Kærlighedens udslag

„Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.“ — 1 Korinter 13:13.

 1. Hvad venter Gud, at vi skal lægge for dagen? Og hvad bliver vi derved skikket til?

JEHOVA GUD er kærlighedens ophav. Som Skaberen indplantede han i sine fornuftbegavede skabninger den forunderlige egenskab, der kaldes „kærlighed“. Uden den ville det fuldkomne menneske ikke have været skabt i Guds billede og lighed. Menneskets store usynlige fjende, Guds onde modstander Satan, Djævelen, har i tusinder af år arbejdet på at forvende og udslette denne gudlige egenskab af menneskets hjerte. Han har forsøgt at få hele menneskeheden til at hade Gud eller til at elske ham med en hyklerisk kærlighed. Gud, kilden, er den eneste, der på ny kan tænde eller udvikle den rene kærlighed i menneskets bryst. Ved sin egen handlemåde demonstrerer han for os, hvad den er, så at de, der har viet sig til ham, med rette kan sige: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) Han forventer ikke, at vi skal være forunderligt vise; han forlanger ikke af os, at vi skal være stærke og mægtige i fysisk henseende; han venter ikke, at vi i vor ufuldkommenhed skal nå nøjagtigt op til retfærdighedens fordringer og aldrig synde. Men han venter, at vi skal udøve kærlighed af et rent hjerte. Det er af største vigtighed, hvis vi ønsker at vise os skikket til evigt liv i hans retfærdige nye verden.

 2. Hvordan blev der givet gaver, og til hvem? Hvad var også nødvendigt?

² Guds ånd er hans usynlige virkekraft. Den er hans energi, som han bruger for at bringe sin vilje og hensigt til udførelse. Med den udfører han meget, som er mirakuløst for mennesket, selv nu i det tyvende århundrede. I det første århundrede udgød Jehova Gud ved sin hellige ånd sin kraft over dem, der blev efterfølgere af hans elskede søn Jesus Kristus. Ved denne ånd tildelte han dem øjeblikkelig forskellige gaver, som vor elektronalder ikke kan gøre efter. Blandt disse gaver var evnen til at helbrede syge og krøblinge, ja til at opvække døde til livet, evnen til at profetere eller tildele særlig oplysning og kundskab, evne til at tale på fremmede sprog og til at oversætte fra fremmede sprog. Disse gaver blev givet dem, der troede på Jehova Gud og Kristus Jesus. De viede deres liv til Gud for at tjene ham, således som hans søn viste os, det skulle gøres, og Gud tog imod dem ved sin søns offer og retfærdighed. Der blev givet dem overnaturlige gaver ved hans søns, Jesu Kristi, tolv apostle. Disse gaver blev brugt for at bevise, at kristendommen var fra den levende og sande Gud og var vejen til at opnå det evige liv. Men en kristen på den tid kunne være i besiddelse af nogle af eller alle disse åndens gaver, og dog ville det ikke i sig selv sikre ham det evige liv. Han skulle bruge gaverne på rette måde, det vil sige med et rent motiv. Medens han gjorde brug af gaverne, skulle han udvikle og udøve den absolut nødvendige egenskab kærlighed. Ellers ville anvendelsen af de åndelige gaver og udførelsen af bemærkelsesværdige gerninger ikke betyde noget ind for Gud. Han ville være intet og blive agtet for intet. Kun kærlighed kunne forme hans skæbne. Hvad er da kærlighed, ikke det, verdslige mennesker kalder således, men det, som Jehova Gud kalder „kærlighed“?

 3. Hvordan kan kærligheden defineres? Og hvorfor er den så betydningsfuld?

³ Bortset fra konversationsleksikonet er det blevet defineret som „det fuldkomne udtryk for uselviskhed“. Kærligheden må nødvendigvis være uselvisk, men den skal være positiv, ikke negativ. Den må give sig udslag og ikke holde sig tilbage, hvor der er noget godt at udrette. Skønt den i uselviskhed ikke søger noget for sig selv, må den aktivt søge Guds, Skaberens, ære og hans andre skabningers evige vel. Hvis ikke, kommer den til kort med hensyn til fuldkommen kærlighed. Kærlighed er følgelig den i os indplantede egenskab, der ytrer sig i vor ubrydelige troskab mod Jehova Gud og hans teokratiske organisation og i vore uselviske gerninger mod andre og i vor aktive interesse i andre skabningers evige vel. Man kan bedst definere den ved at sige, hvordan den virker. Og når vi ved det, kan vi måle, om vore ord og handlinger er kærlige, og om vor hele indstilling er kærlig. Vi må udvikle denne egenskab daglig, bestandig, hvis vi ønsker at vise os værdige til at få det evige livs gave skænket af Gud. Kærlighed er af allerstørste betydning for vort evige liv. Selviskhed bidrager ikke under nogen form til liv. Det bevises af den omstændighed, at det er selviskhed, som til sidst ødelægger verden og truer med at fremkalde alle menneskers død. Det må den nødvendigvis gøre i det lange løb. Guds kærlighed er det eneste, der kan frelse retsindige mennesker.

