„Dit ord er sandhed“

Grammatik eller fortolkning?

NÅR man oversætter „Det nye Testamente“ fra den græske grundtekst til et moderne sprog, er der vendinger som kan gengives på mere end én måde. Hvordan afgør man hvilken der er den rigtige? I sådanne tilfælde er det tydeligt at det ikke kun er den græske grammatik der afgør hvilken udtryksmåde den moderne græskkyndige vil bruge når grundteksten oversættes.

Der har for eksempel hersket betydelig strid om ordene i Johannes-evangeliet 1:1. Ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1948 lyder dette skriftsted: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Imidlertid gengiver New World Translation (1971) den sidste del af dette vers: „Ordet var en gud.“ Denne oversættelse kritiseres kraftigt af nogle eftersom den synes at gøre Ordet (Jesus i sin førmenneskelige tilværelse) til en ringere gud og ikke til Gud den Almægtige. Kritikerne henviser til den græske grammatik for at prøve at tilbagevise denne sidstnævnte gengivelse.

En teolog siger således om New World Translations behandling af dette vers: „Den overser fuldstændig en fastslået regel i den græske grammatik som nødvendiggør gengivelsen: ’. . . og Ordet var Gud.’“ En anden siger at oversættelsen „en gud“ er „fejlagtig og ikke støttes af nogen pålidelig græsk sprogvidenskab . . . men forkastes af alle anerkendte græskkyndige“. En tredje bemærker at den røber „uvidenhed om den græske grammatik“. — Kursiveret af os.

Til støtte for så stærke formuleringer henviser man ofte til en græsk grammatikregel udformet af E. C. Colwell. Bekræfter hans regel virkelig deres synspunkt? Læg mærke til hvad Colwell egentlig har sagt.

I 1933 offentliggjorde han en artikel i Journal of Biblical Literature med titlen: „En fast regel for brugen af artiklen i det græske Ny Testamente.“ Henimod slutningen af artiklen behandler han Johannes 1:1. Den sidste del af dette vers lyder ordret på græsk: „OG GUD VAR ORDET.“ Læg mærke til at „ORDET“ er gjort bestemt ved endelsen „-ET“ (på græsk er dette angivet ved den foranstillede bestemte artikel) mens „GUD“ står ubestemt. Colwells regel angående oversættelse af græsk lyder: „Et omsagnsled til grundled i bestemt form [for eksempel „GUD“ i Johannes 1:1] har den bestemte artikel [„DEN, DET, -EN, -ET“] når det efterfølger verbet; det har ingen artikel når det står før verbet.“ Med andre ord: hvis dette altid gælder, siger regelen at „-EN“ efter „GUD“ i Johannes 1:1 er underforstået på det oprindelige sprog, hvilket derfor også burde fremgå af moderne oversættelser.

Regelen synes at være pålidelig nogle steder i den græske bibel. Imidlertid har Colwell indrømmet at der findes undtagelser fra regelen så den ikke er absolut. (Se for eksempel en interlinear oversættelse af Lukas 20:33; Første Korinterbrev 9:1, 2.) Der synes i virkeligheden at være så mange undtagelser at en græsk grammatikbog tredive år efter at hans regel blev udformet, lærer at regelen kun afspejler „en almindelig tendens“. Men hvad så med Johannes 1:1? Gælder regelen her?

Colwells svar lyder: „Omsagnsleddet [„GUD“] . . . er kun ubestemt i denne stilling når sammenhængen kræver det.“ Læg mærke til at det ikke er nogen ukrænkelig „regel“ men sammenhængen der er den afgørende faktor.

Så på trods af hvad nogle så heftigt påstår, ’nødvendiggør’ Colwells „regel“ ikke en bestemt gengivelse fremfor en anden i Johannes 1:1. Det der afgør hvordan man oversætter Johannes 1:1, er hvordan oversætteren fortolker de omgivende vers, og i virkeligheden også resten af Bibelen.

