Kristus som pælfæstet, „Guds visdom“

„Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren fra denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?“ — 1 Kor. 1:20.

 1. (a) Hvilken religiøs tilstand bragte Jesus forstyrrelse i? (b)Hvilke forandringer fulgte på grund af hans disciples forkyndelse?

I OVER femten hundrede år havde jøderne været underlagt Moseloven. For at udlægge denne lov og forklare dens anvendelse i hverdagen, havde deres skriftlærde udarbejdet en mængde mundtlige traditioner. Hensigten med dette var blandt andet at holde jøderne adskilt fra hedningerne og derved sikre at deres religion ikke blev besmittet med hedenske lærdomme. Men nu var Jesus kommet og havde gjort krav på at være Messias, havde fordømt de vises og de skriftlærdes mundtlige traditioner, havde sagt at han ville gøre ende på Moseloven ved at opfylde den, og var til sidst blevet pælfæstet som en gudsbespotter. Derefter havde hans disciple, der blev kaldt kristne, forkyndt hans opstandelse og udbredt hans lære i hele Palæstina, ja overalt i den romerske verden. Ikke blot jøder men også hedninger sluttede sig til dem i tusindvis, og alle vegne opstod der kristne menigheder. Lovpagten var bragt til ophør. Den havde tjent sin hensigt som en opdrager der førte mennesker til Kristus, og var derefter blevet naglet til Kristi marterpæl. Nu var de der tilbad Jehova underlagt en ny pagt. Loven stod ikke længere skrevet på stentavler men på menneskehjerter. — Gal. 3:10-25; Hebr. 10:15-18.

 2. Hvad havde de jøder der blev kristne, svært ved at acceptere, og med hvilke argumenter gik Paulus imod denne trussel?

² Disse vigtige begivenheder havde rystet den religiøse verden. Nogle af de farisæere og andre jøder der gik over til kristendommen, havde svært ved at acceptere at Jesus havde opfyldt Moseloven så det ikke længere var nødvendigt at følge den. De forsøgte at føre nogle af dens krav ind i den kristne menighed. (Apg. 15:1-19) Hedningeapostelen Paulus argumenterede stærkt imod disse bestræbelser: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg. Se! Jeg, Paulus, siger jer at hvis I omskæres, vil Kristus ikke gavne jer. Og jeg vidner igen for hvert menneske der bliver omskåret, at det er forpligtet til at holde hele Loven. I er skilt fra Kristus, hvem I end er som prøver at blive erklæret retfærdige ved hjælp af lov; I er kommet bort fra hans ufortjente godhed.“ (Gal. 5:1-4; 3:10-14) De uomvendte jøder ’gjorde Messias’ marterpæl nytteløs’ ved at sætte deres lid til lovgerninger i stedet for at indse at det var nødvendigt at Kristus blev pælfæstet som et genløsningsoffer. Nogle af de omvendte jøder holdt stadig fast ved visse dele af Loven og blev således underlagt hele Loven; derved gjorde de også Messias’ marterpæl nytteløs. — 1 Kor. 1:17.

Paulus og de græske filosoffer

 3. (a) Hvordan stillede Paulus sig til de græske filosoffer? (b) Hvordan stillede de athenske filosoffer sig til Paulus?

³ Paulus advarede desuden mod ethvert forsøg på at efterligne de græske filosoffer. Rom havde afløst Grækenland som verdensrige, men det var græsk kultur og filosofi der prægede verden. Både jøder og grækere i den daværende tingenes ordning havde deres vismænd, deres skriftlærde eller boglærde, og deres debattører. Paulus spurgte: „Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren fra denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?“ Såvel de græske filosoffer som de jødiske rabbinere var kendt for deres iver efter at debattere, og Paulus skærer begge grupper over én kam idet han siger: „Både beder jøderne om tegn og søger grækerne efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Kor. 1:20, 22, 23) Paulus havde et udmærket førstehåndskendskab til de græske filosoffer og deres lyst til at debattere. Fra hans ophold i Athen har vi denne beretning i Apostelgerninger 17:16-21:

„Mens Paulus ventede på dem i Athen, oprørtes hans ånd i ham over at se at byen var fuld af afguder. Derfor begyndte han i synagogen at ræsonnere med jøderne og de andre som dyrkede Gud, og hver dag på torvet med dem som tilfældigt var til stede. Men både nogle af de epikuræiske og nogle af de stoiske filosoffer gav sig til at diskutere med ham, og nogle sagde: ’Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige?’ Andre: ’Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.’ Det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen. Så greb de fat i ham og førte ham til Areopagus idet de sagde: ’Kan vi få at vide hvad denne nye lære som fremholdes af dig, går ud på? Du indfører nemlig noget der lyder mærkeligt i vore ører. Derfor ønsker vi at få at vide hvad disse ting skal betyde.’ Nu brugte ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt.“

