De retskafnes tillid
„Den der følges med vise, bliver viis, men den der omgås tåber, går det ilde.“ — Ordsprogene 13:20, NW.
1. Hvordan betragtede David sin uangribelighed, og for hvem blev han et forbillede?
DAVID, det gamle Israels retskafne konge, var en mand der virkelig havde tillid til Skaberen, den Gud som David kaldte Jehova. Han erkendte at han i årenes løb havde begået mange fejltrin som følge af at han var et syndigt, ufuldkomment menneske, men han vidste også at det der lå ham stærkest på sinde var ønsket om at gøre sin himmelske Livgivers vilje. Som ypperste medlem og leder af en nation der var indviet til Jehova Gud var det Davids ønske at bevare sin uangribelighed. „Jeg for mit vedkommende,“ sagde han, „i min uangribelighed vil jeg vandre.“ (Sl. 26:11, NW) Dette bestræbte han sig trofast for at gøre, som et eksempel for alle sine undersåtter og også som et profetisk forbillede for dem der ville følge den større David, Jesus Kristus, den herliggjorte konge over Guds nye verden.
2. Hvorfor nærede David tillid til at han havde vandret i uangribelighed, og hvordan ønskede han at blive dømt?
2 I den seksogtyvende Salme ser vi David lægge sin uangribelighed frem for Jehova og anmode ham om at ransage sig. Han havde tillid til at han havde vandret ad den rette vej og levet i overensstemmelse med Guds bud. Altid ivrig efter at gøre det rette sagde David til Jehova: „Lad mig vandre i din sandhed og lær mig.“ (Sl. 25:5, NW) Sikker på at han havde vandret i sandhed sagde han tillidsfuldt: „Døm mig, o Jehova, for jeg har selv vandret i min egen uangribelighed.“ (Sl. 26:1, NW) Når man læser hele salmen ser man David, der er opfyldt af glæde over at tilbede Jehova, stille sig selv i kontrast til ugudelige og syndige mennesker som han ikke ønsker at blive sat i klasse med. David ønskede ikke at blive dømt efter menneskers målestok. Han vidste hvad slags menneske han var, at han elskede sandhed og ret. Han var ærlig og dadelfri. Hans eneste ønske var at vise Jehova absolut hengivenhed. Han kendte Guds målestok, og han ønskede at blive dømt efter den. Derfor beder han: „Døm mig efter min retfærd, o Jehova min Gud, og måtte de [modstanderne] ikke glæde sig over mig.“ (Sl. 35:24, NW) En sådan retfærdig dom gjorde ham lykkelig. Han var tilfreds. Han nærede forvisning om at han vandrede i uangribelighed. Er vi i vor tid lige så sikre på vor uangribelighed som David var det på sin?
3. På hvilke måder viste David at han ønskede at behage Jehova?
3 Da David var ung blev han af Jehova udvalgt til at være konge. Fra det øjeblik han blev salvet af profeten Samuel påhvilede der ham særlige ansvarspligter. Han tog sig af dem idet han altid søgte råd hos Jehova. Efter mange trængsler og prøver blev han sat på Jehovas trone til at herske over Israels nation. En af de ting der beredte ham størst glæde var at han fik bragt pagtens hellige ark til den hellige stad Jerusalem og fastlagt stedet for tilbedelsen af Jehova dér. Jehovas alter blev bygget på Zions bjerg og hele Israel lovpriste Jehova dér. Om dette sted sagde han: „O Jehova, hvem vil være gæst i dit telt? Hvem vil bo på dit hellige bjerg? Den der vandrer lydefrit og øver retfærdighed og taler sandhed i sit hjerte.“ (Sl. 15:1, 2, NW) David ønskede at stå mål med disse krav og at være stærk, ikke svag eller vaklende. Derfor måtte han stole på Gud. „På Jehova har jeg stolet, at jeg ikke skal vakle.“ (Sl. 26:1, NW) Davids tro på og tillid til Jehova var urokkelig, uforstyrret, ligevægtig, han vaklede ikke, for han vandrede som den bør gøre der ’elsker Jehovas huses bolig’.
