Herlighed — hvad forstås der ved det? Har det tilknytning til os mennesker?
NÅR man hører ordene „herlig“ og „herlighed“ eller dermed beslægtede ord, hvad kommer man så til at tænke på? Dette burde interessere bibellæsere, eftersom ordet „herlighed“ forekommer mere end 450 gange i Bibelens grundtekst. Hvad skal man forstå ved herlighed?
I Bibelen benyttes ordet „herlighed“ på adskillige måder. I De hebraiske Skrifter er det ordet kabodʹ der oftest oversættes herlighed. Ordets egentlige betydning er „vægt, tyngde, byrde“. „Herlighed“ kan således godt hentyde til materielle besiddelser, eftersom de forlener ejerens person med en vis „vægt“ eller betydning i andres øjne. I nogle tilfælde gengives ordet kabodʹ også med „ære“.
Guds herlighed
Bibelen anvender hyppigt ordet „herlighed“ i forbindelse med Gud. Herom siger Theological Dictionary of the New Testament: „Når det drejer sig om mennesker betegner kabodʹ alt det som fremkalder beundring og anerkendelse, hvad enten der er tale om materielle besiddelser eller påfaldende [værdighed eller betydning]; i forbindelse med Gud betegner det alt hvad der gør Gud beundringsværdig i menneskers øjne.“
Det er i denne forstand at det store opbud af himmellegemer i vort univers „forkynder Guds ære [kabodʹ]“. (Sl. 19:2) Dengang Jehova Gud på Sinaj bjerg gav israelitterne Moseloven og lod naturens kræfter røre på sig, blandt andet i form af „en fortærende ild“, var det et vidnesbyrd om „[Jehovas] herlighed“. (2 Mos. 24:16-18) Bibelen nævner også at „Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed [doʹxa, det græske ord der svarer til kabodʹ]“. (Rom. 6:4) I de omtalte tilfælde skal „herlighed“ forstås som de slående og påfaldende beviser for Guds almagt.
I Lukas 2:9 ligger der en anden betydning i ordet herlighed: „Og pludselig stod Jehovas engel hos dem, og Jehovas herlighed strålede om dem, og de blev meget bange.“ Her står „herlighed“ for „glans“ og „pragt“. På linje hermed taler Bibelen om solens, månens og stjernernes glans (doʹxa). — 1 Kor. 15:40, 41.
Herlighed i tilknytning til Jesus Kristus
Guds ord knytter mange gange herlighed sammen med Jesus Kristus. I forbindelse med Jesu første mirakel hedder det at „han gjorde sin herlighed kendt“. (Joh. 2:11) Herligheden udfoldedes her i Jesu mirakuløse evner, der godtgjorde at han var den lovede Messias.
I en bøn Jesus rettede til sin Gud har ordet en helt anden betydning: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ (Joh. 17:5) Jesus taler her om den ophøjede stilling han indtog i himmelen før han kom til jorden. Jehova opfyldte denne bøn da han ’herliggjorde sin tjener, Jesus,’ ved at oprejse ham og føre ham tilbage til himmelen. (Apg. 3:13-15) Men Jesus skulle opleve en endnu større herliggørelse.
Lukas’ beretning om Jesu forklarelse lyder: „Mens han bad blev hans ansigts udseende anderledes, og hans klædning blev lysende hvid. Og se! to mænd talte med ham; det var Moses og Elias. De viste sig med herlighed og begyndte at tale om hans bortgang, som han skulle fuldføre i Jerusalem. Nu var Peter og de der var sammen med ham tyngede af søvn; men da de blev helt vågne, så de hans herlighed og de to mænd som stod sammen med ham.“ (Luk. 9:29-32) Apostelen Peter forklarer at dette syn skildrede den storslåede herlighed, den kongelige „storhed“, som Jesus skulle modtage når han under sin usynlige „nærværelse“ havde fået overdraget myndigheden i Guds rige. — 2 Pet. 1:16.
Der er endnu en måde hvorpå Jesus Kristus vil udfolde sin herlighed. Bibelen forudsiger at den generation der lever når Jesus er nærværende vil komme ud for en ’stor trængsel’ som vil være en vældig opvisning af „hans styrkes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort i forbindelse med sine hellige“. — Matt. 24:21, 22; 2 Tess. 1:9, 10.
Herlighed der angår menneskene
Bibelen taler om en herlighed i tilknytning til menneskene. Bemærk for eksempel hvad apostelen Paulus skriver i Romerbrevet 3:23: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ Hvordan er det gået til?
Guds ord beskriver hvordan det første menneskepar, Adam og Eva, brød Guds befaling og spiste af frugten på træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 2:15-17; 3:1-6) De var blevet skabt i Guds billede, men deres overtrædelse umuliggjorde nu at de i tilstrækkelig grad kunne lægge Guds egenskaber for dagen. (1 Mos. 1:26, 27) Eftersom hele Adams slægt har arvet synden og dens følgevirkning, døden, kan ikke en eneste af dens medlemmer afspejle Guds egenskaber på rette måde. — Rom. 5:12; 6:23.
