blev disciple af Jesus Kristus påtog sig det ansvar at fortælle andre om hvad Jehova Gud havde gjort i forbindelse med sin søn. På pinsedagen i år 33 var en skare jøder og proselytter forundrede over at se hvordan Guds ånd virkede på omkring 120 af Jesu Kristi disciple. Apostelen Peter sagde til dem: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører.“ (Apg. 2:32, 33) Læg mærke til at Peter aflagde vidnesbyrd om hvad Jehova Gud havde gjort. Samtidig var han også et vidne om Jesus, idet han fremlagde vidnesbyrd om at denne virkelig var Messias eller Kristus. Peter handlede således i overensstemmelse med det Guds søn havde sagt til disciplene før sin himmelfart: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig.“ (Apg. 1:8) Eftersom de var vidner om Jesus, blev de med tiden kaldt „kristne“. Ifølge Apostelgerninger 11:26 skete dette „ved guddommeligt forsyn“.
5 Vidnesbyrdet om „den gode nyhed om Messias“ blev nu aflagt af den kristne menighed, der bestod både af kødelige jøder og af folk fra nationerne. De udgjorde nu det folk Jehova brugte som sine vidner. (Fil. 1:27) Det gav de selv offentligt udtryk for. Da den jødiske højesteret, sanhedrinet, forbød apostlene at tale på grundlag af Jesu navn, svarede de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. Vore forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl. Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd som hovedformidler og frelser for at give Israel sindsændring og tilgivelse for synder. Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apg. 5:29-32) Tidligere havde apostlene Peter og Johannes sagt til den samme domstol: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ — Apg. 4:19, 20.
6. (a) Hvilken storslået mulighed åbnede „den gode nyhed“ for dem der hørte den? (b) Hvad forstod Jesu disciple at både jøder og ikke-jøder havde brug for at høre, som det fremgår af Apostelgerninger 4:12 og 17:29-31?
6 Apostlene og Jesu Kristi øvrige disciple var fuldt ud klar over at de var forpligtede til at være vidner om Gud og om hans søn. Alle mennesker var berettigede til at høre „den gode nyhed“, så de kunne opnå evigt liv hvis de ville anerkende at Jesus var Kristus og at de kunne få deres synder tilgivet på grundlag af hans offer. (Joh. 3:16; 17:3) Apostelen Peter sagde til sanhedrinet: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apg. 4:12) Nogle år senere sagde apostelen Paulus til athenerne: „Vi [bør] ikke forestille os at Det guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed. Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ (Apg. 17:29-31) Ja, alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, havde brug for at høre „den gode nyhed“ før døden forhindrede dem i at gribe muligheden for at blive vidner om Gud og om Kristus, med evigt liv i udsigt.
7. (a) Hvad var de kristne i det første århundrede villige til at udholde for at kunne forkynde „den gode nyhed“, og hvorfor? (b) Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv, i betragtning af apostelen Johannes’ eksempel?
7 Disciplene forstod at „den gode nyhed“ havde betydning for deres medmenneskers evige velfærd. Desuden var det Guds udtrykkelige vilje at den skulle forkyndes for alle. (1 Tim. 2:3, 4) Af inderlig kærlighed til Gud og til deres medmennesker fortsatte de nidkære kristne derfor med at vidne, selv om det kunne føre til at de mistede friheden og endda livet. Omkring år 96 skrev den sidste af apostlene som endnu var i live, til de kristne i Lilleasien: „Jeg, Johannes, som er jeres broder og delagtig med jer i trængselen og riget og udholdenheden i samfund med Jesus, befandt mig på den ø som kaldes Patmos fordi jeg havde talt om Gud og vidnet om Jesus.“ (Åb. 1:9) Kan du som Johannes sige at du ’taler om Gud og vidner om Jesus’? Er du villig til at lide ondt fordi du gør det, idet du er overbevist om at folk har brug for at høre „den gode nyhed“ fordi det kan betyde frelse for dem?
Aflæg vidnesbyrd ved en god adfærd
8. Er dét at aflægge vidnesbyrd udelukkende et spørgsmål om at forkynde, og med hvilket eksempel kan vi belyse dette?
8 For at nå ind til oprigtige menneskers hjerte må et kristent vidne for Jehova leve i overensstemmelse med det han forkynder. Ord som står alene, ord der ikke støttes af et godt eksempel i kristen livsførelse, er værdiløse. Kunne du tænke dig at en mand som var kendt for at være løgnagtig og uredelig, skulle afgive en erklæring om din karakter? Ville hans ry som en uærlig person ikke bevirke at man drog sandfærdigheden af hans udtalelser i tvivl? Og selv om han virkelig fortalte sandheden, kunne hans vidneudsagn da ikke ligefrem skade din sag? Ville du ikke blive anset for at være ligesom det menneske der vidnede til din fordel?
