Skelneevnens værdi

„Fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret.“ — Hebr. 5:14, NW.

 1, 2. Hvordan kan det være at Jesus aldrig begik en fejl?

JESUS begik aldrig fejl. Da dette engang blev draget i tvivl af de religiøse ledere mens Jesus endnu tjente på jorden, udtalte han: „Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ (Joh. 8:46) Var det nu fordi Jesus var fuldkommen? Det kan ikke være hele svaret. Adam og Eva var også fuldkomne, men alligevel gjorde de sig skyldige i en af de mest fatale fejl der nogen sinde er blevet begået: de var ulydige imod Gud. Og her ligger forskellen! Adam og Eva undlod at gøre brug af deres skelneevne.

² Jesus var blevet undervist af Gud. I tusinder og atter tusinder af år havde han opholdt sig i Jehovas nærhed og havde i dybe drag drukket af visdommens kilde. Han havde en uhyre dybtgående viden om Jehovas veje, og han forstod til fuldkommenhed de principper hvorefter han måtte rette sig under udførelsen af den del af Guds vilje som angik ham. Desuden var Jesus altid lydig og fulgte sin himmelske Faders fuldkomne eksempel, ligesom han fuldt og helt stolede på at Guds virkekraft eller ånd ville hjælpe ham med at fuldføre ethvert hverv der blev ham betroet. Derfor kunne Jesus ikke alene på forhånd se hvad der ville blive det endelige resultat af en eventuel handlemåde han kunne vælge efterhånden som det blev aktuelt for ham, men han var også i stand til ganske klart at opfatte og skønne hvilken handlemåde der ville ære hans Faders navn mest og blive til størst gavn for ham selv. Jesus elskede sin Fader mere end alt andet, og derfor tøvede, han aldrig med at følge den rette handlemåde. Det var grunden til at Jesus aldrig syndede. — Joh. 8:38; Hebr. 10:7.

 3. Hvad fik Eva til at følge en handlemåde der medførte at hun mistede livet, og hvad har hendes undladelse af at bruge sin skelneevne at gøre hermed?

³ Adam og Eva, derimod, handlede forkert, fordi de ikke omfattede Gud med en sådan kærlighed. Eva var af Adam, hendes hoved, blevet sat ind i hvad Guds vilje gik ud på, og det var blevet gjort hende klart hvilke følger det ville få hvis hun undlod at gøre den. En tid bevarede hun sin uangribelighed hel og intakt, og var derfor en fuldkommen kvinde. Pludselig stod hun imidlertid over for at kunne vælge en anden handlemåde, en handlemåde som var i modstrid med den Jehova havde befalet hende at følge. Nu havde hun lejlighed til at vise at hun elskede Gud, at hun ville gøre brug af sin opfattelsesevne og udvide sin kundskab om hvad der var ret og uret; at nå et skridt nærmere til den fuldstændige uangribelighed og modenhed. Men hendes egoisme sløvede dømmekraften og skelneevnen. Hun undslog sig for at spørge Adam eller Jehova om råd og vejledning. I stedet lyttede hun til et råd som hun fik af en person der uden bemyndigelse optrådte som Guds meddelelseskanal, fulgte dennes eksempel og blev bedraget. I forventning om at opnå personlige, men uretmæssige, fordele lod hun sin tro på Guds ord fare; uret blev i hendes øjne ret; hun krænkede med vidende og vilje Guds befaling. Denne ulydighed satte en plet på hendes hidtil uangribelige vandel, og hun faldt fra fuldkommenhedens stade. Hun begik den fejl at være ulydig, og det kostede hende livet.