4. Hvad hjælper i dag sande kristne til, i lighed med David, at nære tillid til deres uangribelighed?
4 I dag tror sande kristne, efterfølgere af Kristus Jesus, på den samme Gud som David, og de ønsker også at tilbede på „[Jehovas] herligheds opholdssted“. (Sl. 26:8, NW) Kristne har det samme Guds ord som David havde, kun har de mere af det. Mange profeter blev efter Davids død sendt til Guds udvalgte folk, og deres udtalelser blev nedskrevet i Guds ord, Bibelen, til påmindelse og belæring for os. Dertil kommer beretningen om Kristi liv og apostlenes gerninger samt disciplenes skrifter, og alle disse skrifter udgør nu tilsammen Bibelen, hele Guds ord, som alle mennesker må rette sig efter. Således udrustede burde og skulle kristne i dag kunne øve retfærdighed og tale sandhed og nære tillid til deres uangribelighed ind for Jehova i lighed med David! Studerer man Guds ord, forstår det og lever efter det, skulle man også nære forvisning om at man ikke vil vakle.
Kristenheden har ikke tillid
5, 6. Hvilke direkte spørgsmål kan stilles med hensyn til kristenhedens tillid til dens uangribelighed?
5 Men en og anden vil måske nu sige: „Betragt engang kristenheden og De vil se hundreder millioner vaklende, vantro kirkegængere i kristenhedens kirker. Kan de der står opført som medlemmer af forskellige kirkesamfund tillidsfuldt sige: ’Ransag mig, o Jehova, og prøv mig; lad mine nyrer og mit hjerte lutres’? Hvad er der i vejen? Hvor er de uangribelighedens bevarere som David var et forbillede for?“
6 Der kan stilles flere lignende spørgsmål: Kan kristenheden stå for en ransagelse? Vil Jehova finde nogen tro i den? Har kristenhedens ledere lige så ren en samvittighed som David? Kan de træde frem for Jehova i bøn og bede ham ransage, prøve og lutre dem? Nærer de tillid til at de opfylder de krav som Jehova har ladet nedskrive i sit ord, Bibelen? Tror de på alt hvad den lærer? Kan alle kristenhedens hundreder millioner medlemmer, som modtager undervisning af præsteskabet, nære lige så stor tillid med hensyn til deres uangribelighed ind for Jehova Gud som David nærede med hensyn til sin? Svaret er på hvert spørgsmål et nej! Men de burde nære samme tro som David hvis de har indviet sig til at gøre Guds vilje og tjene ham. Kristenheden og dens støtter hævder at være trofaste. De siger de tror på Bibelen og de kalder sig kristne — kristuslig. Hvad enten de beder om det eller ej er de nu ved at blive ransaget af Jehova Gud.
7. Hvordan har kristenheden forkastet Guds ord? Hvem støtter den dermed? Hvad sagde Jesus i modsætning hertil?
7 Der er ikke noget der hedder at vende ryggen til og løbe fra den almægtige Gud Jehovas dom. Kristenheden har forkastet Guds ord ved sin egen lære. Den har sluttet sig til denne ugudelige verden i dens politik, for den giver den sin støtte. Kristenheden er afgjort ikke for Guds rige, for den støtter af al sin magt De forenede Nationers organisation. Kristenheden er ikke som Jesus, der sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Nej, efter en nøjere undersøgelse må man sige at kristenheden ikke kan lutres. Den har intet materiale i sig som er en lutring værd. Den er gået på kompromis med denne gamle ugudelige verden, som Guds rige ikke kan stamme fra. Lyt til hvad David skrev: „O Jehova, du har ransaget mig og du kender [mig]. Du har gransket mit hjerte, du har set efter ved nat, du har lutret mig; du vil finde [at] jeg ikke har smedet rænker. Min mund vil ikke synde.“ (Sl. 139:1; 17:3, NW) Kan kristenheden sige det? Nej!
8. Hvilken indstilling bør alle kristne have til dem der ikke elsker og tjener Jehova?
8 I hele verden skulle enhver der bekender sig til kristendommen være i stand til at sige med David og Kristus Jesus: „Hader jeg ikke dem der nærer et brændende had til dig, o Jehova, og føler jeg ikke afsky for dem der gør oprør mod dig? Med fuldt had hader jeg dem. De er blevet virkelige fjender af mig. Ransag mig, o Gud, og kend mit hjerte. Udforsk mig og kend mine foruroligende tanker, og se om der i mig er nogen vej der forårsager smerte, og led mig på den ubestemte tids vej.“ (Sl. 139:21-24, NW) Mennesker der elsker retfærdighed, sande kristne, ønsker at leve i en ren verden sammen med rene mennesker. Hvordan kan det lade sig gøre i dag? Ved at omgås mænd og kvinder der holder fast ved deres uangribelighed, mennesker der øver retfærdighed og taler sandhed i deres hjerter. — Sl. 15:2, NW.
