Jehova velsigner de loyale
„I som elsker Jehova, had det der er slet. Han vogter sine loyales sjæle.“ — Sl. 97:10, NW.
1. Hvorfor har Jehova ret til at forvente at vi er loyale, og hvad har han ret til at gøre?
SOM den der har skabt alt levende i himmelen og på jorden er Jehova Kongen over alle konger og den eneste sande Gud. Bibelen omtaler ham som „en evig konge“. (Jer. 10:10) Har han derfor ikke ret til at kræve loyalitet af sine undersåtter, som han jo selv har skabt? (Ef. 4:24, NW) Er det ikke kun rimeligt at han iværksætter sanktioner over for illoyale men velsigner dem som er loyale? Gør ikke jordiske herskere det samme?
2. Hvem mener de fleste mennesker at de først og fremmest skylder loyalitet? Hvorfor er en sådan opfattelse forkert?
2 Af de mere end tre milliarder mennesker der lever på jorden i dag er det forholdsvis få der tænker på at de er forpligtede til at være loyale over for den store Suveræn, Jehova Gud. De ser ikke længere end til den jordiske regering de har umiddelbart over sig. De mener at loyaliteten mod den regering går forud for alt andet. På dens bud er de villige til at krænke Guds love og gøre det der er slet i hans øjne. Men er det ikke at se ens overordnede i et forkert perspektiv? Det ville være det samme som hvis de ansatte i en virksomhed betragtede den tilsynsførendes myndighed som højere end ejerens. Er jordiske herskere ikke selv underlagt en højere myndighed, nemlig den der hersker som konge over hele universet?
3. Hvordan gav nogle mænd i det første århundrede udtryk for deres loyalitet mod Gud?
3 I det første århundrede efter vor tidsregning var der en gruppe mænd der viste at de havde det rette perspektiv da et råd af jordiske ledere stillede krav til dem som ville have ført til ulydighed mod universets øverste Suveræn. I deres svar gav de udtryk for deres loyalitet mod ham, idet de sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29, NW) I et så vigtigt spørgsmål som dette vil det sikkert ikke være vanskeligt at forblive loyal mod Gud, men hvad med de tilsyneladende små ting? Hvad med de ting der ser uskyldige ud men som kan føre til alvorligere brud på loyaliteten?
4. Hvilken tanke indeholder ordet „loyalitet“?
4 Ordet „loyalitet“ indeholder tanken om trofast og hengivent at holde sig til en hersker eller leder. Det indeholder også tanken om hengivenhed over for nogen eller noget samt det at være tro over for en eller flere som man skylder troskab. I Bibelens hebraiske del er betydningen af det hebraiske ord for „loyalitet“ forbundet med venlighed. Dog indeholder det mere end tanken om den venlige hensyntagen eller godhed der udspringer af kærlighed, selv om det omfatter dette og ofte gengives med „kærlig godhed“ eller „loyal kærlighed“. Det er en venlighed eller godhed der i kærlighed knytter sig til genstanden for denne følelse indtil formålet med den er opfyldt. Det er en følelse Gud nærer over for sine tjenere og som de nærer over for ham. Loyalitetsfølelsen kan altså gå i to retninger. Undersåtter kan nære loyalitet over for en hersker, og en hersker kan nære loyalitet over for sine undersåtter. Om Jehova siges der i Anden Samuelsbog 22:26 (NW): „Over for den loyale handler du loyalt.“ Dette har vist sig at være sandt, eftersom Jehova aldrig har undladt at opfylde et løfte over for sine loyale tjenere.
Israels konge
5. Hvordan gav Jehova bevis på sin loyalitet over for israelitterne?
5 Når vi ser tilbage på det gamle Israel kan vi se hvordan Gud handlede loyalt over for dette folk. Det stod i et forhold til Gud som var enestående i sin art. Med stærk hånd havde Gud udfriet folket fra trældom i Ægypten og ført det i god behold til foden af Sinaj bjerg i Arabien. Dér indgik han en pagt eller overenskomst med folket, hvilket han ikke havde gjort over for noget andet folk. Han gav det et lovkompleks og herskede over det som dets usynlige konge. Om dette usædvanlige forhold sagde Moses til folket: „Dig har [Jehova] din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.“ (5 Mos. 7:6) Jehova var altså Israels egentlige konge. Han viste også sin loyalitet over for folket ved at give det sejr over fjendtlige folk der var større og mægtigere end det. — 5 Mos. 9:1-3.