 4. Hvordan påvirker den sande kristendom os i den henseende?

⁴ Det trettende kapitel i Paulus’s første brev til korinterne er berømt for sin beskrivelse af, hvordan sand kærlighed handler og ikke handler. I de første vers af dette navnkundige kapitel nævner apostelen en række af åndens gaver, nemlig tungetale, profeti, forståelse af alle hemmeligheder og al kundskab samt tro. Han tøver ikke med at forsikre os, at besiddelsen af disse gaver ikke gør os noget varigt godt, hvis vi ikke har kærlighed. Kristendommen er ikke slet og ret et hjerteløst system af undergerninger, der holder mennesker fast til en organisation ved forunderlige mirakler. Den er livsforandrende og gør os gudlige i den egenskab, som har været i højeste grad kendetegnende for Guds handlemåde med menneskeheden. Den elsker ikke bare med læbedyrkelse. Den taler ikke blot i skønt klingende fraser som „Jeg elsker dig“ for at lade det blive ved det. Den er ikke bare et koldt ord, som vi udtaler. Nej, hvis vi virkelig elsker en, vil kærligheden give sig aktive udslag. Der er handling i kærligheden, der er styrke, der er bevægelse i den fra elskeren til den elskede genstand. Når vi giver noget i kærlighed, er der en uselvisk følelse, der er venskab, der er hengivenhed, der er hengiven varme. Når vi giver noget af os selv i kærlighed, er der større sandsynlighed for, at der bliver givet noget til gengæld. Denne guddommelige egenskab er, hvad der gør livet værd at leve. At udvikle den gør os til noget i Guds, vor livgivers, øjne. Lad os derfor se, hvad han har inspireret apostelen til at sige om kærligheden.

 5. Hvad er kærligheden en frugt af? Hvordan opnås og fuldkommengøres den?

⁵ Når vi undersøger, hvordan dens handlemåde må være til alle tider, både i det første århundrede og i vort tyvende århundrede, ser, vi, at den i vort liv frembringer det, som apostelen Paulus et andet sted kalder Guds ånds frugt. Læg mærke til, hvordan apostelen beskriver denne frugt i Galaterne 5:22, 23, hvor han siger: „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed [venlighed], godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse]. Mod sligt er loven ikke.“ Da kærlighedens udslag svarer til åndens frugt, følger der heraf, at for at elske må vi have Guds ånd. Hans usynlige virkekraft må virke på os og gennem os. Det kan der ikke være nogen tvivl om, for der siges rent ud til os: „Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd, som blev os givet.“ (Romerne 5:5) Men lad os komme i hu, at denne egenskab ikke er en mirakuløs åndens gave som tungetale, profeti, udlægning, helbredelse o.s.v. Vi kan derfor ikke bede Gud om at fylde os med den pludselig og så vente, at den skal fylde os til fuldkommenhed og på et øjeblik. Den er en „frugt“ af ånden, og det betyder, at hvis vi har hans ånd, skal vi også have denne gudlige egenskab. Men vi kan miste den, hvis vi ikke er på vagt mod den medfødte selviskhed, som Satan gerne vil optænde i os på ny. Vi må derfor udvikle kærligheden, så den kan blive i os og vokse til fuldkommenhed. Vi kan med sikkerhed vente, uden at blive skuffet, at få mere af den, hvis vi beder om at få mere af Guds ånd og ønsker dens frugt i vort liv.

Langmodig, mild, gavmild

 6, 7. Hvordan er kærligheden langmodig? Hvordan har Gud vist det? Og hvad kræver han af os?

⁶ Når vi nu husker på, hvad åndens frugt er, ser vi, at Guds ånd åbenbarer sig i kærlighed, som apostelen siger: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke.“ (1 Korinter 13:4) Det kan ventes, at Guds ånd vil tilskynde os til en handlemåde, som ligner hans, og som han befaler. Lige siden menneskets fald i synd og død har Gud været langmodig mod os, og hensigten hermed har været evig frelse for alle dem, hvis hjerte er ret. Havde han ikke været så langmodig mod os og villig til at bære over med os så tålmodigt, ville ingen af os nu have været inde på frelsens vej. Vi kan betragte hans langmodighed og tålmodighed som ensbetydende med frelse ikke bare for os, men også frelse for andre, som endnu vil høre, inden tiden for hans langmodighed udløber. (2 Peter 3:15) Han venter på andre, som vil forbedre sig på grund af den lejlighed til frelse, som hans tålmodighed giver.

⁷ Gud er vort eksempel i den henseende, og hvis vi har kærlighed, vil vi derfor også være langmodige og tålmodige. Det vil vi være, medens vi venter på, at andre skal forbedre deres handlemåde, efterhånden som de lærer og iagttager mere. Vi er villige til at bære over med en hel del hos dem, fordi vi venter på deres endelige frelse, og vi ønsker at hjælpe dem i den retning. Vi glemmer ikke, hvor langmodig og tålmodig Gud har været med os, og vi ønsker at være som han over for andre. Derfor lægger vi bånd på os selv for at vente på en anden. Hvis han ikke bevæger sig så hurtigt frem på den rette vej, som vi synes, han burde, vil kærligheden hjælpe os til at være tålmodige. Hvis han ikke gør tingene i hjemmet, hvor vi bor, netop som vi ønsker dem gjort, vil vi finde os i det og bie på den tid, da der vil komme en forandring til det bedre. Vi stiller ikke krav, vi påtvinger ham ikke vor vilje. Og hvis mennesker ikke griber sandheden så hurtigt, som vi formaner dem til det, hvis de ikke gør så hurtige fremskridt i tilegnelsen af den, som vi kunne ønske, bliver vi ved med at betjene dem med sandheden, så godt vi kan. Kærligheden gør os langmodige og tålmodige med dem. Den bevarer vor opførsel ret.

