Hvad kan hustruen gøre?
HUSTRUER spørger ofte i et desperat tonefald: „Hvad kan jeg gøre?“ De synes simpelt hen at deres ægteskabelige problemer er så store at de ikke selv kan løse dem.
Disse hustruer er desværre ikke undtagelser. De synes i dag at være i overtal — en følge af det psykologen Israel Charny kalder „den næsten katastrofale tilstand de fleste ægteskaber er i“.
Det vil derfor være en glædelig nyhed for mange at høre at der, selv om problemerne i familien er alvorlige, findes en måde hvorpå man kan løse dem. Hvis vi betragter ægteskabets oprindelse vil det kaste meget lys både over problemerne og løsningen.
Ægteskabets oprindelse
Mange tror at ægteskabet er af menneskelig oprindelse, at det var mennesker der på en eller anden måde indstiftede det i en fjern fortid. Denne tanke er selve årsagen til at familierne så ofte opløses i vore dage. Hvorfor siger vi det?
Fordi denne opfattelse tilsidesætter den allerbedste vejledning angående ægteskabelige problemer. Ægteskabet er i virkeligheden af højere oprindelse. Det var den almægtige Gud selv der skabte den første mand og kvinde, gav dem evnen til at formere sig og knyttede dem sammen i ægteskabet. Gud sørgede også for i Bibelen at lade nedskrive oplysninger om hvordan ægteskabet bliver lykkeligt. Når man følger disse anvisninger nøje vil man få et lykkeligt ægteskab.
Kan Bibelen virkelig hjælpe?
Nogle protesterer og siger at folk længe har haft Bibelen og at mange ægteskaber alligevel er blevet en fiasko. Det stigende antal skilsmisser, siger de, skyldes at færre ægtepar affinder sig med et ulykkeligt ægteskab.
Der er en hel del sandhed i dette. Millioner af ulykkelige ægtepar ejer en bibel. Men har de læst den? Og hvad der er endnu vigtigere, har de fulgt dens principper i deres liv? Det er en kendsgerning at Bibelens råd allerede har hjulpet mange ægtepar til at løse deres problemer.
Hvis man ønsker et lykkeligt ægteskab, gør man klogt i at undersøge hvad Bibelen siger om problemer i familien.
Det intime samliv
Det intime samliv nævnes ofte som et af de største problemer i ægteskabet. Dette skyldes ofte urealistiske synspunkter fremkaldt af nyhedsmedierne. Populære bøger, blade og film handler om par der ’forelsker sig’ og ’lever lykkeligt til deres dages ende’. Bøger og blade fremhæver også seksuelle glæder, og vækker ofte større forventninger end virkeligheden kan indfri.
Denne udtalelse af en ung kone er meget sigende: „Jeg tror jeg regnede med at kønsakten var en slags psykedelisk oplevelse der fik hele verden til at lyse op som en spilleautomat der giver den store gevinst. Jeg mener, det var da godt nok, men jeg tænkte hele tiden: ’Er det alt? Er det virkelig alt?’“
Denne kvinde tænkte tilsyneladende mest på sin egen seksuelle nydelse. Hun var ikke tilfreds. Dette er noget mange kvinder klager over — at deres mænd ikke tilfredsstiller dem seksuelt. Hvad kan hustruen gøre i et sådant tilfælde? Er det muligt for hende at opnå større tilfredshed i det ægteskabelige samliv? Siger Bibelen noget der kan være os til hjælp?
Læg mærke til den ligefremme tilskyndelse den giver: „Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand. Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke.“ — 1 Kor. 7:3, 5.
Hvem bør en ægtefælle først og fremmest være interesseret i at glæde, ifølge denne bibelske vejledning? Sit eget jeg, som den førnævnte hustru åbenbart var? Nej, i højere grad ægtefællen. Det princip i Bibelen der ligger til grund herfor, drejer sig om at give, at yde. Det vil være rigtigt at sætte ægtefællens, og ikke sin egen, velfærd og glæde i første række. Det er i overensstemmelse med disse bibelske principper: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ „Kærligheden . . . søger ikke sit eget.“ — 1 Kor. 10:24; 13:4, 5.
Men hvordan kan det at hustruen søger at glæde sin mand bevirke at hun selv opnår større glæde og tilfredshed? Det afhænger stort set af sindet og hjertet om man opnår glæde ved kønsakten. Når hustruen således betragter det seksuelle samliv som en lejlighed til at vise sin inderlige kærlighed til sin mand, vil hun ofte erfare at hun som følge heraf i højere grad selv kan nyde kønsakten. Når hustruens tanker ikke i første række drejer sig om hendes egne følelser, slapper hun ofte af. Enhver fortørnelse hun måske har følt, forsvinder, og den personlige glæde hun ønsker at føle ved kønsakten, opnår hun som en naturlig følge heraf.
