Hvordan de kristne forkynderes organisation bevares ren
„Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed . . . ved renhed, ved kundskab.“ — 2 Kor. 6:4, 6.
1. Hvilken offentlig tjeneste er den største opgave der er blevet overdraget en jordisk organisation?
INGEN anden jordisk organisation har fået et så ophøjet hverv som den kristne organisation bestående af ordets forkyndere. For nitten hundrede år siden gav organisationens øverste tjener, Herren Jesus Kristus, sine disciple en opgave af verdensformat da han sagde: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:18-20) Denne nitten hundrede år gamle befaling må stadig efterkommes; men den tjenesteopgave som Jesus har tildelt os i dag indebærer noget mere, noget langt større. Jesus skitserede hvad denne opgave gik ud på i den profeti hvori han omtalte hvad der skulle kendetegne „endens tid“ for denne verden, denne tingenes ordning. Han sagde: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.
2. Hvad gør denne organisation af vidner let kendelig i dag, og til gavn for hvem vil vidnerne på en endnu mere storslået måde virke i fremtiden?
2 Der findes i dag en organisation af vidner som forkynder dette rige. Den hører ikke med til kristenheden eller nogen anden del af den babyloniske religions verdensimperium. Den kaldes den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Dette kristne samfund er det eneste religionssamfund der søger det himmelske rige først og holder sig væk fra al politik. Derfor kan dette samfund frit forkynde det som Jesus kaldte „dette evangelium om Riget“, det vil sige den gode nyhed om Guds rige. Da organisationen har specialiseret sig i dette yder den hele menneskeheden en tjeneste som ikke har sit sidestykke. Hvis dens forkyndere er trofaste i deres tjeneste vil de i fremtiden kunne virke til gavn for hele menneskeheden på en endnu mere storslået måde.
3. Set under hvilken synsvinkel viser dette samfund sig at være en organisation af tjenere der yder offentligheden den største tjeneste?
3 De tal og de mange andre oplysninger der hvert år offentliggøres i Jehovas vidners årbog viser at den nye verdens samfund af Jehovas vidner udfører den tjeneste det har fået tildelt: forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, det rige som gudfrygtige mænd og kvinder har bedt om gennem tusinder af år. Ved at udføre denne tjenesteopgave yder den nye verdens samfund offentligheden den størst tænkelige tjeneste. Set under denne synsvinkel er det en organisation bestående af offentlige tjenere, selv om de ikke alle holder foredrag for offentligheden fra en talerstol.
4. Hvilke spørgsmål kan mennesker der har deres tvivl med hensyn til offentlige embedsmænds opførsel, stille angående de enkelte medlemmer af den nye verdens samfund?
4 Mennesker der er blevet skuffet over den opførsel som offentlige embedsmænd der er tilknyttet denne verdens politiske regeringer har lagt for dagen, kan imidlertid have deres tvivl med hensyn til Jehovas vidners adfærd. De siger måske: „Jo, Jehovas vidner udfører som samfund betragtet unægtelig et verdensomspændende arbejde ved at forkynde for offentligheden, men hvordan er Jehovas vidner som enkeltpersoner og i deres privatliv? Hvordan opfører de sig inden for hjemmets fire vægge, på deres arbejdsplads og i deres menigheder? Hvordan er deres moral når offentlighedens øjne ikke hviler på dem?“