 4. Hvilken indstilling havde Adam, og hvordan forledte den ham til at følge Eva i hendes oprør?

⁴ Hvordan stillede sagen sig så for Adam? Det stod ligeledes Adam klart hvad Gud krævede af ham, men i modsætning til Eva blev han ikke bedraget med hensyn til hvad konsekvensen ville blive hvis han handlede ulydigt. (1 Tim. 2:14) Men alligevel gik det ham som det gik Eva, idet hans selvoptagethed fordrev kærligheden til Gud, og han fulgte Eva i hendes forsætlige overtrædelse af Guds befaling. På denne måde bifaldt han at Eva opstillede sin egen norm for hvad der var godt og ondt. Adam ænsede således overhovedet ikke Jehovas velbehagelige vilje, eller i hvilket lys hans handlemåde ville stille Jehovas navn og ære. Han styrtede sig hovedkulds ud i ulydighed og død, hvorfra han aldrig har mulighed for at blive udfriet ved en genløsning. Den opfattelsesevne som Gud havde skænket ham og som gjorde det muligt for ham at tale, at skrive, at tilbede Gud, og at søge Guds nærværelse for at tale med ham på den tid da „dagen blev sval“ — denne det fuldkomne menneskes skarpe opfattelsesevne prisgav Adam for blot at kunne tilfredsstille sig selv. Den diametrale modsætning til Jesus, der ydmygede sig selv og altid gjorde Guds vilje! — Fil. 2:5-8; Joh. 5:30.

 5. (a) Hvordan kan vi undgå den skæbnesvangre fejl som Adam og Eva begik? (b) Hvordan har denne fejl sat sit spor i nutidens begreber om godt og ondt, og hvad er det derfor dåragtigt at tage for givet?

⁵ Vi, Adams og Evas ufuldkomne børn, kan ikke gøre os håb om nu at have samme opfattelses- og skelneevne som Jesus eller at kunne undgå at fejle. (Rom. 3:12) Men på den anden side behøver vi ikke at gøre os skyldige i samme skæbnesvangre fejl som Adam og Eva begik. Skal vi undgå det, må vi udvikle og opøve vor skelneevne. Ingen børn fødes med evnen til at skelne mellem ret og uret. Under opvæksten udvikles deres begreber om godt og ondt almindeligvis under forældrenes opdragelse og ved de erfaringer som de kommer ud for i det miljø de vokser op i. Hvis Adam og Eva var forblevet trofaste, havde vi, deres børn, fået den rette undervisning efter Guds ord og var blevet opdraget under retfærdige forhold. Men eftersom Adam og Eva med overlæg vragede Guds norm for godt og ondt, satte deres egen i stedet og videregav denne til efterkommerne, er vi født med en tilbøjelighed til at være ulydige og at handle uret. (Job 14:4) Desuden er menneskenes opfattelser og skikke i århundredernes løb blevet vidt forskellige og afviger fra det ene sted til det andet. Er det derfor ikke i betragtning af disse forskelligheder ganske dåragtigt og snæversynet at tage for givet at ens egne begreber om godt og ondt er rigtige og pålidelige blot fordi man er blevet opdraget på den måde og aldrig har kendt andre?

 6. På hvilken måde har vi fået mulighed for at kende Guds fuldkomne norm for ret og uret, og hvad er det første skridt henimod at opøve vor skelneevne?

⁶ Vi, Adams og Evas efterkommere, der er ufuldkomne og midlertidigt uden forbindelse med Jehova Gud på grund af vor arv fra Adam, kan være taknemmelige for at Jehova stadig står som menneskeslægtens skaber. Vi kan også være taknemmelige for at Jehova som Skaber ikke har glemt at vise os kærlighed, ikke har overladt os til os selv og en uret handlemåde, men har åbnet os en udvej. Det ville i dag være aldeles umuligt for noget menneske at opnå nøjagtig kundskab om Guds fuldkomne norm for godt og ondt hvis ikke Jehova selv klart havde oplyst os derom. Det har han gjort ved at lade sine krav til menneskene nedtegne i en bog, Bibelen, og ved endogså at sende sin egen fuldkomne søn til jorden for at han kunne vise os det rette eksempel. (2 Tim. 3:16, 17; Joh. 13:15) Hvor vigtigt er det derfor ikke at vi væbner os med det samme sindelag som Jesus og ikke stædigt holder fast ved et forkert synspunkt som vi har arvet fra Adam og Eva, og som yderligere er blevet fordrejet af den nuværende onde ordnings begreber om ret og uret. At følge Jesu eksempel er i sandhed at handle med visdom. Det er det første skridt til at undgå Adams og Evas fejltrin. (2 Kor. 11:3) Det er det første skridt henimod at kunne bruge vor opfattelsesevne, opøve vor skelneevne så vi kan gennemskue denne splittede verdens forvirrende og fordærvede moralbegreber og forvandle vort sind så det er i overensstemmelse med hele Guds fuldkomne vilje. — Fil. 2:5; Rom. 12:2.

