Hvilke krav må man opfylde for at blive en forkynder af den gode nyhed?
VED sektionsstævnerne „Guds frie sønner“ som afholdtes sidste sommer, blev der givet megen vejledning i forbindelse med kristne menneskers livsførelse. De der er Jesu Kristi sande efterfølgere deler ligesom Jesus Bibelens budskab med andre, og programmet bød derfor på opbyggende foredrag, lærerige demonstrationer og praktiske spørgsmål-og-svar indlæg der drejede sig om denne forkyndergerning.
Tusinder af Vagttårnets læsere dygtiggør sig for personligt at kunne tage del i denne forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, fordi de forstår at det er Guds vilje. (Matt. 24:14) Hvis du er en af disse læsere vil du især være interesseret i et spørgsmål der blev stillet og besvaret søndag formiddag ved disse stævner. Spørgsmålet lød: „Hvor langt skal en ny være nået i sit studium af sandheden før vi kan indbyde ham til at følges med os ud på arbejdsmarken?“ Der blev givet følgende svar:
„Der kan ikke gives nogen bestemt regel her. Det vil være meget forskelligt fra den ene til den anden. Imidlertid er der visse grundlæggende principper vi kan have i tanke.
Enhver er fri til at tale om det han tror på. Når det man hører fra Guds ord fylder ens hjerte, vil det måske få en til at tale om det til andre, og det er godt. For eksempel fortæller Mattæus 9:26 at efter at Jesus havde oprejst en lille pige fra døden, kom ’rygtet derom . . . ud i hele den del af landet’. Folk var naturligt nok meget optaget af det der var sket, så de fortalte andre om det, selv om de ikke var Jesu disciple. Da Jesus ved en tidligere lejlighed havde forkyndt for en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar, skyndte hun sig ind i byen for at fortælle andre om ham, og det medførte at mange af samaritanerne dér kom til tro på Jesus. Men ifølge Johannes 4:18 førte hun et usømmeligt levned idet hun levede sammen med en mand uden at de var gift. Der måtte tydeligt nok ske forandringer i hendes liv hvis hun skulle vise at hun var en Jesu discipel, men det hindrede hende ikke i at fortælle andre om det hun havde set og hørt. Det samme gælder i dag.
Men når du som et Jehovas vidne indbyder en til at gå med dig ud i tjenesten og til at være med til at aflægge et vidnesbyrd, så er han offentligt med i Jehovas vidners arbejde, og så forholder sagen sig lidt anderledes. Han vil nu fortælle folk at han besøger dem som et af Jehovas vidner, og andre vil komme til at betragte ham som et eksempel på hvordan Jehovas vidner er. Er han moden til det? Tænker han som et Jehovas vidne? Tror han det som Jehovas vidner lærer? Tror han virkelig at ’hvert skrift er indblæst af Gud’? Hvis han gør det, er det godt, men det er dog ikke det hele. — 2 Tim. 3:16, fodnoten.
Hvad ved han om det Bibelen lærer? Hvis en stiller ham et spørgsmål, vil han så besvare det i overensstemmelse med det kristenhedens kirker lærer, eller vil hans svar være i harmoni med Bibelen? (Matt. 7:21-23) Selv om han måske ikke er vant til at forklare læresætninger for andre, må han i det mindste kende de grundlæggende lærepunkter i Guds ord og tro på dem. Ellers kan han afgjort ikke præsentere sig som et af Jehovas vidner.
Der er også en anden side af sagen vi må overveje. For med rette at kunne kalde sig lærer i Guds ord, må ens liv være i harmoni med det man lærer, så man ikke bringer skam over det man hævder at repræsentere. Slå engang op i Bibelen på Romerbrevet 2:21, 22 og læg mærke til hvad der siges der: ’Du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor! du, som afskyr afguderne, du øver tempelran!’ Her talte apostelen Paulus til jøder som påberåbte sig at være lærere i Loven, og han viste at hvis de skulle repræsentere Loven på rette måde, måtte de leve i overensstemmelse med den; i modsat fald var det ikke en opgave for dem at undervise andre i den.