9, 10. (a) Hvilke eksempler fra fortiden har vi på hvordan mennesker har bestået prøven og bevaret deres uangribelighed? (b) Ser vi i vor tid sådanne uangribelighedens bevarere?
9 Prøver på ens uangribelighed må komme. Se hvordan Abraham, Davids stamfader, blev sat på prøve. „Efter disse begivenheder satte Gud Abraham på prøve.“ (1 Mos. 22:1) Han fik befaling til at ofre sin egen søn Isak som et brændoffer. Fordi Abraham lagde uangribelighed for dagen og adlød, skaffede Jehova et lam til veje som offer i stedet for Isak. Ved en senere lejlighed satte Jehova sit folk Israel på prøve da han førte det gennem ørkenen: „Og du skal komme i hu, hvorledes HERREN [Jehova] din Gud i disse fyrretyve år har ført dig i ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at se, hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans bud eller ej . . . ham, som i ørkenen gav dig manna at spise, som dine fædre ikke kendte til, dig til ydmygelse og prøvelse, for i de kommende dage at kunne gøre vel imod dig!“ (5 Mos. 8:2, 16) Prøver er nødvendige, men uangribelighed og udholdenhed bærer sin lykkelige løn. Hvor mange af Guds indviede folk i dag vil stå disse onde dage igennem og bevare deres uangribelighed til enden? De der forbliver trofaste og bevarer deres uangribelighed vil blive frelst. Fyrre år, som i Israels tilfælde, er lang tid stadig at skulle bevise at man elsker Jehova højere end noget andet. Kunne nogen af os som enkeltpersoner stå en så lang prøvetid igennem? Mange har gjort det, selv på denne Jehovas domsdag. At bestå uangribelighedsprøven betyder liv. Derfor fik Abraham lov til at beholde sin søn i live. Israelitterne fik lov at komme ind i landet der flød med mælk og honning. Du kan komme til at leve i Guds nye verden.
10 Er du villig til at lade dig lutre som guld i smelteovnen og få slaggerne fjernet så der kun er purt guld tilbage? Nogle har gennemgået denne proces og sluttelig modtaget et „vel gjort, gode og trofaste træl“. Andre befinder sig endnu i smeltediglen, som Malakias sagde: „Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for HERREN [Jehova] i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være HERREN [Jehova] liflig som i fordums dage, i henrundne år.“ (Mal. 3:3, 4) Tusinder og atter tusinder af Jehovas vidner har gennemgået en sådan lutring som David nævnede og Malakias beskrev, en virkelig lutring i brændende hede. Kan du tage denne hede på samme måde som de der har måttet lide forfølgelse under det kommunistiske totalitære styre i Rusland, Polen, Tjekkoslovakiet og andre steder bag jerntæppet? Se på Jehovas vidner i den katolsk-beherskede Dominikanske Republik. De er blevet slået og pint og kastet i fængsel fordi de har forkyndt Guds rige og taget standpunkt som Jehovas vidner. Andre har bevaret og bevarer stadig deres uangribelighed i Tyskland, Italien, Norge og andre lande som var oversvømmet af de nazistiske og fascistiske herrefolks undertrykkende horder. Det er ikke let at være en sand kristen, lige meget hvor man befinder sig i denne verden. Fjendens bestræbelser for at få os til at give slip på vor uangribelighed gør sig gældende på mange måder.