5. Hvilke svar på disse spørgsmål kan man forvente af de døbte medlemmer af den nye verdens samfund, og hvorfor?
5 Det er rimeligt at stille sådanne spørgsmål. Hvordan besvarer Jehovas vidner i den nye verdens samfund nu disse spørgsmål ved den måde de lever på til daglig? Vi må kunne forvente et svar der fjerner al tvivl. Hvorfor det? Fordi alle døbte inden for den nye verdens samfund tilhører universets højeste Gud. Vanddåben er nemlig et symbol på et menneskes fuldstændige indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Den nye verdens samfund bestående af døbte Jehovas vidner tilhører ubetinget Gud. Som følge heraf kræver Jehova Gud at denne forkynderorganisation er ren og kysk. Han ville aldrig have givet denne organisation til opgave at forkynde budskabet om Riget over hele jorden medmindre organisationen stod mål med hans krav. Eftersom hans vidner repræsenterer ham er han med rette optaget af det der vedrører deres moralske renhed, deres kyskhed, deres opførsel. Han er alvorligt interesseret i at den organisation han overdrager en så ansvarsfuld tjeneste bevares ren, kysk, eftersom han under ingen omstændigheder vil anvende en uren organisation. — Sl. 50:16-23.
Volder ikke anstød i noget
6. Hvordan bør indviede mennesker der modtager et tjenestehverv fra Gud, vandre, og hvorfor er det påkrævet?
6 Indviede ordets forkyndere som har Guds navn nævnet over sig og som modtager et tjenestehverv fra ham må nødvendigvis vandre sømmeligt. De kan ikke forkynde eller lære ét og gøre noget andet i deres privatliv og alligevel forvente at Gud skal anerkende dem. Ingen kan føre Gud bag lyset. Han selv, kongen Jesus Kristus og englene ved om den enkelte forkynders privatliv er i modstrid med det han forkynder og lærer offentligheden. Gud nærer følelser. Hans følelser bevæges stærkt hver gang nogen bringer skam over hans navn, over hans elskede organisation, over hans sandhed og over den gode nyhed om hans rige. Hans indviede forkynderes privatliv er altså noget der angår ham. Denne alvorlige kendsgerning gør det påkrævet at hver eneste ordets forkynder opfører sig sømmeligt.
7, 8. (a) Hvorfor havde apostelen Paulus en dyb forståelse heraf? (b) Hvad var Paulus villig til at lide eller gennemgå for at fremme sit frelsesbudskab?
7 Den kristne apostel Paulus havde en dyb forståelse heraf. Det var godt han havde denne forståelse, for han var en af de mest fremtrædende af den højeste Guds tjenere på jorden. Paulus vidste at hans adfærd i det daglige burde være en anbefaling for det kristne budskab han forkyndte og underviste i. Også det han lærte burde være rent, så det kunne være en anbefaling for hans budskab og ikke en snublesten eller en forhindring. Det burde føre til en ren organisation. Paulus var villig til at gennemgå alle hånde lidelser for at hans livsførelse, forkyndelse og tjeneste kunne virke til fremme af hans frelsesbudskab og ikke på nogen måde hindre dets udbredelse. Efter at have omtalt sig selv og Timoteus som udsendinge eller ambassadører på Kristi vegne erklærede Paulus derfor:
8 „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst, under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult; ved renhed [kyskhed], ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft.“ — 2 Kor. 6:3-7; 5:20.
9, 10. (a) Hvordan kunne Paulus’ medarbejder Timoteus bevare sig ren og kysk i forbindelse med udnævnelsen af tilsynsmænd? (b) Hvem ville ligeledes få gavn af hans renhed i denne henseende?
9 Bemærk at Paulus nævner renhed eller kyskhed. Han lader ordene gælde både sig selv og Timoteus, hans medarbejder i missionærtjenesten. Han krævede at Timoteus, der var en yngre mand, var ren og kysk i sit privatliv og i sit forhold til andre. Under Guds ledelse gav Paulus denne yngre mand myndighed til at udnævne tilsynsmænd og assisterende tjenere i nyoprettede menigheder. Hvis Timoteus ikke udviste varsomhed når han indsatte nogen i et embede, og hvis han viste partiskhed og lod sig lede af egoistiske hensyn når han foretog udnævnelser, kunne han meget vel indsætte mænd som ville begå synder. Han ville i så fald være medskyldig i deres synder og i den skade de voldte menigheden og den kristne sag.