6. Hvad forventede han af dem, og hvordan udtrykte han dette over for dem?
6 Jehova forventede med rette at israelitterne viste deres loyalitet mod ham ved ikke at søge andre guder. Dette fremgik klart af de love han gav dem. Det første af de velkendte ti bud lyder: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ (2 Mos. 20:2, 3) Det ville være et alvorligt brud på deres loyalitet mod ham, deres Gud og konge, hvis nogen iblandt dem gav sig til at dyrke fremmede guder.
7. Hvordan blev israelitterne, da de befandt sig på Moabs sletter, gjort opmærksomme på dette spørgsmål om loyalitet?
7 Mange år senere, nemlig da israelitterne befandt sig på Moabs sletter og gjorde sig rede til at gå ind i det land Gud havde lovet dem, advarede Moses om sanktioner som deres usynlige konge ville iværksætte over for dem hvis de handlede illoyalt. Blandt andet sagde han: „Forbandet skal du være i staden, og forbandet skal du være på marken!“ (5 Mos. 28:16) Han nævnte også de velsignelser de ville komme til at nyde hvis de var loyale. — 5 Mos. 28:1-14.
8. Hvori havde israelitterne en tilskyndelse til at være lydige og loyale?
8 Alt hvad Gud havde gjort for israelitterne udgjorde en virkelig og kraftig tilskyndelse til dem til at forblive på lydighedens og loyalitetens vej. Han havde udfriet dem fra ægyptisk trældom og sørget for alt hvad de behøvede under deres fyrre års ørkenvandring. Han gav dem på mirakuløs vis manna at leve af, forsynede dem med vand, gav dem sanitære forholdsregler der beskyttede deres helbred og sundhed, og forhindrede endog at deres klæder og sko blev slidt op i al den tid. — 5 Mos. 29:5.
9. Hvordan var moabitternes og midjanitternes reaktion på israelitternes tilstedeværelse på Moabs sletter?
9 Henimod slutningen af de fyrretyve års ørkenvandring blev de angrebet af amoritterne under anførsel af kongerne Sihon og Og. Jehova hjalp Israel til at vinde sejr over disse fjender. (5 Mos. 2:32-36; 3:1-13) Moabitterne lagde mærke til dette og blev grebet af frygt, især da de så israelitternes uhyre lejr udbredt på Moabs sletter. Der siges at de „gruede for israelitterne“. (4 Mos. 22:1-3) Midjanitterne, der levede som nomader, var også bekymrede, og deres ældste rådslog derfor med moabitternes ældste. De sidstnævnte sagde: „Nu vil denne menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som okserne opæder græsset på marken!“ (4 Mos. 22:4) Begivenhederne udviklede sig nu på en måde der fik en tilsyneladende lille ting til at blive en alvorlig prøve på israelitternes loyalitet over for deres konge, Jehova Gud.
Balak lægger råd op mod Israel
10. Hvorfor søgte Balak hjælp hos Bileam, og hvad anmodede han om?
10 Da moabitternes konge, Balak, vidste at han ikke kunne vinde nogen militær sejr over israelitterne uden guddommelig hjælp, søgte han hjælp hos Bileam, der boede i Petor, en by der sandsynligvis lå i den øvre Eufratdal i nærheden af Karan. Skønt Bileam ikke var israelit havde han dog noget kendskab til den sande Gud, Jehova, og anerkendte ham også. Balak og hans midjanitiske allierede sendte en delegation til Bileam med en anmodning om at han skulle komme og forbande israelitterne. De overbragte ham Balaks bøn, der lød således: „Kom nu og forband mig det folk, thi det er mig for mægtigt; måske jeg da kan slå det og jage det ud af landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!“ (4 Mos. 22:6) Efter at have spurgt Jehova afslog Bileam anmodningen med ordene: „Vend tilbage til eders land, thi [Jehova] vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med eder!“ — 4 Mos. 22:13.
11. Hvordan røbede Bileam hvad der egentlig boede i hans hjerte?
11 En ny delegation bestående af mere ansete mænd end før blev sendt af sted af Balak. De tilbød Bileam en rigelig belønning hvis han ville komme og udtale en forbandelse over Israel. Til trods for at Gud, da Bileam fik besøg af den første delegation, havde sagt til ham at han ikke skulle gå med dem, bad Bileam dog igen om tilladelse til at gå, tilskyndet af sit store begær efter den rigelige belønning. Jehova tillod Bileam at træffe sin egen beslutning i overensstemmelse med hvad der boede i hans hjerte; men da Bileam valgte at rejse med delegationen, vakte det Jehovas mishag og han sendte sin engel for at hindre ham i hans forehavende. Engelen sagde: „Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min vilje.“ (4 Mos. 22:22-32) Uden at ænse dette tegn på Jehovas mishag fortsatte Bileam med at gøre som hans hjerte tilskyndede ham, da engelen sagde at han godt kunne følge med mændene. — 2 Pet. 2:15, 16; Jud. 11.