 8. Hvem må kærligheden være venlig imod? Uden hensyn til hvad?

⁸ Kærligheden er venlig, og venlighed eller mildhed er en del af Guds ånds frugt. Der er rig lejlighed til at fremvise denne egenskab, for til tider må den vises mod vore kristne brødre såvel som mod dem, der er udenfor. Hvorfor ville apostelen ellers skrive disse ord til sine brødre: „Vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ (Efeserne 4:32) I en sådan hjertetilstand ser vi med venlighed på vore brødre. Vi husker, at de stadig er i det ufuldkomne kød med dets tilbøjelighed til synd, ligesom vi selv er, og vi kan ikke være mere nøjeregnende over for dem, end Gud er mod os. Lad os ikke bryde os om, hvis de ikke sætter pris på vor venlighed lige for tiden. Også Gud er venlig mod de utaknemmelige, ja endog mod de onde. Hvis vi er hans børn, vil vi lægge det sindelag for dagen, ligesom han gør. (Lukas 6:35) Ja, vi viser vor taknemmelighed mod Gud og følger hans kald til frelse, men selv da kan vi ikke udføre fuldkomne retfærdsgerninger, som kunne tjene frelsen til os. Han har derfor måttet behandle os mildt, barmhjertigt. Ellers ville hans retfærdighed tilintetgøre os. Hvilken følelse ligger der ikke bag de inspirerede ord, som siger til os: „Men da Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund at sin barmhjertighed.“ „For at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.“ — Titus 3:4, 5; Efeserne 2:7.

 9. Hvordan skulle venlighed påvirke os? Men hvordan kan vi misbruge Guds godhed?

⁹ Når vi iagttager, hvordan folk påvirkes af behandling, lægger vi mærke til, at hårdhed er tilbøjelig til at gøre de fleste mennesker hårde og bitre. Men venlighed og mildhed, særlig hvor kold retfærdighed og lige for lige ville kræve en anden behandling, tjener til at blødgøre den, vi viser mildhed. Den varmer og tiltrækker, og det er, hvad der drager os til Gud i anger over vore synder og med ønsket om at få tilgivelse ved hans søns forsoningsoffer. Hvis vi hører om hans kærlige ordning og dog fortsætter i verdslighed og ulydighed mod ham, trækker vi veksler på ham. Vi kunne trække sagen for langt ud og således forfejle hensigten med hans ordning. Vi vil gøre vel i at betragte følgende spørgsmål som rettet til os: „Du, o menneske, som dømmer dem, der handler således, og selv gør det samme, regner du med, at du vil kunne undfly Guds dom? Eller ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og ved ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ (Romerne 2:3, 4) Når vi ser, at Guds kærlighed viser sig over for os netop på den måde, efterligner vi ham ved at vise venlighed mod andre i stedet for utålmodighed og hårdhed.

10. Hvordan kan det lykkes os at komme godt ud af det med hinanden?

¹⁰ Da apostelen fortalte den unge Timoteus, som var tilsynsmand i en menighed, hvad han skulle gøre, belærte han ham om at være venlig på en måde, som ville passe for enhver, idet han sagde: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed. De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære.“ (1 Timoteus 5:1-3) Når der findes virkelig kærlighed mellem en families medlemmer, behandler de hinanden mildt, venligt, hensynsfuldt. Således burde vi behandle hinanden i en kristelig menighed, nogle med samme respekt og venlighed, som hvis de var vore fædre, nogle, som om de var vore mødre, andre som vore naturlige brødre og andre, som om de kunne være vore naturlige søstre. Vi kan være anbragt sådan, at vi stadig er i nær berøring med hinanden, for eksempel på et betelhjem i Vagttaarnets Selskab eller i et missionærhjem eller pionerhjem eller på et afdelingskontor eller i en organiseret kreds af kristne. Denne nære berøring og fortrolighed må dog ikke føre til foragt for hinanden. Nej, men vi må behandle hinanden med den omtalte kærlige hensynsfuldhed, hvis vi ønsker at fortsætte og holde sammen i Guds gerning. Hvis vi er langmodige, tålmodige, milde og venlige i stedet for krævende og hårde, vil vi kunne komme udmærket ud af det med vore omgivelser. Måske de andre kan have visse vanskeligheder med at komme ud af det med os; men vi vil bestræbe os for at komme godt ud af det med dem. Denne handlemåde vil gavne os og endelig gøre det hele lettere for os.

11. Hvad er kærligheden ikke misundelig over? Hvorfor ikke?

¹¹ Kærligheden er gavmild. Den misunder ikke, for misundelse er ikke en frugt af ånden, men en af det fordærvede køds gerninger. „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ (Galaterne 5:19-21) Guds rige er et kærlighedens rige. Der er ikke plads for misundelse i det. Kærligheden er tilfreds med, at Gud sætter mennesker i sin organisation, som han vil. Den er ikke misfornøjet på grund af den stilling, de forhold eller ejendele en anden har, så den begærer selv at få dem. Den bliver ikke irriteret over, at en anden har dem, så den synes, at han ikke har fortjent dem og er på en forkert plads. Dette egennyttige hjertelag begyndte hos Guds store modstander, Djævelen, og med det svandt al hans kærlighed til Gud hen. Han misundte Gud hans stilling og ønskede at være ligesom han, ikke i kærlighed, men i hans høje stilling og myndighed. Kærligheden efterligner ikke Guds ærkefjende.