 7. Hvilken løn høster man såfremt man erhverver sig skelneevne, og hvad er den et vidnesbyrd om?

⁷ Et opvakt og lydigt barn kan let mærke hvis forældrene er utilfredse med det. Så vil det gøre alt hvad det kan for at rette sig efter forældrenes ønsker og atter komme til at stå på en god fod med dem. Mon ikke vi skulle være lige så følsomme og opvakte i vort forhold til den himmelske Fader? Hvordan kan vi hævde at vi har et tilhørsforhold til ham hvis vi overhovedet ikke ænser eller opfatter at han leder os, eller hvis vi bestandig ignorerer de mange beviser for at han fører os? Men at anerkende at vi er blevet fremmede for Gud og dernæst at søge at blive forsonet med ham, betegner den første begyndelse til at bruge vor opfattelsesevne. Men når først vi har gjort os fri af de mange modstridende viljer der råder i den nuværende tingenes ordning og har indviet os til at gøre Jehova Guds vilje, hvordan kan vi så være tilfredse med bare at følge trop og nøjes med den mest elementære forståelse af Bibelens lære og af de krav Gud stiller til os som kristne? Bestræber vi os for at vokse i kundskab om Gud er dette ikke alene et vidnesbyrd om at vi elsker Jehova men også et tegn på at vi er i besiddelse af virkelig modenhed og værdsætter den foranstaltning Gud har truffet til at undervise os så vi nøjagtigt kan skelne mellem ret og uret. At tilegne sig en sådan skelneevne lønner sig rigt. Den medfører ikke kun øgede pligter, men betyder også at man går frem i teokratisk dannelse og at man til sidst opnår evigt liv. At skelneevne og modenhed følges ad fremgår klart af apostelen Paulus’ ord: „Fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret.“ — Hebr. 5:14, NW.

 8. Hvordan kan det være at nogle af de første jødekristne i særlig grad trængte til den formaning som Paulus giver i Hebræerbrevet 5:14, og hvad ville den faste føde give dem?

⁸ Denne formaning var i særlig grad tiltænkt de medlemmer af den første kristne menighed som var blevet opdraget i den jødiske religion. Paulus skrev sådan til dem fordi mange jødekristne på det tidspunkt stod så langt tilbage i forståelse at han vidste at de ville være ude af stand til at forstå de dybere emner som han anså for at være af særlig betydning for deres åndelige bevarelse og fremgang. Peter udtalte ligefrem om Paulus’ breve: „I dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ (2 Pet. 3:16) Såfremt disse første kristne skulle forblive i sandheden, kunne de ikke blive ved med at være „ukyndige og ubefæstede“. De måtte have fast føde, en stærk grundvold de kunne bygge på, en fast overbevisning om de grundlæggende sandheder og om hvad Jehova selv anerkender som godt og ondt. For vor egen skyld må vi derfor ligeledes nå til større og større forståelse af den kristne lære.

Skærp din skelneevne

 9. Hvordan viste Jesu disciple at de var ivrige efter at skærpe deres skelneevne, og hvilken modsætning møder vi hos andre der hørte lignelsen om sædemanden?

