gør. Men de onde forbliver ikke ustraffet. De er „som dyrene, der forgår“. De dør uden håb om nogen sinde at blive levende igen. De retfærdige, som dør, har håb om en opstandelse fra de døde. Jesus understregede håbet om en opstandelse med disse ord: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ Ligesom Jesus kaldte Lazarus frem fra mindegraven fire dage efter begravelsen, således vil han kalde på alle, der hører til den del af menneskeheden, der er bevaret i Guds erindring, og de vil komme frem og få lejlighed til at leve i al evighed under hans riges ordning. Dette, at leve under Guds rige ved Kristus, var Guds profeters håb. Som Job skrev: „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! Om manden dog døde for atter at leve.! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; du skulle kalde — og jeg skulle svare — længes imod dine hænders værk!“ — Sl. 49:13, 16; Joh. 5:28, 29; Job 14:13-15.

Men vi, der er levende i dag og viser vor tro på Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, har det uvisnelige håb aldrig at skulle dø! Det kan godt være, at nogle finder det vanskeligt at tro på det; ikke desto mindre er det sandt. Lyt til Jesu ord (Joh. 11:25, 26): „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?“

Jehovas vidner tror det. Dette er håbet for de døde og de levende. De døde modtager det gennem en opstandelse, de levende gennem Guds ånd og magt, som gør dette håb både forståeligt og muligt.

„Hold budet på en uplettet og dadelfri måde“

FOR nogle år siden slog en mesterbokser i sværvægtsklassen sin modstander ud, men han mistede sin titel, fordi han slog under bæltestedet. Sidst der blev afholdt olympiske lege, var der en af løberne, der i et løb blev diskvalificeret, fordi han kom uden for sin bane. Apostelen Paulus sammenligner en kristen med en, der deltager i en sportskonkurrence, en boksekamp eller et løb, og siger: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun een får sejrsprisen. Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:24-27.

En sportsmand, der træner, afholder sig fra visse fødemidler og handlinger, samtidig med at han forvisser sig om, at bestemte andre fødemidler står på hans menu, og han udfører visse øvelser med stor omhu. Han udøver streng selvkontrol og undertvinger således sit legeme for at bringe det op til højeste ydeevne, når han skal løbe eller kæmpe. Hvis han slapper af, vil det gå ud over hans sportspræstation, og han vil ikke få den anerkendelse, som tilkommer vinderen. På lignende måde må den, der løber det kristne løb, blive på den smalle, trange bane, der fører til livet. Han må ikke komme uden for banen, må ikke vakle til nogen af siderne eller løbe uregelmæssigt, for hvis han kommer ud af den kurs, Bibelen anviser, bliver han diskvalificeret, uden hensyn til en eventuel spurt i tjenesten på arbejdsmarken. Den kristne, der deltager i Guds kamp, slår ikke langt uden for målet og „slår huller i luften“, og han gør sig heller ikke skyldig i at slå under bæltestedet, hvilket ville resultere i, at han blev diskvalificeret og udstødt. Han løber sikkert og trofast ad den kristne bane, og hans slag rammer rent og hårdt det bibelske mål.

Jehova Gud underviser, træner og tugter dem, der løber for ham og kæmper for hans sag. Han angiver reglerne i Bibelen og bringer dem til udførelse gennem sin organisation. Vi må holde dem for at vinde. Han befaler os at studere, at forny vort sind, at udelukke det onde og fylde sindet med det gode, at tænke på hans undervisning både dag og nat. Gør du det? Han opfordrer os til ikke at svigte vor egen menighedsforsamling og siger, at han er til stede midt blandt sit forsamlede folk. Gennem sin synlige organisation foranstalter han lejligheder til træning, som for eksempel bogstudier, vagttaarnsstudier, teokratisk skole og tjenestemøder. Han befaler os at komme til stede og træne i forkynderarbejdet. Gør du det? Hvis vi ikke træner efter reglerne, vil vore åndelige muskler blive bløde og slappe, og når vi kommer ud i de religiøse opfattelsers konkurrence, vil vi ikke være i den rette kondition. Vi vakler måske, og vor tale bliver usikker. Når vi står over for en falsk lære, kan vor munds slag imod den forfejle deres hensigt, eller de rammer måske på en uhæderlig og taktløs måde, således at vi ikke får rettet et rent, men knusende slag mod kernepunktet. Vi kommer måske hjem fra tjenesten og har fået vore utrænede, åndelige muskler mørbanket af Satan og sønderslået af den forfølgelse, vi har mødt, og fjenden kan slå os ud, så vi ikke vinder de effektive sejre, der ellers er det veltrænede, teokratiske Jehovas vidnes lod. — 2 Tim. 2:15; Rom. 12:2; Fil. 4:8; Sl. 1:2; Hebr. 10:25.

Ligesom der er regler, der påbyder visse ting, er der også bestemmelser, der forbyder visse ting. Det forbydes den kristne at sladre, at strides, at knurre, at klage, altid at finde fejl hos brødrene, menigheden, tjenerne eller den synlige organisation og den åndelige føde, der kommer gennem den. Det forbydes ham at frygte mennesker, for det vil indfiltre ham i frygtens snare og hindre hans løb. Han må ikke frygte forfølgelse, for det vil skræmme ham bort fra kampen. At blive egensindig eller indbildsk eller pludselig begynde at arbejde på at skaffe sig verdslige rigdomme eller berømmelse er ikke noget for dem, der træner til kristen