10 Ved samvittighedsfuldt og upartisk at stræbe efter at indsætte virkelig kvalificerede mænd, mænd som han kunne stole på havde en god opførsel, ville Timoteus bevare sig selv ren, for da ville han ikke blive medskyldig i synder begået af en af ham indsat tjener. Paulus sagde: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren [kysk]!“ (1 Tim. 5:22) Ved ikke at udnævne mænd som let kunne komme på afveje ville han ikke alene bevare sig selv ren og være fri for enhver medskyld, men han ville også bevare menigheden ren. Den ville ikke som vejleder have en mand der satte et dårligt eksempel.
11, 12. (a) Hvorfor måtte Timoteus, som en tjener der skulle overbringe instruktioner til andre, sætte det rette eksempel? (b) Hvad skrev Paulus herom tid Timoteus?
11 Timoteus måtte tage sig i agt for ikke at bane vej for nogen som, når de havde fået en tjenerpost betroet, ville vise sig at være dårlige eksempler. Desuden måtte han selv som en der forkyndte for offentligheden sætte et eksempel som var værd at følge. Han skulle ikke bare fortælle andre brødre hvad de skulle gøre, og overbringe dem instruktioner som kom fra Guds jordiske organisations styrende råd. Han måtte vise at han var værdig til at fortælle andre hvad de skulle gøre for at følge organisationens vejledning. Han måtte give sine ordrer og instruktioner vægt ved selv at føre et eksemplarisk liv. Den modenhed han havde opnået i tanke og ånd gennem sin kristne vækst ville gøre det af med enhver misforståelse der kunne opstå som følge af hans legemlige ungdom. Det var det Paulus gjorde opmærksom på da han skrev til Timoteus:
12 „Det skal du indskærpe og lære. Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed [kyskhed]! Læg vægt på at oplæse Skriften, formane og lære, indtil jeg kommer.“ — 1 Tim. 4:11-13.
13. Hvordan har den nye verdens samfund været i stand til at lutre sine læresætninger og bevare sin lære ren?
13 I dag følger man disse ord inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner for at bevare denne forkynderorganisation ren og kysk. Læren må bevares ren. Det kan den kun hvis man sørger for at den hele tiden er i overensstemmelse med Guds inspirerede ord. „[Jehovas] ord er rene ord,“ sagde salmisten David, „det pure, syvfold lutrede sølv.“ (Sl. 12:7) Sandheden er ren, og Jesus Kristus, Davids søn, udtalte i en bøn til Gud følgende med henblik på Guds skrevne ord: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Ved trofast at holde sig til Guds rene ord har den nye verdens samfund set sig i stand til at lutre sine læresætninger og bevare sin lære ren og sandfærdig.
14, 15. (a) Hvilken udtalelse af den romersk-katolske kirkes leder var det, sammenlignet med Jehovas vidners handlemåde, noget sent at fremsætte? (b) Hvordan vanskeliggjorde han vejen tilbage til Bibelen?
14 Lige fra det første nummer af bladet The Watch Tower udkom i juli 1879, altså for femogfirs år siden, har Jehovas indviede folk bestræbt sig for at gøre dette. På baggrund heraf var det noget sent den romersk-katolske pontifex maximus, Paul VI, fremsatte følgende udtalelse, som refereredes i New York Times i en meddelelse dateret „Rom, 8. jan.“ (Paven var da lige vendt hjem fra sin pilgrimsfærd til Mellemøsten.) Avismeddelelsen lød:
Pave Paul understregede at „enhver som vil være en sand kristen“ må vende tilbage til Bibelen. „Vor tilbagevenden til evangeliet må være en fortsat udfoldelse af tanken, af en åndelig varme, af en moralsk fornyelse, af gudfrygtig og menneskelig følsomhed,“ erklærede han.
15 Den romersk-katolske pontifex maximus vanskeliggjorde imidlertid vejen tilbage til Bibelen for katolikkerne:
Han sagde at studiet af Bibelen ikke indebar en tilsidesættelse af kirkens traditioner, „men en tiltagende bestræbelse for at føre vor kristne tro nærmere til den oprindelige trosopfattelse, en søgen efter større troskab mod vor Herres tankegang og en åndelig styrkelse af det der er overleveret os gennem traditionens autentiske udvikling“. — New York Times, 9. januar 1964.
