• Ægteskab efter gudgivne forbilleder
    Vagttårnet – 1953 | 15. december

    • på noget så uteokratisk som helt eller delvis at berøve manden hans lederstilling, som Gud har tildelt ham. De vil underlægge sig ægteskabsordningen, som den er blevet truffet, ikke af nogen mand, men af Gud selv. At gøre oprør mod denne ordning er at gøre oprør, ikke imod manden, men imod Gud. Jesus følte glæde ved at gøre Jehovas vilje; kristne hustruer burde glæde sig over at stå under deres mænds teokratiske ledelse. Det var den skærmende kerub i Eden, som var egensindig og følte sig hemmet og undertrykt på grund af Jehovas ledelse, og som gjorde oprør og blev til den berygtede Satan Djævelen. Hustruer, som ikke underordner sig deres mænd, efterligner Satan, ikke Kristus.

      Som et andet eksempel for hustruer har vi kirkens underkastelse under sit hoved, Kristus Jesus. Det medfører et vist mål af forfølgelser og trængsler i kødet at påtage sig forpligtelserne i forbindelse med at forkynde som et af Kristi legemes salvede medlemmer, men glæden ved at tjene under Kristi kærlige ledelse overskygger fuldstændig de kødelige trængsler. Det er ikke vanskeligt eller nedværdigende at underkaste sig et sådant retfærdigt førerskab, selv om egensindige og hovmodige mennesker ned gennem århundrederne har ment det, og selv om sådanne mennesker i disse sidste tider har gjort sig til en „ond tjener“ ved deres oprør imod Kristi ledelse. Det er den „tro og kloge tjener“, som finder virkelig glæde ved at underkaste sig Kristus.

      Hver især skal være en hjælp for den anden

      Alt i alt viser altså disse guddommelige forbilleder for ægteskabet, at en ledelse, der udøves på rette måde, ikke er undertrykkende for den underordnede. Ægtemanden må flittigt bestræbe sig for at handle som et retfærdigt, viist og kærligt familieoverhoved. Hvis han gør det så godt, han overhovedet formår, skulle det ikke være alt for vanskeligt for hustruen at være ham undergiven. Og hvis hustruen udfører sine pligter efter bedste evne, vil det være meget lettere for hendes mand at udøve sin ledelse på rette måde. Begge er ufuldkomne. Begge gør fejl. De trænger begge til, at der bliver vist dem tålmodighed og tilgivelse, kærlighed og respekt. De er udrustet forskelligt både mentalt, fysisk og følelsesmæssigt, og derfor behøver de begge hinanden, de kan supplere hinanden, da de begge er skabt til at være den andens sidestykke. Men for at der kan blive et harmonisk sammenspil af disse forskellige egenskaber, må de begge spille den rolle, Gud har tildelt dem. Ingen af dem må forgribe sig på den andens pligter. Husk, at Adam var Evas hoved, men da hun trængte sig frem foran ham og spiste af frugten, løb hun fra sit hoved og mistede livet. Og da Adam tolererede hendes oprør og i svaghed fulgte hende på den vej, hun anviste, svigtede han sin opgave som hoved, og det kostede ham livet og førte til, at hans efterkommere mistede retten til livet.

      Det er derfor til ægtefællernes fælles bedste, at de begge holder sig til den rolle, Jehova Gud har tildelt dem. Et klogt familieoverhoved vinder sin hustrus respekt, og en hustru, der underordner sig, forøger sin mands kærlighed. Guds ord giver følgende råd: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han, som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand!“ — Ef. 5:22-25, 28-31, 33.

      Diktatorer udøver et undertrykkende herredømme over deres undersåtter til fysisk, mental og åndelig skade for dem. Den kristne ægtemand skal ikke være en sådan diktator. Hans udnævnelse til leder giver ham ikke fuldmagt til at være en tyran. Han elsker sit eget kød, sørger for dets behov, påfører det ikke med vilje nogen skade, men sørger for, at det har det godt. Han bør vise den samme kærlighed over for sin hustru, som er eet kød med han. Og ligesom mandens kød aldrig kæmper mod hans hoved, men lader sig lede af det ved impulser gennem nerverne, således må også hustruen, som er en del af hans kød, vise en lignende underkastelse. På grund af denne gennemgribende sammensmeltning af to forskellige sindsindstillinger, temperamenter og personligheder kræves den højeste potens af kærlighed. Hvor stor denne kærlighed må være ses af 1 Korinter 13:4-8: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.“ Et ægteskab, der er grundlagt på en sådan kærlighed, vil heller aldrig ophøre!