Den største lærer der har gået på jorden, Jesus Kristus, påpegede at det er tilfredsstillende for et menneske villigt at give af sig selv. Han sagde: „Saligere er det at give end at modtage.“ Dette princip har mange gange vist sig at være sandt, også i forbindelse med det intime ægteskabelige forhold. — Ap. G. 20:35.
Desuden vil det at hustruen anvender Bibelens principper sandsynligvis blive til gavn for hende selv på grund af den virkning det har på hendes mand. Det vil mere end noget andet tilskynde ham til at handle uselvisk over for hende og til at tage mere hensyn til hendes behov og ønsker. Sådan er det gået i mange ægteskaber. Den der tager initiativet til at give, vil selv få noget igen. — Luk. 6:38.
Bibelen opfordrer altså hustruen til i uselviskhed og kærlighed at yde sin mand det hun er ham skyldig, og ligeledes også manden sin hustru. Prøv at praktisere dette, og det vil sikkert med tiden føre til større tilfredshed for begge parter.
Når ægtemanden mangler initiativ
Dr. Rebecca Liswood, en ægteskabsrådgiver med over tyve års erfaring, har gjort opmærksom på endnu et stort problem i mange ægteskaber. Hun forklarer: „Mange af mine klienter klager over deres mænds svaghed og ubeslutsomhed.“
Måske er det Deres problem. Deres mand skuldrer måske ikke sit ansvar i familien sådan som De synes han burde. Hvad kan De gøre ved det?
Igen får vi hjælp i Bibelen. Den viser at manden og kvinden blev skabt med forskellige egenskaber og opgaver, med det formål at ægteskabet skulle bidrage til begge parters lykke. Efter at have skabt manden sagde Skaberen: „Jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ eller som New World Translation siger: „Jeg vil gøre ham en medhjælp, som et komplement til ham.“ — 1 Mos. 2:18.
Dette par blev altså skabt så de passede sammen; deres egenskaber supplerede eller komplementerede hinanden. De blev hver især skabt med et behov som den anden udfyldte. Kvinden blev således skabt som en medhjælp for sin mand, og i overensstemmelse med denne rolle giver Bibelen følgende formaning: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd . . . thi en mand er sin hustrus hoved.“ (Ef. 5:22, 23) Dette er praktisk, for hvis der intet overhoved er i familien hersker der sædvanligvis uenighed og forvirring.
’Men det er jo netop problemet,’ siger De måske. ’Min mand påtager sig ikke stillingen som overhoved; han tager ikke ledelsen.’ Men har De overvejet hvorfor han ikke gør det? Kunne Deres egen holdning være en medvirkende årsag til problemet?
I dag er det blevet almindeligt at kvinder er aggressive og konkurrerer med mændene. Har denne ånd smittet lidt af på Dem som den har på andre hustruer? For eksempel siger dr. Rebecca Liswood at selv om hendes klienter måske ikke selv kan se det, er det deres „egen aggressive handlemåde“ der ofte er en kilde til problemer i familien.
Mange mænd føler sig sat ud af spillet når deres hustru geskæftigt tager affære. De tænker måske som så: ’Hvis hun vil stå for det hele, så lad hende endelig gøre det.’ Det er måske ikke Deres mening at handle uafhængigt af Deres mand, men det tror han måske det er.
Det kan også være at De føler Dem tvunget til at tage ledelsen eftersom Deres mand simpelt hen ikke vil. Men kunne De gøre mere for at opmuntre ham til at indtage sin rette plads i familien? Spørger De om hans mening, og beder De ham om råd og vejledning? Viser De at De ser hen til ham efter ledelse? Undgår De at forklejne det han gør? Når han i det små viser sig villig til at træffe afgørelser eller tage ledelsen i familieanliggender, giver De så udtryk for Deres værdsættelse heraf? Eller kommer De med indvendinger imod hans afgørelser?
Hvis De virkelig arbejder på at udfylde Deres gudgivne rolle i ægteskabet, er det sandsynligt at Deres mand også vil begynde at påtage sig sin. Og dette vil bidrage til ægte fred og lykke i familien.
Når kommunikationen svigter
En anden klage, måske den man oftest hører hustruer komme med, lyder nogenlunde sådan: ’Min mand var meget opmærksom da vi var forlovede, men det er han ikke mere. Han er næsten aldrig hjemme, og når han er, taler han ikke med mig.’
Truer et kommunikationsproblem Deres families velfærd? Det behøver det ikke, for Bibelen hjælper ægtefæller til at se realistisk på tingene.
