Afskriverne blandt de første kristne

„TÆNK PÅ, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, . . . men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme; . . . for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — 1 Kor. 1:26-29.

Disse ord af apostelen Paulus omfatter også de energiske, samvittighedsfulde og stort set ukendte og uøvede bibelafskrivere blandt de første kristne. De viste sig at være langt visere end deres samtids uddannede skønskrivere, og det både med hensyn til det de afskrev og den praktiske måde de greb deres arbejde an på. Det er interessant, oplysende og trosstyrkende at kaste et blik på deres arbejde.

I vore dage er der ikke meget tilbage af disse afskriveres arbejder, og det kan ikke undre en, når man husker hvordan de kristne blev forfulgt af Rom, der gang på gang befalede at de kristnes skrifter skulle tilintetgøres. Desuden har ælde og slid spillet ind, for papyrus, det materiale afskriverne benyttede, gik hurtigt til grunde i et fugtigt klima. Dette forklarer hvorfor man i vore dage har fundet de fleste afskrifter i Ægypten, der har et varmt og tørt klima, det ideelle for opbevarelsen af papyrus. Efterhånden som papyrusmanuskripterne blev erstattet af eksemplarer på pergament, der udfærdigedes af uddannede skrivere i begyndelsen af det fjerde århundrede, så man endvidere ingen grund til at opbevare de første manuskripter, selv om der blandt disse fandtes originalskrifter. Men som vi skal se er det materiale tiden har levnet os højst værdifuldt.

Hvad de afskrev

Der kan ikke herske tvivl om at det afskriverne blandt de første kristne arbejdede med gjorde dem visere end de hedenske, uddannede skrivere blandt deres samtidige. Ingen ringere end den almægtige Guds egen søn var kommet til jorden, og da han forlod den havde han befalet sine efterfølgere at de skulle gøre „disciple af folk af alle nationer“. Fra Pinsedagen begyndte man at udbrede „den gode nyhed“ ved hjælp af det talte ord, men udbredelsen af budskabet ved det talte ord er underkastet visse begrænsninger. Dersom den gode nyhed skulle bevares mere permanent og i en nøjagtigere form samt offentliggøres vidt og bredt måtte den skrives ned. — Matt. 28:19, 20, NW; Rom. 10:15.

Af disse og flere andre grunde drev den hellige ånd mænd til at nedskrive dette betydningsfulde budskab, og fra Pinsen hengik der ikke mere end lidt over tredive år førend alle de kristne græske skrifter, bortset fra Johannes’, forelå.

Dette betød dog ikke at det kristne skrivearbejde nu var afsluttet. Det lå i sagens natur at evangelierne måtte ud til en større kreds, hvorfor det var nødvendigt at fremstille afskrifter. Selve den måde hvorpå Jakob (og Peter med) indleder sit brev, peger på behovet for en mangfoldiggørelse af de kristne skrifter: „Til de tolv stammer i adspredelsen.“ I den advarsel Johannes nævner, nemlig at man ikke må lægge noget til eller tage noget bort fra Åbenbaringens bog, ligger en antydning af at der toges afskrifter af de kristnes skrifter. — Jak. 1:1; 1 Pet. 1:1; Åb. 22:18, 19.

Men selv inden afskrifter af disse bøger blev fremstillet, spillede de kristne afskrivere en betydningsfuld rolle ved udbredelsen af den gode nyhed. Hvorledes det? Jo, de højt begunstigede der blev inspireret til at give os De kristne græske Skrifter, førte ikke altid selv pennen. Vi læser således i et af Paulus’ breve: „Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette brev, hilser jer i Herren.“ Det er endda sandsynligt at Paulus på få undtagelser nær — for eksempel det korte brev til Filemon — simpelt hen dikterede sine breve og kun med egen hånd føjede en hilsen og sin underskrift til: „Hilsenen skriver jeg, Paulus, med egen hånd. Dette er et kendetegn i alle breve fra mig; sådan er min håndskrift.“ — Rom. 16:22; 2 Tess. 3:17; Filem. 19.

En kristen skriver må også have hjulpet Peter, for vi læser i hans første brev: „Bistået af Silvanus, den trofaste broder (thi det holder jeg ham for at være), har jeg nu i korthed skrevet dette til jer for at formane jer.“ Øjensynlig var Silvanus en dygtig skriver og hørte ikke, som Peter, til de „ulærde mænd og lægfolk“, for ifølge dr. Goodspeed „anses Hebræerne og 1 Petersbrev almindeligvis for at have det bedste græsk i Det nye Testamente“. Nogle hævder at 2 Petersbrev ikke kan være skrevet af Peter, fordi dets stil er så forskellig fra den vi finder i det smukt formede 1 Petersbrev. Men det behøver ikke være forklaringen. Det kan være et vidnesbyrd om at Peter har ladet Silvanus få et vist spillerum ved ordvalget, og at en anden (måske Peter selv) har skrevet det andet brev. — 1 Pet. 5:12; Ap. G. 4:13.