Praler ikke, opblæses ikke

12, 13. På hvilken måde praler kærligheden ikke?

¹² Et menneske har måske virkelig udrettet noget i Guds tjeneste. Han kan have præsteret et meget rosværdigt arbejde. Han kan have udmærkede personlige fortrin og beklæder måske en betydningsfuld stilling i Guds folks organisation. Men hvis han har kærlighed, vil han ikke prale eller brovte. „Kærligheden roser ikke sig selv.“ (1 Korinter 13:4, Amer. Stand. Overs.) Den søger ikke at vinde skabningers bifald og beundring. Den stiller sig ikke op foran andre i en familie eller et hjem eller i en kristelig forsamling og snakker om sig selv på en forfængelig måde. Den, der er besjælet af kærlighed, fortæller ikke andre om den høje mening, han har om sig selv, og prøver ikke at støde andre ned, som han er misundelig på eller føler foragt for. Han vil ikke prale, fordi en anden mistede sin stilling, og han nu er kommet ind på vedkommendes begunstigede plads. Tværtimod vil han være forsigtig og frygtsom, for at han ikke også skal miste sin stilling. (Romerne 11:18) Med praleri kan vi måske nok få andre til at tro, at vi er så store, som vi selv påstår at være; men hvis vi har kærlighed, vil vi ikke prale af vore fortjenester. Lige meget hvor sejrsstolte og berusede vi end måtte være over vore resultater eller bedrifter, vil vi være omhyggelige for at fremvise den frugt af ånden, som er mådehold eller selvbeherskelse. Vi vil derfor undertrykke alle tilbøjeligheder til vigtighed og praleri.

¹³ Den, der har kærlighed, vil ikke prale af menneskelige ledere, som andre følger eller forguder. (Salme 97:7) Hvis vi har selvtillid og er sikre på os selv, vil vi ikke tale pralende om, hvad vi vil udrette i morgen eller i vor nye stilling. Vi vil lægge bånd på os selv i bevidstheden om, at vi ikke ved, hvad dagen i morgen bringer, og derfor vil vi sige: „Hvis Herren vil.“ (Ordsprogene 27:1; Lukas 12:19; Jakob 4:13-16) Om vi i det hele taget roser os, vil vi rose os i Jehova Gud, som er den, der fuldbyrder sit værk ved os ved sin ånds kraft. „Vi roser os altid af Gud, dit navn vil vi love for evigt.“ (Salme 44:9) Det vil have den bedste virkning på alle ydmyge mennesker, som hører os. „Min sjæl skal rose sig af Jehova, de ydmyge skal høre det og glæde sig.“ — Salme 34:3.

14, 15. Hvordan bliver kærligheden ikke opblæst over sig selv eller andre? Og hvorfor ikke?

¹⁴ En anden måde, hvorpå kærligheden beskytter et menneske og leder til den rette handlemåde, er dette, at den „opblæses ikke“. Man vil aldrig se den påtage sig en mine, vise sig frem, paradere eller handle anmassende. I sindet ligger den fejl, som fører til en sådan uret handlemåde. Det er sindet, der er blevet opblæst. Når det får det på den måde, vil dets ejer føle sig som en meget betydningsfuld person. Han tager sig selv for højtideligt og er tilbøjelig til at blive anmassende og forlange mere af andre, end han bør. En sådan handlemåde forråder et kødeligt sind, ikke Guds ånd. (Kolossenserne 2:18) Når en kristen forsøger at være et nyt menneske og vise kærlighed, vil han klæde sig i ydmyghed. I denne sindstilstand vil han klogelig fornedre sig selv og agte andre højere og bedre end sig selv. (Kolossenserne 3:12; Filipperne 2:3) Det vil han gøre af hensyn til enheden blandt Guds folk. Han vil modstå den tilbøjelighed, som en overlegen kundskab har til at opblæse ham, men vil søge at opbygge andre. Han ved, at Gud ikke ophøjer mennesker, der er opblæst af stolthed, men fornedrer dem og ophøjer de ydmygt sindede. (Efeserne 4:1-3; 1 Peter 5:5) Selv om et menneske måske ikke roser sig af sig selv, kan han rose sig for en bestemt leder eller imod en anden.

¹⁵ Apostelen Paulus kendte denne selviske indstilling hos nogle i Korint, og han forsøgte at tøjle dem, ikke fordi nogle var opblæste på grund af en anden og følgelig imod Paulus, men fordi det var selviskhed og førte til uenighed. Han omtalte, hvordan han og Apollos ikke var ledere, men tjenere for den virkelige leder Jesus Kristus, og derefter tilføjede han: „Hvad jeg her har skrevet, brødre, har jeg anvendt på mig selv og Apollos for jeres skyld, for at I ved at se på os kan lære at leve efter Skriften, at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Der er nogle, som er blevet opblæst i den tanke, at jeg ikke skulle komme til jer; men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft.“ (1 Korinter 4:6, 18, 19 delvis, efter Rev. Stand. Overs.) Intet under, at apostelen, når han kom til Korint, var bange for, at han blandt de kristne skulle finde opblæsthed, hovmod, indbildskhed og al den splittethed og uorden, som en opblæst sindstilstand kan forårsage. En sådan tilstand var ikke præget af kærlighed, thi kærligheden lægger vægt på, hvad der tjener til fred og enhed. Den holder de kristne sammen og tvinger dem til at arbejde sammen og bekæmpe den fælles fjende i stedet for at bekæmpe hinanden. Den er det fuldkomne bånd mellem Kristi efterfølgere, og derfor opfordrer Paulus dem til fremfor alt andet at klæde sig med den. „Over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:14.