16. Hvad bestræber den nye verdens samfund sig for i modsætning hertil?
16 I modsætning hertil bestræber den nye verdens samfund af Jehovas vidner sig for at rense sig for alle religiøse traditioner og holde sig til Guds rene ord, Bibelen. Vi husker at Jesus fordømte menneskeskabte traditioner. — Matt. 15:1-14.
17, 18. Hvilken form for renhed talte apostelen Paulus om da han skrev 2 Korinter 11:2-6?
17 Apostelen Paulus talte meget tydeligt om lærens renhed og om at holde den sande kristne organisation fri for falske apostles lære, da han skrev følgende til den menighed han havde grundlagt i Korint i Grækenland:
18 „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær [Jeg våger skinsygt over jer med guddommelig skinsyge, NW]; jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus [den oprigtighed og den kyskhed som tilkommer Kristus, NW]. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri. Men jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de umådelig store ’apostle’. Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab.“ — 2 Kor. 11:2-6.
19. (a) På hvilken måde prøvede slangen i Eden at føre Eva i fordærv? (b) Hvordan forsøgte mænd i Korint på Paulus’ tid på samme måde at fordærve menigheden?
19 Da slangen fristede Adams hustru Eva i Edens have og prøvede at føre hende i fordærv, var det i forbindelse med et lærespørgsmål, et spørgsmål om religion, den satte ind. Det var ikke et spørgsmål om kønsmoral det gjaldt. Slangen forledte Eva til at tro det var en løgn hendes Skaber, Jehova Gud, havde fortalt hendes mand, Adam. Under Paulus’ fravær forsøgte de „umådelig store ’apostle’“ ved en lignende underfundig fremgangsmåde at føre menigheden i Korint i fordærv. Hvordan bar de sig ad med det? De forkyndte en anden Kristus end Paulus havde forkyndt, de prøvede på at indgive menigheden en anden ånd end den som den havde fået gennem Paulus tillige med dens gaver, og de prædikede „et andet evangelium“ end den gode nyhed Paulus havde forkyndt for menigheden. De „umådelig store ’apostle’“ forsøgte at bortgifte den korintiske menighed til en anden Kristus, en anden åndelig ægtemand. Det kunne føre til åndelig umoralitet. Hvordan det?
20. Hvorledes kunne disse „umådelig store ’apostles’“ fordærvende indflydelse føre til at menigheden gjorde sig skyldig i åndelig umoralitet?
20 Apostelen Paulus havde allerede trolovet menigheden med Kristus, Guds himmelske søn. Hvis den nu lod sig trolove med en anden Kristus, ville den miste sin rene åndelige moral. Den ville miste sin åndelige kyskhed, sin jomfruelighed, som den skyldte sin tilkommende ægtemand, Jesus Kristus. Apostelen Paulus ønskede at føre denne kristne menighed som han havde grundlagt, frem for Kristus „som en ren jomfru“; men de „umådelig store ’apostle’“ forsøgte at bryde menighedens trolovelse med Jesus Kristus og føre den frem for en falsk Kristus. De forsøgte at forlede den allerede trolovede menighed til at gøre sig skyldig i åndelig umoralitet, begå åndelig utugt, eftersom en trolovet jomfru ifølge den lov Jehova gav israelitterne gennem Moses skulle betragtes som sin tilkommende mands hustru.
21. Med hvilken skinsyge vågede Paulus over menigheden i Korint, og for hvem var han en sand ven?
21 Derfor sammenlignede apostelen Paulus de „umådelig store ’apostle’“ med slangen i Eden, og han prøvede at beskytte den kristne menighed mod dem. Den skinsyge hvormed Paulus vågede over menigheden var ikke en selvisk, lidenskabelig jalousi, men en guddommelig skinsyge der ikke tålte nogen rivaler men fordrede at menigheden viste sin virkelige brudgom, Jesus Kristus, absolut hengivenhed. Paulus var i sandhed en „brudgommens ven“, og han glædede sig til når tiden var inde til det at høre „brudgommens røst“, høre ham tale til sin brud, den rene jomfru, i himmelen. — Joh. 3:29.