For eksempel understreger Bibelen at vi alle er ufuldkomne. „Vi fejler jo alle i mange ting,“ siger den. „Hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2) Er det i betragtning heraf realistisk at forvente fuldkommen ægteskabelig harmoni i ord og gerning? Tænk engang tilbage: Før De blev gift, havde De da et fuldkomment forhold til Deres søskende, Deres skolekammerater, eller dem De eventuelt delte værelse med, uden at der nogen sinde faldt et skarpt ord imellem Dem? Hvis ikke, hvorfor så forvente et fejlfrit forhold til Deres ægtefælle?
Bliv ikke forbavset hvis forskelle med hensyn til meninger eller udtryksmåder giver anledning til problemer. Tro ikke, som nogle hustruer tilsyneladende gør, at en ordstrid eller uoverensstemmelse er et bevis på at ’han ikke elsker mig mere’. Prøv at se objektivt på problemet. Det kan godt være at De føler Dem dybt såret, men prøv på ikke først og fremmest at tænke på Deres egne sårede følelser eller på hvordan De skal få oprejsning. Dette vil kun gøre problemet større. Overvej i stedet hvad der kan gøres for at bringe forholdet i orden igen. Gør det med det samme. Husk Bibelens råd: „Kærligheden . . . lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.“ — 1 Kor. 13:4, 5.
Analysér Deres egen væremåde. Har De måske en del af skylden? Kunne De for eksempel på en eller anden måde have undladt at følge den bibelske vejledning: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:33, New World Translation) „Dyb respekt“ vil få en hustru til at undgå alt hvad der vil vække mishag hos hendes mand. Det at hustruen undlader at vise en sådan respekt er ofte årsag til at manden er utilnærmelig.
Mange mænd bliver drevet bort fordi de har en trættekær hustru der ustandselig hakker på dem. (Ordsp. 25:24; 27:15) I et tilfælde sagde en fraskilt mand: „Ved du hvad der til sidst gjorde det forbi mellem Estelle og mig? Det var at hun for enhver pris ville have ret . . . hver gang noget gik galt var hendes stående bemærkning: ’Hvad sagde jeg?’“ Undgår De omhyggeligt sådanne udtalelser der ville være et udtryk for manglende respekt for Deres mand?
„Dyb respekt“ kan også komme til udtryk i en hustrus udseende. Prøver De at virke tiltrækkende på Deres mand? Ville han have fortsat med at gøre Dem sin opvartning før De blev gift, hvis De dengang ikke havde ofret Deres udseende og personlige hygiejne større opmærksomhed end De gør nu? Hvad med Deres hjem? Holder De det pænt og rent? Er maden veltillavet? Giver De Deres mand en kærlig velkomst når han kommer hjem? De viser respekt for Deres mand ved omhyggeligt at være opmærksom på alle disse ting.
I forbindelse med den ofte hørte beklagelse: ’Han taler ikke med mig mere,’ var der en kvinde som sagde: „Den væsentligste årsag til at mænd ikke taler med deres hustruer, er simpelt hen at vi er sådan nogle dårlige tilhørere.“ Er dette også tilfældet for Deres vedkommende? Når Deres mand taler, afbryder De ham så, kigger De i et blad eller lytter halvvejs til noget andet samtidig med at han taler? Manglende interesse for hans meninger og følelser er sandelig ikke at vise ham „dyb respekt“.
Ved at analysere Deres væremåde i lyset af Bibelens vejledning, vil De måske se at der er forskellige ting De kan gøre for bedre at kunne løse problemerne i Deres familie. Anvendelse af Guds ords vejledning har ført til lykke og tilfredshed i tusinder af hjem med bekymringer.
Når ægtemanden ikke reagerer positivt
Men hvad nu hvis ægtemanden, trods hustruens bestræbelser, fortsætter med at gøre livet vanskeligt for dem begge? En kristen hustru har stadig en væsentlig grund til ikke at tabe modet, for, som Bibelen siger: „Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ — 1 Pet. 2:20.
Hvad sådanne lidelser angår satte Jesus Kristus selv et godt eksempel, som Bibelen videre siger: „Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt, . . . Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd.“ — 1 Pet. 2:23 til 3:1.
Det må indrømmes at det måske ikke vil være let at gøre sådan, ligesom det ikke var let for Jesus ydmygt at udholde forfølgelse. Men det at have „en vantro mand“ er ikke skilsmissegrund. (1 Kor. 7:13) Som det var tilfældet med Kristus, sådan kan en hustru også holde fast ved sin retfærdige handlemåde fordi hun føler glæde og tilfredshed ved at vide at det hun gør behager den almægtige Gud. Og hun kan være forvisset om at hendes trofasthed vil blive husket og belønnet af Gud i hans retfærdige nye orden. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4.
Dette er hvad hustruen kan gøre for at løse problemerne i familien. For at få en mere fuldstændig løsning på problemerne må hendes mand samarbejde med hende.