12. (a) Fortæl hvad resultatet blev af Bileams bestræbelser for at forbande israelitterne. (b) Hvilken anden plan forelagde han Balak og midjanitternes ældste?
12 Efter at være ankommet til Moab gjorde Bileam tre forsøg på at forbande Israel, men hver gang lod Jehova Bileam udtale en velsignelse. Forståeligt nok var kong Balak rasende. „For at forbande mine fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre gange!“ (4 Mos. 24:10) Dette yderligere vidnesbyrd om Guds mishag med Bileams ønske om at forbande Israel, formindskede ikke Bileams begær efter belønningen. Han lod nu Balak og de midjanitiske høvdinger forstå at hvis de kunne få israelitterne til at bryde deres loyalitet mod Jehova, så ville Jehova selv forbande dem. Bileam foreslog at de lokkede israelitterne til at deltage i sexdyrkelsen omkring guden Ba’al-Peor. (4 Mos. 31:16) Om Bileam siges der i Åbenbaringen 2:14 at det var ham „der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt“. Det var en snedig plan.
En loyalitetsprøve
13. (a) Hvilket svagt punkt ville Bileam søge at ramme? (b) Hvordan havde denne svaghed været årsag til at deres loyalitet allerede var blevet stillet på prøve af tilsyneladende små ting?
13 Ved at følge Bileams plan ville moabitterne og midjanitterne ramme israelitterne på et svagt punkt, nemlig deres kødelige lyster. Denne svaghed havde allerede voldt dem vanskeligheder. På et tidspunkt under ørkenvandringen havde de længtes efter visse madvarer som de havde spist mens de var i Ægypten. Det var ikke fordi de var sultne, men fordi de gav efter for en kødelig længsel efter fødemidler de syntes særlig godt om. De var ikke tilfredse med det Gud havde tilvejebragt, og derfor klagede de: „Kunne vi dog få kød at spise! Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna.“ (4 Mos. 11:4-6) Denne utaknemmelighed nedkaldte Jehovas vrede over dem da det var en forsmåelse af hans gaver. Ved en anden lejlighed omtalte de respektløst mannaen som ’ussel føde’. (4 Mos. 21:5) En så ubetydelig ting som maden kunne altså få dem til at klage over for deres usynlige konge. Bileam fattede en plan om at udnytte denne kødelige svaghed, der tilsyneladende var en ringe ting, til at forlede israelitterne til at gøre noget som ville være et alvorligt brud på deres loyalitet mod Gud.
14. Fortæl hvad Bileam kunne have sagt da han forelagde sin plan for moabitterne og midjanitterne.
14 Da Bileam forelagde sin plan for Balak og hans allierede, kan have sagt noget i retning af dette: ’Se dog hvor smukke Moabs og Midjans kvinder er. Deres danse er yderst forførende og æggende. Og det er ikke sådan at israelitterne nu har vandret i ørkenen i fyrretyve år, og har deres Gud ikke kun givet dem manna at spise? Er det ikke tænkeligt at de vil se med hungrige øjne på landets goder? Hvis nu Moabs og Midjans kvinder vil strække sig en lille smule i deres gæstfrihed, mon disse ørkenvandrere så ikke vil være rede til at deltage i et festmåltid med Moabs bedste mad og vin på bordet? Lad dem sætte sig til bords og spise og drikke. Lad dem smage Moabs fristende retter, og lad Midjans berusende vine stige dem til hovedet. Når de så er blevet kendt med skikken, vil kvinderne vide at forføre dem og således få Israel til at bøje sig for Moabs guder.’
15, 16. (a) Hvordan har nogle af de israelitiske mænd muligvis ræsonneret da de modtog de moabitiske og midjanitiske kvinders indbydelse? (b) Hvorfor var deres ræsonnement farligt?
15 Da de smukke moabitiske og midjanitiske kvinder indbød de israelitiske mænd til deres gæstebud, forekom det uden tvivl mændene at være et uskyldigt udtryk for deres gæstfrihed. De har måske tænkt som så: ’Hvad kan der være i vejen for at tage imod moabitternes og midjanitternes gæstfri tilbud? Der kan da ikke være noget ondt i at spise og drikke sammen med dem. Dansene vil være en kærkommen afslapning og underholdning. Ja, efter den hårde kamp med amoritterne må vi da have lov til at slappe lidt af.’ Et sådant ræsonnement, hvormed man ville forklare og retfærdiggøre sine handlinger, ville være meget risikabelt fordi det kunne bringe dem i en yderst farlig situation.