Også kønslig renhed (kyskhed)
22. (a) Hvilken anden form for renhed var Paulus interesseret i at menigheden bevarede? (b) Hvad skrev han i forbindelse med et tilfælde af umoralitet i menigheden i Korint?
22 Som den tilsynsførende der havde „bekymringerne for alle menighederne“ i de hedenske lande mod vest, var Paulus også stærkt interesseret i at forkynderne inden for Guds organisation bevarede deres legemlige kyskhed, deres seksuelle renhed. Paulus vidste at den lokale menighed ikke kunne forblive en del af Guds organisation hvis den tillod at nogen af dens medlemmer havde en dårlig moral. Menigheden måtte befri sig for, rense sig for, ethvert samfundsansvar i forbindelse med enkeltpersoners kønslige umoralitet. Hør blot hvilken sag Paulus behandlede for menigheden i Korint i det første århundrede efter vor tidsregning. Det var en chokerende sag. Paulus skriver: „Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru. Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds.“
23. Hvilket ansvar ønskede Paulus ikke at have, og hvad gjorde han derfor?
23 Eftersom Paulus havde grundlagt menigheden og i egenskab af apostel havde tilsynet med den, ville han ikke for et øjeblik lade sig tilsmudse som følge af noget samfundsansvar i forbindelse med en sådan umoralitet blandt ordets forkyndere i Guds organisation. Han lod derfor straks den anklage han rettede mod menigheden efterfølge af disse ord: „Fraværende med legemet, men nærværende med ånden har jeg for mit vedkommende, som om jeg var nærværende, allerede fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde: i Herren Jesu navn skal vi forsamles, I og min ånd, med vor Herres Jesu kraft og overgive et sådant menneske til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag. . . . Er det ikke dem indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ — 1 Kor. 5:1-5, 12, 13.
24, 25. (a) Hvad var nu spørgsmålet for Paulus med hensyn til menigheden i Korint? (b) Hvordan viste menigheden at den var ren i denne sag?
24 For Paulus var spørgsmålet nu om den kristne menighed og dens „umådelig store ’apostle’“ ville rense sig for ethvert samfundsansvar i forbindelse med dette chokerende tilfælde af blodskam. Ville den blive bedrøvet fordi den havde tolereret denne umoralitet så meget som et øjeblik og ikke grebet ind sådan som den burde have gjort? Ville den rense sig ved prompte at adlyde hans befaling og udstøde det onde menneske af menigheden? Paulus’ sind faldt atter til ro da Titus, en af hans medarbejdere i missionærtjenesten, senere vendte tilbage fra Korint og meddelte ham at menigheden havde bragt sagen i orden. Som en officiel godkendelse af dette skrev Paulus til menigheden:
25 „Selv om jeg også var ved at fortryde det — jeg ser jo, at det brev, om end kun til en tid, har bedrøvet jer — så glæder jeg mig nu, ikke over det, at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede og derved ført til omvendelse. Thi jeres bedrøvelse var efter Guds sind, så I ikke på nogen måde skulle lide skade ved os. Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død. Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene [kyske] i den sag.“ — 2 Kor. 7:8-11.
26, 27. (a) Hvad måtte der ske før menigheden i Korint kunne lade overtræderen vende tilbage til menigheden? (b) Hvad måtte menigheden ikke desto mindre fortsat være på vagt overfor, og hvad skrev Paulus derfor til den?