 4. Hvordan blev Paulus opfattet af nogle af filosofferne, men hvad forkyndte han for dem?

⁴ Filosofferne omtalte nedsættende Paulus som et snakkehoved. Dette er en gengivelse af det græske ord spermologos, der bogstaveligt betød „en der opsamler sædekorn“. Det betegnede fugle, især krager, som samlede korn op, og det blev brugt om personer der gik i gaderne og på torvene og samlede det op som andre tabte fra deres læs, altså snyltere der levede på andres bekostning. I athenerslang blev ordet brugt i overført betydning om en person der snappede et par oplysninger her og der og brugte dem til at gøre indtryk på andre, men som i virkeligheden var en uvidende plagiator. Paulus løb imidlertid ikke med tom snak. Han forkyndte om ’den Gud som havde dannet verden og alt hvad der er i den’, at ’han selv gav liv og ånde til alle’ og at ’han ud af ét menneske havde dannet hver nation af mennesker’. Om Jesus sagde Paulus at Gud havde „oprejst ham fra de døde“. Dette fik nogle til at gøre nar, men andre fik tro og sluttede sig til Paulus. — Apg. 17:24-26, 31-34.

Filosofferne mente at sjælen var udødelig

 5. (a) Hvilken opfattelse var årsag til at filosofferne fandt opstandelseslæren tåbelig? (b) Hvilken lære førte orfikerne, og hvilken nutidig religiøs lære er opstået som følge heraf?

⁵ Hvorfor fik omtalen af opstandelsen nogle til at gøre nar? Var tanken om en opstandelse uforenelig med deres filosofiske visdom, så de uvilkårligt ville anse den for at være tåbelig? Bibelsk set er opstandelsen en fornuftig lære. Når et menneske, sådan som Bibelen siger, dør ligesom dyrene og derefter vender tilbage til støvet og er uden bevidsthed som en død sjæl, da er opstandelsen dets eneste håb om at få livet igen. (Sl. 146:4; Præd. 3:18-20; 9:5, 10; Ez. 18:4) Men opstandelsen sagde ikke de græske filosoffer noget! For dem var denne lære en tåbelighed! Mange af de græske filosoffer lærte at mennesket havde en udødelig sjæl, hvorfor det ikke behøvede nogen opstandelse. Stoikerne blandt Paulus’ tilhørere troede at sjælen levede videre efter legemets død. Længe før den tid havde den græske filosof Thales (det syvende århundrede f.v.t.) lært at der fandtes en udødelig sjæl i metaller, planter, dyr og mennesker. Den livsvigtige kraft, sagde han, ændrer form men dør aldrig.a I det sjette århundrede f.v.t. sagde den berømte matematiker Pythagoras at sjælen ved døden gik til Hades for at blive lutret, hvorefter den vendte tilbage for at tage bolig i et nyt legeme, og at den fortsatte denne sjælevandring indtil den nåede højdepunktet i et fuldstændig dydigt liv.b I det femte århundrede f.v.t. lod Platon Sokrates sige: „Sjælen forekommer klart at være udødelig.“c Fra Orfeus, der blev ophav til en mysteriekult i det syvende århundrede f.v.t., opstod orficismen, en teologi der blandt andet gik ud på at sjælen ved døden gik til Hades for at blive dømt. I værket The Story of Civilization, II del, siderne 190, 191, fortæller Will Durant videre:

„Hvis kendelsen var ’skyldig’, blev der idømt en streng straf. Én form af læren opfattede denne straf som evig, og videregav helvedesbegrebet til den senere teologi. En anden form antog forestillingen om sjælevandring: sjælen blev genfødt atter og atter, hver gang til et liv der enten var lykkeligere eller bitrere end før, alt efter om den foregående tilværelse havde været ren eller uren; og dette genfødelsens hjul ville dreje indtil der var opnået fuldstændig renhed og sjælen fik adgang til de saliges øer. Endnu en sideform gav håb om at straffen i Hades kunne bringes til ophør hvis den pågældende i forvejen havde gjort bod, eller hvis hans venner gjorde det efter hans død. På denne måde opstod en lære om skærsild og syndsforladelse.“