16 Tilsyneladende var det kun en ringe ting at tage imod moabitternes og midjanitternes gæstfrihed og spise de mange fristende og lækre retter de ville stille frem. Men det var jo ikke det rette selskab for israelitterne. Disse mennesker var jo afgudsdyrkere, der som et led i deres dyrkelse af guden Ba’al havde kultisk prostitution og hengav sig til tøjlesløse riter. At være i selskab med disse mennesker ville ikke være sundt, i særdeleshed ikke i den afslappede atmosfære som ville herske ved et festmåltid. Den gode mad og de rigelige mængder af vin ville skabe en sorgløs og letsindig stemning og nedsætte modstandskraften over for det der er slet i Guds øjne. Ville de israelitiske mænd under disse omstændigheder ikke blive fristet ved synet af let påklædte kvinder af stor skønhed som dansede æggende foran de opdækkede borde? Ville de ikke bukke under for kvindernes forføriske indbydelse til sammen med dem at deltage i ba’alsdyrkelsens tøjlesløse riter? Dårligt selskab kunne således forlede dem til handlinger der ville være et alvorligt brud på deres loyalitet mod deres Gud og konge. — 2 Mos. 34:12-15; Hos. 4:11, NW.
17. (a) Hvad gjorde festerne til mere end lejligheder hvor man blot spiste og drak? (b) Hvordan blev de en snare for de israelitter der kom til dem?
17 Disse hedenske folks fester var altid forbundet med deres religion. Musikken, dansene og de løsslupne ceremonier var alt sammen et led i ba’alsdyrkelsen. Kvindernes danse, udført til ære for guderne, skulle vække de tilstedeværendes seksuelle lidenskaber. De israelitiske mænd der deltog i denne fest bukkede under for de fristelser de blev udsat for. Som en tyr der føres til slagtning blev de af deres kødelige lyster ført til en tilsyneladende uskyldig fest og derefter forledt til utugt og afgudsdyrkelse, som alt sammen var synd imod Gud. (Ordsp. 7:22) „Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder.“ — 4 Mos. 25:1, 2.
18. Hvad medførte en så tilsyneladende lille ting som at tage imod indbydelsen til en fest da de israelitiske festdeltagere vendte tilbage til lejren?
18 Som forudsagt af Bileam blussede Jehovas vrede op på grund af israelitternes slethed og illoyalitet. En dødbringende pest fejede gennem israelitternes lejr og dræbte 23.000 af dem. (1 Kor. 10:8) Fjerde Mosebogs femogtyvende kapitel nævner ikke særskilt hvor mange afgudsdyrkere der blev dræbt af israelitternes dommere, men sandsynligvis er de indbefattet i det runde tal 24.000 der opgives på plagens ofre, idet åbenbart 1000 er blevet dræbt af dommerne. At tage imod en indbydelse til en tilsyneladende uskyldig fest førte altså til denne katastrofe for israelitterne.
19. Hvordan blev plagen i Israelitternes lejr bragt til ophør, og med hvilke ord minder Hoseas århundreder senere om det loyalitetsbrud der fandt sted her?
19 Plagen blev til slut bragt til ophør da ypperstepræsten Eleazars søn, Pinehas, stødte et spyd gennem Zimri og den midjanitiske kvinde Kozbi, som Zimri havde ført ind i sit telt for at bedrive utugt med hende. Uden tvivl var Zimri en af anførerne blandt de illoyale. Eftersom kultisk prostitution hørte med til ba’alsdyrkelsen, kunne det siges at Zimri bragte ba’alsdyrkelsen ind i Israels lejr da han førte Kozbi til sit telt og havde samleje med hende. (4 Mos. 25:6-8) Århundreder senere mindede Jehova israelitterne om deres illoyalitet mod ham da han lod profeten Hoseas skrive: „De gik selv ind til Peors Ba’al, og de viede sig til det skændige, og de blev afskyelige som genstanden for deres kærlighed.“ — Hos. 9:10, NW.