9. Hvilken adfærd må et vidne for Jehova lægge for dagen, og hvorfor?
9 Vidnets omdømme kan absolut have indflydelse på om hans vidneudsagn bliver troet eller ej. Alle der bekender sig som vidner for Jehova, må derfor leve et retskaffent liv. For at understrege betydningen af dette skrev apostelen Paulus følgende angående jøderne, der kendte Guds lov: „Er . . . du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du, som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? Du, som siger: ’Begå ikke ægteskabsbrud,’ begår du ægteskabsbrud? Du, som udtrykker afsky for afguderne, plyndrer du templer?“ (Rom. 2:21, 22) At man ikke lever i overensstemmelse med det man forkynder, bringer stor skam over Gud. Apostelen Paulus sagde videre: „Guds navn bliver på grund af jer spottet blandt nationerne.“ — Rom. 2:24.
10, 11. (a) Hvad må man forvente med hensyn til familielivet blandt dem der bekender sig som vidner for den Allerhøjeste? (b) Hvad vil det sige at ’bevare en god samvittighed’, og hvordan kan dette, som nævnt i Første Petersbrev 3:16, have en gavnlig indflydelse selv på modstandere?
10 For at være et levende vidnesbyrd om Jehova må de kristne derfor være eksemplariske ægtemænd og fædre, hustruer og mødre, sønner og døtre. (Ef. 5:24 til 6:4) Gifte par må stræbe efter at overvinde de problemer der opstår i deres ægteskab ved at anvende Bibelens vejledning, i stedet for at efterligne de mennesker i verden der forsøger at slippe ud af en ubehagelig situation ved at lade sig separere eller skille. (Matt. 19:4-9; 1 Kor. 7:10, 11) Når sande kristne møder modvilje og bliver udsat for urigtige beskyldninger som følge af deres tro på Jehova Gud og hans søn, bør de altid følge det inspirerede råd: „Bevar en god samvittighed, så de der taler krænkende om jeres gode adfærd i forbindelse med Kristus, må blive til skamme.“ — 1 Pet. 3:16.
11 Det vil sige at de kristne bør undgå en uret adfærd sådan at de ikke får en dårlig samvittighed, en samvittighed der fordømmer dem. En god adfærd kan føre til at modstanderne indser at de har taget fejl i deres bedømmelse af Guds tjenere. Dette kan igen føre til at de skammer sig over den måde de har behandlet Guds vidner på. De kommer måske til at indse at de nedsættende ting de har sagt om de sande kristne — idet de måske har beskyldt dem for hykleri, for ikke at være oprigtige, for at være menneskefjendske eller lignende — er ubegrundede.
12. Hvilken virkning kan det have på mennesker at de bliver øjenvidner til en kristens gode adfærd, ifølge Første Petersbrev 2:12?
12 Tidligere i sit brev peger apostelen Peter på at en kristens gode adfærd måske endda kan hjælpe modstandere til selv at begynde at herliggøre Gud. Vi læser: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ (1 Pet. 2:12) Tænk blot — en god adfærd kan overbevise direkte modstandere om at de kristne som de taler nedsættende om, i virkeligheden lever i overensstemmelse med sand tilbedelse, og det kan tilskynde dem til selv at begynde at herliggøre Gud, at tjene den Allerhøjeste! Bliv derfor aldrig modløs når dine bestræbelser for at dele „den gode nyhed“ med andre bliver mødt med modstand eller ligegyldighed. Det kan udmærket ske at den gode opførsel du lægger for dagen når du udsættes for en ubehagelig situation, kan hjælpe oprigtige mennesker til at indse at din gudsdyrkelse har virkeligt indhold. Som følge heraf føler de sig måske tilskyndet til at lære mere om den.
13, 14. (a) Hvad kan være det bedste vidnesbyrd en hustru kan aflægge for sin ikke-troende mand? (b) Hvis en kristen hustru følger vejledningen i Første Petersbrev 3:1, 2, hvad bør hendes ikke-troende mand da kunne se?
13 For eksempel kan det være at en kristen hustru uden resultat har prøvet at tale med sin ikke-troende mand om „den gode nyhed“, hvorimod hendes gode adfærd er et mere magtfuldt vidnesbyrd. Det er grunden til at apostelen Peter gav kristne hustruer følgende tilskyndelse: „I hustruer [skal] underordne jer under jeres egne mænd, for at, hvis nogen af dem ikke er lydige mod ordet, de kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Pet. 3:1, 2.