Græske filosoffer gik ind for en udviklingslære

 6. Hvorfor blev Paulus’ udtalelser også anset for tåbelige fordi han forkyndte at Jehova Gud havde skabt alt liv?

⁶ Da Paulus talte med filosofferne i Athen, erklærede han at Jehova Gud havde skabt verden og alt hvad der er i den, både planter, dyr og mennesker. Derved kom han igen i et modsætningsforhold til de græske filosoffer. De epikuræiske filosoffer blandt hans tilhørere troede at livet var opstået spontant og havde udviklet sig tilfældigt ved naturlig udvælgelse og ved at de bedst egnede overlevede. (The Story of Civilization, II del, s. 647) Stoikerne troede ikke at der fandtes en personlig skaber. Tanken om en skaber der havde frembragt alle levende organismer på jorden, forekom dem tåbelig. Græske filosoffer havde i århundreder fremholdt at livet var opstået spontant, af sig selv, og at det derefter tilfældigt, over lange tidsperioder, havde forandret sig og gennemgået en fremadskridende udvikling som følge af naturlig udvælgelse og fordi de bedst egnede havde overlevet. I The Encyclopedia Americana, bind 10, side 606, står der:

„Grækerne, taget under ét, fremholdt i mere eller mindre grove træk ideen om organismernes gradvise udvikling, ideen om at fejl i udviklingsprocessen elimineres og dermed ideen om at de bedst egnede overlever, ideen om at legemsdelene tilpasser sig eller at visse strukturer egner sig til visse formål, ideen om at der hele tiden råder intelligens og plan i naturen, og ligeledes ideen om at naturen styres af naturlige årsager som i begyndelsen skyldtes tilfældighedens love.“

 7. Hvordan fremgår det af følgende filosoffers opfattelser at udviklingslæren ikke er en ny teori: (a) Anaximander? (b) Anaxagoras? (c) Empedokles? (d) Aristoteles?

⁷ Tanken kommer tydeligere frem hos den græske filosof Anaximander fra det sjette århundrede f.v.t., som lærte følgende:

„De levende organismer opstod gradvis, trin for trin, fra den oprindelige fugtighed; landdyrene var først fisk, og kun ved at jorden blev tør opnåede de deres nuværende skikkelse. Mennesket var også engang en fisk; det kan ikke ved sin tidligste tilsynekomst være blevet født som nu, for så ville det have været alt for hjælpeløst, ude af stand til at sikre sig føde, og ville være gået til grunde.“d

Om de tanker der blev fremført af Anaxagoras i det femte århundrede f.v.t. læser vi:

„Alle organismer blev oprindelig til af jord, fugtighed og varme, og derefter af hinanden. Mennesket har udviklet sig videre end de andre dyr fordi dets opretstående stilling har frigjort dets hænder som griberedskaber.“e

Om Empedokles læser vi:

„Empedokles (493-435 f. Kr.), for eksempel, som er blevet kaldt ’udviklingstankens fader’, troede på spontan opståen som forklaringen på livets oprindelse, og han troede at de forskellige livsformer ikke blev frembragt samtidig. Plantelivet kom først, og dyrelivet kun efter en lang række forsøg, men organismernes tilblivelse var en lang, gradvis proces. [Her nævnes så de mange uhyrer eller vanskabninger der fremkom.] Men de unaturlige former uddøde snart fordi de ikke var i stand til at formere sig. Efter at disse uhyrer var uddøde, fremkom der andre former som var i stand til at opretholde livet og formere sig. Hvis man vil, kan man altså i Empedokles’ tanker se spiren til teorien om naturlig udvælgelse, om at de bedst egnede overlever.“f

Den berømte filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.) skrev:

„Naturen går lidt efter lidt fra det livløse over til dyrelivet på en sådan måde at det er umuligt at trække en klar skillelinje. . . . Efter det livløse kommer som det næste trin planteslægten . . . Der er i planterne en uafbrudt opstigen mod dyrene. . . . Og på hele dyretrinnet er der en gradueret differentiering. . . . En negl er analog med en klo, en hånd med en klosaks, en fjer med et fiskeskæl.“g

Forblindede af deres egen visdom

 8. Hvilken visdom gjorde henholdsvis jøder og grækere blinde for Guds visdom?

⁸ Både de jødiske skriftlærde og de græske filosoffer var forblindede af deres egen visdom så de ikke forstod Guds visdom, Kristus som pælfæstet. Paulus skrev: „Eftersom, i Guds visdom, verden gennem sin visdom ikke fik lært Gud at kende, besluttede Gud gennem tåbeligheden i det der forkyndes at frelse dem der tror.“ Denne forkyndelse var en tåbelighed i jødernes øjne. Deres visdom sagde dem at de ville blive frelst ved lovgerninger, ved at give almisser, og i kraft af deres forfædres, især Abrahams, fortjeneste. Desuden ønskede de ikke en svag Messias der lod sig nagle til en pæl! Det der blev forkyndt, var også tåbeligt i grækernes øjne. De behøvede ikke at blive frelst af en jøde der var blevet henrettet som en foragtet forbryder — de havde jo en udødelig sjæl der aldrig ville gå til grunde! — 1 Kor. 1:21.

