-
Ære fra de svageVagttårnet – 1958 | 1. maj
-
-
Set med menneskeøjne var den lille flok prisgivet fjenden. Men de vandt sejr. Gud herliggjorde sig selv i kraft af deres svaghed. Ved den vandt han sit navn ære.
Ligesom Jehova ikke valgte denne verdens mægtige til at udgøre sit folk på Moses’ og på Gideons tid, således gjorde han det heller ikke på Kristi tid. Det var til den jævne befolkning at hans længe lovede Messias henvendte sig. Kristus valgte sine apostle blandt den og ikke blandt sin samtids fremtrædende religiøse ledere og intellektuelle. Apostelen Paulus var en undtagelse, men han mistede sin agtede stilling i verden da han blev en kristen.
Den tids elite så ned på den jævne befolkning som var den ringere end de. Men det var disse „ringere“ mennesker Kristus begunstigede. De var ydmyge og ophøjede ikke sig selv. Ved at blive Kristi Faders repræsentanter fik de den forret at forkynde og undervise. Det arbejde troede de opblæste religiøse ledere at de havde eneretten til. De anså sig selv for at være de eneste der var kompetente og værdige til at udføre det. Ikke desto mindre blev fattige fiskere, toldere og teltmagere udset til dette arbejde. De blev forkynderne af Guds sandhed.
Disse jævne mennesker udrettede store ting fordi Guds ånd hvilede over dem. De „fik styrke efter svaghed“ ligesom Guds tjenere før dem. Skulle disse første kristne rose sig, måtte det blive af Guds kraft og ikke af nogen naturlig magt eller evne de besad.
Ligesom Jehova ikke udvalgte det første århundredes fremtrædende religiøse ledere til at repræsentere sig, således gør han det heller ikke i dag. Hans grunde er de samme: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — 1 Kor. 1:26-29.
De jævne mennesker som Gud har valgt til at repræsentere sig i dag er ikke verdens vise, mægtige eller fornemme, og dog udretter de et vældigt arbejde til Jehovas navns ære. I lighed med det første århundredes kristne bringer de også masserne håb gennem forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. De aflægger også vidnesbyrd for denne verdens herskere og udholder modigt den frygteligste forfølgelse.
Disse nutidens Jehovas vidner roser ikke sig selv men roser sig i Gud. Han er den som har bevirket at deres forkyndelse af Riget er nået ud til de fjerneste egne på hele den beboede jord; han er den som giver forkyndelsen fremgang og vækst; han er den som giver dem styrke til at vidne for herskerne og holde ud under hård forfølgelse. Disse mennesker som er svage i verdens øjne er stærke i Gud. Ved dem vinder Gud sit navn ære.
-
-
Kristenheden og BibelenVagttårnet – 1958 | 1. maj
-
-
Kristenheden og Bibelen
● Under sit korstog i New York sagde evangelisten Billy Graham på kristenhedens vegne om Bibelen: „Bibelen er verdens bestseller. Næsten alle har en bibel i deres hjem. Men meget få af os kender noget til Bibelens budskab. Vi læser den ikke. Vi studerer den ikke. Vi taler om den. Vi har den i vore hjem. Den ligger på prædikestolen i kirkerne. Men vi ved ikke hvad Bibelen har at sige.“ En notits i Fresno (California) Bee for den 26. september 1957 bekræfter Grahams ord: „En dame i Arcadia, Kansas, åbnede familiebibelen og fandt i den det skøde som hun forgæves havde søgt efter siden 1937. Det lå hvor hun havde efterladt det.“
-