Det er grunden til at de ovenfor citerede skribenter er så dogmatiske i deres udtalelser. For dem er Jesus Gud selv. En af dem omtaler Jesus Kristus som „sand Gud og sandt menneske“. En anden siger at „Kristus gjorde krav på ligestillethed med Jehova“. Stillet over for et valg er det klart at de ønsker at Johannes 1:1 bliver oversat så det tilsyneladende støtter deres egne opfattelser.

På den anden side må et menneske som accepterer Jesu klare udtalelse, „Faderen er større end jeg“, erkende at Jesus ikke er „lige“ med den almægtige Gud, Jehova. (Joh. 14:28) Dette betyder dog ikke at der ikke kan henvises til Jesus som „gud“ i en vis forstand. Tænk engang tilbage på Anden Mosebog 4:16. Her siger Jehova til Moses: „Og du skal være som gud for [Aron].“ Men dette gjorde jo ikke Moses til den almægtige Gud, vel? Udtrykket „gud“ anvendes endog om Djævelen, eftersom han er en mægtig skabning der kontrollerer den nuværende tingenes ordning. (2 Kor. 4:4) Jesus, som er blevet ophøjet over alle andre skabninger og har fået overgivet udøvelsen af stor magt i himmelen og på jorden af sin Fader, kan derfor afgjort omtales som „en gud“. En sådan oversættelse gengiver den værdighed og respekt som tilkommer Jesus, men giver dog ikke på samme tid læseren det indtryk at Jesus er Gud den Almægtige.

Den formodede grammatiske „regel“ i forbindelse med Johannes 1:1 er kun én af mange, som man henviser til som tilsyneladende støtte for visse religiøse ideer. Men eksemplet viser blot at det virkelige problem omfatter mere end grammatik.

Grammatiske regler er nødvendige for at forstå et sprog. Men de har begrænsninger. Som Encyclopedia Americana siger: „Overalt finder vi grammatik der arbejder ud fra et allerede dannet sprog . . . grammatikkens funktion har ikke været at bestemme hvordan et sprog burde være eller skulle være, men at forklare hvad et allerede eksisterende sprog er. Grammatik er forklarende og ikke skabende.“

Med hensyn til eksisterende sprog må man derfor huske på at deres grammatik i den sidste instans ikke stammer fra ’grammatikbøger’. Som en professor i engelsk ved Chicagos universitet siger: „Uanset hvad der forekommer i indfødtes sprog, er det rigtigt.“ De der taler et sprog, særlig de ’bedreuddannede’ — ikke vilkårlige regelskabere — afgør i sidste ende hvad der er ’korrekt’ eller ’ukorrekt’.

Det samme princip gælder med hensyn til grammatikken i bibelsk græsk. Dens formål er at forklare hvordan tingene siges og ikke at prøve at påtvinge det originale sprog noget som den moderne grammatiker synes burde siges. En sådan grammatik må udledes af det den bibelske græske tekst selv virkelig siger. Selv andre værker på græsk, fra andre tidsperioder eller fra andre dele af verden, er kun af begrænset værdi med hensyn til at nå frem til en forståelse af bibelskrifterne. Som den fremtrædende græske grammatiker A. T. Robertson engang har sagt: „Det vi gerne vil vide er ikke hvad der var godt græsk i Athen på Perikles’ tid, men hvad der var godt græsk i Syrien og Palæstina i det første århundrede A.D.“ Ja, først og fremmest Bibelens egen tekst må vise hvad der er acceptabelt med hensyn til dens grammatik.

Den som ikke kender så meget til de oprindelige bibelsprog behøver ikke at blive skræmt af folk som henviser til grammatiske regler. Ingen grammatisk regel modsiger Bibelens gennemgående budskab. På lignende måde véd den ærlige bibellærer at det er Bibelens tekst der er inspireret. Det er bøger om grammatik ikke, selv om de er nyttige.