20. Hvorfor lykkedes Bileams plan ikke, og hvilken modsat virkning fik den?
20 Bileams plan lykkedes ikke, selv om den tilføjede israelitterne stor skade, for loyale israelitter modstod de kødelige fristelser og opfordringer til at gøre noget der er slet i Guds øjne. For midjanitternes vedkommende fik planen den modsatte virkning af den tilsigtede, for Gud befalede de loyale israelitter at slå dem ned. „[Jehova] talede fremdeles til Moses og sagde: ’Fald over midjanitterne og slå dem; thi de faldt over eder med de rænker, de spandt imod eder i den sag med Peor og med Kozbi, den midjanitiske høvdings datter, deres landsmandinde, der dræbtes, den dag plagen brød løs for Peors skyld.’“ (4 Mos. 25:16-18) Der blev stukket ild på midjanitternes byer og teltlejre i området. Midjanitternes fem konger, ja alle af mandkøn, og alle kvinder som havde kendt mand eller haft samleje med mænd, samt Bileam, blev slået ihjel. (4 Mos. 31:1-20) Moabitterne, der var efterkommere af Abrahams nevø Lot, blev ikke udryddet; men fordi de havde været med i komplottet formente Gud dem adgang til sin menighed; „end ikke i tiende led har deres afkom nogen sinde adgang til [Jehovas] forsamling“. — 5 Mos. 23:3, 4.
De loyale velsignes
21, 22. Hvordan var Pinehas et eksempel med hensyn til loyalitet over for Jehova, og hvad kan vi lære at det der skete med de illoyale?
21 Præsten Pinehas viste sig at være en af de loyale, og for sin hurtige aktion mod Zimri og Kozbi får han en rosende omtale. Han var „nidkær“ for tilbedelsen af Jehova, tålte ingen rivaler til ham, og dette „regnedes ham til retfærdighed“. Derfor skænkede Jehova ham sin fredspagt, en pagt om „et evigt præstedømme“ som skulle tilhøre ham og hans efterkommere efter ham. — 4 Mos. 25:11-13; Sl. 106:30, 31.
22 Det er den loyale Pinehas’ gode eksempel vi skulle bestræbe os for at følge i dag. Vi skulle ikke efterligne dem som bukkede under for de kødelige lyster. Det der skete med dem, tjener som et advarende eksempel for os. (1 Kor. 10:11) Det er et eksempel på hvordan urette ønsker, selv når de tilsyneladende er små og ubetydelige, kan føre til ulykke. — Jak. 1:14, 15.
23. Hvordan kan man sige at loyale kristne i dag befinder sig i en lignende situation som de loyale israelitter på Moabs sletter, og hvilke velsignelser ser de frem til?
23 Ligesom de israelitter der dengang forblev loyale mod Jehova, blev velsignet med det privilegium at kunne gå ind i det forjættede land, således kan kristne i dag som forbliver loyale mod Jehova, forvente at modtage de store velsignelser som Gud har i beredskab til dem der elsker ham. De vil gå ind i den storslåede nye æra som ifølge Guds løfte skal oprinde under Guds salvede konges, Jesu Kristi, styre. „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ Han vil herske med „ret og retfærd fra nu og til evig tid“. (Es. 9:7) Hvilken tilskyndelse til aldrig at give efter for kødelige fristelser og gøre ting som vil være et brud på loyaliteten mod Gud!
24. Hvad må vi erkende vedrørende kødelige ønsker, og hvorfor kan vor situation sammenlignes med israelitternes på Moabs sletter?
24 Med håbet om denne nye æra som ligger foran os, har vi en stærk bevæggrund til at modstå fristelsen til at gøre noget som er slet i Jehovas øjne. Men vi må erkende at kødelige ønsker er en svaghed hos mennesker i dag, ganske som de var dengang israelitterne lå lejret på Moabs sletter. Fristelsen til at give efter for disse ønsker er meget stor fordi vi er omgivet af mennesker i verden som har hengivet sig til løsagtighed og kønslig urenhed. På en måde giver de sig af med sexdyrkelse ligesom moabitterne og midjanitterne. Deres bøger og blade, deres teaterstykker, film og fjernsynsprogrammer skildrer enhver skamløshed, enhver kødets lyst som kan fostres af en fordærvet tankegang. Vi må modstå påvirkning fra den kant. Det vil være skæbnesvangert at give efter for den og blive forledt til at gøre noget der er slet i Guds øjne, lige så skæbnesvangert som for de 24.000 israelitter der måtte bøde med livet for deres illoyalitet.
25. Hvad bør vi huske på når vi stilles over for kødelige fristelser?
25 Når du stilles over for fristelser der måske synes små men som kan føre til at du gør noget der er slet i Guds øjne, husk da på den loyalitetsprøve der fandt sted på Moabs sletter. Følg de loyales eksempel og husk hvad der siges i Salme 97:10: „I som elsker Jehova, had det der er slet. Han vogter sine loyales sjæle.“ — NW.
[Illustration på side 35]
Da israelitterne tog imod midjanitternes tilsyneladende gæstfri tilbud, blev de lokket til handlinger der var grov synd mod den sande Gud