⁹ Apostlene og andre disciple som fulgte Jesus mens han tjente på jorden, var ved enhver lejlighed ivrige efter at skærpe deres skelneevne og at bygge på den kundskabsgrundvold de allerede havde lagt. Et vidnesbyrd herom finder vi i Mattæus’ beretning. Jesus forkyndte fra en båd, som han havde været nødt til at gå ud i fordi store menneskeskarer havde samlet sig om ham på strandbredden, og herfra fortalte han dem lignelsen om sædemanden, hvis sæd faldt i forskellig slags jord. Noget af sæden gik til grunde mens noget andet voksede op, blev modent og bar frugt. Uden at forklare betydningen af lignelsen afsluttede han med ordene: „Den, som har øren, han høre!“ Af alle de forsamlede mennesker syntes det som om kun Jesu disciple havde så megen skelneevne at de kunne „høre“, for Mattæus fortsætter sin beretning således: „Da kom disciplene hen og spurgte ham: ’Hvorfor taler du til dem i lignelser?’ Han svarede og sagde til dem: ’Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstår. På dem går Esajas’ profeti i opfyldelse, når han siger: „I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres øren, fordi de hører. Thi sandelig siger jeg Eder: Mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre.“ — Matt. 13:9-17.

10. Hvad var det flere mennesker i folkeskaren var blottet for? Hvad var ifølge Jesu ord nødvendigt for at opnå skelneevne?

¹⁰ Det kan være at nogle i folkeskaren mente at de forstod lignelsens betydning uden at behøve Jesu forklaring, men af Jesu drøftelse med disciplene fremgår det at selve det at de ikke beskæftigede sig mere indgående med lignelsen var et symptom på noget langt alvorligere end blot selvbehagelighed eller sløv ligegyldighed. De var aldeles blottede for åndelig skelneevne, en mangel som boede i deres hjerte og som forhindrede dem i at fatte den fulde betydning af Jesu ord og pådrage sig et ansvar. Som ægte børn af Adam og Eva foretrak de at følge deres egen forstand og deres selvbestaltede ledere, fremfor af hele deres hjerte at lytte til den autoriserede meddelelseskanal som Jehova havde ladet fremstå midt iblandt dem. Jesu disciple, derimod, forstod at når de én gang havde vendt deres hjerter til Gud og havde taget imod de første begyndelsesgrunde i Guds hellige udtalelser, måtte de skride frem til modenhed. Derfor gik de hen til Jesus og bad ham forklare dem lignelsen. Jesus sagde da til dem: „Så hør nu, hvad der menes med lignelsen om sædemanden. Når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, så kommer den Onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået på vejen. . . . Men sæden, som blev sået i god jord, det er ham, der hører ordet og forstår det, og som så bærer frugt, hundrede, tresindstyve eller tredive fold.“ — Matt. 13:18-23.

11. Hvad er skelneevnen betinget af, og hvoraf fremgår det klart at det er nødvendigt at opøve vor opfattelsesevne?

¹¹ En sådan åndelig skelneevne opnås kun gennem øvelse. De som ejer den har studeret. De har været vågne for hvilke muligheder der åbnede sig for dem, har brugt deres opfattelsesevne og har opøvet den så de kunne skelne mellem sandhed og usandhed, mellem ret og uret. Den åndelige sæd der er blevet sået i en sådan frugtbar jord har slået dybe rødder i gode hjerter. Man kan ikke undskylde sig ved at sige: „Ja, men det ligger slet ikke for mig at læse og studere.“ Jesu disciple var ikke belæste, men de gjorde god brug af deres medfødte evner og blev rigt belønnet for deres indsats. (Matt. 11:25) Skal man studere Bibelen kræver det selvfølgelig at man gør brug af sine åndsevner, det er sandt nok, men skelneevnen er betinget af at man bøjer sig under Guds ånd. (1 Kor. 2:11-13) At man forstår den vejledning man får vil sige at man anerkender de principper der gør sig gældende, og derpå anvender denne kundskab så man træffer de rette afgørelser. Det bliver altså først og fremmest et spørgsmål om dømmekraft og ikke om åndsevner, og eftersom vor udøvelse af tjenesten beror på den rette dømmekraft, og den afbalancerede dømmekraft er afhængig af hvor god vor opfattelsesevne er, skulle det være indlysende at det er påkrævet at opøve den. Er det ikke ligetil at hvis vi ikke fatter og forstår hvad vi hører og hvad vi studerer i Guds ord, har vi intet grundlag for at skelne ret fra uret, og at vi bliver et let bytte for Satans angreb? Forser eller undlader vi at opøve denne evne udsætter vi os for fare, fordi vor uudviklede skelneevne er ude af stand til at give os det rette fingerpeg til en ligevægtig bedømmelse, og det kan være vi bliver overvundet. Hvis vi imidlertid er tilbøjelige til at tabe modet når vi begår en fejl, skal vi huske at Adam til trods for sine fuldkomne åndsevner undlod at bruge sin dømmekraft, hvad han måtte bøde med livet for, hvorimod vi, skønt vi er ufuldkomne på sind og legeme, kan handle med Jesu Kristi visdom og leve. — 1 Kor. 1:26, 27,