11. Hvad kan styrke vor tillid til vor uangribelighed i dag?
11 For lang tid siden opfordrede David sin Fader til at ransage ham, prøve ham og lutre ham. Er vor tillid til vor retskaffenhed, vor uangribelighed, lige så stærk? Den skulle være det hvis vi har det samme syn på tingene som David havde, og hvis vi vandrer i Jesu Kristi fodspor. Så ville vi sige: „For din miskundhed er mig for øje, og jeg har vandret i din sandhed.“ (Sl. 26:3, NW) Når man lærer at forstå og værdsætte Jehova Guds gerninger, de hensigter han har, hvad han har gjort, gør og vil gøre for at velsigne alle dem der elsker ham, så kan man i sandhed komme til at sætte pris på hans miskundhed. Se hvilken kærlighed han har lagt for dagen ved at sende sin enbårne søn Jesus Kristus fra himmelen her ned til jorden for at løskøbe menneskene. Men Jesus Kristus gjorde mere end det. Han ophøjede Jehovas navn ved at holde fast ved sin uangribelighed, og han blev gjort til konge i den nye retfærdighedens verden. Du kan komme til at leve i denne nye verden hvis du ønsker det. Hvordan? Ved at blive kendt med Bibelen, læse dens sandhedsord omhyggeligt og leve efter det. Det er nødvendigt for at opnå liv i det Guds rige som millioner i kristenheden har bedt om: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Ved at holde dig Jehovas rige for øje og vandre i sandheden kan du komme til at glæde dig ved livet i Guds nye verden.
12, 13. Hvem må vi omgås og hvem må vi undgå for at bevare vor uskyld ind for Jehova?
12 Prædik den gode nyhed om Guds rige når som helst og hvor som helst du kan. Kom sammen med de mennesker der gør det. Så vil du holde dig borte fra onde og ugudelige fordi du har travlt med at holde fast ved din uangribelighed. Alle der lærer sandheden at kende og slår ind på den rette vej for herefter at vi deres liv til Jehovas tjeneste, gør som David sagde han gjorde: „For jeg har ikke siddet blandt usandheds mænd, og blandt dem som skjuler hvad de er kommer jeg ikke. Jeg har hadet ugerningsmændenes forsamling, og jeg sidder ikke hos de onde. Jeg vil vaske mine hænder i selve uskyldigheden, og jeg vil marchere omkring dit alter, o Jehova.“ — Sl. 26:4-6, NW.
13 Kristne som ønsker at bevare deres uangribelighed har valgt hvilken kurs de vil følge. De vil ikke sidde blandt usandheds mænd. De vil ikke deltage i langvarige diskussioner med mennesker i denne verden, medmindre det er for at forkynde Riget for dem. Denne verdens interesser er ikke de samme som Jehovas vidners interesser. De har et større og mere betydningsfuldt arbejde at udføre. De der sidder i gudløses råd og støtter deres planer, vil altid ende i fordærv og elendighed. „Lykkelig er den mand der ikke har vandret efter de gudløses råd, og ikke har stået på synderes vej og ikke har siddet på spotteres plads. Men han glæder sig ved Jehovas lov, og i hans lov læser han med dæmpet tone dag og nat.“ (Sl. 1:1, 2, NW) Har du også valgt den kurs du vil følge? Hvilken vej vil du vandre? Måtte det være uangribelighedens vej.
Had til „ugerningsmændenes forsamling“
14, 15. På hvilke måder har mange præster vist at de mangler uangribelighed, og hvilken løn vil de modtage af Jehova?
14 Ved du at nogle af kristenhedens lærdeste mænd i dag har fjernet Guds navn fra bibeloversættelser? At skjule Guds sande navn Jehova for folk er det samme som at forsøge at fjerne den sande tilbedelse. Mange præster i dag benægter fra prædikestolen rigtigheden af skabelsesberetningen i Første Mosebog. De vil hellere give folk udviklingslære. Nogle benægter endog værdien af Jesu Kristi offer og siger at det ikke har nogen genløsende værdi. De elsker at omgive sig med et skær af hellighed og få ros af mennesker, men de ønsker ikke at marchere omkring Jehovas alter. Jesus beskrev dem med følgende ord: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. . . . han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) David kendte mænd af denne type og træffende sagde han om dem: „Usandhed bliver de ved med at tale, den ene til den anden; med glatte læber bliver de ved med at tale og med tvedelt hjerte. Jehova vil afskære alle glatte læber, den tunge der taler store ord, de som har sagt: ’Med vor tunge vil vi sejre. Vore læber er med os. Hvem kan gøre sig til herre over os?’“ (Sl. 12:2-4, NW) De er stolte af hvad de udretter mens de skjuler Jehovas navn. Men hvilken løn de vil modtage!