Ingen dårlige manerer, ikke egennyttig, ophidset, hævngerrig

16, 17. Hvordan gør kærligheden intet usømmeligt?

¹⁶ I sin fortsatte beskrivelse af, hvordan denne gudlige egenskab giver sig til kende, siger Paulus: „Kærligheden . . . gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.“ — 1 Korinter 13:4, 5.

¹⁷ Vi ville følgelig sige, at den har ingen dårlige manerer på nogen måde. Når mennesker indbyrdes begår seksuelle misbrug, gør de, hvad der er usømmeligt, og de kan være vis på, at de i det lange løb vil få løn for deres krænkelse af naturens lov. Ud fra Paulus’s beretning må vi indrømme, at der i nogen udstrækning har fundet seksuelle misbrug sted i den første kristne menighed, og apostelen protesterede mod det. Men for at opføre sig usømmeligt over for brødrene eller dem, der er udenfor, behøver man ikke at begå seksuelle misbrug eller umoralske handlinger. Man kunne være plump, uforskammet, rå, simpel, uhøflig, og en sådan handlemåde ville naturligvis ikke være kærlig mod andre, vel? Ved møderne i kredsen såvel som efter møderne vil kærligheden tilskynde os til at optræde sømmeligt og hjælpsomt. Under møderne vil vi undgå at hindre andre i at få det fulde udbytte af, hvad der siges eller demonstreres, ved forstyrrende eller støjende adfærd. Vi vil ikke forsøge at stjæle billedet ved at henlede opmærksomheden på os selv og lede brødrenes tanker og opmærksomhed bort fra mødelederen eller den, der med rette taler i hans sted. „Lad alt ske sømmeligt og med orden.“ Og det gælder for kredsens møder og for dem, der hører med til kredsen. De bør deltage i mødet på en ordentlig og respektfuld måde, besvare spørgsmål eller tale eller foretage demonstrationer efter tur, for at enhver kan få det fulde udbytte af mødet, så tiden bliver udnyttet godt. — 1 Korinter 14:40.

18. Hvordan vil vi behandle hinanden? Og hvorfor?

¹⁸ Vi vil altså ikke opføre os plumpt eller uærbødigt over for nogen, ikke engang mod den svageste eller mindst tiltrækkende iblandt os. Vi må være mod hinanden, som lemmerne på vort menneskelige legeme er mod hinanden. Intet af vore lemmer behandler med overlæg et andet lem urigtigt eller skændigt. „Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige, og de, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære; og de lemmer, vi blues ved, omgiver vi med des større blufærdighed; de derimod, som vi ikke blues ved, har ikke brug derfor. Men Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære, for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre.“ (1 Korinter 12:22-25) Når vi behandler hinanden på den måde, bevirker det, at hver enkelt føler sig vel tilpas iblandt os. Enhver, som kunne være en plet på vor menighed eller volde vanskelighed og skam, vil vi dække over i kærlighed, for at udenforstående ikke skal tage anstød. Vi ønsker at vandre ærbart over for alle i fuldt dagslys, uden at behøve at skamme os over noget. Vi ønsker at vandre ærbart af hensyn til udenforstående. (Romerne 13:13; 1 Tessaloniker 4:12) Det er denne guddommelige egenskab der får os til at ønske at handle sømmeligt.

19, 20. Hvordan går det til, at kærligheden „søger ikke sit eget“ og dog selv opnår fordel?

¹⁹ Med hensyn til ikke at søge sit eget er kærligheden „aldrig selvisk“. (Moffatt) Paulus modsiger følgelig ikke sig selv, når han siger i Filipperne 2:4: „Se ikke hver på sit eget, men også på de andres“, og i 1 Korinter 10:24: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Hvis kærligheden er uselvisk, vil den ikke altid eller udelukkende se, på, hvad der er til dens eget gavn, men vil også se på andres vel og opbyggelse. Den ønsker at andre skal vinde livets sejrspris og nu nyde de åndelige velsignelser såvel som de materielle goder, Gud i vor tid skænker dem der tjener ham. Kærligheden søger altså ikke kun personlig fordel, men lige så vel sin næstes fordel. Hvis enhver anvender dette på sig selv, hvor han end er, hvor han end arbejder, i hvilken kreds af kristne han end kommer, vil han i den henseende vise kærlighed. Han vil være lykkelig. Han vil glæde sig mere over livet, og den kærlighed, han viser andre, vil finde genklang hos andre mennesker, og de vil lægge samme egenskab for dagen over for ham.