12. Hvilken grundsætning er nævnt i Mattæus-evangeliet 25:21, og hvorledes kan vi ud fra dette princip slutte at tilsyneladende små afgørelser har indflydelse på store afgørelser?

¹² Før vi kan beskæftige os med de dybere emner i Guds ord, må vi lære at forstå de mindre dybe, de ting der undertiden kan synes uden betydning. Hviler vor bygning ikke på den nøjagtige kundskabs sikre grundvold, vil den revne og falde sammen. På akkurat samme måde hviler vore store afgørelser på en række mindre, og med vor dømmekraft i sådanne tilfælde står og falder vor anvendelighed og fremgang i Jehovas tjeneste. — Matt. 25:21.

13. Hvilken bibelsk formaning understreger nødvendigheden af at vokse i nøjagtig kundskab?

¹³ Hermed er endnu en gang fremhævet nødvendigheden af at vokse i nøjagtig kundskab. Som Paulus skrev til korinterne: „Idet vi samarbejder med ham, beder vi jer indtrængende om ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt.“ (2 Kor. 6:1, NW) Når vi er blevet kaldet ud af denne verdens mørke og ind i Guds hensigters vidunderlige lys, og ved Guds ufortjente godhed atter har opnået hans gunst og er blevet ført ind på retfærdighedens sti, må vi, ifølge Paulus’ advarende ord, ikke selvtilfredse betragte dette som en tjeneste Gud gør os, alene i den hensigt at vi skal blive frelst og beskyttet. Vi må omsætte den belæring vi modtager fra Gud i handling, så vi gør hans vilje. Jakob bekræfter dette: „Vær imidlertid ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv med falske tankeslutninger.“ — Jak. 1:22; NW.

Tiden er inde til at blive lærere

14. Hvad udtalte Paulus til de jødekristne, og hvordan fremgår det heraf hvad der er Guds hensigt med at give os undervisning?

¹⁴ Dersom man overser i hvilken hensigt Jehova Gud belærer os gennem sit ord, bedrager man sig selv med falske tankeslutninger. Er det at gøre brug af sin skelneevne? Når vor skelneevne nu har ført os ind på sandhedens vej, hvorfor da så hurtigt lade os drage bort fra den? For at vise nogle af de jødekristne dengang at de var sene til at påtage sig deres ansvar, fandt Paulus det påkrævet at fortælle dem det i et brev: „For i sandhed, skønt I burde være lærere når man tager tiden i betragtning, har I atter brug for at nogle fra grunden skal undervise jer i de første principper i Guds hellige udtalelser, og I er blevet sådanne der trænger til mælk og ikke til fast føde. For enhver der får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd.“ Derpå fortæller han dem at fast føde er for mennesker „som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne“. — Hebr. 5:12-14, NW.