15 Størstedelen af præsteskabet og de der følger dem har brugt Jehovas navn på en uværdig måde eller helt tilsidesat det. Hvad mon sådanne bibeloversættere har tænkt da de kom til skriftstedet i 2 Mosebog 20:7: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn på en uværdig måde.“ (NW) Præsteskabet vil ikke undgå sin straf. Med dem for øje bad salmisten: „Fyld deres åsyn med skam så folk kan søge dit navn, o Jehova.“ — Sl. 83:16, NW.
16. (a) Hvad betyder venskab med verden? Hvad må kristne derfor gøre? (b) Hvem kan kristenheden sammenlignes med når den prøver at skjule sin sande identitet?
16 Skal sande kristne være uangribelige som David var det, kan de visselig ikke have fællesskab med kristenheden eller denne tingenes ordning eller være venner med denne verden. Jesu discipel Jakob sagde: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Det er en af grundene til at der så tydeligt siges: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ (Åb. 18:4) Kristenheden er hyklerisk og den prøver at dække over hvad den virkelig er, på samme måde som de religiøse ledere på Jesu tid: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.“ (Matt. 23:25-28) De prøvede at skjule deres sande identitet. Kristenhedens ledere gør det samme i dag. Undgå dem.
17. Hvilken indstilling bør sande kristne have i lighed med salmisten?
17 Vær som salmisten der sagde: „Riv mig ikke bort med gudløse og med dem der forvolder skade, de, som taler fred med deres fæller, men hvis hjerte gemmer på ondt.“ (Sl. 28:3, NW) Sande kristne bør have denne indstilling: „Jeg har hadet ugerningsmændenes forsamling.“ — Sl. 26:5, NW.
18. Hvilken betydning havde Davids ord: „Jeg vil vaske mine hænder i selve uskyldigheden, og jeg vil marchere omkring dit alter, o Jehova“?
18 Kong David ønskede at have rene hænder og være uden skyld over for Jehova så han kunne tilbede foran Jehovas alter. Da han udtalte ordene: „Jeg vil vaske mine hænder i selve uskyldigheden, og jeg vil marchere omkring dit alter, o Jehova,“ må han havde tænkt på kobbervandkummen der stod i nærheden af alteret og som blev brugt af præsterne når de skulle tvætte deres hænder og fødder. Herom sagde Guds lov: „Når de går ind i åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med vand for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til alteret for at gøre tjeneste og brænde ildofre for HERREN [Jehova]. De skal tvætte deres hænder og fødder for ikke at dø. Det skal være en evig anordning for ham og hans afkom fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 30:19-21) David ønskede imidlertid at have hænder der var rene i moralsk henseende, rensede ved Guds sandhedsord.
19. Hvordan vasker sande kristne i dag deres hænder i uskyld?
19 I dag må enhver der kommer til stedet hvor Jehova tilbedes, billedligt fremstillet ved Jehovas alter, være ren. Man kan ikke være besmittet af den gamle verdens levevis og smudsige handlinger. Hvad Jehovas præster gjorde dengang må sande kristne gøre nu i virkelighedens modbillede. Vedrørende renhed sagde Paulus til de kristne hebræere: „Lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand; lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:22-25) Kristne må komme sammen i disse sidste dage, men må altid være rene i deres gudsdyrkelse, som også indbefatter deres daglige beskæftigelse hele livet igennem.
20. Hvordan holder Jehovas vidner sig til en ren og retskaffen færd?
20 Jehovas vidners gudsdyrkelse begrænser sig ikke til kun at komme sammen og opflamme hinanden til kærlighed og gode gerninger én gang om ugen. Hver dag og hele dagen må de tilbede Gud, hvad enten de er samlet til møde i rigssalen eller befinder sig andetsteds. Når man er blevet kristen må man bevare sig selv ren eftersom man allerede er blevet vasket ren i Jesu Kristi blod. Kristus vil ikke dø én gang til for at vi på ny kan vaskes rene. Mange der bliver kristne har omgåedes utugtige, afgudsdyrkere, havesyge og drukkenbolte, men som Paulus sagde til menigheden i Korint: „Men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ (1 Kor. 6:11) Som David må vi vaske vore hænder i uskyld, vise alle at vi er rene og holder os adskilt fra Djævelens organisation og er viet til sand gudsdyrkelse. Vi er i verden, men er ikke en del af verden, og vi kan ikke lade os plette af dens skyld. Selv Pilatus ønskede ikke at bære ansvaret for Jesu Kristi død. Foran den vrede hob af jøder lagde Pilatus al skyld over på præsteskabet dengang, idet han tog vand og vaskede sine hænder for øjnene af dem der elskede uretfærdighed og sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!“ (Matt. 27:24) Men i virkeligheden kunne han ikke vaske sine hænder i uskyld som David.