²⁰ Han vil ikke i selviskhed kræve sin ret, eller at alting skal gå efter hans hoved. Kærligheden handler ikke således. Undertiden kan vi synes, at vor måde er bedre, eller at det er os, der har ret. Der kan være regler og bestemmelser som rettesnor for dem, hvem det angår, og de giver os visse rettigheder. Men kærligheden kan sætte sine rettigheder under disse regler og bestemmelser til side for derved at være venlig eller for ikke at gøre det vanskeligt for et venskab eller fredeligt forhold at vare ved. Hvorfor skulle vi forlange, at tingene gøres på vor måde, hvis denne måde er en hindring for andre? Hvorfor ikke rette os efter den lokale skik, hvis det kan hjælpe dem, man er sammen med? Når det ikke drejede sig om retfærdighedens principper, søgte Paulus i sit missionsarbejde at behage alle, der søgte efter sandheden, og det siger han rent ud til os. Han siger ikke: Jeg prøver på at få alle og enhver til at behage mig. Nej, han søgte ikke sit eget, men sine tilhøreres, og derfor siger han: „For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri.“ (1 Korinter 9:22, 23) Han havde det gode budskab, livets budskab, og det bragte han ud til verden. For så ikke at hindre folk af forskellige nationaliteter i at tage imod budskabet, holdt han i kærlighed sine egne rettigheder og sin egen vilje i baggrunden og søgte at behage sine tilhørere. Det var en fordel, fordi det hjalp dem til at tage imod budskabet. Når han således viste kærlighed, ville han ikke selv blive forkastet, efter at han havde prædiket for så mange andre. Kærligheden gavner os, selv om vi giver afkald på vore egne metoder og personlige rettigheder for andres skyld.

21, 22. a) Hvad ligger der i, at kærligheden lader sig ikke ophidse? Hvorfor gør den ikke det? b) Hvordan ses det i tilfældet med Paulus og Barnabas, at kærligheden „bærer ikke nag“?

²¹ Kærligheden „lader sig ikke ophidse“, medens den frembringer denne åndens frugt, nemlig afholdenhed eller selvbeherskelse. Den er ikke irritabel og bliver ikke vred. Den lader sig ikke lede af vredesudbrud. Galaterne 5:19, 20 siger, at vrede er en af det faldne køds gerninger. Forældre vil derfor være på vagt mod at straffe ulydige børn i hidsighed eller i en tilstand af voldsom vrede og ikke bryde ud i trusler mod den ulydige om at „banke dig sønder og sammen!“ Når vi er ude af balance på grund af vrede eller irritation, er vi næppe i en tilstand, så vi kan handle retfærdigt eller barmhjertigt og gøre Guds vilje. Vi er mere tilbøjelige til at være ukærlige og handle ukærligt. Har vi et stort mål af Guds ånd, vil det hjælpe os til at være langsomme til vrede, for at vi ikke skal drives til at gøre uret. Hans ånd vil hjælpe os til at frembringe den smukke frugt sagtmodighed eller et mildt sind. Den vil hjælpe os til at bevare andres respekt og hengivenhed og ikke få dem til at frygte og ræddes for os, så de ikke tør udtale sig frit og åbent. Den vil hjælpe til at bevare venskaber og det gode forhold. Engang kom der et sådant anfald af vrede mellem Paulus og en af hans medarbejdere. Barnabas forlangte at få sin vilje og tage sin fætter Johannes Markus med på en missionsrejse, der var planlagt for dem begge to, men Paulus holdt på, at de skulle tage en mere pålidelig mand med. Striden mellem Paulus og Barnabas blev så skarp, at de skiltes og rejste hver sin vej i Jehovas tjeneste. Hvem der manglede kærlighed ved den lejlighed, kan læseren selv finde ud af ved at læse beretningen i Apostlenes Gerninger 15:36-41. Men det var kun kærlighed, der senere hen helede bruddet mellem de to missionærer.

²² Havde der bestået nag mellem Paulus og Barnabas, ville bruddet ikke være blevet helet. Men kærligheden kom dem til hjælp under deres adskillelse fra hinanden; thi „kærligheden gemmer ikke på det onde“. (Amer. Stand. Overs.) Den betragter sig ikke som forurettet og skriver forurettelsen op som noget, der skal gøres op til sin tid, og den indtager ikke den holdning, at indtil det er gjort op, kan der ikke være noget forhold mellem den forurettede og den, som har gjort uret. Den føler ikke vrede mod et menneske og regner ham det til last og strammer forholdet til bristepunktet. Det er så let for os til tider at tilskrive andre onde motiver, men kærligheden vil ikke gøre det på et uberettiget grundlag. Den vil ikke tilskrive en anden lavhed eller tillægge ham urette hensigter, men vil være tilbøjelig til at bære over med andre og tage imod fornuftige undskyldninger fra dem. Den indrømmer den anden tvivlens fordel. Ved denne handlemåde kan en kristen vel blive bedraget i visse tilfælde, men om han bliver bedraget af en sådan grund, vil det ikke blive til nogen virkelig skade for ham; thi under denne erfaring har han ikke forsømt at gøre fremskridt med hensyn til udvikling af kærlighed.

Glæder sig ved retfærdighed og sandhed

23, 24. Hvad ligger der i, at kærligheden „glæder sig ikke over uretten“?

²³ Uretfærdighed af enhver slags råder inden for og uden for kristenheden, og der er en voksende modstand mod sandheden. Men kærligheden har ingen andel i noget af dette. Den „glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden“. (1 Korinter 13:6) I striden mellem uret og ret står den altid på rettens side. Satan, Djævelen, glæder sig ved ugudelighed og uretfærdighed. Det gør også det store religionssystem, der udgør „lovløshedens menneske“. Men således er det ikke med kærligheden. Den finder ikke behag i nogen form for uretfærdighed, end ikke mod vore fjender og forfølgere. Vi kan undertiden bide tænderne sammen og sige: „Jeg håber, den fyr får, hvad han har godt af.“ Ganske vist, den fyr har gjort noget ondt og fortjener straf. Det er der ingen tvivl om. Men den sande kærlighed vil ikke glæde sig over misbrug af retfærdigheden, eller over uretfærdighed, mod den, der har gjort uret. Vi er ikke i Guds organisation for at bekæmpe mennesker med uretfærdighed. Det betyder ikke, at retfærdigheden ikke skal ske fyldest, og når Gud lader gengældelsen ramme sine fjender, anerkender vi hans retfærdighed. Men retfærdigheden kan mildnes med barmhjertighed.

