alle ældste eller tilsynsmænd i den kristne menighed! Han tog i sandhed sin tjeneste alvorligt! Han blev ved med at ofre sig selv for andre. (2 Kor. 12:15) Der kan ikke herske nogen tvivl om at han efterlignede Jesus i sin nidkærhed for retfærdighed og sit had til lovløshed.

Hvis vi har en lignende nidkærhed vil vi gøre alt hvad vi kan for at fremme den gode nyhed. Vi vil ikke holde os tilbage, men tage fuld del i forkyndelsesarbejdet og bruge al den tid vi overhovedet kan. Vi vil også ofre os for vore brødre. Derved viser vi at vi sætter Guds tjeneste først i vort liv og regner alt andet som kunne drage os bort „for skarn“, netop som Paulus gjorde det. (Fil. 3:8) Ligesom Paulus kan vi da håbe på at blive belønnet nu med mange glædelige tjenesteforrettigheder, og i fremtiden med evigt liv i Guds nye orden. — 2 Tim. 4:8.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis en kristen begår ægteskabsbrud og derefter angrer sin synd og bekender den over for den kristne menigheds dømmende udvalg, skal han eller hun da også fortælle sin ægtefælle derom, selv om det vil volde ægtefællen stor sorg? — U.S.A.

Ja, en kristen er nødt til at gøre sin uskyldige ægtefælle bekendt med overtrædelsen før medlemmerne af det dømmende udvalg kan anerkende hans eller hendes anger som ægte. Ved at begå ægteskabsbrud besmitter man ægtesengen, og det er en så alvorlig overtrædelse at den uskyldige ægtefælle kan lade sig skille og blive bibelsk fri til at gifte sig igen. (Matt. 19:9) Derfor har den uskyldige ægtefælle fuld ret til at vide hvad der er sket.

Det er ikke bekendelsen af overtrædelsen, men selve utroskaben, der volder den uskyldige ægtefælle sorg. Derfor skulle den troløse ægtefælle i forvejen have tænkt alvorligt over de dårlige følger af utroskab og ikke have givet efter for fristelsen. Når utroskaben først er begået, er det for sent at begynde at tænke på at værne den uskyldige ægtefælle mod sorg.

Selv om den uskyldige ægtefælle ganske naturligt vil føle sorg når han eller hun hører om den andens utroskab, betyder det ikke nødvendigvis at ægteskabet opløses. Det kan godt være at han eller hun, når den anden af hjertet bekender sin synd og beder om tilgivelse, beslutter at tilgive overtræderen. Bekendelsen af synden vil desuden give både manden og hustruen lejlighed til at tage deres ægteskab op til alvorlig overvejelse og undersøge hvad de kan gøre for at forbedre det og undgå at overtrædelsen gentages. Den uskyldige ægtefælle har måske endog bidraget til den andens troløse handling. Hvis hustruen for eksempel med vilje har forholdt manden hvad hun er ham skyldig, må hun bære en del af ansvaret for det der er sket. Hun er ikke helt skyldfri i Guds øjne, for Bibelen formaner: „Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand. . . . Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke for en tid, for at I kan have ro til jeres bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.“ — 1 Kor. 7:3-5.

Ud over at bekendelsen kan danne grundlag for en forbedring af ægteskabet, kan den også afværge flere alvorlige problemer. Så længe den troløse ægtefælle skjuler sin overtrædelse, kan han eller hun ikke have en god samvittighed over for den anden. Dette kan komme til udtryk i ord og handling. Den uskyldige ægtefælle vil måske snart opdage at der er noget galt, og vil måske nævne dette. For at dække over synden griber den skyldige måske til løgn, og det gør den urette handling værre. Der kan således ske større skade end hvis den skyldige med det samme havde bekendt sin overtrædelse og søgt sin ægtefælles tilgivelse.

Hvis en der har begået ægteskabsbrud virkelig angrer det og ønsker at bevare ægteskabet, bør han eller hun derfor søge at opnå sin ægtefælles tilgivelse. Hvis overtrædelsen tilgives kan de begge arbejde på at bevare ægtesengen ubesmittet fra da af. (Hebr. 13:4) Eftersom menighedens moralske renhed berøres af overtrædelsen, må de også fortælle det dømmende udvalg hvad der er sket.