Hvem tilhører du?
Hvilket valg gives der? Hvad vælger du?
VILLE du ikke blive vred hvis en anden mand forlangte at din hustru helt skulle underkaste sig ham? Ville du ikke blive opbragt hvis han forlangte at din hustru skulle vise ham den hengivenhed og loyalitet der kun tilkommer dig som hendes ægtemand?
En mand ville blive rasende over dette indgreb i sine rettigheder som ægtemand. En hustru tilhører sin mand. Ingen har ret til at bryde ægteskabsbåndet. Jesus Kristus trak dette princip tydeligt frem da han sagde: „Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ — Matt. 19:6.
Gud og staten
I dag kan vi pege på et andet forhold der er analogt med forholdet mellem mand og hustru. Det er i forbindelse med de krav staten stiller til sine undersåtter. I mange lande der regeres af militaristiske diktatorer eller samvittighedsløse politikere forlanger staten absolut loyalitet af sine borgere. De kommunistiske regeringer, der hersker over en tredjedel af verdens befolkning, er blandt dem som forlanger total underkastelse. Stærke regeringer søger mere og mere at ensrette borgerne og udsteder love for så godt som alle livets forhold. Disse regeringer har den opfattelse at folket tilhører dem og blot har at gøre alt hvad deres herskere forlanger.
Imidlertid omtaler Bibelen Gud som en ægtemand for sit folk, det folk der står i pagtsforhold til ham. Den siger: „Thi din ægtemand er din skaber.“ (Es. 54:5) I kraft af sin stilling som sit folks ægtemand har han ret til at forlange at hans folk opfylder visse krav i forbindelse ned dette nære forhold. Hvis staten ikke anerkender dette forhold kan der opstå konflikter når den forlanger total underkastelse af alle sine borgere, også af Guds tjenere.
Mange af de civile myndigheders krav er berettigede og det er på sin plads at de stilles. Jesus Kristus sagde jo at vi hver især skulle give „kejseren, hvad kejserens er“. (Matt. 22:21) Det er en bydende nødvendighed for borgerne at adlyde alle de legitime krav regeringen stiller til dem. Dette harmonerer med apostelen Paulus’ ord: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig,“ det vil sige staten eller de civile myndigheder. — Rom. 13:1.
Faktisk kræver Guds lov at hans folk er mønsterborgere i det land hvor de lever og at de ikke lyver, bedrager, stjæler og begår umoralske handlinger eller voldshandlinger, men adlyder alle de love og regler som regeringen pålægger dem, når blot disse love og regler ikke er i modstrid med Guds love. Deres hæderlighed, deres retskaffenhed og deres gode moralske vandel er en pryd for enhver nation. Intet lands myndigheder behøver at frygte for at Guds tjenere vil optræde asocialt eller give sig af med nogen som helst forbryderisk virksomhed.
Men vil det sige at det enkelte menneske, især det menneske som først og fremmest er interesseret i at gøre Guds vilje, tilhører staten helt og holdent? Må den enkelte underkaste sig i en sådan grad at det sker på bekostning af hans særlige forhold til Gud, der siger at han er som en ægtemand for sit folk? Nej. Vist sagde Jesus at mennesker skulle give „kejseren, hvad kejserens er“, men han sagde også at de skulle give „Gud, hvad Guds er“. — Matt. 22:21.
Altså er der visse pligter staten kan forlange opfyldt, men der gives andre pligter Gud har pålagt menneskene og som han alene har krav på at se opfyldt. Følgelig er gudfrygtige menneskers underkastelse under staten en relativ og ikke en total underkastelse, for intet menneske og ingen organisation kan med rette kræve det som alene tilhører Gud.
Vi kan igen bruge billedet med en mand og hans hustru. En gift kvinde kan arbejde for en fremmed arbejdsgiver. Men hvis denne arbejdsgiver forlanger at hun skal underkaste sig ham på alle områder, også når det gælder de intime forhold der hører ægteskabet til, er hans krav upassende, og kvinden kan ikke gå ind på at opfylde det. Arbejdsgiveren forlanger i så fald noget af denne kvinde som hun kun er skyldig at yde sin ægtemand. Ethvert forsøg på at få hende til at svigte sin mand og til ikke at vise ham absolut hengivenhed og loyalitet er uret. Arbejdsgiveren kan kun forlange at hun udfører sit arbejde og opfylder de pligter det medfører. Han har ingen ret til at kræve noget ud over selve hendes arbejdskraft, ingen ret til at kræve noget der hører ind under hendes mands rettigheder og ingen ret til at forvente at hun opfylder sådanne uretmæssige krav. Som sin mands hengivne hustru kan hun simpelt hen ikke gøre det.