²⁴ Når vi ser, at det har været Guds handlemåde mod os, som angrer, må vi ikke hovere over en tugtelse, der kommer som straf over andre. Vi vil foretrække, at den, der tugtes, ser dens berettigelse og forbedrer sin vej. Vi vil ikke gå til den tugtede og sige: „Det burde ikke være sket. Han skulle ikke have talt sådan til dig eller behandlet dig på den måde.“ Hvis den tugtede fortjente det, hvis måden for tugten var i overensstemmelse med bibelen, så lad ham tage den til indtægt. Begynd ikke at græde med ham og samtidig kritisere eller udskælde den, der har myndighed til at irettesætte ham. Det ville være uretfærdigt at gøre det, og kærligheden vil ikke bære sig sådan ad og skabe en følelse hos den irettesatte af at være blevet uretfærdigt behandlet. Antag, at der begås uret imod os. Nuvel, kærligheden vil hellere lide uret end krænke Herren Guds regler og gøre uret mod andre. Det er kærnepunktet i apostelens bevisførelse vedrørende retssager mellem medlemmer af Guds organisation: „I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer andre, og tilmed brødre, uret og tab.“ (1 Korinter 6:7, 8) Retssagen var måske fuldt ud retfærdig, men den stillede Guds organisation frem for offentligheden på en forsmædelig måde. Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdighed og ondskab, når den lider uret, fordi den er besjælet af uegennyttig hensynsfuldhed.

25, 26. Hvad glæder kærligheden sig ved? Hvordan og hvor længe?

²⁵ En af åndens frugter er glæde, og derfor er kærligheden glad. (Galaterne 5:22) Hvor finder den da sine glæder? Jo, i sandheden, i retten. Derfor glæder den sig i Jehova, fordi han er den levende og sande Gud og sandhedens evige kilde. Den er ivrig efter at få sandheden i Guds skrevne ord og om hans hensigter. Når den ser sandheden, glæder den sig, selv om sandheden vender op og ned på vore tidligere udtalelser eller vor tidligere tro. For at være med til at forsvare Jehovas navn, ord og eneherredømme vil sandheden afsløre de løgne, som Satan, Djævelen, og hans håndlangere har smedet imod Jehova og hans Kristus. Den har intet tilfælles med de religionsledere, der hævder, at de repræsenterer Gud og dog udbreder religiøse løgne om ham og bekæmper sandheden og søger at hindre og undertrykke den. — Romerne 1:18.

²⁶ Ivrig efter at eje og beholde sandheden prøver kærligheden alt, hvad der profeteres og prædikes for den, men holder kun fast på det, der er godt. Den vil ikke skadefro opsamle en løgn om en anden eller udtænke en løgn om en anden på grundlag af omstændighedsbeviser. Men hvis sandheden opdages og omtales, og det fortrædiger en anden, og han revses for det, vil vi stadig glæde os i den sandhed. Vi kan ikke forandre Guds ord og hensigt, og Gud vil heller ikke indrette sit ord og sin hensigt efter os. Vi må indrette os efter eller bringe os i fuld overensstemmelse med hans ord og hensigt. Det vil vi være ivrige efter at gøre, hvis vi har den kærlighed, som er fra ham. Hvis vi gør det, kan vi være sikker på at kunne glæde os ved livet, fordi vi sammen med livet har kærligheden og sandheden og er på den rette side. Sandheden vil bestå for evigt, og kærligheden vil derfor i al evighed have grund til glæde. Retten vil snart sejre overalt over uretten som et forsvar for Jehovas universelle eneherredømme og derved give os yderligere grund til glæde.

Stærk tillidsfuld, håbefuld

27, 28. Hvad ligger der i, at kærligheden „skjuler synder“? Og hvorfor gælder det netop nu?

²⁷ Hvordan skulle Djævelen kunne dræbe eller besejre kærligheden, når den, som apostelen siger, „tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt“? (1 Korinter 13:7) Fordi kærligheden er langmodig, vil en kristen, som udvikler den, være sen til at afsløre en anden, som gør ham uret. Han vil følge den regel, Jesus opstillede i Mattæus 18:15-17, og vil søge at ordne vanskeligheden med overtræderen privat. På den måde trækker han ikke den endnu ikke ordnede overtrædelse frem for den kristne forsamlings repræsentanter, før der ikke er nogen anden udvej. Og selv da gør han det kun, fordi det vil være i overtræderens bedste interesse. Hvis sagen ikke er for alvorlig, vil han undskylde overtræderen i kærlighed og ikke gøre stort væsen af den. Kærligheden er nådig i den henseende; „den kan overse fejl“. (Weymouth) Den vil undskylde fornærmelser. Det betyder ikke, at kærligheden vil dække over forseelser og overtrædelser, som burde være indberettet for den, der sidder inde med myndigheden, og som skulle vide besked med dem og træffe forholdsregler til gavn for alle i organisationen. Hensynet til de manges vel vil lede os til at indberette sådanne ting til rette vedkommende.