26 Først efter at menigheden havde renset sig ved at vise at den ikke bifaldt kønslig umoralitet blandt sine medlemmer, først efter at den havde vist sig at være ’ren i den sag’, først da kunne apostelen Paulus trygt råde menigheden til at lade overtræderen vende tilbage til menigheden. I løbet af den tid der var gået fra menigheden modtog Paulus’ første brev og til den fik hans andet brev var der ikke alene sket det at manden oprigtigt havde angret at han havde begået blodskam, men også det at menigheden som helhed havde vist den rigtige indstilling til og truffet de rette forholdsregler i forbindelse med sagen. (2 Kor. 2:6-11) Men enten menigheden tilgav manden (fordi han havde bevist at han angrede) og genoptog ham eller ej, vidste Paulus at de kristne i Korint måtte være på vagt over for kønslig umoralitet inden for menigheden. De boede i en hedensk by der var meget optaget af seksuelle udskejelser, og mange medlemmer af menigheden var kommet lige fra den sexgale verden. Derfor skrev Paulus følgende henimod slutningen af sit andet brev (2 Kor. 12:20, 21):
27 „Jeg er bange for, at jeg ved mit komme ikke skal finde jer sådan, som jeg gerne vil, og at I skal finde mig, som I ikke gerne vil, og at der skal være strid, misundelse, hidsighed, egennytte, bagtalelse, sladder, opblæsthed og forvirring hos jer. Jeg er bange for, at min Gud, når jeg kommer til jer, atter skal ydmyge mig hos jer, og jeg få sorg af mange af dem, der før har syndet og ikke angret den urenhed og utugt og løsagtighed, de har bedrevet.“
28, 29. (a) Hvordan kan man sige at den nye verdens samfund i dag befinder sig i samme situation, især efterhånden som flere og flere slutter sig til det? (b) Hvorfor kan Paulus’ ord i 1 Korinter 6:9-11 udmærket rettes til det kristne samfund i dag?
28 Den nye verdens samfund af Jehovas vidner befinder sig i samme situation som menigheden i Korint. Det befinder sig også midt i en sexgal verden, et formeligt Sodoma. Ikke alle medlemmer af dette samfund er opdraget i et kristent hjem, af forældre som er Jehovas vidner. Langt de fleste af dem er kommet fra Babylon den Store, det vil sige den falske religions verdensimperium, og har tidligere haft samfund med Babylon den Stores umoralske politiske elskere. Og jo flere mennesker der hvert år kommer ind i den nye verdens samfund fra denne seksuelt afsporede verden, og de tælles i titusinder, desto mere er det kristne samfund som helhed udsat for et pres på grund af de umoralske tilbøjeligheder som findes hos det voksende antal nyankomne. Derfor kan følgende ord fra Paulus’ brev til de kristne i Korint udmærket rettes til det kristne samfund af i dag:
29 „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte . . . ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ — 1 Kor. 6:9-11.
30. (a) Hvilken kendsgerning gør det så meget vanskeligere fortsat at bevare samfundet rent? (b) Hvad advarede apostelen Peter alle der var blevet aftvættet, imod?
30 Ja, efterhånden som den nye verdens samfund vokser er der flere og flere inden for dette samfund der tidligere har været „sådan“. Dette gør det så meget vanskeligere at bevare samfundet rent og kysk. Men ingen af de døbte der i dag findes inden for det kristne samfund ville nogen sinde have fået lov til at træde ind i det hvis de ikke først var blevet aftvættet i Herren Jesu navn og ved Guds ånd. I sit andet brev (2Pe 2:22) advarer apostelen Peter alle os der er blevet aftvættet mod at vende tilbage til verdslig urenhed ligesom „den vaskede so [der atter] vælter sig . . . i sølen“.
31, 32. (a) Hvad må vi, selv om vi ikke tidligere har været „sådan“, være på vagt overfor? (b) Hvad måtte Paulus for eksempel skrive til Timoteus angående kyskhed inden for menigheden?