Det samme princip gælder det enkelte menneskes forhold til Gud. Gud er Skaberen. Han har givet menneskene livet og alt hvad de har brug for så de kan opretholde livet. Med fuld ret kan han forlange noget til gengæld, ligesom en ægtemand der forsørger sin hustru kan forlange at hun opfylder visse pligter. Gud tillader de jordiske regeringer at udøve en vis myndighed over landets borgere, ligesom en arbejdsgiver øver en vis myndighed over en mands hustru, men Gud giver ikke disse jordiske regeringer absolut myndighed, således at de kan kræve underkastelse på de områder hvor han alene har ret til at kræve underkastelse.
De som står i pagtsforhold til Gud er ganske nært knyttet til ham. Alle som er indviede til ham må indfri deres løfter til ham. De forstår at deres loyalitet, uangribelighed, hengivenhed og tilbedelse tilhører Gud. Også deres liv tilhører ham. De kan ikke ofre det for en anden sag. De forstår at de må vise Gud total underkastelse, mens de kun viser jordiske organisationer, heri indbefattet politiske regeringer, relativ underkastelse. De kan ikke vise andre end Gud deres loyalitet eller tilbede andre end ham. At overføre deres gudsforholds intime forpligtelser til den politiske stat ville være en krænkelse af dette forhold. Det kan sammenlignes med at en hustru ville gå med til at stå i forhold til en anden mand end sin ægtemand. Det ville være utroskab. Hvis en af Guds tjenere går med til at tilbede staten og vise den total loyalitet er det ensbetydende med åndelig utroskab. Det er som Gud selv forklarer det i sit ord: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 4:4.
De politiske magthavere gør vel i at mærke sig dette: Ligesom en ægtemand harmes på den mand der forlanger af hans hustru at hun skal krænke sit ægteskabelige forhold, således harmes Gud på enhver som forlanger at hans tjenere skal krænke deres forhold til ham. Hvad vil der ske når sådanne magthavere går så langt at de forfølger dem der ønsker at gøre Guds vilje? Bibelen svarer: „Men fjendernes hoveder knuser Gud.“ (Sl. 68:22) Gud forsikrer os om at han vil kræve sine tjeneres blod af forfølgernes hånd. (Åb. 19:2) „[Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Sl. 145:20.
Hvem tilhører du?
Når mennesker giver staten hvad der tilkommer den og samtidig giver Gud hvad der tilkommer ham er de i realiteten Guds trælle eller tjenere. De tilhører Gud, for de bevarer den rette balance mellem Guds krav og statens krav. Men hvis nogen yder staten både hvad der tilkommer den og hvad der tilkommer Gud, er de statens trælle. De tilhører ikke Gud men de verdslige myndigheder.
Det kommer ikke an på hvem vi synes vi tjener. Men det kommer an på hvem vi virkelig tjener. Jesus sagde: „Ingen kan tjene to herrer.“ (Matt. 6:24) Apostelen Paulus tilføjede: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder . . .?“ (Rom. 6:16) Nogle vil måske mene at de ikke er Guds trælle men deres egen herre, men i det tilfælde er de faktisk trælle under staten, for det er den de adlyder, selv når dens krav er en krænkelse af Guds lov. Herom siger Bibelen: „Thi træl er man af det, som man er bukket under for.“ — 2 Pet. 2:19.
Intet menneske som ønsker at gøre det der er ret i Guds øjne, kan se bort fra den kendsgerning at man enten tilhører den ene eller den anden. Ved sine handlinger viser den enkelte om han tilhører Gud eller staten. For alle som ønsker at opnå Guds velsignelse er det magtpåliggende at vide hvor de står. Hvor står du?
Paulus advarede: „I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ (1 Kor. 7:23) Ja, Gud gav sin søn Jesus Kristus som en genløsning for at han skulle løskøbe menneskeheden fra synd og død. Hvad enten du har håb om himmelsk liv eller ønsker at leve for evigt på en paradisisk jord, bør du efterkomme Paulus’ advarende ord til os: „Vær ikke menneskers trælle!“ Du vil ønske at være ligesom en trofast hustru der loyalt holder sig til sin mand og som ikke bryder det ægteskabelige bånd når der bliver stillet uretmæssige krav til hende.
Forvis dig om hvordan din stilling er i Guds øjne. Studér flittigt hans ord, Bibelen. Det vil gøre det muligt for dig at få klarhed over hvilket ansvar du har over for Gud og over for mennesker. Gør dig oprigtig umage for at leve dit liv således som Gud ønsker det. Giv kejseren hvad kejserens er, men forvis dig om at du som det allervigtigste giver Gud hvad der tilkommer ham. Hav det samme sindelag som apostelen Paulus, der sagde: „Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren; vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør.“ — Rom. 14:8.
Ønsker du Guds velsignelse må du tilhøre ham. Du må bevare den rette balance mellem dit forhold til Gud og dit forhold til de verdslige myndigheder. Gør du det, kan du se frem til at Gud altid vil være med dig. Så kan du sige som salmisten: „Vogt min sjæl, thi jeg ærer dig; frels din tjener, som stoler på dig! Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig dagen igennem.“ — Sl. 86:2, 3.