²⁸ Men den, der har kærlighed, er omhyggelig for ikke at stille en overtræder frem til offentlig skændsel og foragt, hvis sagen kan ordnes på en mere stilfærdig og lettere måde, så der ikke opvækkes strid og splittelse mellem dem, der kunne tage parti i sagen. Ordsprogene 10:12 siger: „Had vækker splid, kærlighed skjuler alle synder.“ Når et menneske angrer sin synd, efter at vi privat har påpeget den for ham, og han bekender sin uret og beder om tilgivelse og udbedrer den skete skade, hvorfor skulle vi så ventilere overtrædelsen for andre? Hvorfor sladre eller skrive breve om det? Det vil kærligheden ikke gøre. Den vil vise, at dens tilgivelse er virkelig, at den fuldstændig har skjult sagen, ligesom Gud har gjort. Nu, da vi har nået denne verdens ende, formanes vi specielt til at følge denne fredsommelige fremgangsmåde: „Alle tings ende er nær: vær derfor besindige og ædru, så I kan bede. Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ — 1 Peter 4:7, 8.

29, 30. Hvad ligger der i, at kærligheden „tror alt“? Hvordan tager den imod alt?

²⁹ Men gør det os da lettroende, så vi tager imod alt, hvad enhver siger, eftersom apostelen siger, at kærligheden „tror alt“? Nej, men det får os til at tage imod sandheden, selv om den lyder mærkeligere end digt, og selv om hele den vantro verden spotter den. At tro betyder at have tro, og tro er en frugt af Guds ånd. Derfor vil den tro alt, hvad Gud siger i sit ord, selv om vi måske ikke er i stand til at begribe det, og selv om det lyder umuligt, fordi vi for tiden ikke kender alle forhold og ikke har nogen videnskabelig forklaring på det. Kærligheden prøver ånderne eller de inspirerede udtalelser, og den tror dem, der er i harmoni med Gud, fordi de stemmer overens med hans skrevne ord. Den er ikke som israelitterne i ørkenen, efter at de var kommet ud af Ægypten. De tolv spejdere, Moses havde udsendt, vendte tilbage fra deres tur i det forjættede land. Ti af dem bragte en falsk rapport om muligheden for at erobre landet fra de hedninger, der havde besat det. Israelitterne troede på dette flertal blandt spejderne og henfaldt til frygt og oprør. Men Josua og Kaleb aflagde en sand og trofast beretning og formanede dem til at tro på Gud og hans evne til at give dem landet. I betragtning af flertallets rapport syntes dette umuligt for israelitterne. Derfor nægtede de at tro på Josua og Kaleb. Det beviste, at de ikke elskede Gud, for de nægtede at tro på hans evne til at overvinde fjenderne i landet og opfylde sin pagt om at give dem landet. De elskede ikke dem, der talte sandhed, og følgelig gik de glip af sandheden og det forjættede land. (4 Mosebog 13:1 til 14:12) Kærligheden har ikke et vantro hjerte.

³⁰ Naturligvis sluger den ikke alt, hvad der prædikes og profeteres, for den ved, at fjenden, Satan, Djævelen, har sendt falske mennesker ud i verden for at bedrage. Den bestyrker derfor de kristne mod at blive lettroende, idet den sender dem til Guds ord for at prøve alt med hans inspirerede, ufejlbarlige sandheds målestok. Kærligheden glæder sig ved sandheden. Den tror alt i Guds ord, fordi det er sandhed. Hvis den ikke troede alt i dette ord, ville den ikke bruge det som den endelige autoritet for at afgøre, hvad der er sandhed. Da Paulus prædikede ordet for de oprigtige berøensere i sin tid, viste de, at de havde en fornuftig form for kærlighed, ved at „de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro.“ (Apostlenes Gerninger 17:11, 12) Således vil vi i dag med kærlighed tro alt, hvad der kommer til os gennem Jehovas teokratiske organisation og er baseret på hans sandheds ord.

31. Hvad vil det sige, at kærligheden „håber alt“?

³¹ Tro er grundlaget for det, man håber på. Og ligesom kærligheden tror alt, vil den da også „håbe alt“. Det, den håber, indbefatter alt, hvad Gud har lovet i sit ord, og det, der er i overensstemmelse med, hvad han har lovet. Vore forhåbninger er derfor ikke falske. I den henseende er vort håb en hjelm for vort hoved eller vort sind. (1 Tessaloniker 5:8) Vi har ret i det, vi ønsker og forventer, først og fremmest Guds rige under Kristus Jesus, der skal forsvare hans navn og eneherredømme og velsigne alle retsindige mennesker. Det håb vil derfor aldrig skuffe os eller lade os blive til skamme. Det gør os tillidsfulde, det gør os glade. Det får os til at vente tålmodigt på frugt, medens vi fortsætter arbejdet med at forkynde sandheden. Kærligheden tilskynder os til at fortælle andre om grundlaget for det håb, som bor i os, med sagtmodighed og ærbødighed, og det får os til at håbe det bedste for alle de kære mennesker, som vi finder, med fårets sindelag, og som lytter til sandhedens budskab. Vi kæmper mod at blive utålmodige med dem, medens vi ønsker og venter det bedste for dem, der er svage i troen. (Hebræerne 3:6; Romerne 12:12; 1 Peter 3:15) Vort håb vil således ikke lede os til en selvisk handlemåde, for alt, hvad vi ønsker og venter, er det, som kærligheden tillidsfuldt griber om.

32. Hvad betyder det, at kærligheden „udholder alt“? Hvorfor gør den det?