31 Mange af os har aldrig været „sådan“, heller ikke før vi trådte ind i den nye verdens samfund. Alligevel må vi være på vagt så vi ikke lader os friste til at begå sådanne urene handlinger. Vi kan blot tænke på Timoteus, den missionær som var med til at sende det andet brev til menigheden i Korint. Han var halvt græker og halvt jøde, og han var opdraget i en gudfrygtig ånd af sin jødiske moder Eunike og sin mormoder Lois. (2 Tim. 1:5) Skønt Timoteus havde arbejdet sammen med Paulus i cirka femten år fandt Paulus det rigtigt at skrive følgende til ham om den moralske renhed og kyskhed inden for menigheden:
32 „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed [kyskhed]. De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære.“ — 1 Tim. 5:1-3.
33. (a) Hvem har Paulus’ ord til Timoteus om hvordan mænd skal opføre sig over for kvinder i menigheden, især adresse til? (b) Hvilken afskyelig handling ville en umoralsk opførsel over for dem derfor være at sammenligne med?
33 Når Timoteus talte med og hjalp kvinderne i menigheden, de yngre såvel som de ældre, måtte han bevare sin moralske renhed, sin kyskhed, og det måtte han tænke på selv om han ikke længere var nogen teenager. Vi må huske på at brevet var stilet til en der var tilsynsmand for flere menigheder i et bestemt område, ikke til en menighed. Formaningen om at behandle de unge kvinder som søstre „i al renhed“ har derfor især adresse til de kristne mænd der i dag virker som sektionstjenere, zonetjenere og menighedstjenere inden for den nye verdens samfund. Hvis disse mænd opfører sig på en ren og kysk måde over for det modsatte køn, vil de tjene som gode eksempler for alle de andre indviede, døbte mænd inden for det kristne samfund. Hvis disse tjenere behandler de unge kvinder inden for den nye verdens samfund ligesom de behandler deres egne søstre inden for deres kødelige familie, vil de ikke volde dem fortræd i kønslig henseende, for de kunne aldrig finde på at volde deres kødelige søstre fortræd. Bedriver man utugt med en af de unge kvinder i menigheden gør man sig skyldig i en lige så afskyelig handling som hvis man begik blodskam med sin egen kødelige søster.
34, 35. (a) Hvem andre fandt Paulus det nødvendigt at give vejledning i moralske spørgsmål, og hvad var formålet hermed? (b) Hvad må de ældre kvinder derfor gøre for de yngre kvinder?
34 Det kan imidlertid blive nødvendigt også at give kvinderne i den kristne menighed vejledning i moralske spørgsmål. Til en af sine andre missionærkolleger, Titus, skrev Paulus: „[Forkynd] at gamle kvinder i deres færd skal være, som det sømmer sig hellige: ikke sladderagtige, ikke forfaldne til drik, men vejledere i det gode, så de opmuntrer de unge kvinder til at være kærlige hustruer og mødre, sindige, kyske, . . . for at Guds ord ikke skal blive spottet.“ — Tit. 2:3-5.
35 Hvad må de ældre kvinder gøre for at opmuntre de unge kvinder til at elske deres egne mænd og ikke en anden kvindes mand, og til at være kyske over for alle af det modsatte køn? De ældre kvinder må foregå andre med et godt eksempel ved selv at være kyske. Det at en kvinde inden for den nye verdens samfund udviser kyskhed kan måske bevirke at et andet menneske slår ind på den kristne livsvej.
36. Hvorledes understregede apostelen Peter dette over for de kristne hustruer, og hvilket lys stiller en sådan opførsel Guds ord i?
36 Den aldrende apostel Peter understregede dette da han skrev til de kristne hustruer: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene [kyske], gudfrygtige færd for øje.“ (1 Pet. 3:1, 2) Jo mere fordærv der findes i samfundet uden for menigheden og uden for den kristne kvindes hjem, desto stærkere virkning har hendes kyskhed og trofasthed og desto større indtryk gør hendes rene færd. Den stiller Guds ord i et tiltalende lys.
● Paulus skrev i sin tid følgende til menigheden i Korint: „Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød.“ — 1 Korinter 5:6-8.