      Et teokratisk værn om ægteskabet

      I dag lider mange ægteskaber skibbrud. Det hænder ofte, at en tredjeperson uden for den ægteskabelige enhed dukker op som et lokkemiddel og bevirker, at ægteskabet går i stykker. Sådanne ægteskabelige trekanter er almindelige i denne forbryderiske verden, og de opstår, når ægteskabet er bygget på løst sand, ustadighed. Hvis man vil være sikker, må man bygge sit ægteskab på Guds ords klippegrund. Begge må opfylde Bibelens krav. Begge må leve op til den guddommelige standard, og begge må yde, hvad hans eller hendes tildelte rolle fordrer. Så vil det ægteskabelige fællesskab bestå, uforstyrret af de voldsomme angreb, der får så mange ægteskaber til at bryde sammen i vor tid.

      Ingen udenforstående vil da kunne trænge sig ind og danne en lidenskabelig trekant, for der vil da eksistere bånd, som er stærkere end kærligheden mellem mand og hustru. Disse bånd er ikke knyttet af den præst eller borgerlige embedsmand, som forrettede ceremonien, og de skyldes heller ikke de dokumenter, staten forlanger, selv om både ceremonien og papirerne må til. (Luk. 20:25; 1 Tess. 5:22) De vil være der på grund af den stilling, Jehova indtager i ægtefællernes liv. Han er det virkelige vidne ved en teokratisk vielsesceremoni. Det er ikke blot en overenskomst mellem en mand og en kvinde, men det er en overenskomst, de indgår ind for Gud. Han er vidne til de teokratiske ægteskabsløfter, og det er ham, der virkelig forener de to, som Jesus sagde: „Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:6) Hvis et ægtepar holder sig til hans bestemmelser om ægteskabet, vil han derfor blive den uselviske ven i det teokratiske ægteskab og værne det mod det pres og den påvirkning, verden øver mod det. Hvis både manden og kvinden skænker Gud deres største kærlighed, sætter ham først, adlyder ham først og lader ham have førsteret til at disponere over deres tid, kræfter og midler, vil deres ægteskab ikke blive eet af de mange, som ender i tragedie.

      Apostelen Paulus viser i 1 Korinter 7:29-31, hvorledes ægtefæller kan lade Gud komme i første række i deres liv: „Det siger jeg jer, brødre: Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde, og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede, og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den; thi verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang.“ Paulus siger ikke hermed, at man skal undlade at opfylde de forskellige ægteskabelige forpligtelser, for i det selvsamme kapitel formaner han ægtefællerne til at opfylde dem. (1 Kor. 7:3-5) Det, han formaner til, er, at vi ikke skænker personlige, selviske, rent menneskelige anliggender hele vor opmærksomhed, hvad enten det drejer sig om glæden ved at have en mand eller en hustru, overdreven lyst til fornøjelser, at vi lader os opsluge af vore sorger og bekymringer og endog finder en usund tilfredsstillelse i selvmedlidenhed, eller at vi prøver at samle os store rigdomme ved, at vi på utilbørlig måde lader os indvikle i det verdslige forretningsliv — alle sådanne udtryk for overdreven omsorg for kødet er noget, som kendetegner denne gamle verden og vil forsvinde sammen med den. En kristen bør derfor ikke begrave sig helt i disse ting eller blive for stærkt rodfæstet i dem og derved forsømme det evige, særlig ikke nu, da „tiden er knap“. Den kristne bør ikke lade noget lægge beslag på sin tid i så udstrakt grad, at han ikke får nogen tid til overs til tjenesten for Jehova. Det er derfor i denne forstand, at ægtepar nu lever, som om de ikke var gift.

      Kun de ægteskaber, hvor ovennævnte guddommelige krav overholdes, er virkelig vellykkede, og de har mulighed for at blive ubeskrivelig lykkelige. De vil måske fortsætte ind i Jehovas nye verden, hvor jordiske ægtepar omsider skal opfylde det påbud, Gud gav i Edens have, nemlig at være „mangfoldige og opfylde jorden“. — 1 Mos. 1:28.