Materialet de anvendte

De hebraiske Skrifter blev skrevet på skind. Historien viser at det var kopier skrevet på skind der sendtes til Alexandria for dér at blive anvendt ved udfærdigelsen af Septuaginta. Den Esajasrulle fra hvilken Jesus høste op i synagogen i sin hjemby Nazaret, var uden tvivl skrevet på skind ligesom de i 1947 fundne Dødehavsruller, deriblandt en Esajasrulle. — Luk. 4:17.

Men ruller af skind fyldte meget og kostede meget. Til deres forkyndelse behøvede de kristne et materiale som i alle henseender var mere praktisk, og papyrus var ganske ideelt til formålet, i hvert fald i de første tre århundreder. Det kunne let købes i forskellige størrelser og kvaliteter og anvendtes i rulleform. At de originale manuskripter, hvad enten disse blev skrevet af de inspirerede mænd selv eller af deres skrivere, forelå i ruller, fremgår både af historien og af Bibelen. Det lader desuden til at de snart forsvandt, eftersom ingen af de første århundreders kirkelige tilsynsmænd nævner at have set dem. — 2 Tim. 4:13, NW; Åb. 5:5.

Papyrusruller fra den tid var sjældent over ni meter lange og kunne i højden være mellem femten og fyrre centimeter. Lukas, hvis skrifter er de længste, har måske søgt at begrænse sin beretning på grund af dette. Hans skrifter menes at ville fylde en papyrusrulle der er otteogtyve centimeter høj og mellem ni og en halv og ni trekvart meter lang. Johannes’ evangelium må have fyldt en rulle på mellem syv og syv en kvart meter, og Markus’ en på fem meter og firs. Paulus’ breve ville, målt i papyruslængder, have fyldt mellem femten og tyve centimeter for Filemonbrevets vedkommende og tre og en halv meter for Romerbrevets.

I afskrivningen af de originale skriftruller overgik de kristne skrivere snart deres uddannede fæller blandt de hedenske afskrivere. De var praktiske mænd. De begyndte tidligt at anvende den nu kendte bogform, kodeksen, i stedet for bogrullen. En kodeks er et værk som er skrevet på ark, og disse kunne, hvis man ønskede det, forsynes med et bind af træplader. Man kan således læse at mens næsten alle hedenske skrivere endnu i det tredje århundrede benyttede bogrullen, var de fleste kristne skrivere gået over til at benytte kodeksformen.

Kodeksen havde mange fordele fremfor bogrullen: den var billigere fordi den bestod af enkeltarkene som de blev fremstillet. Rullen derimod måtte man lave ved at lime arkene sammen i forlængelse af hinanden. En kodeks kunne desuden rumme langt mere end en rulle, og man var ikke længere tvunget til at have hvert skrift for sig. Ret tidligt samlede man de fire evangelier i en kodeks; og det samme gjaldt Paulus’ breve. Der skal benyttes mellem femogtredive og fyrre ruller til alt det der står i en kodeks som Det vatikanske Manuskript nr. 1209.

Man kan heller ikke se bort fra de fordele en kodeks bød på når man ville læse en bestemt passage i Bibelens skrifter. Det er jo noget simplere at slå op på den sidste side i en bog end at rulle ni meter manuskript ud! Man kan være vis på at afskriverne blandt de første kristne vidste hvad de gjorde da de ret hurtigt gik over til at benytte kodeksformen, hvis ikke det ligefrem var dem der opfandt den.

Som blæk benyttede afskriveren en blanding af sod og gummi. Blandingen fremstilledes i fast form og opløstes i vand når man havde brug for blæk. I stedet for gummiviskelæderet af i dag, og i stedet for kniven som benyttedes af den skriftkyndige der skrev på skind eller pergament, havde disse afskrivere en svamp hvorved de vaskede skrivefejlene ud. Skriveredskabet var en rørpen, calamus, hvis yderste ende var blødgjort i vand så den dannede ligesom en fin pensel. — Jer. 36:23; 2 Kor. 3:3; 2 Joh. 12; 3 Joh. 13.