21. Hvem er i dag alene om at efterligne Kristus i hans gerning, og hvad går deres budskab ud på?
21 Kristenhedens folk må også bære hele ansvaret for at besmitte tilbedelsen af Jehova gennem deres slette og urene liv. Men Jehovas vidner vil vaske deres hænder og stå alene som sande kristne der har taget afstand fra enhver gren af kristenheden. De må tage dette standpunkt for at deres tilbedelse af Jehova kan vinde hans godkendelse. Vor afstandtagen fra falske gudsdyrkere sker „for at taksigelse skal lyde højt og for at forkynde alle dine underfulde gerninger“. Vi kan med David sige: „Jehova, jeg har elsket dit huses bolig og din herligheds opholdssted.“ (Sl. 26:7, 8, NW) Med tak i deres hjerter fryder Jehovas vidner sig nu over at gøre andre kendt med Jehovas underfulde gerninger fra menneskets skabelse i Edens have til menneskeslægtens genoprettelse på en paradisisk jord. Som Jesus Kristus tog afstand fra sin tids religionssamfund og var alene om at forkynde at himlenes rige var kommet nær, således er Jehovas vidner i dag ene om at forkynde budskabet om Guds rige. De fortæller verden at vi lever i de sidste dage for denne onde organisation og at vi står over for en ny regering der skal herske i retfærdighed. For at alle folk kan få den gode nyhed at vide er et stort arbejde nødvendigt, idet man må forkynde for folk i deres hjem og også undervise dem ved hjælp af den bibel der findes i hjemmet. Ja hvorfor ikke studere med disse mennesker så også deres taksigelse kan lyde højt?
For at undgå at blive taget bort med syndere
22. Hvilken lod får syndere, og hvordan bekræfter Bibelens beretninger dette?
22 David sagde: „Tag ikke min sjæl bort sammen med syndere, eller mit liv med blodskyldige, i hvis hænder der er løsagtig adfærd og hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.“ (Sl. 26:9, 10, NW) Den der læser Skriften kan let se at Jehova vil udslette de onde. Han har gjort det før, idet han i katastrofen på Noas tid lod alle fordærvede mennesker omkomme i Vandfloden på grund af deres syndighed. Han udslettede indbyggerne i Sodoma og Gomorra. Gud fældede dødsdommen over de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid fordi de havde blodskyld. Judas blev dømt til gehenna fordi hans højre hånd var fuld af bestikkelse. Senere blev Ananias ramt af en pludselig død fordi han løj, og Judas skrev om „ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed“. (Judas 4) I dag betragtes menneskeliv ikke som noget helligt, hverken af folk i almindelighed eller deres herskere. Mens præster og politikere med højfinansen i ryggen råber: „Fred, fred!“ forbereder de sig til en storkrig uden lige. Menneskeslægtens ødelæggelse er det stadig tilbagevendende emne. At have noget at gøre med en sådan tingenes ordning er ikke klogt, for „den der omgås tåber, går det ilde“. (Ordsp. 13:20, NW) Sådanne blodskyldige, løsagtige, begærlige menneskers lod vil være undergang i Harmagedonslaget!
23. Hvilket løfte får derimod de der nærer tillid til deres retskaffenhed?
23 De mennesker, derimod, som nærer sikker tillid til deres retskaffenhed, efterligner David, og de er Jesu Kristi sande, indviede efterfølgere. De kan sige: „Jeg for mit vedkommende, i min uangribelighed vil jeg vandre. O løskøb mig og vis mig gunst.“ (Sl. 26:11, NW) Det er det samme som at sige: Udfri mig fra de onde og vis mig gunst. Gennem Moses udfriede Gud Israels børn, eller løste dem fra Ægyptens trældom, hvorefter han førte dem til det forjættede land. Jehova gav menneskeslægten den større Moses, Jesus Kristus, hele menneskeslægtens genløser, hvis de ville tage imod ham som en gave fra Jehova til deres løskøbelse. Når vi betragter de mirakler Jesus udførte mens han var her på jorden, får det os til at tænke nå det fuldkomnere liv som mennesker vil komme til at nyde under Rigets ordning. Hvis Jesus på jorden helbredte syge, åbnede blindes øjne, ja endog oprejste døde, kan han sagtens, når han har al magt i himmelen og på jorden, opbygge en ny, retfærdig verden i overensstemmelse med sin Faders vilje.