Det samme princip gælder den salvede rest af det åndelige Israel og dem der er forenede med den i vidnearbejdet. Det må være mennesker som retter sig efter hvad Bibelen siger om ærlighed. (Ef. 4:25, 28) De bør vide hvad den siger om utugt og hor, og leve i harmoni med det. (Hebr. 13:4; Matt. 19:9) Der bør ikke være nogen iblandt dem som er drikfældig. (1 Pet. 4:3, 4) De bør heller ikke tage del i nogen falsk religiøs organisations virksomhed. (Åb. 18:4; 2 Kor. 6:14-18) Og som Jesu Kristi efterfølgere kan de ikke være „af verden“; de kan afgjort ikke lade sig indvikle i dens politiske og militære foretagender. (Joh. 15:19) Det tager sin tid at lære disse krav at kende, komme til tro på dem og efterleve dem, og det vil ikke være rigtigt at tage en med ud på arbejdsmarken som et af Jehovas vidner før vedkommende opfylder disse krav.
Der er imidlertid en ting mere man bør tænke på. Der hører mere til det at være et vidne end at leve et moralsk rent liv, kende sandheden og forkynde den på rette måde. Jehovas vidner kommer også regelmæssigt sammen for at studere Bibelen; det er en del af vor gudsdyrkelse. Så før vi tager en nyinteresseret med fra hus til hus, må han komme sammen med os ved møderne i menigheden. Hvis han ikke gør det, hvor vil han så invitere folk hen som ønsker at lære mere? Hvis han ikke selv tager del i møderne, vil han heller ikke opmuntre andre til at gøre det. Bibelen opfordrer os til ikke at svigte vor Guds hus. — Neh. 10:39; Hebr. 10:24, 25.
Lad os sige at en der ikke kommer til menighedens møder, afleverer en rapport. Hvad kan hans motiv være? Måske gør han det fordi han føler at det glæder den som tog ham med i tjenesten. Men er vi sikre på at han gør det fordi han føler at han er med i organisationen og ønsker at være en del af den? Er vi sikre på at han gør det fordi han ønsker at være regelmæssigt med i Jehovas tjeneste? Hvis han skal aflevere en tjenesterapport som et af Jehovas vidner og således blive talt med på menighedens rapport, må han afgjort også vise at han ønsker at være et Jehovas vidne, og det gør han ved at komme til i hvert fald nogle af møderne (såfremt hans fysiske tilstand og omstændighederne tillader det), ved at leve et moralsk rent liv, og ved at lære grundsandhederne at kende.“
Målene for april og december
Efter at have hørt denne drøftelse spurgte en anden broder: „Vil det sige at vi skal se anderledes på de rekordtal vi hvert år stræber efter at nå i april og december?“ Hertil svarede taleren:
„Der er sådan set ikke noget nyt i det jeg har sagt her. I kan finde det behandlet i den lille bog Forkynd og Undervis i Fred og Endrægtighed på side 16. På side 22 henviser den til det rimelige i at forvente at vor tjeneste vil medføre vækst, men læg mærke til at den omtaler dem der hjælpes i gang som forkyndere i april og december, som ’de nye der slutter sig til menigheden’. Der er ikke tale om at vi skal tage nogen med i tjenesten som endnu ikke virkelig har sluttet sig til os.
I april og december skal vi derfor ikke prøve at få en hel masse med i tjenesten som ikke er modne til det. Men det er godt fra tid til anden, for eksempel i april og december, at standse op og vurdere vort arbejde og se om der er nogen som er klar til at påbegynde tjenesten, og hvis der er, vil vi ønske at hjælpe dem. I bestemte måneder gør vi os altså en særlig anstrengelse på dette punkt, og det hjælper os alle til at huske at vi skal forberede dem vi studerer med, til at blive virksomme lovprisere af Jehova. (2 Tim. 2:1, 2) Det betyder ikke at vi ikke hjælper nye forkyndere i gang i andre måneder; det gør vi. Men på bestemte tider af året koncentrerer vi os især om denne side af vort arbejde. Og hvor er vi lykkelige når en ny begynder at tjene Jehova sammen med os!“