For at menneskeslægten atter kan nå op på fuldkommenhedens stade har Gud fattet det forsæt at nogle af dens medlemmer skal velsignes med himmelsk herlighed. (Rom. 8:18, 19) Ifølge Bibelen vil der af alle de mænd og kvinder der har levet på jorden være 144.000 som Skaberen vil føre til himmelen. (Åb. 14:1-5) Sammen med Kristus Jesus vil de udgøre en himmelsk regeringsinstans der får herredømme over jorden. — Åb. 5:9, 10.
Din adfærd og Guds herlighed
Hvordan skal kristne leve deres liv mens de ser frem til de velsignelser der venter dem enten i himmelen eller på jorden? Den inspirerede bibelskribent giver følgende råd: „Derfor, hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds herlighed.“ (1 Kor. 10:31) Her kommer herligheden til udtryk i den ære og hyldest som menneskene bringer Gud. At den kristnes liv og færden spiller en stor rolle i denne retning fremgår af Jesu ord: „På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Matt. 5:16.
Der er imidlertid også en form for herlighed (eller ære) som omhyggeligt må undgås af den der ønsker at tjene Gud oprigtigt. Hvad tænkes der på? Hør hvad apostelen Johannes skrev: „Alligevel troede endog mange af lederne på ham [Jesus], men på grund af farisæerne ville de ikke åbent anerkende ham for ikke at blive udstødt af synagogen; for de elskede æren [doʹxa] fra mennesker mere end selv æren fra Gud.“ (Joh. 12:42, 43) Kristne, især tilsynsmænd og de der „rækker ud“ efter et tilsynsembede, bør vare sig for at tragte efter menneskers gunst og bifald. (1 Tim. 3:1) Derimod bør de efterligne Jesu fuldkomne eksempel. Han sagde: „Jeg tager ikke imod ære [doʹxa] fra mennesker.“ — Joh. 5:41; 1 Tess. 2:5, 6.
„Fra herlighed til herlighed“
Bibelen opfordrer gudhengivne mennesker til at bestræbe sig for at afspejle Guds herlighed mere og mere. Apostelen Paulus fremhævede denne tanke ved at henlede opmærksomheden på den oplevelse Moses havde da han steg ned fra Sinaj bjerg efter at han for anden gang havde modtaget to stentavler med de ti bud. Ved den lejlighed var Moses’ ansigt omgivet af en glans eller herlighed så lysende og klar at det var nødvendigt at han tilhyllede sit ansigt da han talte med israelitterne. (2 Mos. 34:29-35) Paulus drager sine slutninger: „Når den lovsamling hvis tjeneste skænker død og som var indristet med bogstaver i sten, blev til med herlighed, så Israels sønner ikke kunne se ufravendt på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts herlighed, en herlighed som skulle afskaffes, hvor meget mere vil da ikke den tjeneste der skænker ånden, være forbundet med herlighed? For når den lovsamling hvis tjeneste skænker fordømmelse, var herlig, må den tjeneste der skænker retfærdighed, være langt rigere på herlighed.“ — 2 Kor. 3:7-9.
I modsætning til den bogstavelige herlighed der ledsagede pagtindgåelsen på grundlag af Moseloven, må de 144.000 der har del i ’den nye pagt’ som blev forudsagt af Jeremias, stråle med en åndelig herlighed der uden lige afspejler Guds egenskaber og personlighed. (Jer. 31:31-34) Den nye pagt tilvejebringer både „tilgivelse for synder“ og et „kongeligt præsteskab“ der kan velsigne menneskene, hvorfor dens goder langt overgår Lovpagtens. (Apg. 5:31; 1 Pet. 2:9; 2 Mos. 19:5, 6) De der er med i den nye pagt tilbeder desuden Gud „med ånd“. (Joh. 4:23, 24) Det vil sige at deres tilbedelse af Gud er åndsbestemt, udspringer fra deres indre fremfor af en skreven lovs krav. (2 Kor. 3:3) Her træder Guds særegne herlighed eller udfoldelsen af Guds fuldkomne personlighed tydeligt frem.
Paulus stiller med følgende ord den tjeneste som Moses med tildækket ansigt måtte udføre, op mod den tjeneste som de kristne må forrette under den nye pagt: „Og alle vi der med utildækket ansigt genspejler Jehovas herlighed, forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed, sådan som det gøres af Jehova, Ånden.“ — 2 Kor. 3:18.
Kristne må bestandig gøre sig umage for at kunne genspejle Guds herlighed mere og mere. Dette lader sig ikke gøre medmindre man frimodigt taler med andre om at Gud har til hensigt at velsigne menneskene i kraft af det kongelige præsteskab i himmelen. Desuden må de rette sig efter denne bibelske formaning: „Ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ (Kol. 3:10) Når de kristne, samtidig med at de nidkært forkynder Guds hensigter, tydeligere og tydeligere efterlever Bibelens principper, vokser de lidt efter lidt frem „fra herlighed til herlighed“, hvorved de i højere og højere grad herliggør Gud.
Glæder du dig til den tid da Gud vil føre menneskene frem til fuldkommenhed så vi ikke længere „mangler Guds herlighed“? (Rom. 3:23) I så fald må du nu af al evne afspejle Guds herlighed i en god adfærd der stemmer med Bibelens principper.