14 En ikke-troende ægtemand må kunne se at hans kone er samarbejdsvillig på alle de områder der ikke krænker hendes gudsdyrkelse. Af hendes gode adfærd bør han kunne se at hendes tro er en stærk drivkraft der virker til fremme af det gode. Hendes sindelag, hendes tale og hendes handlinger bør ikke give anledning til begrundet kritik. Som følge af et sådant levende eksempel på en rosværdig adfærd kan en ikke-troende ægtemand med tiden blive troende. At en hustru på denne måde kan søge at vinde sin mand „uden et ord“, vil naturligvis ikke sige at hun aldrig kan tale med ham om åndelige ting. Men hun vil undgå skænderier og hårdnakkede og vedvarende diskussioner om den sande tilbedelse.
15. Hvordan kan unge mennesker medvirke til at deres lærere og skolekammerater føler sig tiltalt af „den gode nyhed“?
15 På samme måde kan unge mennesker der går i skole lægge en god opførsel for dagen, og det kan medvirke til at både lærere og elever føler sig tiltalt af „den gode nyhed“. Det kan ske at en skoleelev bliver latterliggjort på grund af sin tro. Men hvis han udholder dette pres uden at give igen med samme mønt, vil nogle af lærerne, og uden tvivl også nogle af eleverne, begynde at spekulere på hvad det er der har givet denne kristne elev en sådan moralsk styrke. Hvis han desuden er pålidelig og samvittighedsfuld med sine lektier og behandler andre med venlighed og respekt, vil de der lægger mærke til hans adfærd få et gunstigt indtryk af ham og måske føle sig tilskyndet til at undersøge hans tro. Dette er endnu et eksempel på at en god adfærd kan resultere i at der bliver aflagt et udmærket vidnesbyrd. — Jævnfør Titus 2:6-8.
16. Hvordan kan anvendelsen af Første Petersbrev 2:18 og Titus 2:9, 10 på arbejdspladsen føre til at der aflægges et godt vidnesbyrd?
16 En kristen der har verdsligt arbejde bør følge de principper der fremsættes i den vejledning der gives til trælle: „Lad tjenere i et hus underordne sig under deres herrer med al skyldig frygt, ikke kun de gode og rimelige, men også dem som er vanskelige at behage.“ (1 Pet. 2:18) „Lad trælle underordne sig under deres herrer i alle ting og være dem til behag, ikke svare igen, ikke begå tyveri, men udvise god troskab i fuldt mål, så de kan være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle ting.“ (Tit. 2:9, 10) En kristen bør altså gøre sit arbejde villigt og med glæde, også selv om der stilles urimelige krav til ham. Han bør optræde respektfuldt og ikke kværulantisk over for sin arbejdsgiver. Andre må kunne se at den kristne er ærlig og flittig og at han tager hensyn til andre mennesker. Når dette er tilfældet vil de få et gunstigt indtryk af den sande tilbedelse, idet de ser at den kristne er en god arbejder og et reelt menneske på grund af sin religion.
17. Hvilken indstilling bør vi have til den levevis vi havde før vi lærte sandheden at kende?
17 Er dit liv et levende vidnesbyrd om Jehova? Hvad føler du når du tænker tilbage på den måde du levede på før du fik nøjagtig kundskab om sandheden? Måske var du ligesom dem apostelen Peter beskrev da han sagde: „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder.“ (1 Pet. 4:3) Det vil afgjort ikke være passende at tage del i sådanne umoralske handlinger. Det er nok at de kristne tog del i sådanne ting dengang de var uvidende om sandheden; de skulle aldrig ønske at vende tilbage til dem.
18. Hvis vi oprigtigt ønsker at være et levende vidnesbyrd om „den gode nyhed“, hvilke spørgsmål kunne vi da stille os selv, og hvad bør vi stræbe efter at gøre?
18 Nu da du lever „for Guds vilje“, er du da ivrig efter at hjælpe andre til at opnå den samme lykke som du selv har opnået? (1 Pet. 4:2) Er dit hjerte så fyldt med værdsættelse af „den gode nyhed“ at du griber enhver lejlighed, ja endda skaber lejligheder, til at vidne om Jehova Gud og Jesus Kristus? (Luk. 6:45; 8:15) Er din adfærd sådan at den giver din forkyndelse om Guds ord vægt? Kun hvis vi både forkynder og lever sandheden, kan vi betragtes som trofaste vidner. Måtte vi derfor efterligne apostelen Paulus, der skrev: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.