24, 25. Hvornår vil udfrielsesmiraklet finde sted, og hvad ser sande Guds tjenere frem til?
24 Det store udfrielsesmirakel vil blive udført i Harmagedonslaget, når Jehova ødelægger denne onde tingenes ordning i bund og grund og samtidig bevarer mennesker der har holdt fast ved deres uangribelighed, i live, idet han vil huske dem for deres kærlighedsgerninger. Guds uangribelige tjenere i dag føler nøjagtig som Nehemias, fordi de lever på den tid da Guds folk skal renses. Nehemias sagde: „Kom mig det i hu, min Gud, og udslet ikke de kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds hus til gavn for tjenesten der!“ — Neh. 13:14.
25 Alle sande Guds tjenere ønsker at fortsætte i den rette gudsdyrkelse, at bevare deres uangribelighed og at blive forløst eller udfriet gennem Harmagedonslaget. De ønsker at se den tid oprinde da der ikke mere vil være stridigheder, krige, selviskhed og fordærv, den tid da alle vil prise Jehova Gud og velsigne ham. Det vil ses opfyldt efter krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. I tro ser alle sande kristne frem til og arbejder henimod denne lykkelige dag, men de begynder allerede nu at leve efter de normer der vil være gældende på den dag.
26. Hvilken indstilling har nationerne over for hinanden, og hvorfor er denne indstilling tåbelig?
26 Alle færdes nu i en ond verden blandt nationer der hader hinanden, alle strengt nationalistiske i den tro at netop deres nation er bedre end alle andre. Nogle mener endog at deres nation alene har ret til at eksistere og bestræber sig derfor for at ødelægge andre. Hvorfor kan mennesker ikke indse at hudfarve, tungemål eller legemsskikkelse ikke gør et menneske anderledes end sin næste? Vi har alle én Skaber, vi er alle brødre, efterkommere af Adam og Eva, og bestemt til at tilbede én Gud alene. Vi må finde ham! Vi kan gøre det hvis vi læser om ham i hans ord, Bibelen. Jehovas vidner prøver af et oprigtigt hjerte på at gøre folk kendt med Jehova, og hvis det lykkes for dem, vil det for dem der lærer Gud at kende betyde et lykkeligt, nyt liv i en ny verden der ikke er langt borte.
27. Hvilken tid er nu kommet for Jehovas vidner?
27 Den tid er her nu da mænd og kvinder der holder fast ved deres uangribelighed står på „et jævnt sted“, en åben slette, hvor der ikke mere er fare for at snuble, og hvor den sande tilbedelse af Gud kan foregå. Opfyldt af sand lykke kan de sammen med hele Guds folk sige som David: „Min fod vil visselig stå på et jævnt sted; blandt de forsamlede skarer vil jeg velsigne Jehova.“ — Sl. 26:12, NW.
28. Med hvilken indstilling betragter Jehovas vidner verdensskuepladsen, og hvordan vil de lægge tillid for dagen?
28 Således indstillet står Jehovas vidner i dag — skønt spredt over 164 nationer, lande og øer i havet og med mere end 700.000 forkyndere af den gode nyhed — på et jævnt sted, mens de ser frem til denne onde tingenes ordnings endelige ødelæggelse og den nye, retfærdige verdens fuldstændige oprettelse. Indtil denne dag vil de stå på et jævnt sted blandt de forsamlede skarer og velsigne Jehova. Hvilke trængsler og forfølgelser der end måtte komme fra ugerningsmændenes side, vil de fortsætte med at sige: „Jeg for mit vedkommende, i min uangribelighed vil jeg vandre.“ (Sl. 26:11, NW) De vil ikke alene forkynde når de går fra hus til hus, lige til jordens ender, men de vil også, når de inviteres indenfor hos folk, undervise disse i sandheden; for deres ønske er fra alle nationer at samle fårene som elsker retfærdighed, så også de kan være med til at prise Jehova Gud i de forsamlede skarer. Disse må også få tillid til deres retskaffenhed. Vil du være blandt dem der lovpriser Jehova og vandrer i uangribelighed i 1958?