Uøvede men samvittighedsfulde

Historikere er tilbøjelige til at forklejne det arbejde som disse afskrivere blandt de første kristne udførte. De peger på at afskriverne ikke fattede betydningen af at være nøjagtige og at de derfor lavede mange fejl, som de lærde lige siden har gjort sig al umage for at rette. Men det giver et helt forkert billede af sagen hvis man betragter den på den måde. Det er sandt, som Westcott og Hort siger i Introduction to the New Testament, at formålet med afskrivningen er „den nøjagtige gengivelse af en bestemt række ord i en given orden“, og derfor må afskriveren have „en klar erkendelse af at afskriverens pligt er at afskrive og intet andet“. „Denne erkendelse,“ fortsætter de, „er sjældnere og i højere grad afhængig af øvelse end man skulle formode,“ for medmindre „opmærksomheden særlig samles om at sproget i sig selv er helligt . . . vil den instinktive trang til at forstå øve en påfaldende indflydelse på resultatet“. Med andre ord: Hvis afskriveren ikke er særlig øvet vil han, uanset hvor samvittighedsfuld han er, lave småfejl fordi han, uden at ane underbevidsthedens indflydelse, samler opmærksomheden om at forstå i stedet for at koncentrere sig om at afskrive hvert ord nøjagtigt.a

Afskriverne blandt de første kristne var ikke øvede skrivere, og derfor lavede de mange fejl. Er det meget alvorlige fejl? De består i ubetydelige omstillinger af ord eller ordgrupper, eller i at der er anvendt et synonym som „Herre“ for „Gud“, eller et stedord for et navneord, eller omvendt, for eksempel „han“ for „Jesus“ eller „Jesus“ for „han“. Eller der kan være anvendt en lidt anden stavemåde eller ordet kan være stavet forkert. Westcott og Hort udtaler at 99,9 procent af de uoverensstemmelser der kan rejses spørgsmål om, består af „forholdsvis ubetydelige afvigelser“.

Typisk for det arbejde som de kristne afskrivere foretog er det ældste brudstykke man har af en afskrift af De kristne græske Skrifter, nemlig Rylands-papyrusen nr. 457. Den er beskrevet på begge sider og indeholder i alt lidt over et hundrede græske bogstaver. Fragmentet menes at stamme fra det andet århundrede, og er altså en meget tidlig afskrift. Man har sagt om det at det er et „omhyggeligt stykke arbejde“, selv om det har en uformel karakter og ikke gør fordring på at være et fint skrivearbejde. Interessant nok stammer brudstykket fra en kodeks, der må have været cirka tyve centimeter på hver led og efter al sandsynlighed har indeholdt hele Johannes’ evangelium, eller rundt regnet seksogtres blade, i alt henved 132 sider.

Chester Beatty manuskripterne stammer fra et senere tidspunkt og kan give os flere oplysninger. De består af dele af elleve kodekser på græsk og er skrevet mellem det andet og fjerde århundrede efter vor tidsregning. De indeholder dele af ni hebraiske og femten kristne bibelbøger, og man finder her et repræsentativt udvalg af forskellige håndskrifter. Én kodeks siges at være udført af „en faguddannet og dygtig skriver“. Om en anden hedder det: „Skriften er korrekt, og selv om den ikke er nogen egentlig skønskrift må den være udført af en habil skriver.“ Om en tredje siges det at „skriften er ubehjælpsom men i almindelighed korrekt“. — Chester Beatty Biblical Papyri, bind 1.

Vigtigere end disse forskellige træk er imidlertid indholdet i disse papyrusmanuskripter. I det store og hele bekræfter de de pergamentmanuskripter fra det fjerde århundrede der kendes under navnet „den neutrale familie“ af bibelmanuskripter, hvortil hører det vatikanske nr. 1209 og det sinaitiske. Denne gruppe manuskripter sætter Westcott og Hort højest. De indeholder heller ikke de iøjnefaldende tilføjelser der findes i visse pergamentmanuskripter, der, måske fejlagtigt, er blevet kaldt den „vestlige familie“.

Det vigtigste af det hele er at disse papyrusmanuskripter bekræfter de nuværende teksters ægthed. Herom har Frederick Kenyon sagt: „Det er tilfredsstillende at den første og vigtigste slutning vi kan drage af en undersøgelse af dem, er at de på alle afgørende punkter bekræfter de bestående teksters pålidelighed. De viser ingen påfaldende eller fundamentale afvigelser, hverken i Det gamle eller nye Testamente. Ingen betydningsfulde passager er udeladt eller indføjet, og der forekommer ikke afvigelser som influerer på vigtige kendsgerninger eller på troslæren. Tekstvarianterne berører kun uvæsentlige ting, såsom ordenes rækkefølge eller nøjagtigheden af det anvendte ord.“

Det er ganske rigtigt at der blandt de kristne afskrivere „ikke var mange verdsligt vise“, men deres værk vidner om at de ejede sand visdom. Selv om mange mindre fejl sneg sig ind i deres afskrifter fordi de ikke havde nogen faglig uddannelse, gjorde deres samvittighedsfuldhed og deres krav om forståelighed det muligt for dem at levere manuskripter der i det store og hele er korrekte og fri for forvanskende tilsætninger. Hvad der i nutiden er tilbage af deres arbejder yder et vægtigt bidrag til at fastslå ægtheden af Bibelen som vi har den i dag.

[Fodnote]

[Illustration på side 233]

Fragmemt af Rylands papyrus nr. 457 (viser begge sider)