Spørgsmål fra læserne
● Er et barn forpligtet til at adlyde sin fader (eller moder) i det tilfælde at faderen (eller moderen) forbyder barnet at studere Bibelen sammen med Jehovas kristne vidner eller at komme til deres møder? — U.S.A.
Bibelen indeholder følgende befalinger til børn: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret.“ (Ef. 6:1) „I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt.“ (Kol. 3:20) Som stærke forkæmpere for hvad Bibelen har at sige opfordrer Jehovas vidner bestandig børn og unge til at følge dette guddommelige råd. Imidlertid viser den omstændighed at Herren Jesus Kristus også nævnes i disse skriftsteder at lydigheden mod forældrene ikke er ubetinget. Jesu Kristi myndighed er langt større end nogen jordisk faders myndighed. Jesus har fået overdraget „al myndighed i himmelen og på jorden“, og han er „enhver mands hoved“. — Matt. 28:18, NW; 1 Kor. 11:3.
Hvis en fader forlanger at hans børn tilsidesætter Kristi lov og dermed også Guds lov, overskrider han følgelig grænsen for sin myndighed. I sådanne tilfælde må børnene derfor selv træffe afgørelse om hvad de vil gøre. Til sammenligning kan anføres at en fader jo også kan befale sin søn at stjæle, lyve, snyde eller begå andre ulovligheder. Hvad skal sønnen gøre i et sådant tilfælde? Han vil uden tvivl være klar over at Gud forbyder sådanne handlinger. Sønnen må vælge enten at adlyde Guds og Kristi højere lov eller at rette sig efter sin fader.
Endog landets [De forenede Staters] lov lægger et vist ansvar på barnet i sådanne tilfælde. Den kan holde et barn ansvarligt for en forbrydelse begået efter faderens anvisning. I American Jurisprudence hedder det: „Et barn som handler efter tilskyndelse af sine forældre kan i en egentlig retssag frikendes for en forbrydelse det har begået, selv om faderens befaling ikke altid frikender et barn for en begået forbrydelse. Når et barn begår en ulovlig handling i nærværelse af sin fader og efter hans anvisning, og på grund af faderens forbryderiske hensigt, må det stå helt klart at barnet var umodent af år eller sind og fuldstændig underlagt faderens herredømme, ledelse og kontrol, før forbrydelsen tilskrives faderen og ikke barnet.“
På lignende måde frikender Guds lov heller ikke børn for begåede ulovlige handlinger blot fordi de er mindreårige. For eksempel kan nævnes at da nogle smådrenge viste en alvorlig mangel på respekt over for profeten Elisa, fritog Jehova Gud dem ikke for straf, selv om det måske har været deres forældres indstilling over for Elisa der tilskyndede dem. (2 Kong. 2:23, 24) Dette viser at Jehova Gud holder børn ansvarlige for med vidende og vilje at overtræde hans bud.
Naturligvis hverken ved eller forstår små børn alt hvad Gud kræver. Det er grunden til at små børn, selv i det tilfælde hvor kun den ene af forældrene er en sand Guds tjener, barmhjertigt betragtes som hellige eller rene i Guds øjne. (1 Kor. 7:14) Naturligvis har den af forældrene der er troende, ansvar for at lære børnene hvad Guds vilje er, uanset den ikke-troende ægtefælles indstilling. (Ordsp. 6:20) Efterhånden som børnene bliver ældre, får de så selv pligt til, over for Gud, at handle i overensstemmelse med det de ved er rigtigt. Dette gælder også forhold vedrørende sand gudsdyrkelse. Det er Guds vilje at hans godkendte tjenere studerer hans ord, samles med deres trosfæller og forkynder Bibelens sandheder for andre. — Matt. 24:14; Joh. 17:3; Hebr. 10:24, 25.
Hvis en fader forbyder kristen virksomhed af denne art, kan børnene imidlertid fornuftigt og med fuld respekt for faderen forklare hvordan sagen stiller sig for dem. En sådan forklaring vil have vægt hvis den støttes af en eksemplarisk opførsel. Egentlig bør faderen ikke have nogen gyldig grund til klage over børn som søger at gøre Guds vilje. Hvis børnene kan hjælpe ham til at indse at de er blevet bedre sønner og døtre efter at de er begyndt at studere Guds ord, kan dette gøre meget til at nedbryde enhver fordom. Det kan hjælpe ham til at se at hans børn gør ham ære og at de adskiller sig væsentligt fra det voksende antal respektløse og lovløse unge mennesker i verden i dag. Efter at have overvejet dette er det ikke sikkert at han har noget at indvende imod at børnene fortsætter med noget som vil gøre det lettere for ham at være familiens overhoved.
Der gives tilfælde hvor børnene er de eneste i en familie der interesserer sig for Guds ord. De kommer måske i et hjem hvor familien er Jehovas vidner og får deres bibelske spørgsmål besvaret her eller overværer måske oven i købet møderne i rigssalen. Hvis forældrene forlanger at deres børn afbryder enhver forbindelse med Jehovas vidner, må børnene afgøre hvad de vil, på grundlag af hvad de ved er rigtigt. Hvis forældrene begynder at overvåge enhver af børnenes bevægelser og afskære dem fra enhver mulig forbindelse med Jehovas kristne vidner, forhindrer dette dog ikke børnene i at vise at det stadig er deres ønske at gøre Guds vilje, nemlig ved fortsat at have en god opførsel, selv læse Bibelen, samt i deres bønner bede om at den tid vil komme da de vil have større frihed til at beskæftige sig med den sande gudsdyrkelse, og de kan også fortsat søge at få deres forældres tilladelse til at tage større del i den kristne virksomhed.
Men måske drejer forbudet sig kun om at barnet ikke må komme til kristne møder eller at en forkynder ikke må komme i hjemmet og studere Bibelen sammen med barnet. Hvad er da Jehovas vidners ansvar over for et sådant barn? De respekterer med rette forældrenes ønsker om hvad de ønsker foretaget i deres eget hjem. Men det betyder ikke at Jehovas vidner ikke kan besvare bibelske spørgsmål som stilles dem af børn eller unge der besøger dem i deres hjem eller som de møder på gaden eller andetsteds. Jehovas vidner har ikke pligt til at sende børn bort fra rigssalen fordi deres forældre ikke ønsker at de overværer møderne der. Bibelen siger: „Lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åb. 22:17, NW) Hvis børn og unge er blandt dem der ønsker at få livets vand, hvem er der så der vil vise dem bort? Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig; thi Himmeriget hører sådanne til.“ — Matt. 19:14.