15. Hvorfor var det så vigtigt for disse jødekristne at sætte sig ind i de vægtige argumenter Paulus gav i sit brev?

¹⁵ Paulus var klar over at mange blandt disse første kristne kun langsomt fattede at de havde et ansvar som lærere og at de stadig var tilfredse med at stå på begyndelsesstadiet af den kristne vækst, og altså endnu kun var elever. Paulus skrev sit brev til hebræerne for at give de troende jøder vægtige argumenter til støtte for at Jesus var den lovede Messias, og for desuden at råde og vejlede dem så de kunne nå til frelse og være til sand gavn for de mennesker de forkyndte for. De modne kristne jøder ville derfor ivrigt benytte sig af denne gudgivne foranstaltning og befæste deres stilling, og de ville skyndsomst sætte sig ind i disse gode argumenter så de kunne forsvare den sande tro. Men hvorledes kunne nu de der kun trevent lod sig belære, have mulighed for at forstå den visdom som indeholdtes i Paulus’ inspirerede fremstilling? Hvordan kunne de i det hele taget vide om det var sandt og korrekt, eftersom deres opfattelsesevne ikke gennem brug var opøvet til at skelne mellem sandhed og usandhed? Og hvem kunne sige om der ikke i disse dybsindige udtalelser var ting som de til deres fortabelse kunne fordreje? Hvis de ikke var nået så langt at de kunne tilegne sig disse sandheder, hvorledes skulle de så tjene den hensigt i hvilken de var blevet undervist, nemlig den at de skulle undervise andre? Det var ikke vanskeligt at fatte den „elementære lære om Kristus“, som Paulus sagde at de først skulle lære: „omvendelse fra døde gerninger, tro på Gud, læren om døbelser og håndspålæggelser, de dødes opstandelse og evig dom“. (Hebr. 6:1, 2, NW) Men samtidig med at de lærte disse „første principper i Guds hellige udtalelser“, måtte de udvikle evnen til at afgøre og bevise rigtigheden af disse principper. Kun på en sådan grundvold kunne der bygges en alsidig kristen modenhed.

16. Hvordan illustrerede Jesus over for disciplene hvad der er den vigtigste grund til at skønne på skelneevnens værdi?

¹⁶ Uden hensyn til hvor skarp vor medfødte skelneevne måtte være, er det stadig nødvendigt at Gud leder os hvis vi skal opnå resultater. Det viste Jesus sine disciple, af hvilke nogle var meget dygtige fiskere. Han havde undervist folkeskaren fra Simon Peters båd. „Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: ’Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til en dræt!’ Da svarede Simon og sagde: ’Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.’ Og da de havde gjort det, fangede de en stor mængde fisk, og deres garn var ved at briste. Så vinkede de ad deres fæller i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem; og de kom, fyldte begge bådene, så at de var nær ved at synke. Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: ’Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!’ Thi en rædsel havde grebet ham og alle dem, som var med ham, over den fiskedræt, de havde fået; . . . Men Jesus sagde til Simon: ’Frygt ikke! fra nu af skal du fange mennesker.’“ (Luk. 5:4-11) Kan vi i lyset af den indbydelse som Jesus her fremsætter, ignorere denne vigtigere grund til at skønne på værdien af at opøve vor skelneevne ved hjælp af Guds ord så vi kan vokse til modenhed?

17. Hvad er en af de første betingelser for at vi kan fuldføre vort hverv som forkyndere? Forklar.

¹⁷ Sande kristne må i dag ligesom dengang være menneskefiskere. Forkyndelsen er tydeligvis et kald der må følges af alle som opnår livet. Det er et heltidskald, hvad enten den kristne bruger al sin tid eller kun en del af sin tid til at forkynde fra dør til dør, og skal kaldet fuldføres med et lykkeligt resultat fordrer det alle et menneskes evner og kræfter. At opøve vor opfattelses- og skelneevne er ligeledes en heltidsopgave og er en af de første betingelser for at vi kan fuldføre hvervet som forkyndere. Hvis dette er gået op for os, vil vi gøre os umage for at opøve dem, som om livet afhang deraf. Det gør det nemlig.