 9. (a) Hvad ville Paulus ikke gøre for at hans lære kunne blive mere antagelig? (b) Hvad forudså både Paulus og Peter, og hvad gjorde de derfor?

⁹ Derfor skrev Paulus sine advarende ord til de kristne i Korintermenigheden. Hvis de lod sig overbevise af menneskers visdom — hvad enten den stammede fra de jødiske skriftlærde med deres mundtlige traditions spidsfindige paragraftroskab eller fra de græske filosoffer med deres veltalende ordkløveri — ville Kristi marterpæl blive nytteløs for dem. Paulus ville ikke forfalske Guds ord for at gøre det mere acceptabelt for jødiske eller græske kristne der ønskede at bibeholde deres tidligere opfattelser. Han ville ikke udvande ordet med sådanne urenheder for at gøre det mere antageligt for en verden hvis visdom var tåbelig i Guds øjne. (2 Kor. 2:17; 4:2; 11:13) Både Paulus og Peter forudså at der ville komme en tid da falske lærdomme af både jødisk og hedensk oprindelse ville besmitte sandheden om den pælfæstede Kristus, og de advarede:

Apostelgerninger 20:29, 30: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“

2 Timoteus 4:3, 4: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“

2 Peter 2:1: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“

 10. Hvoraf fremgår det at apostlenes advarsler ikke var falsk alarm?

¹⁰ Den senere historie bekræfter at apostlenes advarsler var velbegrundede. I The Encyclopædia Britannica (1976-udgaven) læser vi: „Fra midten af det andet århundrede e. Kr. begyndte kristne som havde fået en vis oplæring i græsk filosofi at føle et behov for at udtrykke deres tro i denne filosofis vendinger, både for deres egen intellektuelle tilfredsstillelses skyld og for at kunne omvende veluddannede hedninger.“ Og i The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge påpeges der: „Mange af de tidlige kristne følte sig da især tiltrukket af Platons synspunkter, og de brugte dem som våben for at forsvare og udbrede kristendommen, eller de støbte kristendommens sandheder i en platonistisk form.“

 11. Hvordan ser vi at flertallet af kristenhedens kirker i dag har ignoreret Paulus’ og Peters advarsler?

¹¹ I dag er det ikke meget anderledes. Det store flertal af kristenhedens kirker forfægter stadig treenighedslæren, læren om en udødelig sjæl og andre lærepunkter som fra og med det andet århundrede fandt vej fra græsk filosofi ind i den frafaldne kristendom. Grækerne havde selv overtaget dem fra ældre kulturer, for de går helt tilbage til den ægyptiske og den babyloniske religion. I dag er der også mange kirkesamfund som siger at Gud lod skabelsen finde sted ved hjælp af en udvikling. De tror at de derved moderniserer deres lære, men i virkeligheden antager de blot den græske filosofis vildfarelse. De afviser den bibelske sandhed, at Jehova Gud skabte livet på jorden, at livsformerne formerer sig „efter deres arter“, at Jehova har eksisteret for evigt og er almægtig, og at Kristus Jesus er hans søn der har en begyndelse og er underordnet ham. Og nogle stiller sig ligesom jøderne i det første århundrede, idet de ikke længere opfatter Jesus som en genløser ved hvem lydige mennesker kan opnå evigt liv.

 12. Hvordan har flere millioner trofaste kristne i dag reageret på Paulus’ budskab til Korintermenigheden?

¹² Men lykkeligvis findes der i dag flere millioner mennesker som har gennemskuet den religiøse og filosofiske visdom der opfatter den pælfæstede Kristus som svag og tåbelig. De kan se at denne visdom selv er tom og tåbelig. De går ind for Paulus’ erklæring i brevet til den kristne menighed i Korint, nemlig: „Vi forkynder . . . Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene.“ På hele jorden, for alle som søger den livgivende visdom, forkynder de ’KRISTUS SOM PÆLFÆSTET, GUDS KRAFT; KRISTUS SOM PÆLFÆSTET, GUDS VISDOM’! — 1 Kor. 1:23-25.

● „Fra et naturvidenskabeligt synspunkt har Anaximander især interesse, fordi han fremsatte tanker der minder om den moderne udviklingslære. Han mente at de laveste organismer var opstået af havets slam under indflydelse af sollyset, og at de siden havde udviklet sig til højerestående skabninger, en teori som tages i allerhøjeste grad alvorligt af videnskaben i dag, to tusinde og fem hundrede år efter.“ — Citeret fra Verdenshistorien af Carl Grimberg, bind 2, side 274.

[Fodnoter]

[Illustration på side 13]

Da Paulus talte til de athenske filosoffer om opstandelsen gjorde nogle nar af ham, men andre fik tro