Hvad Bibelen siger
Hvad gør en kristen når han nægtes sine rettigheder?
MANGE kræver i dag højlydt deres rettigheder. Men sørgeligt nok er der en stor del af menneskeheden som ikke nyder ret mange rettigheder. Andre forholdes på den ene eller den anden måde det de anser for deres rettigheder. Efterhånden som kristendommen breder sig, kan mange af disse tælles blandt de sande tilbedere af Jehova Gud. Derfor spørger vi: Hvordan bør en kristen tage det når han nægtes sine rettigheder?
Når han forulempes af en forbryder
En kristen kan komme ud for at hans rettigheder krænkes af en forbryder. Han bliver måske slået eller bedraget, eller udsat for røveri. Hvad skal han gøre? I de fleste lande vil han naturligvis straks gå til politiet. Men hvad nu hvis forholdene er sådan at politiet ikke kan gøre noget ved det? Eller hvis man kun vil skride til handling mod bestikkelse?
Tænk for eksempel på hvad der skete for en kristen kvinde. Hendes mand blev af ukendte grunde dræbt af en gruppe mænd. Hun var overbevist om at hun vidste hvem der havde gjort det, men henvendelser til de øverste myndigheder gav intet resultat. Hvad skal en kristen gøre i et sådant tilfælde?
Apostelen Paulus gav et godt råd: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Rom. 12:17-19) Vi kan håbe på at politiet vil tage sig af en sådan sag, men vi ved at vi aldrig opnår fuldkommen retfærdighed i dette liv. Derfor vil en kristen, som Paulus sagde, ikke hævngerrigt tage sagen i sin egen hånd men overlade den til Jehova i tillid til at han vil hidføre retfærdighed.
Sociale uretfærdigheder
Nogle kristne bor i lande hvor der er stor forskel på rig og fattig. De oplever måske at deres venner, eller de selv, bliver underkuet og udnyttet. Harmen stiger op i dem, hvad skal de gøre?
Den kristne apostel Paulus stod over for dette problem. Han kom ofte i berøring med en ordning der i høj grad trængte til at blive lavet om: slaveriet. Mange slaver blev kristne, og de længtes uden tvivl efter at blive frie. Rådede Paulus dem til at flygte, eller til at gøre oprør, gribe til vold? Nej, han sagde: „I trælle, vær lydige i alt mod dem som er jeres herrer i kødelig forstand, ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova. Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ — Kol. 3:22-24; se også Første Petersbrev 2:18-20.
Hvis en kristen træl havde mulighed for at blive fri, benyttede han sig naturligvis af det. Men tanken om at blive fri måtte ikke opsluge ham i en sådan grad at det overskyggede hans egentlige mål i livet: at tjene Jehova. Som Paulus sagde: „Blev du kaldet som træl? Så lad det ikke bekymre dig; men hvis du også kan blive fri, da grib hellere lejligheden.“ — 1 Kor. 7:21-24.
Ikke mange er egentlige trælle i dag, men der kan være nogle som synes at de ikke har det ret meget bedre end trælle på grund af deres økonomiske forhold. Hvis de har mulighed for at forbedre deres økonomi vil det naturligvis være godt at gøre det. Men dette må ikke blive en altopslugende tvangstanke hos dem. Husk Paulus’ ord: „De der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker.“ — 1 Tim. 6:9.
Jesus Kristus kom også i berøring med de problemer som fattigdom skaber. Han sagde: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.
Skulle Jesus og Paulus have engageret sig i sociale problemer og reformer, som nogle siger? Ganske vist var der reformvenlige folk som gjorde sig gældende inden for romerriget så længe det bestod, og noget godt udrettede de vel også, men det de satte i gang tog som regel en anden retning efter deres død, eller det hørte op, om ikke før, så ved rigets fald. Jesus og Paulus kunne også have udrettet en masse i retning af en nydannelse. Men det ville uden tvivl være blevet til intet, i hvert fald ved romerrigets endelige sammenbrud. Den slags sker når man sætter ind på at reformere en ordning der er dømt til at gå til grunde.
Nej, fremfor at vie sig en social nydannelse gik Jesus op i at „vidne om sandheden“. (Joh. 18:37) Det førte til at mange dengang kom til tro på ham, og siden har endnu flere antaget denne tro. På den måde har de fået mulighed for at opnå evigt liv i en ordning hvor alle deres „rettigheder“ vil blive dem sikret. (Joh. 3:16) Hvor mange samfundsreformatorer vil opleve at se så permanente resultater af deres hårde arbejde?
Hvad med forfølgelser?
Mange steder i verden bliver kristne udsat for forfølgelse og nægtet deres ret til at tilbede Gud og frit at give udtryk for hvad de tror. Nogle bliver underkastet tortur og måske dræbt. Hvordan bør kristne reagere under sådanne forhold?
Også her gælder det at de følger Jesu eksempel. Husk at han ganske uretmæssigt blev pågrebet og anholdt i Getsemane have, udsat for en ureglementeret rettergang og domfældelse, og forholdt en regulær sagsbehandling hos Pilatus. Hvorfor bad Jesus ikke sine mange tilhængere blandt jøderne om hjælp til at undgå denne uretfærdige behandling? Det forklarede han selv på denne måde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh. 18:36.
Jesus bad altså ikke sine disciple om at gribe til væbnet opstand for at beskytte hans menneskerettigheder. Nutidens kristne følger hans eksempel. Findes der lovlige midler hvormed de kan sikre sig deres frihed til at dyrke Gud, vil de naturligvis benytte sig deraf. Apostelen Paulus førte sin sag helt op til kejseren i sine bestræbelser for at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. (Apg. 25:11; Fil. 1:7) Men hvis der ikke er noget man kan gøre inden for lovens rammer, vil en kristen stå fast på det han tror, i tillid til at Jehova til sidst vil gøre alting godt. Sådan gjorde Jesus, og selv om hans handlemåde førte til døden må vi sige at der kom noget godt ud af det, både for ham selv og for menneskeheden. — Hebr. 2:9, 14, 15.
En kristen der af en eller anden grund nægtes sine rettigheder vil derfor forstå at ingen i dag fuldt ud nyder hvad man kalder „menneskerettigheder“. Alle har brug for den nye orden som Gud har lovet, hvor retfærdigheden vil sejre og hvor alles „rettigheder“ vil blive respekteret. (2 Pet. 3:13) Hvis vi udsættes for at vore rettigheder krænkes, kan det hjælpe os at anlægge samme synspunkt som den inspirerede bibelskribent der sagde: „Jeg vil spejde efter [Jehova], jeg bier på min frelses Gud; min Gud vil høre mig.“ — Mika 7:7.