Breve

Hvorfor ingen bøn ved offentlige møder

Den 17. november 1949.

Kære broder!

Som svar på din forespørgsel af 9. d. m. om, hvorfor der ikke bedes ved begyndelsen og afslutningen af vore offentlige møder, skal vi bemærke:

Det er sikkert, at folk kommer ikke til vore offentlige foredrag i vor mødesal eller andre steder for at høre os bede, men de kommer for at høre det annoncerede emne behandlet af den annoncerede taler, som er kompetent til at behandle det. Vort forbillede Jesus holdt mange offentlige foredrag, men der findes ingen beretning om, at han åbnede og sluttede noget af dem med bøn. Bibelen siger ikke noget om, at han åbnede sin bjergprædiken med bøn eller de friluftsforedrag, efter hvilke han bespiste skarerne, først 5000 og derefter 4000. Men der berettes, at da han således gav skarerne mad, bad han en takkebøn til Gud, før han brød brødet og fisken og delte stykkerne ud til de sultne mennesker. Og husk så på, at disse foredrag blev holdt for offentlige forsamlinger af mennesker, som praktisk talt alle var jøder, der i forvejen troede på Jehova Gud. Men nu averterer vi vore offentlige foredrag med adgang for alle mennesker, hvad enten de af navn er katolikker, protestanter, jøder, skeptikere, ateister eller tilhører nogen af de mange hedenske religioner. Det er klart, at de, der ikke har den kristne tro, kommer ikke til vore møder for at forene sig med os i bøn til vor Gud, men udelukkende for at høre talen, der har draget dem til. Derfor giver vi dem den og prøver ikke på at narre dem ved at knytte noget andet til foredraget, som kunne fornærme dem eller støde dem, før de hører den tale, de kom for at høre. Apostelen Paulus siger i 1 Korinterbrev, kapitel 14, at de kristne skal bede ved deres egne møder i et sprog, der forstås, for at tilhørerne må kunne sige Amen ved bønnens slutning. Men vi må ikke vente, at en ikke kristen offentlig forsamling vil forene sig med os i nogen bøn ved et offentligt møde og sige Amen til bønnen sammen med os. Vore brødre holder offentlige foredrag i mange hedenske lande, og hvis det ville være at fornærme den hedenske forsamling, hvis vi bad vore bønner, før vi lod dem høre vort offentlige budskab, så bør den samme regel gælde også i kristenheden. Fordi budskabet ved vore radioforedrag er beregnet på, at offentligheden skal lytte til det, bliver der heller ikke bedt nogen bøn ved udsendelser fra Selskabets radiostation WBBR. Men det betyder ikke, at der aldrig bliver bedt bønner for disse offentlige foredrag. Det bliver der, privat, af dem, der anordner og støtter kampagnen med de offentlige foredrag. Det er tilstrækkeligt.

Dine i Teokratiets tjeneste hengivne

Deltagelse i begravelse og bryllup — hvor?

Den 17. november 1949.

Kære broder!

Dit brevkort af 10. d. m. omtaler vort brev i Vagttaarnet om „Bryllupper og begravelser“, og du spørger, om du skal forstå det sådan, at vi „tilråder vennerne at deltage i bryllupper og begravelser, når de udføres af religionens præsteskab eller i deres bygninger“.

Naturligvis „tilråder“ vi det ikke, og brevet i Vagttaarnet, som gav svar på et spørgsmål, talte ikke om deltagelse i bryllupper og begravelser i kirkebygninger, hvor præsterne forestår begivenheden. Vort brev talte om udsendelse af vore egne repræsentanter til at tjene ved sådanne handlinger.

Men hvorvidt en broder eller søster har frihed til at deltage i en sådan funktion under ledelse af præster og i deres bygninger, er et andet spørgsmål. Det er indlysende, at en vielse, der forrettes af en af religionens præster, er lige så gyldig efter landets lov som en, der forrettes af en af vore brødre, der ansøger om og får en fuldmagt. Og når nogen af vore venner ikke har en af vore egne brødre til at udføre ceremonien, men går til rådhuset for at få ceremonien udført af giftefogeden, eller hvem der ellers har fuldmagt dertil, spørger de ikke først, om denne embedsmand er katolik, protestant eller jøde eller tilhører en anden slags religion. Hovedsagen er: Repræsenterer han landets lov, og har han myndighed til at give ægteskabet lovlig gyldighed og anerkendelse? Alle andre forhold er underordnede og uden betydning og kommer ikke spørgsmålet ved.

En fader eller moder, som af grunde, de ikke selv er herre over, føler sig forpligtet til at gå til en kirkebygning og se deres barn blive viet eller begravet, går der for at bevidne brylluppet eller begravelsen og ikke af religiøse grunde, hvis de er i sandheden. Det er det samme som på apostelens tid i tilfældet med manden, der gik til en afguds tempel for at få noget at spise. Han går der for at få et måltid, men ikke for at dyrke afguden. (1 Korinter 8:7-10) En anden broders samvittighed ville måske ikke være stærk nok til at tillade ham at gøre dette, og hans svage samvittighed ville tage anstød, hvis han så sin kristne broder på et sådant sted bare for at spise et måltid mad. Så selv om vi ikke „tilråder“ det, har vi ingen ret til at kritisere eller fordømme, men vil lade Gud dømme vor broder, som ifølge sin samvittighed måtte føle sig forpligtet til at overvære sådanne handlinger under præsters embedsudøvelse.

Dine i Teokratiets tjeneste hengivne