af alle, der kender dem. De adlyder alle statens retmæssige love. Men når Guds og statens bud går imod hinanden, hvad så? Så adlyder de Gud. De af Gud indsatte myndigheder, som omtales i Rom. 13:1-4, er ikke denne verdens politiske myndigheder, men snarere dem, der findes inden for den sande kirkes organisation. Deres misforståelse på dette punkt har fået Dem til at anerkende sådanne gangstere som Hitler og Mussolini, og samme forkerte opfattelse har fået baptister til at dræbe andre baptister i to verdenskrige.

Når vi anmoder om beskyttelse i overensstemmelse med landets demokratiske forfatning, gør vi ikke andet, end hvad Paulus gjorde, da han appellerede til kejseren. Til trods for sin appel om retfærdighed, vidste Paulus stadig, at den romerske regering var af Djævelen. Kan De med bibelsk begrundelse benægte den kendsgerning, at den romerske regering tillige med alle andre både tidligere og nuværende regeringer kontrolleres af Satan? Det kan måske lyde hårdt, men læs det selv. — Luk. 4:5-7; 2 Kor. 4:3, 4; Åb. 16:14; 19:19.

De erklærer, at De er bange for Jehovas vidner på grund af deres forvrængede karakter. Men er deres karakter så forvrænget som den, der præger kristenheden, efter at Deres trosfæller og De har virket i 1500 år? Er vi forvrængede, fordi vi ikke ønsker nogen af Deres racefordomme, Deres uenige politikere, Deres kommercielle undertrykkelse, Deres verdenskrige og Deres moralske forseelser? De har gjort Dem til eet med kristenheden, og De må dele dens skyld. Vi er adskilt fra den. Vi vier vort liv til at forkynde Guds kommende rige som verdens eneste håb og overlader den opgave at opretholde ordenen på jorden til dem, der anser dette for at være mere vigtigt end at forkynde. (Luk. 9:59, 60) Ikke et forvrænget synspunkt, hr. Mattson, men nøjagtig det samme, som det første århundredes kristne havde.

Jeg skal ikke fortsætte denne brevveksling med Dem længere. De har truffet Deres afgørelse, og De må stå til regnskab for den. De mennesker, som De kalder uvidende og barnagtige, må nu træffe deres, og de vil ikke bede Dem om at optræde som åndelig politibetjent for sig. Jehovas vidner vil i den kommende uge besøge dem for at de kan træffe deres beslutning.

Eftersom De er ualmindelig dårlig informeret om vidnerne, og Deres kildemateriale ser ud til at være omkring 30 år gammelt, foreslår jeg, at De kommer til det offentlige foredrag søndag eftermiddag kl. 15 og får en up-to-date underretning om vidnerne.

Deres forbundne.“

Spørgsmål fra læserne

● 1 Korinter 7:14 siger, at den vantro ægtefælle er helliget ved sin troende ægtefælle, og at det samme gælder børnene i dette ægteskab. Vagttaarnet har vist, at sådanne børn som følge af den familiefortjeneste, de nyder på grund af den troende fader eller moder, kan blive bevaret gennem Harmagedon. Betyder en sådan familiefortjeneste også, at den vantro ægtefælle vil blive skånet i Harmagedon, eller på hvilken måde høster han eller hun gavn deraf? — L. R., Idaho.

Ægteskabet er en guddommelig institution, som er indstiftet af Gud. Han har fastsat visse regler angående hustruens og mandens pligter mod hinanden, og den troende ægtefælle vil særlig bestræbe sig for at behandle ægteskabet som noget helligt ved at leve op til de guddommelige krav. Den troende vil flittigt gøre dette som for Herren, hvem han har indviet sig til at tjene. Når en af ægtefællerne indvier sig til Gud, så berører det den anden, som er eet kød med den indviede, på den måde, at hans ægtefælle behandler ham ud fra en ny synsvinkel. Paulus skrev til de kristne, som Gud havde helliget som lemmer på Kristi legeme. (1 Kor. 6:11; 12:2 7) Den helligede ægtefælle er i sandhed til nytte for den anden, for det vil for denne anden betyde en særlig lejlighed til at lære om Gud og Kristus og muligvis selv komme ind i et helliget forhold. Indtil han gør det, er han „helliget ved“ sin ægtefælle.

Det er ligesom i tiden før Sodomas ødelæggelse. Der blev vist de to hedenske mænd, som Lots døtre var gift med, et særligt hensyn. De havde mulighed for at blive bevaret på grund af deres ægteskab med retfærdigt sindede kvinder. Men de gav ikke agt på advarselen. (1 Mos. 19:14) De omkom. De kastede vrag på den fortjeneste, der gav dem en særlig lejlighed; den kunne ikke udvirke deres frelse, når de nægtede at følge Guds advarsel. Sådan vil det også være nu i tilfældet med den vantro ægtefælle. Han har særlige fordele, men dersom han vrager dem, vil han dø i Harmagedon. Han er voksen og må selv tage ansvaret; det er ikke som med de uansvarlige børn, der regnes for hellige på grund af den helligede ægtefælle, som har undervist dem om sandheden i den udstrækning, de har forudsætninger for at forstå den.

Den troende ægtefælle kan derfor kun flittigt bestræbe sig for at leve op til alle de ægteskabelige forpligtelser, vidne for ægtefællen, hvis denne vil lytte, leve et rent kristent liv, hvor hans handlemåde og gode opførsel vil anbefale sandheden, og undervise børnene om sandheden. Apostelen Peter taler om denne handlemåde, da han siger følgende til troende kvinder, som er gift med mænd, der „ikke vil lyde ordet“ eller ikke er i sandheden: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.

Vi får et klarere billede af sagen, som Paulus omtaler i 1 Korinter 7:14, hvis vi læser det hele med: „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16.

Det ægteskabelige forhold mellem to mennesker er lovgyldigt i Guds øjne, og den vantro kan ikke forkastes som en, det er upassende at have samkvem med. Den troende lever ikke i åndeligt hor. Ægteskabsløfterne gælder stadig, og det nære indbyrdes forhold og den ægteskabelige enhed giver den vantro særlige lejligheder, og den troende skulle taktfuldt gøre brug af disse lejligheder. Den troende vil ikke skille sig fra den vantro på